19.03.2020

Diplomati er et fag, der kræver ikke alene uddannelse, men også den træning, som mange års virke i udenrigstjenesten giver. Her nytter det ikke at komme ind fra gaden – uanset et nok så imponerende (politisk) CV. Tanken om, at tidligere politikere skulle have særlige evner til at åbne ellers lukkede døre, holder ikke.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kommentar af Erik Boel, tidligere landsformand for Europabevægelsen

SIGGA NOLSØE LEVEREDE den mest elegante og hårdtslående sortie i mands minde, da hun fratrådte sin stilling som pressechef i Finansministeriet med ordene: ”Jeg kan bare sige, at det er en svær stilling at have, hvis man ikke er professionel socialdemokrat”.

I nogle få ord sammenfattede Nolsøe, hvorledes S-regeringen i disse uger og måneder rider på en autoritær bølge, hvor kontrol og stram styring er topprioritet. RÆSON-læseren vil være bekendt med de mange eksempler, vi de senest måneder har oplevet på en hidtil uset politisering af statsadministrationen – herunder med ansættelsen af en række pressechefer i ministerierne med baggrund i Socialdemokratiet.

”Next stop” kan meget vel blive Udenrigsministeriet, nærmere bestemt med indførelsen af politisk udnævnte ambassadører. Chefspindoktoren i statsministeriet Martin Rossen har længe været optaget af tanken, og min påstand er, at øvelsen alene er udsat, fordi regeringen løb ind i selvforskyldt spin-ballade som følge af et forsøg på undergravning af Venstre – kun afsløret ved et tilfælde af Jyllands-Posten – og efterfølgende læk af interne papirer fra Finansministeriet, der nu er politianmeldt. De politisk udnævnte ambassadører er på vej. Spørgsmålet er ikke om, men hvornår.

Projekt ”politiske ambassadører” passer som fod i hose ind i billedet af en regering, der efter forgodtbefindende skalter og valter med statsapparatet. Imidlertid handler det ikke her – som med den politisering vi ellers har været vidner til – om at indsætte egne folk fra partiet, men tværtom nærmere at give oppositionens fallerede politikere et forgyldt jobtilbud. Det vil skærme regeringen mod kritik fra oppositionen, idet der er tale om en politisk vennetjeneste – og regeringen forventer naturligvis, at de borgerlige gør gengæld, når de kommer til magten. Det er noget-for-noget.

Initiativet flugter med den forhøjede partistøtte, markante lønforhøjelser til politikerne og spindoktorerne og yderst favorable pensionsordninger for folketingsmedlemmer og ministre. Udpegningen af politikere til ambassadørposterne vil hurtigt føre til politisk nepotisme og kammerateri. Vælgerne vil få ny lede ved, hvad mange i forvejen opfatter som en degenereret og snyltende politisk klasse.

 

I udlandet er man ikke nødvendigvis imponeret af en tidligere minister, som man alligevel ikke kender – det er der så mange, der bliver. Derimod vil en aktiv, skarp, engageret og opsøgende dansk diplomat nyde respekt i opholdslandet
_______

 

DET ER DERFOR en ualmindelig dårlig ide på den måde at lade politikere lege ambassadører. Det har hidtil været et grundlæggende princip, at vore ambassadører repræsenterer Danmark – og ikke en bestemt ideologi eller et bestemt parti.

Glem ikke, at Danmark har en udenrigstjeneste, der er ”second to none”, hvad angår kvalitet og kompetence, hvilket kompenserer for vor nations lidenhed. Den slet skjulte kritik af embedsmændene i Udenrigsministeriet, der ligger i forslaget om de politiske ambassadører, holder ikke vand.

Diplomati er et fag, der kræver ikke alene uddannelse, men også den træning, som mange års virke i udenrigstjenesten giver. Her nytter det ikke at komme ind fra gaden – uanset et nok så imponerende (politisk) CV. Jeg har arbejdet mange år i både Udenrigsministeriet og i det politiske miljø og kan ikke komme i tanke om én politiker, der ville gøre god fyldest som ambassadør.

Tanken om, at tidligere politikere skulle have særlige evner til at åbne ellers lukkede døre, holder ikke ved en nærmere vurdering. I udlandet er man ikke nødvendigvis imponeret af en tidligere minister, som man alligevel ikke kender – det er der så mange, der bliver. Derimod vil en aktiv, skarp, engageret og opsøgende dansk diplomat nyde respekt i opholdslandet og vil netop kunne åbne ellers lukkede døre.

Staben af professionelle diplomater sikrer, at man som borger og virksomhed bliver behandlet på samme vis over hele kloden. Tag den aktuelle corona-krise: Der er tale om en situation, der udvikler sig hastigt, hvor Udenrigsministeriet leverer informationer, kommer med anbefalinger og yder service. Her er ikke blot Asiatisk Plads på banen, men i høj grad også ambassaderne, jf. fx den danske ambassade i Rumæniens hjemmeside.

Af hensyn til effektiviteten og troværdigheden er det afgørende, at ambassaderne i fx Kuala Lumpur og Ottawa agerer nogenlunde ens. Denne korpsånd sikrer Udenrigsministeriet ved de mange års oplæring og træning af diplomaterne. Den risikerer at gå fløjten med politisk udnævnte ambassadører.

 

Sporene skræmmer fra Løkke Rasmussens udnævnelse af de såkaldte eksportambassadører for nogle år siden: Uden tæt hjælp fra ambassadernes erfarne folk var disse ambassadører aldeles hjælpeløse
_______

 

EN TIDLIGERE MINISTER som ambassadør vil være som en elefant i en porcelænsbutik, for en ambassadør uden erfaring fra diplomatiet vil i virkeligheden gøre langt mere skade end gavn og vil i alle tilfælde skulle mandsopdækkes af trænede diplomater. Sporene skræmmer fra Løkke Rasmussens udnævnelse af de såkaldte eksportambassadører for nogle år siden: Uden tæt hjælp fra ambassadernes erfarne folk var disse ambassadører aldeles hjælpeløse.

En politisk udnævnt ambassadør vil næppe nedværdige sig til at beskæftige sig med alt det rugbrødsarbejde, som også typisk ligger i stillingen i dag: administration, økonomistyring, personaleledelse etc. Realiteten bliver, at en souschef fra ministeriet kommer til at lave det hele, mens ambassadøren blot er en (mindre kompetent) kransekagefigur. De amerikanske og svenske erfaringer med politisk udnævnte ambassadører er heller ikke opløftende. Ordningen må i givet fald forventes at nødvendiggøre øgede ressourcer til ministeriet, særligt idet ambassaderne i dag er så sparsomt bemandet.

Ordningen vil gøre mere skade end gavn, fordi guleroden for mange års loyal og dygtig indsats som embedsmand i ministeriet forsvinder, hvis attraktive poster som ambassadør i fx Rom og Helsinki skal fordeles til politikere på aftægt. De politisk udnævnte ambassadører vil næppe få de største poster. Her vil de være for eksponerede. Og her slipper de ikke for administrativt arbejde, ligesom risikoen for at komme galt af sted er ikke ubetydelig.

Udnævnelsen til ambassadør bør derfor også fremover ske efter saglige og ikke politiske kriterier. ■

 

Ordningen vil gøre mere skade end gavn, fordi guleroden for mange års loyal og dygtig indsats som embedsmand i ministeriet forsvinder, hvis attraktive poster som ambassadør i fx Rom og Helsinki skal fordeles til politikere på aftægt
_______

Apropos denne artikel:

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde