Erik Boel: Endelig træder udenrigsministeren i karakter

Erik Boel: Endelig træder udenrigsministeren i karakter

21.08.2020




Jeppe Kofods aktive diplomatiske indsats overfor urolighederne i Hviderusland er ikke bare imponerende. Den markerer også i praksis et opgør med Mette Frederiksens generelle udenrigspolitiske doktrin, hvor fx kampen for demokrati i Hong Kong ifølge hende ikke tilkommer en dansk regering at blande sig i, når det ”ikke vedrører os”.

Kommentar af Erik Boel, tidligere landsformand for Europabevægelsen

I februar 1998 drog Jeppe Kofod og jeg til Hviderusland. Kofod var dengang konsulent i Socialdemokratiet, og formålet med rejsen var at blive klogere på situationen i landet, ”Europas sidste diktatur”, og opmuntre oppositionen. Vi oplevede på førstehånd et surrealistisk, sultanisk styre kun et par timers flyrejse fra Danmark. Paranoiaen var omfattende: Selv hviderussisk-engelsk ordbøger var forbudte!

Siden er det gået fra slemt til værre. Under coronakrisen har det hemmelige politi – som fortsat hedder KGB – tvunget lægerne til ikke at udtale sig om corona-patienterne. Ligesom pårørende til afdøde coroana-ramte ikke må tale med medierne. Situationen kan minde om Tjernobyl-ulykken, som de sovjetiske myndigheder i sin tid forsøgte af tie ihjel.

Men der er i disse dage tændt et håb om en bedre fremtid for Hviderusland. Når en ung befolkning anført af kvinderne stiller sig op og gør det klart, at de ikke længere vil finde sig i valgfusk, korruption og snyd. Og nu, godt 20 år efter vor rejse, indfrier Kofod som udenrigsminister løfterne til oppositionen i Hviderusland.

 

Faktisk har jeg sjældent set et dansk diplomati, som har reageret så hurtigt med konkrete indsatser og givet en ellers glemt sag ny prioritet
_______

 

Jeppe Kofod imponerer. Han har fra første dag været uhyre aktiv i denne sag, og hans twitter-konto er en hvirvelvind af aktivitet om emnet. Han har taget en direkte kontakt til oppositionslederen Svetlana Tikhanovskaya og forsikret hende om dansk støtte til, at der snarest afholdes frie og fair valg. Nok så vigtigt har ministeren rejst sagen i EU, Europarådet, OSCE – og har presset på at få indført sanktioner imod de personer, som har givet ordrer til tortur og valgfusk. Ifølge EU’s udenrigspolitiske chef er der nu EU-enighed om de sanktioner, Jeppe Kofod har foreslået. Det er immervæk flot diplomatisk arbejde.

Det allervigtigste at bemærke er, hvordan Jeppe Kofod har bragt den danske ressourcebase i spil. Han har med det samme rakt ud til danske civilorganisationer, som arbejder med voldsofre, journalister og menneskerettighedsforkæmpere. Faktisk har jeg sjældent set et dansk diplomati, som har reageret så hurtigt med konkrete indsatser og givet en ellers glemt sag ny prioritet.

Hvorfor er det vigtigt? Se på et kort. Dette er ikke Venezuela, Vestsahara eller Myanmar. Hviderusland er vores baghave. Misforstå mig ikke. Selvfølgelig skal Danmark reagere og protestere, når Kina bryder international folkeret ved reelt at overtage Hongkong. Eller når vores vigtigste allierede USA trækker sig ud af internationale organisationer. Eller når vores NATO-allierede Tyrkiet går ind i Syrien for at bremse kurderne.

Men vi har et særligt ansvar, når handler om danskernes tryghed, velstand og sikkerhed, fordi det foregår lige uden for vores vindue. Og hvis det lykkes Hviderusland at slippe af med eneherskeren Alexander Lukasjenko, vil det sende et positivt signal til nabolandet Rusland, hvor befolkningen i stigende grad er trætte af deres autoritære leder. Ruslands førende oppositionsaktivist Aleksandr Navalnij brugte for nylig udtrykket: ”I dag Hviderusland – i morgen Rusland”. Navalnij ligger nu i koma efter et muligt giftattentat.

Kofods aktivisme er så meget desto mere glædelig som den i praksis må ses som et opgør med Mette Frederiksens udenrigspolitiske doktrin, jf. statsministerens kommentar til de unge mennesker, der kæmper for demokrati i Hong Kong: ”Jeg synes ikke, det er en dansk regerings opgave at være part i en konflikt, der ikke vedrører os, og det gælder også andre steder”.

 

En aktiv støtte til oppositionen i Hviderusland flugter med indstillingen hos vore vigtigste allierede, og den er antageligt populær både folkeligt og politisk i Danmark. Den er slet og ret en ”god sag”
_______

 

Det nye i situationen er, at Frederiksen-regeringen ikke blot vrider hænder og i forblommede vendinger beklager præsident Lukasjenkos hårdhændede fremfærd – som vi har set det i forhold til fx Kinas undertrykkelse af Hong Kong. Udenrigsministeren har aktivt engageret sig i internationale fora for at få gennemført sanktioner, kontaktet oppositionslederen, inddraget det danske civilsamfund i forhold til en demokratisering af Hviderusland.

Som Frederiksen-regeringen er skruet sammen, har Kofod uden tvivl klappet linjen af med statsministeren. Når Mette Frederiksen alligevel har accepteret denne delvise revision af hendes egen udenrigs-”doktrin”, hænger det sammen med flere forhold: En aktiv støtte til oppositionen i Hviderusland flugter med indstillingen hos vore vigtigste allierede, og den er antageligt populær både folkeligt og politisk i Danmark. Den er slet og ret en ”god sag”. Frederiksen vil derudover utvivlsomt også henvise til, at vi i tilfældet Hviderusland kan gøre en forskel – det er ikke altid situationen i Langtbortistan.

Et engagement i demokratiseringen af Hviderusland kommer heller ikke med en pris som en aktiv støtte til demonstranterne i Hong Kong gør det; udover en vis irritation i Moskva. Onde tunger vil hævde, at støtten til oppositionen i Hviderusland er en ”gratis omgang”, og den borgerlige opposition vil formentlig også på den baggrund kræve skrappere midler taget i brug – lige indtil den selv sidder i regering.

Vigtigt lige nu er det, at regeringen følger op på den indsats, Kofod har lagt for dagen: Vi bør aktivt støtte etableringen af en eksilregering, der er bredt sammensat og ramme regiments
repræsentanter gennem visaregimet, men samtidig sikre at oppositionen har mulighed for at rejse og deltage i ungdomsudveksling, kulturarrangementer, mv.

Først og sidst bør vi gøre det klart, at Hviderusland naturligvis kan blive medlem af EU den dag, landet opfylder de økonomiske og politiske forudsætninger. Det vil bl.a. sige et levedygtigt demokrati, hvor de grundlæggende menneskerettigheder respekteres. Mere end noget andet vil et EU-perspektiv sende et klart signal om en bedre fremtid for en ung, hviderussisk befolkning.

Handlekraft og fokus. Mere af det, Jeppe Kofod. ■

 

Det nye i situationen er, at Frederiksen-regeringen ikke blot vrider hænder og i forblommede vendinger beklager præsident Lukasjenkos hårdhændede fremfærd – som vi har set det i forhold til fx Kinas undertrykkelse af Hong Kong. Udenrigsministeren har aktivt engageret sig…
_______

 





Erik Boel (f. 1953) var landsformand for Europabevægelsen (2001-13). Fra 1992 til 2002 var han Socialdemokratiets internationale sekretær. Han har været chefrådgiver ved DIIS og forstander for henholdsvis Krogerup Højskole og Europahøjskolen på Kalø. Som ansat i Udenrigsministeriet var han udsendt til Zimbabwe og Sydafrika. Boels speciale som adjunkt på Statskundskab ved Aarhus Universitet
var dansk sikkerheds- og udenrigspolitik.
Siden 2013 konsulent ved Center for War Studies ved SDU. ILLUSTRATION: Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) holder pressemøde med Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, i København, 8. november 2019 [Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix]