30.03.2020

Regeringen risikerer at misse en meget stor mulighed, hvis ikke den tænker den økonomiske genopretning sammen med en grøn kickstart. Alternativet er, at regningen bliver langt dyrere, og det derfor bliver endnu sværere at skåne arbejderklassen for enorme skattestigninger. Det kræver koordinering af offentlige og private investeringer.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kommentar af forbundsformand for DSU, Frederik Vad

DEBATTEN om, hvordan dansk økonomi og erhvervsliv skal genstartes efter corona-krisen, vokser sig større og større blandt politikere, meningsdannere og økonomer. Der er heldigvis ingen tvivl om, at vi har en regering, som ikke vil acceptere en langvarig økonomisk krise med høj arbejdsløshed. Men har vi en regering, der vil udbygge den klassiske socialdemokratiske opfattelse af, hvordan vi sparker gang i økonomien ved at koble kickstarten sammen med dette årtusindes største omstilling – nemlig den grønne? Det er et af de vigtigste spørgsmål.

Med Klimalovens vedtagelse i december sidste år bandt det nye politiske flertal sig til målsætningen om at råde bod på årtiers svigt af de kommende generationer. Opgaven er klart defineret: I år 2030 skal vi havde reduceret Danmarks CO2-udledning med 70 procent. Grundforudsætningen for, at vi kan nå det mål, er, at vi fører en politik, som sikrer finansiering og arbejdskraft. Det vil kræve enormt store statslige investeringer.

Coronaepidemien har øget arbejdsløsheden og skabt utryghed for endnu flere menneskers arbejdssituation. Hvis vi skal sikre, at de mennesker hurtigst muligt kommer tilbage i arbejde, behøver vi en stor investeringsplan fra regeringens side, som igen skal tage udgangspunkt i søjlerne finansiering og arbejdskraft. Finansieringen har vi på plads: det er i øjeblikket enormt billigt for Danmark at finansiere de nødvendige investeringer med mere statsgæld. Arbejdskraften er der i form af, at flere og flere mennesker har brug for et arbejde. Hvis vi er kloge nu, sørger vi for at skabe en grøn investeringsplan. På den måde kan vi bruge genopretningen af dansk økonomi til at tage de vigtigste skridt i retning af vores reduktionsmål i år 2030.

DEN KLASSISKE SOCIALDEMOKRATISKE kickstart af økonomien handler om at øge efterspørgslen i samfundet, så befolkningen tør forbruge mere, og vi havner i en positiv job-spiral. Nu bliver opgaven at få den effektive mekanisme til at spille sammen med den grønne omstilling. Det kræver, at vi i Danmark bliver langt bedre til at planlægge vores økonomiske politik, end vi før har været. Det skal ske gennem to spor.

Det første spor kræver mere fokuserede investeringer fra regeringens side. Alle offentlige investeringer bør rettes mod den store udbygning af grøn infrastruktur. Der skal indføres grønne støtteordninger til installering af varmepumper, energieffektiviseringer i byggemassen og hos virksomhederne. Derudover skal oliefyrene skrottes. Desuden bør regeringen hurtigst muligt aftale med Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner, hvordan den allerede besluttede suspendering af anlægsloftet kan bane vej for nye grønne investeringer i milliardklassen. Her har man i første omgang misset muligheden for at bruge et klassisk socialdemokratisk værktøj til at komme længere ned af klimasporet – men det kan nås endnu. Til sidst skal regeringen tage initiativ til at samle den kapitaltunge del af det private erhvervsliv – herunder de erhvervsdrivende fonde – og forsøge at koordinere de offentlige og private investeringer i de kommende år. Vi har brug for, at den private investeringskraft i de kommende år arbejder i samme retning som den offentlige, hvis vi skal i mål med vores klimapolitiske ambitioner.

 

Til sidst skal regeringen tage initiativ til at samle den kapitaltunge del af det private erhvervsliv – herunder de erhvervsdrivende fonde – og forsøge at koordinere de offentlige og private investeringer i de kommende år. Vi har brug for, at den private investeringskraft i de kommende år arbejder i samme retning som den offentlige
_______

 

Det andet spor kræver, at vi bruger den ledige arbejdskapacitet langt mere effektivt. Vi skal tage udgangspunkt i vores arbejdsløse borgeres uddannelses- og/eller kompetenceniveau, når vi sætter gang i den grønne genopretning. Vores industri- og byggefolk skal i arbejde så hurtigt som muligt, og de skal helst i gang med noget, der både skaber vækst, eksport og får os nærmere de klima- og energimål, vi har sat os. Den offentlige sektor skal gennemgå sine investeringsprojekter og se, om vi ligger beslag på arbejdskraft, som kan bruges langt bedre og mere effektivt på andre projekter. Sådan en tænkning vil straks få liberalister til at råbe op om rabiat venstreorienteret politik, men i virkeligheden ligger det i forlængelse af den økonomiske samfundsplanlægning, som før i tiden skabte vindmølle-, høreapparat-, isolerings- og insulin-industrierne – for bare at nævne nogle få. Vi kan få et langt bedre samspil mellem markedsøkonomi og stat, hvis sidstnævnte planlægger sine prioriteringer og dispositioner bedre.

Der er ingen tvivl i mit sind om, at regeringen har lært utrolig meget af Lars Løkke Rasmussens forfejlede krisepolitik i slutningen af 00’erne og starten af 10’erne, som primært handlede om nedskæringer på velfærd, optimisme og efterspørgsel. Vi så det bl.a. med ”Genopretningspakken” fra 2010 som halverede dagpengeperioden og skar markant på den offentlige velfærd. Den politiske tænkning forlængede ikke bare arbejdsløsheden herhjemme, men forlængede arbejdsløsheden i hele Europa. I stedet for at investere i beskæftigelse og skabe en aktiv arbejdsmarkedspolitik, hvor man opkvalificerede unge arbejdsløse, så tvang EU’s gældsregler de europæiske lande til at skære på velfærdsstaterne. Vi kommer forhåbentligt ikke til at se sådan politik igen.

MEN REGERINGEN risikerer at misse en meget stor mulighed, hvis ikke den tænker den økonomiske genopretning sammen med en grøn kickstart. Alternativet er nemlig, at regningen bliver langt dyrere på den anden side, og det derfor bliver endnu sværere at skåne arbejderklassen for enorme skattestigninger eller enorme velfærdsnedskæringer. Højrefløjen og Det Radikale Venstre står (stadig) på spring for at gøre dansk politik til et spørgsmål om klima eller velfærd. De vil få luft under vingerne, hvis regeringen ikke bruger nærværende anledning til at gå den grønne investeringsvej.

Corona-krisen har endnu engang vist os, hvor vigtig en socialdemokratisk investeringspolitik er for tusindvis af menneskers tilknytning til et arbejde. Nu skal vi bevise, at en moderne socialdemokratisk investeringspolitik kan koble flere samfundsprioriteringer sammen på én gang. Det er opgaven! ■

 

Nu skal vi bevise, at en moderne socialdemokratisk investeringspolitik kan koble flere samfundsprioriteringer sammen på én gang. Det er opgaven!
_______

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik