Erik Boel: Forsvarsministeren har ikke formået at lave en troværdig oprydning i Forsvaret

Erik Boel: Forsvarsministeren har ikke formået at lave en troværdig oprydning i Forsvaret

17.06.2020


Efter de mange skandalesager i Forsvaret krakelerer glansbilledet af Danmark som et lille, velorganiseret land med få nepotisme- og korruptionssager. Der tegner sig efterhånden et billede af et embedsværk, der i højere grad belønnes for loyalitet fremfor at være lovmedholdelig og militærfagligt funderet. Den tendens er kun blevet yderligere bekræftet med dagens historie om corona-respiratorer til Italien.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kommentar af Erik Boel, tidligere international sekretær i Socialdemokratiet

DEN VENLIGE, ENERGISKE og super loyale forsvarsminister Trine Bramsen melder nu klart ud efter de mange møgsager om svindel og magtmisbrug i Forsvarsministeriet: Nok er nok – og der skal ryddes op.

Baggrunden er da også alarmerende: Den tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen fik i maj 2020 en dom på 60 dages fængsel for nepotisme og pligtforsømmelse. Men det er kun toppen af isbjerget: Sagerne begyndte at rulle, da en whistleblower i byggebranchen undrede sig over, at Forsvaret overførte flere penge, end bestilte opgaver faktisk kostede. De overskydende penge blev brugt til indkøb af køkkener, PH-lamper, varmeblæsere og vingaver. Forsvarets ejendomsstyrelse har således i 54 af 64 sager handlet i strid med reglerne. Der er tale om svindel, bedrageri og mandatsvig af særlig grov karakter i en grad så formanden for Statsrevisorerne har kaldt svigtet ”chokerende”, ”rystende” og det værste han i sine 23 år som statsrevisor har været ude for. Det hører med i billedet, at Forsvaret har afgivet urigtige og forfalskede oplysninger til Rigsrevisionen.

Anklageskriftet omfatter mere end 450 forhold. Der er ikke blot tale om et enkelt broddent kar men om en rådden kultur og moral helt op i toppen af det danske forsvar. Vi taler om tilstande, der ville være en bananrepublik værdige.

 

Anklageskriftet omfatter mere end 450 forhold. Der er ikke blot tale om et enkelt broddent kar men om en rådden kultur og moral helt op i toppen af det danske forsvar. Vi taler om tilstande, der ville være en bananrepublik værdige
_______

 

Det lyder umiddelbart godt med den oprydning ministeren nu har bebudet, men den er under alle omstændigheder utroværdig, så længe Bramsen freder departementschef Thomas Ahrenkiel. Departementschefen har vist både svigtende dømme- og handlekraft i forbindelse med den manglende orientering af ministeren om uregelmæssighederne i ministeriet. Endvidere har Ahrenkiel svigtet ved ikke at sikre, at den underliggende styrelse overholder reglerne og ved ikke at videreformidle de i ministeriet kendte problemer rettidigt til Rigsrevisionen.

Fem gange fra maj til november overså Thomas Ahrenkiel de alarmsignaler, der ifølge ministeren selv ”burde have bimlet og bamlet” i sagen om svindel i Forsvarets ejendomsstyrelse. Et sagsnotat om skandalen undlader Ahrenkiel angiveligt ganske enkelt at læse.

Indtil videre har ministeren valgt at sparke nedad med fyringer af koncernstyringsdirektøren og direktøren for ejendomsstyrelsen, mens hun lader den hovedansvarlige gå fri. Det er hverken klædeligt eller klogt. Ahrenkiel har tidligere været involveret i en sag om inhabilitet, da han var med til at give sin hemmelige kæreste en klækkelig lønforhøjelse. Og det står klart, at oprydningen efter skandalerne i ministeriet ikke på troværdig vis kan foretages med den hovedansvarlige for bordenden.

Måske håber Bramsen i sit stille sind, at Ahrenkiel selv indgiver sin opsigelse. Men så god er verden sjældent. Det bliver ministerens eget ansvar at få styr på sin butik. Og hvis ikke det lykkes, er det ministerens egen taburet, der er på spil.

EN DEL AF PROBLEMET stammer fra, at statsministeren selv har sat det dårlige eksempel i Barbara Bertelsen-sagen. Bertelsen holdt som departementschef for justitsministeriet i teledatasagen relevante oplysninger for sig selv i tre måneder uden at orientere ministeren. Teledata bliver benyttet som bevismateriale i straffesager og som grundlag for varetægtsfængslinger, og kernen i sagen er, at der kan være afgjort sager ved domstolene på baggrund af forkerte data.

Efter at have spillet en nøglerolle i teledataskandalen som chef for Justitsministeriet blev Bertelsen desuagtet forfremmet til departementschef i Statsministeriet og den hidtidige chef Christian Kettel blev fjernet. Den hæderkronede Kettel var respekteret for at lægge vægt på, at lov og regler, og ånden i dem, skulle efterleves og respekteres.

Forfremmelsen af Bertelsen og fyringen af Kettel sendte det helt forkerte signal til andre topchefer i centraladministrationen. Risikoen er, at det bidrager til en arbejdskultur i embedsværket, hvor ”går den, så går den”, og at der udvikler sig et betændt miljø med betydelige magtbeføjelser delvist ude af kontrol.

 

Forfremmelsen af Bertelsen og fyringen af Kettel sendte det helt forkerte signal til andre topchefer i centraladministrationen. Risikoen er, at det bidrager til en arbejdskultur i embedsværket, hvor ”går den, så går den”, og at der udvikler sig et betændt miljø med betydelige magtbeføjelser delvist ude af kontrol
_______

 

Sagerne med Bertelsen i Justitsministeriet og Ahrenkiel i Forsvarsministeriet ligner hinanden for så vidt, at begge topembedsmænd har overtrådt det såkaldte Kodeks VII om embedsmandens centrale pligter. Ahrenkiel har ikke ryddet op i butikken og har udvist nepotisme. Bertelsen sætter politisk eksekvering over ordentlig embedsførelse. Begge har forholdt deres respektive ministre afgørende oplysninger.

Forfremmelsen af Bertelsen er en demoraliserende faktor. Signalet til embedsapparatet er, at afgørende fejl ikke diskvalificerer, og at man skal være loyal snarere end lovmedholdelig. Konsekvensen er, at den øverste embedsmandskaste føler sig hævet over den gemene hob og laver sine egne regler. At det overhovedet kan lade sig gøre skyldes, at politikerne beskytter de øverste embedsmænd.

Sigga Nolsøe, tidligere pressechef i Finansministeriet, der blev nødsaget til at sige op, har udtrykt det derhen: ”Jeg kan bare sige, at det er en svær stilling at have, hvis man ikke er professionel Socialdemokrat”

GLANSBILLEDET AF DANMARK som et lille, velorganiseret land med få nepotisme-/korruptionssager krakelerer i disse år. Problemerne i Forsvaret stikker endnu dybere: Ytringsfriheden har alt for ringe kår. Man holder mund og parerer ordre. Ansatte i Forsvaret har kritiseret debatkulturen for at være mangelfuld, utryg og underlagt politisk censur.

Udover trusler om fyringer forsøger Forsvaret at kvæle debatten ved bevidstløst at klassificere materiale som ”til tjenestebrug” eller derover. Så de ansatte er afskåret fra at anvende dokumentationen i den offentlige debat.

Som vi har set det for nylig på sundhedsområdet, er politiseringen så udbredt, at fagligheden også i forsvaret bliver undertrykt. Forsvarsminister Wammens Forsvarsreform fra 2014 satte faglighed i Forsvaret over styr, idet den svækkede Forsvarets øverste ledelse, forsvarschefen, som blev en del af det traditionelle embedsmandsværk, hvortil kom drastiske nedskæringer i Forsvarets ledelse. Resultat: Ministeren bliver sjældent fagligt udfordret af den militære ekspertise. Til skade for vor krigsførelse.

 

Ahrenkiel har tidligere været involveret i en sag om inhabilitet, da han var med til at give sin hemmelige kæreste en klækkelig lønforhøjelse. Og det står klart, at oprydningen efter skandalerne i ministeriet ikke på troværdig vis kan foretages med den hovedansvarlige for bordenden
_______

 

Faglige hensyn bliver anset for i bedste fald at være en distraktion og i værste fald en forhindring for de politiske beslutninger. Med 2014-strukturen bliver det faglige input stoppet tidligt i processen eller fordrejes af politiske hensyn til fordel for, hvad de øverste embedsmænd tror, politikerne gerne vil høre.

Den seneste udvikling i respirator-sagen afdækket i dagens Berlingske understreger denne pointe: En medarbejder i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse skriver i en mail til Forsvarskommandoen, at de pågældende respiratorer er ubrugelige. Hos Forsvarskommandoen svarer en medarbejder, at budskabet er forstået, men at Udenrigsministeriet ”formentlig kun tænker i signalværdi”.

Dette er endnu et eksempel på, at fagligheden bliver fortrængt; selv den fagligt ansvarlige tænker politisk. Der tænkes politisk – men uden den politiske fornemmelse, som kunne skærme udenrigs- og forsvarsministeren fra at få ørerne i maskinen. Den – tilsyneladende – manglende orientering af departementschef/forsvarsminister illustrerer tillige dysfunktionaliteten i Forsvarsministeriet. Der er et stort oprydningsbehov.

DET ER AFGØRENDE, at befolkningen kan have tillid til dansk forsvar. Det er forsvaret, som vi betror vor sikkerhed og tryghed – og i mange tilfælde vore sønner og døtre, der sendes på risikofyldte missioner langt fra Danmark.

Traditionelt har man på forsvarsområdet søgt at undgå en politisering, jf. slogannet: ”Ro om forsvaret”. Synspunktet var, at forsvaret var for vigtigt til at blive politisk kastebold, hvorfor man gik efter brede tværgående forlig. Forsvaret skulle tjene Danmark og ikke blot være en vindbøjtel, der skifter som de politiske vinde blæser.

Det skal også ses i en mere overordnet sammenhæng: Regeringen har planer om, at forsvarsbudgettet skal stige med 30% målt fra 2016 frem mod 2023 for at imødekomme præsident Trumps ønske om et større dansk bidrag til det fælles forsvar. 

Her taler vi om mange flere milliarder ekstra til Forsvaret i en tid, hvor riget i den grad fattes penge. Hvis regeringen skal komme igennem med denne ambitiøse plan, forudsætter det, at forsvarsviljen er til stede i befolkningen. Det er den kun, hvis forsvarsministeren evner snarest at genoprette tilliden til den øverste civile og militære ledelse af dansk forsvar.

Konkret forudsætter dette en fjernelse eller en tidlig pensionering af Ahrenkiel.

Hver gang Mette Frederiksen får ansvaret for et nyt ministerium, starter hun med at fyre departementschefen. Det rejser spørgsmålet om, hvorfor Ahrenkiel, der i den grad har gjort sig skyldig i alvorlige forsømmelser i embedsførelse, indtil videre fortsætter som departementschef. Det er påfaldende og man fristes til at spørge: Er der nogen uden for Forsvarsministeriet, der holder hånden over Ahrenkiel? ■

 

Hver gang Mette Frederiksen får ansvaret for et nyt ministerium, starter hun med at fyre departementschefen. Det rejser spørgsmålet om, hvorfor Ahrenkiel, der i den grad har gjort sig skyldig i alvorlige forsømmelser i embedsførelse, indtil videre fortsætter som departementschef
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Erik Boel (f. 1953) er debattør og tidligere landsformand for Europabevægelsen. Fra 1992 til 2002 var han Socialdemokratiets internationale sekretær, og han har været chefrådgiver ved DIIS og forstander for Krogerup Højskole. Derudover har han skrevet en lang række bøger med fokus på EU og Danmark. ILLUSTRATION: Danmarks forsvarsminister Trine Bramsen [foto: Suhirrthavathy Thiruchelvam/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix]