Esther Michelsen Kjeldahl: Socialdemokratiets naive teknologi-optimisme stammer fra professionelle klimabenægtere

Esther Michelsen Kjeldahl: Socialdemokratiets naive teknologi-optimisme stammer fra professionelle klimabenægtere

05.10.2020




Når statsminister Mette Frederiksen for nyligt udtalte, at hun satser på, at 70 pct. reduktionsmålet skal nås vha. teknologiske opfindelser, trækker hun på en løgn, der er udviklet af frie markedsfundamentalister og professionelle klimabenægtere. Dét er baggrunden for det klimalovbrud, Socialdemokratiet brygger på i disse dage – men så nemt skal det ikke være at løbe fra sine grønne løfter.

Kommentar af Esther Michelsen Kjeldahl, aktivist i Den Grønne Studenterbevægelse

Teknologi-optimismen – altså idéen om, at den teknologiske udvikling vil klare den grønne omstilling for os – har gennem årene taget meget plads i den offentlige klimasamtale.

Det er stadig tilfældet. For nyligt udtalte statsminister Mette Frederiksen, at klimaloven om 70 pct. CO2-reduktion skal opnås ved hjælp af fremtidige teknologiske løsninger, da tilstrækkelige politiske indgreb her og nu bliver for dyre. Finansminister Nicolai Wammen fulgte Frederiksens udtalelser op med en bekymring om, at vejen mod en 70 pct. reduktion gennem politisk regulering kunne blive ”utroligt dyr”. Senest har den socialdemokratiske regering fremlagt et klimaprogram, der atter baserer håbet om at opfylde 70 pct.-målsætningen på fremtidige teknologiske landvindinger.

Lad os tage et kig på, hvor den teknologi-optimisme reelt kommer fra. Idéen, der er blevet gentaget i det uendelige af modstandere af politisk klimahandling, så første gang dagens lys, da økonomen Julian Simon bragte det i sin bog ’The Ultimate Ressource’ fra 1981.

Simon var mildt sagt begejstret for idéen om det frie marked. Han var især tilhænger af følgende argument for, at alt, der bliver købt, solgt og produceret i samfundet, udelukkende afhænger af udbud og efterspørgsel:

Hvis alle konkurrerer i et frit marked, vil alle være motiverede til at producere og sælge de bedste produkter. Det motiverer dem til at være opfindsomme. Derfor vil et samfund med et frit marked have mere teknologisk udvikling end et samfund, hvor staten har indflydelse på, hvad der bliver købt og solgt.

Simon så planeten som et overflødighedshorn af ressourcer, som bare lå og ventede på at blive høstet med de rette teknologier. Derfor blev hans position kaldt ’cornucopianism’, der er afledt af det engelske ord for overflødighedshorn, ’cornucopia’.

 

Senest har den socialdemokratiske regering fremlagt et klimaprogram, der atter baserer håbet om at opfylde 70 pct.-målsætningen på fremtidige teknologiske landvindinger
_______

 

Teknologierne, der skulle uendeliggøre planetens ressourcer, kunne altså bedst udvikles på det frie marked. Derfor kunne alle verdens miljøproblemer løses, mente Simon, ved hjælp af teknologiens udvikling på det frie marked.

Simons tiltro til teknologiens problemknusende evner skinner især igennem i dette citat, som klimabenægteren Bjørn Lomborg (hvis tænkning angiveligt tager afsæt i Simons position) valgte at bringe i indledningen til sin første bog:

”Dette er kort sagt min langsigtede forudsigelse: De materielle betingelser for livet vil fortsætte med at blive bedre for de fleste mennesker, i de fleste lande, det meste af tiden, på ubestemt tid. Indenfor et århundrede eller to vil alle nationer og det meste af menneskeheden have opnået den samme eller en bedre levestandard end den vestlige levestandard, som den er i dag. Dog formoder jeg også, at mange mennesker vil fortsætte med at tænke og sige, at betingelserne for liv bliver værre”

Således mente Simon (og senere Lomborg), at der ikke var behov for, at politikere går ind og regulerer markedet for at beskytte miljøet. Nemt!

Teknologi-optimismen er en udbredt position, og det giver egentlig god mening, at den er så populær. Det er en behagelig idé at tilslutte sig. Hvis vi kan læne os tilbage og stole på, at virksomhederne nok skal opfinde det, vi mangler, for at løse klimakrisen, behøver hverken politikere eller befolkning at foretage sig noget som helst. Det sure æble kan altså stå uberørt.

Idéen bliver af gode grunde også tit brugt til at berolige folk, der er bekymrede for, om omstillingen går hurtigt nok (eller om den går nogen vegne).

I ”Den Store Klimabog”, der henvender sig til børn og unge, står der fx, at der ikke er nogen grund til at panikke over klimaet, for:

”Når vi taler om klimaudfordringerne, skal vi huske, at det ikke er første gang, vi har stået over for et verdensomspændende problem. Mennesket har mange gange tidligere stået i situationer, der er svære, og som har gjort dem bange. Alle gange er det lykkedes nogen at finde ud af, hvordan vi kunne slippe ud af det (…) Når tingene ser sorte ud, er vi mennesker faktisk tit rigtig gode og hurtige til at arbejde sammen om at finde de løsninger, der kan redde os ud af suppedasen.”

Det er jo herligt.

 

Hvis vi kan læne os tilbage og stole på, at virksomhederne nok skal opfinde det, vi mangler, for at løse klimakrisen, behøver hverken politikere eller befolkning at foretage sig noget som helst. Det sure æble kan altså stå uberørt
_______

 

Ifølge bogen ”Merchants of Doubt” fra 2005 af historikerne Naomi Oreskes og Eric Conway, argumenterede den magtfulde klimaskeptiker Fred Singer i starten af 1980’erne for, at grønne teknologier omkring år 2000 ville overtage fossile brændslers plads som jordens primære energikilde – blot takket være markedskræfterne. Således var der altså ingen grund til politisk klimahandling.

I år 2020 er det dog stadig kun 14.6 pct. af energiforbruget i EU, der bliver dækket af vedvarende energikilder og 12.9 pct., der bliver dækket af atomkraft. Resten kommer fra fossile brændsler.

Til gengæld raser klimakrisen med hidtil usete kræfter.

Desværre har hverken Julian Simon eller Fred Singer haft ret i deres optimistiske forudsigelser. Og det er svært at forestille sig hvilken teknologi, der kan ”redde os ud af suppedasen”, når suppedasen allerede hedder uddøde dyrearter, eroderede landområder og afsmeltede isbjerge.

Faktisk kunne meget tyde på, at den teknologi-optimistiske tankegang har gjort mere skade end gavn, eftersom den står aktivt i vejen for politisk klimahandling.

Måske undrer du dig over, at fossile brændsler stadig er den primære energikilde i EU og på verdensplan. Her er et forsigtigt bud på en årsag: Ifølge en undersøgelse fra 2019 har fem af verdens største olieselskaber brugt mindst 251 millioner euro siden 2010 på at have folk ansat til at overbevise EU-politikerne om, at det er dumt at indføre politikker, der skal bremse klimakrisen.

 

Faktisk kunne meget tyde på, at den teknologi-optimistiske tankegang har gjort mere skade end gavn, eftersom den står aktivt i vejen for politisk klimahandling
_______

 

Når politikere skal overbevises om at handle imod al forskning på området, er idéen om, at teknologien vil løse det hele af sig selv jo særdeles belejlig at hviske politikerne i øret.

Mon det er noget lignende, der er gået forud for Socialdemokratiets pludseligt opståede tillid til teknologiens udvikling? Lobbyismen trives i hvert fald strålende i Danmark, der i øvrigt er et af de mindst regulerede lande i verden angående kontakten mellem politikere og virksomhedernes interesseorganisationer.

Det siger sig selv, at teknologien ikke kommer til at løse ret meget, så længe de klimabelastende industrier fortsætter med at have politisk indflydelse.

Når statsminister Mette Frederiksen for nyligt udtalte, at hun satser på, at 70 pct. reduktionsmålet skal nås vha. teknologiske opfindelser, trækker hun på en løgn, der er udviklet af frie markedsfundamentalister og professionelle klimabenægtere.

Dét er altså baggrunden for det klimalovbrud, Socialdemokratiet brygger på i disse dage. At Socialdemokratiet ovenikøbet forsøger at aflede den klimabekymrede befolkning ved at poste milliondyre grønne brandingvideoer på deres sociale medier, tyder på, at de voldsomt undervurderer befolkningens kritiske sans. Så nemt skal det ikke være at løbe fra sine grønne løfter. ■

 

Det siger sig selv, at teknologien ikke kommer til at løse ret meget, så længe de klimabelastende industrier fortsætter med at have politisk indflydelse
_______

 



Esther Michelsen Kjeldahl (f. 1994) er aktivist i Den Grønne Studenterbevægelse, MSc Philosophy and Public Policy fra The London School of Economics og forfatter til bogen ”VI ER SAMMEN OM AT MÆRKE DET – sådan finder du styrke, selvtillid og fællesskab i klimakampen”. ILLUSTRATION: Officielt pressebillede (beskåret) [Foto: Petra Kleis]