Forsker Emil Falster: Vores system støtter grundlæggende ikke mennesker med handicap og deres familier

Forsker Emil Falster: Vores system støtter grundlæggende ikke mennesker med handicap og deres familier

29.09.2020




Selvom kommunernes omgørelsesprocenter på handicapområdet er høje, udgør de i sig selv ikke det største problem. Istedet ligger problemet i alt det, der ligger bag, men som aldrig kommer op til overfladen og manifesterer sig i statistikken – fordi vi grundlæggende ikke støtter mennesker med handicap og deres familier i rent faktisk at virkeliggøre deres rettigheder

Kommentar af Emil Falster, ph.d. stipendiat ved Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap

Tirsdag den 22. september fremgik det af Jyllands Postens forside, at ”kommunerne fejler i hver anden handicapsag”. Det fik flere medier til også at skrive om de famøse omgørelsesprocenter, der siden Mai Mercado introducerede dem som Børne- og Socialminister i 2016, har fyldt relativt meget i pressen hvert år. Men vi er nødt til at bevæge os væk fra ideen om, at omgørelsesprocenten er central i sig selv. Den er blot et lille tegn på en mere alvorlig tendens på handicapområdet – som bl.a. fortæller noget om, hvilken hjælp, støtte og retssikkerhed vi tilbyder mennesker med handicap og deres familier.

Danmarkskortene
Danmarkskortene, eller ”tørresnoren” som de også bliver kaldt i folkemunde, er interaktive kort, hvor man kan aflæse hver enkelte kommunes omgørelsesprocent og sammenligne med de resterende kommuner på henholdsvis: socialområdet generelt, voksenhandicapområdet og børnehandicapområdet. Det er med andre ord en slags benchmarking, der har til formål at virke normaliserende på kommunerne. Det har imidlertid ikke været tilfældet.

Omgørelsesprocenten udgøres af den andel af sager som borgerne har klaget over, og som omgøres af Ankestyrelsen. Den dannes gennem to forskellige afgørelsestyper i styrelsen: ”hjemvisninger” og ”ændringer/ophævelser”. Førstnævnte betyder, at der mangler afgørende informationer i sagen, hvorfor styrelsen ikke kan træffe en afgørelse, mens sidstnævnte betyder, at styrelsen er helt eller delvist uenig i kommunens afgørelse, hvorfor de ændrer eller ophæver den. Styrelsen kan også stadfæste kommunens afgørelse, hvilket betyder, at styrelsen er enig i afgørelsen. Den antalsmæssige fordeling af de to førstnævnte afgørelsestyper ser således ud på børnehandicapområdet:

2017 2018 2019
Hjemvisning 783 908 766
Ændring/ophævelse 362 383 341
Omgørelsesprocent 52 47 51

_

Som ovenstående tal viser, har det samlede antal af hjemvisninger og ændringer/ophævelser været relativt stabilt de sidste tre år. Kun antallet af hjemvisninger afviger en smule i 2018 sammenlignet med de andre år.

Selvom danmarkskortene virker bekræftende for det billede af virkeligheden, som mange borgere og handicaporganisationer har af den kommunale sagsbehandling, så har kortene fået en lunken modtagelse af kommunerne selv og deres interesseorganisation, KL, der fx har påpeget, at det samlede antal af sager, der hjemvises/ændres, blot er en (meget) lille delmængde af det samlede antal af sager, hvor kommunerne hvert år træffer en afgørelse.

 

Vi ved fra eksisterende undersøgelser, at mennesker med handicap generelt ikke har tillid til, at de modtager den hjælp og støtte, som de har ret til, og at de generelt oplever, at de modtager hjælpen for sent

_______

 

Det er formentlig korrekt, hvorfor det kan være berettiget at kritisere danmarkskortenes datagrundlag. Desuden er det et relativt lille antal sager, der udregnes en procent på baggrund af. Det betyder, at bare én eller et par sager, der bliver hjemvist eller ændret, kan sende en kommunes omgørelsesprocent i vejret. Det forekommer i sig selv at være usaglig benchmarking, men det er imidlertid ikke nødvendigvis tilfældet for de kommuner med et større antal klagesager i styrelsen.

Men hvorfor så overhovedet fortsætte? Det generelle svar er, at det på en måde aldrig har været omgørelsesprocenten i sig selv, der har været interessant, men nærmere det forhold, at den blot er et lille tegn på en udvikling, der har kendetegnet handicapområdet i snart mere end et årti. En udvikling med et stigende antal af mennesker med behov for hjælp og støtte, men hvor man samtidig ikke har udvidet kommunernes økonomiske serviceramme. Det har betydet forringelser, mindre specialisering og ringere vilkår for mennesker med handicap.

Manglende støtte
Vi ved fra eksisterende undersøgelser, at mennesker med handicap generelt ikke har tillid til, at de modtager den hjælp og støtte, som de har ret til, og at de generelt oplever, at de modtager hjælpen for sent – og i visse tilfælde så sent, at det giver problemer for dem. Men alligevel klager borgerne ikke i et særlig stort omfang. ”Det må betyde, at borgerne er tilfredse!” ville meldingen måske lyde.

 

Oplevelsen af en belastende og stressfuld relation til kommunen kan have den indvirkning, at mange afholder sig fra at klage. Det betyder imidlertid, at de ender ud med hjælp og støtte, der ikke svarer til deres behov

_______

 

Men den konklusion forsimpler den sociale kompleksitet, der naturligvis også eksisterer på handicapområdet. Der kan være flere årsager til at mennesker med handicap, herunder deres familie, afholder sig fra at klage, fx fordi de mangler overskuddet til det, ikke er blevet vejledt i det, frygter at det vil få betydning for deres eksisterende hjælp/støtte, eller fordi de frygter, at klagen vil belaste relationen til kommunen (og dermed deres fremtid). Organisationen For Lige Vilkår udførte i 2019 en spørgeskemaundersøgelse med 1388 forældre til børn med handicap. Her var tre af de centrale konklusioner:


1) 91 pct. af forældre til børn med handicap oplever ikke eller sjældent, at deres sagsbehandler er opsøgende/tilbyder dem rådgivning.
2) 90 pct. af forældrene oplever aldrig eller sjældent, at blive vejledt af kommunen.
3) 82 pct. af forældrene oplever altid eller ofte, at samarbejdet med kommunen er stressende.

Alle tre konklusioner tydeliggør, hvordan forældre til børn med handicap hverken oplever at få opsøgende rådgivning eller vejledning i henhold til den hjælp og støtte, som de kunne modtage. I stedet oplever de relationen som en stressbelastning. Den naturlige reaktion kan blive, at de distancerer sig fra den relation, der ellers skulle skabe forudsætningen for, at de modtager den fornødne hjælp og støtte, der sikrer ligebehandling, kompensation og inklusion i samfundet på lige fod med andre.

Oplevelsen af en belastende og stressfuld relation til kommunen kan således have den indvirkning, at mange afholder sig fra at klage. Det betyder imidlertid, at de ender ud med hjælp og støtte, der ikke svarer til deres behov, hvilket ikke bare har betydning for deres liv nu-og-her, men også på forhold som barnets funktionsevne, forældrenes beskæftigelse eller familiens sundhed og liv generelt.

Som ovenstående tydeliggør, kan vi derfor ikke forfalde til en argumentation, hvor omgørelsesprocenten relativeres ift. til det samlede antal af sager. Det ville være et eksempel på manglende anerkendelse af, at omgørelsesprocenten blot er et lille tegn på en lang række uheldige forhold og udviklingstendenser, som vi – på baggrund af flere undersøgelser – ved gør sig gældende for handicapområdet.

 

Det samlede antal klagesager ville formentlig være antalsmæssigt større, hvis de borgere, der reelt set kunne klage, også gjorde det

_______

 

Det samlede antal klagesager ville formentlig være antalsmæssigt større, hvis de borgere, der reelt set kunne klage, også gjorde det – og blev støttet og vejledt i det, eftersom borgerne jo netop befinder sig i en ulige magtposition, hvilket er noget vi skal tage seriøst, når snakken falder på omgørelsesprocenterne. Desuden er det generelt set de mest ressourcestærke, der klager, hvorfor vi i debatten også bør tænke på alle de mennesker med handicap, der fx ikke har familie til at hjælpe, eller blot de mennesker, der ikke kan gennemskue om de har modtaget den hjælp og støtte, som de har behov for og ret til.

Svært at klage
Josef Stalin skulle eftersignende have sagt, at ”Et dødsfald er en tragedie. En million er statistik”. Ordsproget karikerer, hvordan vi mennesker hurtigt kommer til at relativere social elendighed gennem anvendelsen af tal, hvor vores argumentation ikke tager omsorgsetisk hensyn til de tusindvis af mennesker på hele handicapområdet, der reelt set oplever, at deres sag hjemvises eller ændres, samt de mennesker, der af flere årsager afholder sig fra at klage.

 

Bag hver en klagesag befinder sig et menneske eller en familie, der kan blive dybt påvirket af afgørelse

_______

 

Bag hver en klagesag befinder sig et menneske eller en familie, der kan blive dybt påvirket af afgørelsen. Bl.a. fordi vi også ved, at sagsbehandlingstiden sammenlagt kan tage flere år, fx ved sager om hjemmetræning eller støtte til handicapbil. Alene af den grund kan ventetiden naturligvis også have en massiv indvirkning på incitamentet til overhovedet at klage til at starte med.

Derfor klinger det også en anelse hult, når direktøren fra KL, Laila Kildesgaard, skriver på Twitter: ”Medarbejderne har stor træfsikkerhed”. Den reelle træfsikkerhed ved vi intet om, idet mennesker med handicap og deres familier befinder sig i en situation, hvor forudsætningerne for og fordelene ved at klage, ikke er at syne i horisonten.

Desuden ved vi fra en række praksisundersøgelser, at en relativ stor andel af de sager, der ikke er blevet påklaget af borgerne, forekommer så mangelfulde, at de ville være blevet omgjort, hvis de var blevet behandlet som en klagesag i Ankestyrelsen. Det drejer sig fx om 55 pct. af sagerne vedrørende tabt arbejdsfortjeneste og 28 pct. af sagerne vedrørende merudgifter, hvilket fremgår af Advokat Rådets rapport.

Lidt karikeret vil jeg derfor hævde, at det ikke er omgørelsesprocenten, der er det store problem i sig selv, men alt det, der ligger bag, men som aldrig kommer op til overfladen og manifesterer sig i statistikken – netop fordi vi grundlæggende ikke støtter mennesker med handicap og deres familier i at virkeliggøre deres rettigheder. Det handler bl.a. om at være opsøgende og tilbyde rådgivning, såvel som at vejlede dem i deres klagemuligheder og yde den støtte, der gør det muligt for dem at realisere deres rettigheder – også når det drejer sig om at klage over en myndighedsafgørelse. ■

 

Omgørelsesprocenten er blot et lille tegn på en udvikling, der har kendetegnet handicapområdet i snart mere end et årti. En udvikling med et stigende antal af mennesker med behov for hjælp og støtte, men hvor man samtidig ikke har udvidet kommunernes økonomiske serviceramme
_______

 



Emil Søbjerg Falster (f. 1992) er ph.d. stipendiat ved Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Institut for Samfund & Erhverv, Roskilde Universitet. Han forsker i børnehandicapområdet og hvordan forskellige barrierer begrænser børn med funktionsnedsættelse i at handle selvstændigt og indgå i gensidige anerkendende relationer – set ud fra et børneperspektiv. ILLUSTRATION: KL’s hovedkvarter [Officielt pressebillede fra kl.dk]