Freddy Hagen: Efter DF’s valgnederlag var der usikkerhed om samarbejdet med S. Nu er der imidlertid intet, der tyder på, at det vil forandre sig

Freddy Hagen: Efter DF’s valgnederlag var der usikkerhed om samarbejdet med S. Nu er der imidlertid intet, der tyder på, at det vil forandre sig

19.02.2020


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Det er en ny situation i dansk politik, og der vil formentlig komme mange flere forlig mellem DF og de røde partier, selvom visse borgerlige mener, at partiet dermed svigter blå blok. De skulle i stedet have hørt efter, dengang Pia Kjærsgaard fortalte, at en alliance mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet slet ikke forekom hende umulig.

Kronik af Freddy Hagen

DA DANSK FOLKEPARTI 30. januar indgik et uventet forlig med rød blok om boligreguleringsloven, blev De Radikale sat ud af spillet. I en kommentar til Pia Kjærsgaard skrev Søren Pind i Berlingske, at DF mangler integritet og ikke længere er et parti, man kan regne med. Tidligere var det de røde partiers bagland samt De Radikale, der brokkede sig, når muligheden for aftaler med Dansk Folkeparti blev bragt på banen.

Det kan undre, at Søren Pind skrev et åbent brev til Pia Kjærsgaard i stedet for at stile det direkte til Kristian Thulesen Dahl – især fordi hun angiveligt ikke ville have spor imod, hvis Dansk Folkeparti skulle indgå i en alliance med Socialdemokratiet. Den mulighed snakkede hun allerede om i 2012, da hun gik af som leder af partiet. Dog understregede hun også, at det ikke var en mulighed, så længe Helle Thorning-Schmidt sad ved roret i Socialdemokratiet.

Dengang var der ikke mange, der tog det alvorligt, hvilket ikke er underligt, eftersom Dansk Folkeparti agerede fast støtteparti for de skiftende VK-regeringer fra 2001 og frem til 2011. Dagbladet Informations indlandsredaktør, Anton Geist, bemærkede imidlertid Pia Kjærsgaards udmelding, og skrev i en leder fra november 2013 under overskriften ”En oplagt alliance”, at der var en gunstig mulighed for et samarbejde mellem de to partier. På udlændingepolitikken havde Socialdemokratiet nærmet sig Dansk Folkepartis position så meget, at de var enige om de overordnede linjer. Derfor stod det nu klart, at de to partier havde mange fællestræk og burde øjne den chance, der her forelå for øget samarbejde.

Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode fra 2011-2015 begyndte med en alliance mellem De Radikale, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten og endte med en ren S-R-regering, der tabte valget i 2015, selvom Socialdemokratiet gik frem og blev landets største parti. De Radikale gik drastisk tilbage, mens Dansk Folkeparti gik kraftigt frem og blev det største parti i blå blok.

I sin afskedstale efter valgnederlaget sagde Helle Thorning-Schmidt: “Kære Morten Østergaard – vi to har haft et godt samarbejde. Du er en helt igennem ordentlig og god person og herfra skal lyde et held og lykke med dit arbejde.” Alliancen med De Radikale var for Helle Thorning-Schmidt et valg, hun stod ved til det sidste. Enhedslisten og SF var hendes tale ikke henvendt til.

 

Værdidebatten fyldte meget i Helle Thorning-Schmidts regeringstid, og DF og De Radikale lå i konstant, åben krig. Selvom Pia Kjærsgaard også angreb Helle Thorning-Schmidt hårdt, holdt statsministeren sig i skindet og lod De Radikale tage de fleste kampe
_______

 

DET BEGYNDTE ELLERS så godt i 2005, da Helle Thorning-Schmidt blev Socialdemokratiets leder, fordi hun umiddelbart formulerede en ny kurs, hvor der skulle strammes op på udlændinge- og integrationspolitikken og gøres op med Poul Nyrup Rasmussens diktum om, at DF aldrig kunne blive stuerene. Fremover skulle DF behandles som alle andre partier i Folketinget.

Den gode stemning mellem de to partiformænd kølnedes hurtigt, da Helle Thorning-Schmidt kort efter ikke ville bakke op om sin udlændingeordfører, Anne-Marie Meldgaard, i en forhandling med VK-regeringen samt Dansk Folkeparti om en bredere integrationsaftale. Forliget syntes at være faldet på plads, indtil Auken-fløjen i Socialdemokratiet lagde pres på Helle Thorning-Schmidt, som valgte at gå i flyverskjul og sende Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen i marken til at gøre det beskidte arbejde og sætte Anne-Marie Meldgaard ud af spillet.

Meldgaard var blevet hevet ind på posten af Poul Nyrup Rasmussen, dengang Ritt Bjerregaard gik i protest i 2002, fordi hun ikke mente, at han og partiet støttede hende i forsøget på at balancere mellem Karen Jespersens strammerkurs og Auken-fløjens benægtelse af at betragte indvandringen som et problem. Nu skete det samme igen, bare med Helle Thorning-Schmidt som partiets leder: En integrationsordfører gik af i vrede og udtalte, at hun blot havde fulgt partiets linje, og at partiledelsen havde haft viden om hele handlingsforløbet. Præcis som Ritt Bjerregaard udtalte, da hun gik af.

Da Helle Thorning-Schmidt blev statsminister i 2011, blev forholdet til DF heller ikke mildnet. Socialdemokratiet dannede regering med De Radikale og SF, men efter mange rokader og Bjarne Corydons frasalg af energiselskabet Dong til Goldman Sachs i 2014, gik SF ud af regeringen. Tilbage stod Socialdemokratiet og De Radikale.

Værdidebatten fyldte meget i Helle Thorning-Schmidts regeringstid, og DF og De Radikale lå i konstant, åben krig. Selvom Pia Kjærsgaard også angreb Helle Thorning-Schmidt hårdt, holdt statsministeren sig i skindet og lod De Radikale tage de fleste kampe. Fx tørnede Morten Helveg fra De Radikale i 2013 sammen med Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, fordi Messerschmidt foreslog obligatorisk mærkning af halalslagtet kød. Ren symbolpolitik, eftersom en sådan mærkning ikke kan lade sig gøre alligevel uden en lovændring i EU. Men Morten Helveg fokuserede ikke på det tekniske, men derimod på, at forslaget var: “udtryk for muslimangst og fremmedfrygt”. Havde de to politikere derimod spurgt muslimerne selv, ville de formentlig have takket ja til øget mærkning af halalslagtet kød, ganske som Dansk Folkepartis vælgere ønskede sig.

 

Chancerne for et samarbejde mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet blev øget betydeligt, da Helle Thorning Schmidt gik af efter valgnederlaget i 2015. Symbolpolitikkens magt syntes aftagende
_______

 

CHANCERNE FOR ET SAMARBEJDE mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet blev øget betydeligt, da Helle Thorning Schmidt gik af efter valgnederlaget i 2015. Symbolpolitikkens magt syntes aftagende. Et eksempel på de nye muligheder for samarbejde er Enhedslistens, SF’s og DF’s aftale om, at de ville tilbagetrække fordoblingen af optjeningsperioden for dagpengeberettigede samt tilføre området flere penge – uafhængigt af hvilken blok der måtte vinde valget. En aftale, der kunne virke forvirrende, eftersom DF selv havde været med i aftalen og foreslået løsningen tilbage i 2010, hvor dagpengesystemet blev markant forringet. Partiet havde imidlertid ændret mening, efter det viste sig, at så mange faldt ud af systemet.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen opfordrede Mette Frederiksen til at droppe alliancen med Morten Østergaard og De Radikale og i stedet indgå et samarbejde med Dansk Folkeparti om en bedre dagpengereform. Pelle Dragsted advarede samtidig Mette Frederiksen imod at begå samme fejl som sine forgængere ved at afvise Dansk Folkeparti. Selvom DF støttede Lars Løkke Rasmussen og blå blok, skulle de ikke trues med at blive holdt uden for fremtidige forhandlinger, hvis rød blok genvandt magten. I stedet skulle det fremover være sådan, at Dansk Folkeparti skulle holdes fast på deres valgløfter og ikke på, om de støttede det ene eller det andet parti.

Zenia Stampe fra De Radikale kritiserede med dele af Enhedslistens bagland Enhedslisten og SF for at ville indgå aftaler med DF. På sin Facebookprofil, skrev hun: “Dansk Folkeparti skal bare holdes uden for indflydelse, længere er den ikke.” Journalist, Casper Gronemann, der senere er blevet rådgiver for SF, skrev i samme periode en kronik i Dagbladet Information. Han mente, at: “Frygten endte med at overskygge det faktum, at målet med aftalen var at hjælpe arbejdsløse danskere. Således affyrede de selverklærede humanister endnu en selvstøbt kryptonitkugle i fødderne på sig selv.”

Kristian Thulesen Dahl brugte valgkampen på at kritisere både Venstre og Socialdemokratiet for ikke at ville afsætte flere penge til dagpengeområdet. Og tilsyneladende mente størstedelen af rød blok, at De Radikale ikke længere skulle have indflydelse, og at DF var et bedre bud på en konstruktiv samarbejdspartner – i hvert fald på nogle områder.

 

Det mest afgørende for forholdet til DF er nok, at Socialdemokratiet i 2019 for første gang i 25 år gik til valg uden en alliance med De Radikale. Det bør ikke overraske, at Dansk Folkeparti har indgået et boligforlig med Enhedslisten, Socialdemokratiet og SF
_______

 

I DAG ER DET MATTIAS TESFAYE, der er Udlændinge- og Integrationsminister, og ingen er i tvivl om, at Mette Frederiksen og partiet bakker ham op. Både Tesfaye og Frederiksen har udtalt, at strammerne i Socialdemokratiet – og tilmed Karen Jespersen – havde ret. Som unge var de begge med til at skose strammerne i alle de røde partier, men i dag indrømmer de, at det var dem selv, der tog fejl.

Det mest afgørende for forholdet til DF er nok, at Socialdemokratiet i 2019 for første gang i 25 år gik til valg uden en alliance med De Radikale. Det bør ikke overraske, at Dansk Folkeparti har indgået et boligforlig med Enhedslisten, Socialdemokratiet og SF. Efter DF’s hårde valgnederlag i 2019 var der måske en lille usikkerhed om det samarbejde, der begyndte at tage form i 2015. Nu er der imidlertid intet, der tyder på, at det vil forandre sig.

Selvom Søren Pind anklager Dansk Folkeparti for at mangle integritet og for ikke længere at være et troværdigt parti, tyder splittelsen i blå blok på, at der er andre og mere alvorlige problemer at slås med, end at DF fra tid til anden agerer kongemager i stedet for De Radikale.

Det kan imidlertid alt sammen ændre sig, hvis indvandringen øges, eller en ny finanskrise rammer. Mange ting kan gå galt i politik. DF væltede ikke Lars Løkke, selvom de havde lovet deres vælgere, Enhedslisten og SF, at dagpengeaftalen skulle gennemføres. I dag siger Kristian Thulesen Dahl, at DF er klar til at indgå et forlig med Socialdemokratiet om dagpengene. Enhedslisten og SF kunne give det flertal, der skal til.

Det er Socialdemokratiet ikke klar til. Andre ting skal prioriteres først. De bestemmer, men samtidig kan Enhedslisten, SF og DF lægge et større eller mindre pres på Socialdemokratiet – udenom De Radikale. Det er en ny situation i dansk politik, og der vil formentlig komme mange flere forlig mellem DF og de røde partier i de kommende år, selvom visse borgerlige mener, at partiet dermed svigter blå blok. De skulle i stedet have hørt efter, dengang Pia Kjærsgaard fortalte, at en alliance mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet slet ikke forekom hende umulig.

De store tabere er dem, der ikke har ønsket sig mange stramninger på udlændinge- og integrationsområdet. Og de store tabere er De Radikale og blå blok, der nu skal i gang med at finde ud af, hvad det vil sige at være borgerlig.

Mette Frederiksen kan kritiseres for at glide med på folkestemningen og sælge ud af partiets politik. En beskyldning, der vil hænge ved hende, ligesom at Dansk Folkeparti også fremover vil blive kaldt for ikke-stuerene. Men lige nu ser det ud til, at Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis uafvaskelige pletter ikke giver symbolpolitikken en chance for at hindre et forlig, når lejligheden byder sig.

Når selv Enhedslisten og SF kan takke DF for at lande et forlig sammen med rød blok, så er det, fordi der ikke længere er et bagland, der taler om ikke-stuerene, man ikke kan forhandle med. Så er det, fordi de har lært at tælle til 90, som Helle Thorning-Schmidt så tit svarede politikerne, når de spurgte hende om noget under forhandlinger. I dag er det Mette Frederiksen, der sidder med kuglerammen, og hun ser ud til at kunne bruge den på en helt ny og bloknedbrydende facon. ■

 

I dag er det Mette Frederiksen, der sidder med kuglerammen, og hun ser ud til at kunne bruge den på en helt ny og bloknedbrydende facon
_______

 



Freddy Hagen (f. 1969) er cand.mag. i Moderne Kultur- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet. ILLUSTRATION: Kristian Thulesen Dahl (DF) og Mette Frederiksen (S) under folketingets åbningsdebat i folketingssalen på Christiansborg, 5. oktober 2017 [foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]