Esben Maaløe: Statsministeren advarede om, at vi ikke må forvente ”præcis det samme velfærdssamfund” efter krisen. De mest udsatte ved godt, hvad det betyder

Esben Maaløe: Statsministeren advarede om, at vi ikke må forvente ”præcis det samme velfærdssamfund” efter krisen. De mest udsatte ved godt, hvad det betyder

14.07.2020


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her


Sproget bliver i stadig højere grad anvendt til at maskere, snarere end at beskrive, faktiske og oftest kritisable forhold. Således advarer Mette Frederiksen allerede tidligt i forløbet om, at vi ikke kan (dvs.: skal) forvente at møde »præcis det samme velfærdssamfund« efter krisen. De mest udsatte ved godt, hvad det betyder.

Kommentar af Esben Maaløe

Da tusinder og atter tusinder unge mænd vansirede, forkrøblede og amputerede på både krop og sjæl, vendte hjem fra Første Verdenskrigs groteske menneskenedslagtninger, så man en tilstand hos dem, man kaldte “granatchok”. En forfærdelig tilstand, der udadtil gav sig til udtryk ved kraftigt invaliderende tics, manglende evne til at sove og voldsomme og akutte angstanfald ved selv den mindste lyd. 27 år senere, efter Anden Verdenskrig, hvor blodighederne var sat i et mindre stupidt og mere “produktivt” system, kaldte man blandt de allierede den selvsamme tilstand for “combat-fatique”. En eufemistisk omskrivelse: Ingen granater og intet chok, men en udmattelse efter kamphandlinger. I dag hedder lidelsen “Posttraumatisk stress-syndrom” – krigshandlingerne, og dermed omstændighederne, er fjernet fra navnet, det er individet der er sygt.

“Mange af dem, der nu råber på skattelettelser, vil gøre det på bekostning af netop velfærden eller den sociale retfærdighed, hvilket er en utroligt dårlig idé” — Mette Frederiksen i Berlingske, søndag 21. juni 2020

Vi er blevet mere effektive til både krig og kommunikation. Til gengæld halter det med kærlighed og overblik. Således er PTSD-diagnosen i dag ikke kun forbeholdt de af vore veteraner, der vender hjem fra missioner i fællesskabets navn – knuste på krop og sjæl – til flagdag og grove samfundssvigt. Ofrene i vor lokale smørhuls sociale massegrave kan også være med, uden at man derved direkte antyder nogen specifik ydre årsag til problemerne. Ofrene selv kæmper for retten til sproget og anvender ordet “Jobcentersyndrom”, et ord som kritiske fagfolk — som der er stadig er for få af — også har taget op.

“Vi kommer til at prioritere meget hårdere, og der kommer til at være ting, vi ikke kan bruge lige så mange penge på” — Mette Frederiksen i Berlingske, søndag 21. juni 2020

Den amerikanske komiker George Carlin beskrev udviklingen af det, han kaldte et ”blødt sprog” (”soft langauge”). Sproget bliver i stadig højere grad anvendt til at maskere, snarere end at beskrive, faktiske og oftest kritisable forhold. Ikke mindst i forbindelse med coronakrisen. Således advarer Mette Frederiksen på et pressemøde allerede 23. marts om, at vi ikke kan (dvs. skal) “forvente at møde »præcis det samme velfærdssamfund” efter krisen, og at: “Der vil være forandringer for os alle sammen. Konsekvenserne af denne sygdom kommer til at være store for mennesker, for økonomien, for virksomhederne, for lønmodtagerne, men også for vores velfærdssamfund” (ifølge Finans 23. marts). Et mærkeligt klingende »men«. Er der modsætning mellem ”mennesker og lønmodtagere” på den ene side og ”velfærdssamfundet” på den anden? Mellem virksomheder og velfærdssamfund? Er alle de førnævnte da ikke netop det, som udgør velfærdssamfundets kit og substans? Er velfærdssamfundet ene og alene en offentlig foreteelse? En række services og regnskaber med 5,8 mio. udgiftsposter?

 

For de forarmede er sådan et skel ligegyldigt; man har andet at tænke på, hvis man skralder af nød, ikke af overbevisning, og i sådan en optik kan man ikke fortænke nogen i at fare sammen ved lyden af Mettes ord
_______

 

»Men«. For de forarmede er sådan et skel ligegyldigt; man har andet at tænke på, hvis man skralder af nød, ikke af overbevisning, og i sådan en optik kan man ikke fortænke nogen i at fare sammen ved lyden af Mettes ord.

»Vi beder de svageste om at være de stærkeste. Det er et barskt budskab« — statsminister Mette Frederiksen på pressemøde 30. marts 2020

Den gigantiske corona-krisehjælp, det tætteste vi vel nogensinde har været på en egentlig lokal Marshall-hjælp, har været absolut nødvendig. Men mange almindelige borgere har med undren set milliarder postet i selskaber, om hvilke man endelig ikke må sige “skattely”, men pænt bør nøjes med at konstatere, at de – via sindrige papirkonstruktioner – kanaliserer overskud ud af landet, mens de altså hiver samtidig tocifrede millionbeløb ud af samfundet, fordi de er i coronale vanskeligheder. Firmaer, der naturligvis ingen nævneværdig kvababbelse ville føle, hvis seriefyringer kunne optimere profitten, og regningen for understøttelse af den dermed “optimerede” — dvs. overflødiggjorte — arbejdskraft kunne tørres af på samfundet, den slags er jo bare sund forretning, ikke andet.

 

Enhedslistens Pernille Skipper kalder checkens 1.000 kr. »et kæmpebeløb ekstra«. En udtalelse, der afslører enten ingen, ringe eller glemt erfaring med livet på ultra-lavindkomster, men som altså samtidig postulerer den indsigtsfulde gavmildhed, man gerne vil sole sig i
_______

 

Alle de mange penge, der førhen overhovedet ikke kunne skaffes. Da ældre skulle behandles ordentligt. Da epidemi-beredskabet skulle bringes i forsvarlig stand. Da skolers lokummer forfaldt, da psykiatrisk lidende skulle behandles. Og da regulært helbredsødelagte mennesker skulle have fred, skyldes ikke hverken manglende samfundssind, misundelse, dovenskab, krævementalitet eller nogle af alle de andre stærkt charmerende tillægsord, landets politiske ledere og de stærkt selvstændige og overordentligt uafhængige medier med ublu sædvanlighed og stærkmandsstemme benytter om deres medborgere.

Men det er mærkeligt at skulle forstå, hvorfor f.eks. den livslangt statsforsørgede Anders Fogh, selvstændighedens lykkesmedsridder, har brug for tilskud, hvis hans firmaer skal klare krisen. De producerer jo “kun” ord, og den slags – har vi da netop lært af corona-krisen – kan sagtens foregå pr. internet. I et af selskaberne er partneren den velpolstrede Fritz Schur, og lønniveauet i firmaerne er så højt, at man må undre sig over, at 3 måneder uden løn på nogen måde skulle være produktionsstoppende eller levestandardstruende for de ansatte. Men det er en undren, de coronakrisehjælp-bevilgende myndigheder ikke synes at have plejet særligt aktivt, og i hvert fald ikke med den nidkærhed, deres kolleger på jobcentrene udviser, når syge skal indlemmes i normalitetens vanvid.

»Netop overstået et rigtig godt møde med partiernes beskæftigelsesordførere. Der var meget bred enighed om at sætte 225-timersreglen på pause. Kun retfærdigt for landets kontanthjælpsmodtagere« — beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) på Twitter

 

Et sted, hvor rundhåndetheden til gengæld finder en grænse, er naturligvis bunden af velstandsskalaen, hvor samfundets nominelle pariaer — overførsels-indkomstmodtagerne — befinder sig. Her tager den snarere form af håndkantsslag. Det gjorde den før corona-krisen, det gjorde den under corona-krisen, og det vil den gøre efter (første bølge af) corona-krisen
_______

 

Rundhåndede håndkantsslag

Et sted, hvor rundhåndetheden til gengæld finder en grænse, er naturligvis bunden af velstandsskalaen, hvor samfundets nominelle pariaer — overførselsindkomstmodtagerne — befinder sig. Her tager den snarere form af håndkantsslag. Det gjorde den før corona-krisen, det gjorde den under corona-krisen, og det vil den gøre efter (første bølge af) corona-krisen. I et anfald af langt mere klædelig end effektiv altruisme, beslutter regeringen og støttepartierne sig for både at “suspendere” den berygtede 225-timers regel (hvis en kontanthjælpsmodtager ikke kan dokumentere 225 timers løntimer inden for det forgangne år, trækkes 1.000 kr. bod om måneden som bod for kronisk arbejdsløshed) og tilbyde en forbrugsstimulerende sommercheck på hele 1.000 kr til udbetaling i oktober. To stykker klædelig gavmildhed, der er cirka lige så lidt værd, som det avispapir, som selvrosen trykkes på.

225-timers reglens suspension er tomme ord og et dejligt alibi. Beskæftigelsesministeren skriver stolt på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside, at “reglen” suspenderes og fejrer retfærdighedens fyldest på Twitter. Mindre opmærksomhed får det forhold, at det faktisk bliver meget få, der kommer til at opleve suspensionen som en lindrende begivenhed i deres liv. De tusindvis af nye coronaledige kontanthjælpsmodtagere fritages ikke for noget, de ville blive ramt af alligevel – de kommer jo lige fra beskæftigelse. Og dem, som allerede straffes, er udtrykkeligt suspenderet fra suspensionen. De straffes fortsat, men de får da nogle ekstra måneder til at skaffe de fornødne løntimer – for de flestes vedkommende er den fristforlængelse dog omsonst.

 

Enhedslistens Pernille Skipper kalder checkens 1.000 kr. »et kæmpebeløb ekstra«. En udtalelse, der afslører enten ingen, ringe eller glemt erfaring med livet på ultra-lavindkomster, men som altså samtidig postulerer den indsigtsfulde gavmildhed, man gerne vil sole sig i
_______

 

Således har jeg selv været bisidder (sammen med den efterhånden landskendte whistleblower Bitten Vivi Jensen) for en enlig mor med svære gigt- og fibromyalgi-diagnoser, diskusprolaps og kroniske smerter, som måtte ud at skralde, hvis hun og den nys voksne datter skulle overleve. Hende fjernede man også 1.000 kr. fra om måneden, fordi hun ikke havde haft arbejde. Mor og datter havde derefter – tilsammen – 1.400, når huslejen var betalt. I en sag som hendes, der aldrig ender med, at borgeren finder job, bliver vedkommende altså fortsat straffet for ikke at finde arbejde, også i de måneder, hvor arbejdsmarkedet simpelthen var næsten lukket ned.

Enhedslistens Pernille Skipper kalder checkens 1.000 kr. »et kæmpebeløb ekstra«. En udtalelse, der afslører enten ingen, ringe eller glemt erfaring med livet på ultra-lavindkomster, men som altså samtidig postulerer den indsigtsfulde gavmildhed, man gerne vil sole sig i.

Ret skal være ret: Skippers parti er det eneste, der ikke bare har økonomisk lighed som ideal, men som rent faktisk også handler med konsekvens derefter. Der er bare det, at i den dybe ende af velfærdsbassinet kan 1.000 kr. nemt vælte hele herligheden og føre til hjemløshed eller “medicin- og/eller madfri måned“, mens 1.000 kr. ekstra intet kan reparere, ingen ændring kan afstedkomme. Et beløb der svarer til en vaffelis om ugen i et år, er simpelthen bare ikke substantielt i positiv forstand, men kan altså i den grad være det i negativ forstand. Af andre generøse tiltag overfor den gennemkontrollerede del af befolkningen kan nævnes, at dagpengemodtagere får forlænget perioden med to måneder(!), hvilket får den angivelige folkesocialist Pia Olsen Dyhr til at konkludere, at der »samlet set er retfærdig social balance i aftalen«, og hun glæder sig i samme åndedrag over, at der »kommer hjælp til den fattige mor«. Men den fattige mor vil ikke styrte ud og oprette et årsabonnement på “en vaffelis om ugen”, hun vil være nødt til at købe det tøj, der mangler til en eller flere unger. Hjælpen forslår som en prekært ansat skrædder i helvede.

Den socialdemokratiske finansminister Nicolai Wammen er pudsigt nok mere realistisk om bedriftens virkelighed: »1000 kroner til personer på overførselsindkomst vil kunne mærkes, men ikke løse alt«, siger han, alt i mens hans parti fortsat blokerer for, at man afskaffer de kørende månedlige og fattiggørende afstraffelser på beløb, der er højere end sommercheckens almisse.

Det er altså på denne baggrund, at “gavmildheden” skal forstås: Man hjælper ikke rigtigt nogen, men det ser frygteligt godt ud. Cadeau til ministerens embedsværk, den har de drejet med sædvanlig snilde, og ministeren kan score prisbillig goodwill.

 

Det er altså på denne baggrund, at “gavmildheden” skal forstås: Man hjælper ikke rigtigt nogen, men det ser frygteligt godt ud. Cadeau til ministerens embedsværk, den har de drejet med sædvanlig snilde, og ministeren kan score prisbillig goodwill
_______

,
 

Utilfredshed fra toppen

»Det indebærer, at nogle kontanthjælpsmodtagere vælger at blive hjemme i lejligheden frem for at tage et hårdt og slidsomt lavtlønsarbejde. Det kan være som kassedame eller som jordbærplukker« — Mads Lundby Hansen, cheføkonom, CEPOS Berlingske Tidende, 26. februar 2015

Man mærker måske min utilfredshed, men andre er forargede over urimeligheden fra den helt anden kant. Hvad ligner det at dele den slags ud til mennesker, der, trods eventuelle forældreopgaver, burde pukle i hårdt og slidsomt lavtlønsarbejde? Denne forargelse udtrykkes bl. a. af cheflavtfrugtshøster ved overmenneskerettighedsinstituttet CEPOS, Mads Lundby Hansen. Han stiller sig uforstående overfor hele ideen, ”da personer på overførsel ikke er blevet dårligere stillet under krisen” og tiltaget i øvrigt ifølge finansministerielle beregninger kun medfører en (midlertid) forøgelse af arbejdskraftudbuddet på 750 personer. Lignende protester hørtes ikke fra den kant, da de fattiggørende strafforanstaltninger, 225-timers regel og kontanthjælsploft, blev indført – og de gav ellers kun postulerede 450 fuldtidspersoner i arbejdskraftudbudsforøgelse.

De to tiltag fjerner tilsammen over 1.000 kr månedligt (både brutto og netto) fra tusindvis af menneskers hårdt pressede økonomi. Det straffer ikke bare de formastelige, men også deres børn, som aldeles uansvarligt undlod at iagttage rettidig omhu og lod sig føde af de helt forkerte forældre.

Det kan ikke betragtes som andet end et infamt hykleri, når Lundby Hansen påstår, at arbejdsløse ikke rammes af corona-krisen. Er et dys- eller non-funktionelt arbejdsmarked da ikke til stor skade for dem? Langt de fleste såkaldt “arbejdsløse” har først og fremmest helbredsproblemer. Det er et forhold Lundby Hansen, gerne overser. De kaldes ‘aktivitetsparate’, fordi ting ikke længere må hedde “granatchok”, men den tiloversværende del  — de såkaldt ‘jobparate’ med arbejdsløshed som primært problem – kan da ikke bringe sig selv ud af arbejdsløshed, mens hele arbejdsmarkedet er lukket ned?

Men den danske befolkning er fulgt med tiden og den sproglige udvikling. De har ikke længere ”granatchok” som i 30’erne. 70’ernes faglige kampe gav ikke combat-fatigue, snarere en tømmermandsagtig sejrsrus. I dag står vi med et samfund i post-traumatisk stress-uorden: vi er splittede og travlt optagede af vores egen ydre succes eller mangel på samme. Uden overblik, uden samlende tanke, uden fælles forståelse og samlet vision. Særligt ikke hos dem, der skulle lede, men som kun gør det med henblik på næste valg. I kriser blotlægges grundlæggende svagheder, og under corona-krisen er smørhullet atter trådt i egentlig karakter: Globaliseret velfærd til de investeringsværdige — og cirkus, almisser og blødt pladder til dem på bunden. ■

 

Den danske befolkning er fulgt med tiden og den sproglige udvikling. De har ikke længere ”granatchok” som i 30’erne. 70’ernes faglige kampe gav ikke combat-fatigue, snarere en tømmermandsagtig sejrsrus
_______

 

Esben Maaløe (f. 1966), tidl. musiker, softwareudvikler og bartender, nu aktivist og systemkritiker. ILLUSTRATION: Pressemøde på Marienborg nord for København, torsdag den 7. maj 2020 (foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix]

Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at se mere