28.10.2020

.

Det 21. århundrede har vist os, at vi sænkede paraderne ved at tro på ’uundgåelighedens politik’, dvs. den fejlagtige opfattelse, at historien kun bevæger sig mod demokratiet. For Trumps antidemokratiske magtpolitik bryder med den forestilling. Det bliver dermed tydeligt, at demokratiet er – og altid vil være – skrøbeligt og ikke bør tages for givet.

Kronik af Sine Maria Vinther, historiker, Roskilde Universitet

Det kommende valg i USA bliver en skelsættende historisk begivenhed – uanset udfaldet. Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, sagde til sit partis konvent, at vi befinder os i intet mindre end fire historiske kriser; pandemien, økonomien, kampen for racelighed og klimaforandringerne. Vi står over for store forandringer. Nogle forhold er ude af vores hænder, men det kriseramte amerikanske demokrati er på en kollisionskurs, som måske kan afværges.

Alle demokratier kan falde – også dem i Vesten. Det forrige århundrede viste, at demokratier kan kollapse under pres. Demokratisk tradition og fremskridt er ikke en garant for et vedvarende fredeligt folkestyre. Demokrati er ikke en garant for harmoni. Det er fejlagtigt at tro, at folkevalgte ledere ikke kan ødelægge de selvsamme demokratiske institutioner, som har givet dem magten. USA er i en demokratisk krise under præsident Donald Trump. Hvis det amerikanske demokrati krakelerer, vil den hegemoniske verdensorden forandre sig radikalt, og det vil også påvirke Danmark.

Historie er ikke en kvantitativ videnskab, der kan give en præcis en-til-en samtidsdiagnose baseret på fortiden. Historien kan derimod bruges til at stille vigtige spørgsmål, om hvad nutidige tendenser kan lede til, og i fortiden findes kvalificerede bud på, hvad fremtiden bringer. Trumps Amerika rejser spørgsmål om, hvilken fremtid vi har i sigte – samtidig med at det i skrivende stund debatteres heftigt, om præ-fascisme er ved at infiltrere det amerikanske demokrati.

Trump er ikke fascist – endnu i hvert fald. Dog argumenterer en række anerkendte historikere for, at man med rette kan tale om præ-fascistiske tendenser ved Trumps og hans støtter. Jeg vil derfor belyse udvalgte historiske eksempler på autoritarisme og (præ)-fascisme, som er genkendelige i Trumps magtpolitik, med henblik på at åbne op for refleksioner om præ-fascisme – uden at det skal forstås som rendyrket fascisme, men rettere advarselstegn derpå.

 

Allerede i 2016 var det engelske ord ”Fascism” det suverænt mest opslåede ord i Merriam-Webster ordbogen
_______

 

Fascisme – det kontroversielle buzzword
Fascisme er et stærkt omdiskuteret begreb ift. Trump. Allerede i 2016 var det engelske ord ”Fascism” det suverænt mest opslåede ord i Merriam-Webster ordbogen.[1] Det er stadig et kontroversielt begreb at bruge om præsidenten, og mange stejler over det – med god grund. Fascisme er et begreb, som skal bruges varsomt, og i sin rendyrkede form er det misledende at anvende om præsidenten.

I mellemkrigstiden opstod begrebet fascisme som en totalitær ideologi, der var en modreaktion på demokratiet, og som søger at tilsidesætte demokratiet med diktatoriske midler. Staten sættes højere end det enkelte individ, og oppositioner til en fascistisk regeringsmagt bekæmpes oftest med voldsom magtanvendelse.[2]

Når Trump opfordrer til pøbelvold og får sine følgere til at råbe ”Lock up the Bidens. Lock up Hillary. Lock them up” til vælgermøder[3], er det en voldsom antidemokratisk misbrug af præsidentiel magt, der har til hensigt at bekæmpe hans politiske modstandere. Hvad betyder ”Lock them up” helt præcist? – hvad med retsprocessen? Det er præ-fascistisk retorik og autoritær magtanvendelse.

Er uret bedre end uorden?
Trumps støtter kan ikke analyseres ud fra sociale klasser, køn, race eller religion – men autoritarisme er fællesnævneren.^[4] Autoritarisme (på engelsk authoritarianism) er som begreb under rivende udvikling, og det er et nøgleord i politiske analyser om Trump. Begrebet anvendes ikke udelukkende til at beskrive enevældige eller diktatoriske styreformer længere.^[5] I studier af komparativ politik bruges autoritarisme til at beskrive regimer, som ikke tillader frie og retfærdige valg, og det er derfor nært beslægtet med fascisme og totalitarisme.

I studier af politisk psykologi anvendes begrebet til at beskrive en psykologisk profil på vælgere, som vægter orden og hierarki over alt andet, og som frygter det udefrakommende. Det er ikke kun magthaveren, som betegnes som en autoritarist, men også dennes vælgere, da de over alt andet ønsker den autoritære orden, som magthaveren lover dem.^[6] Goethes tese; uret er bedre end uorden, synes at være autoritarismens ideologiske grundsten.

Adolf Hitler var arketypen på den stærke autoritære leder, som lovede at samle Tyskland igen efter den turbulente mellemkrigstid. Han stod for traditionelle familieværdier såvel som disciplin og orden. Hitlers vælgere var inkarnerede autoritarister; de higede efter den orden, som han lovede. Hitlers tyranniske magtanvendelse blev derfor til en vis grad tolereret af hans støtter, fordi orden også her blev anset som vigtigere end retfærdighed.

Sociologiens grundteoretiker Norbert Elias argumenterede for, at ønsket om hegemoni fremkaldte den aggressive og anti-humanitære nationalisme, der til sidst førte til udbruddet af Den Første Verdenskrig, og senere, efterfulgt af Tysklands vedvarende følelse af fiasko i kølvandet på Versaillestraktaten, førte til nazismens succes.^[7] Dermed bekræfter Elias autoritarismens skyklap-fokus på hegemoni og orden, frem for fred og retfærdighed. Autoritarister drages af stærke ledere, som vægter konservative og traditionelle værdier. Uretfærdigheder, såsom strukturel racisme og antidemokratiske tiltag fra præsidenten, ser den autoritære vælger stort på, så længe der værnes om traditionelle værdier og loves hegemonisk orden.

Professoren George Mosse kaldte de fascistiske strømninger i mellemkrigstiden for politisk brutalisering, som betegner vold, der er forårsaget af ideologier, ismer og politik. Mosse argumenterede for, at den politiske brutalisering foranledigede nazismen og holocaust.^[8] Dermed ikke sagt, at USA er på vej hen mod den ekstremitet, men den politiske brutalisering ifbm. trumpism vil være værdifuld at undersøge iht. forebyggelse af tiltagende brutalisering.

 

Det farlige er at vænne sig til Trumps magtpolitik: Der forekommer en (ab)normalisering af det udemokratiske; en snigende tilvænning til en tiltagende totalitær magtanvendelse
_______

 

Trump er ikke Hitler, men…
Hitler er manifestationen af den ultimative ondskab og derfor er Hitler-sammenligningen hyppigt anvendt i ophidsede diskussioner om Trump. Det er ikke desto mindre en ulødig lignelse, da Trump og Hitler er usammenlignelige som personer. Alligevel rejser Trumps magtpolitik en række spørgsmål, hvor både Hitlers vej til magten og nazismens autoritære træk, giver værdifulde refleksioner. Eksempelvis nazismens underkendelse af demokratiske institutioner, såvel som både Hitler og Trumps vælgeres ønske om en stærk leder, hvor orden vægtes over retfærdighed. Det skal ej glemmes, at Hitler var demokratisk valgt – men det lykkedes ham at nedlægge de demokratiske institutioner, som stod i vejen for hans autoritære magtanvendelse. Det er en vigtig påmindelse om, at et demokratisk valg ikke nødvendigvis garanterer en efterfølgende demokratisk proces.

Yale-historikeren Timothy Snyder har forsket i 1930’ernes højreekstremisme og fascisme. Om den hyppige Hitler-sammenligning af Trump udtalte Snyder: “Hvis det er Hitler, kan vi ikke gøre noget, og hvis det ikke er Hitler, behøver vi ikke at gøre noget.“.^[9] Det beskriver den foruroligende diskurs om, at Hitler er personificeringen af fascismen, og hvis Trump ikke er Hitler, er vi ikke vidne til fascisme – og derfor behøver vi ikke at reagere. Selvom Trump ikke er Hitler, kan hans magtpolitik og hadefulde retorik stadig forvolde skade på demokratiet.[10]

Det farlige er at vænne sig til Trumps magtpolitik: Der forekommer en (ab)normalisering af det udemokratiske; en snigende tilvænning til en tiltagende totalitær magtanvendelse. Det var dét, som lykkedes for Hitler. Skal det også lykkes for Trump?

Myten om fortiden tiltrækker vælgerne
Vores polariserede tider bliver sammenlignet med optakten til demokratiets kollaps i den tyske mellemkrigstid. Weimarrepublikken havde en splittet befolkning af flere årsager. Børskrakket skabte en stor økonomisk krise og inflation i Tyskland, hvilket medførte en utryghed og en vrede som nazisterne rettede imod deres fjendebillede; jøderne. Demokratiets flerpartisystem gav en politisk opdeling, der ansås som en problematisk splittelse af det tyske folk. Det havde nazisterne en løsning på; et ubestrideligt førerskab, som kunne samle folket.

Tidens kunstneriske udfoldelser og den liberale modernitet skabte tilmed splittelser i det tyske folk, og den frigjorte seksualmoral i mellemkrigstidens farverige Berlin var ildeset i den brede befolkning. Det havde nazisterne også en løsning på; et stærkt fokus på familieværdier og folkesjælens sundhed skulle skabe grundlaget for Det Tredje Rige, hvor Tyskland ville blive en stærk samlet enhed igen.

Ønsket om en samlet nation er igen synligt i nutidens protektionistiske og autoritære afgrene af politik, både i Amerika og Europa. Det nationale fokus er en reaktion på globalisering, som har skabt store grupperinger, der ønsker landegrænser i symbolsk og fysisk forstand. Populister og autoritarister retter deres fjendebillede mod globaliseringen. ”Fjenden” bliver ofte immigranter eller indvandrere – dem som symboliserer det udefrakommende. Flere af de vellykkede politiske slogans emmer af, at man vil tilbage til noget, man var engang, såsom Brexits “Take Back Control” og Trumps “Make America Great Again”. Men hvad er det præcist, man vil tilbage til? Det vækker genklang til historikerne Eric Hobsbawms teori om opfundne traditioner og Benedict Andersons forestillede fællesskaber, for dét man vil tilbage til har aldrig eksisteret. Det er en myte om et forestillet fællesskab baseret på en national storhed, og myten tiltrækker store vælgerskarer i usikre tider.

 

Selvom det virker åbenlyst, at man ikke må adlyde på forhånd, viser historien, at vi er yderst tilbøjelige til det
_______

 

Adlyd ikke på forhånd
Snyder understreger, at én af de største historiske lektioner er, at man ikke skal adlyde en ordre, hvis ordren er undergravende for demokratiet eller på anden vis rettighedskrænkende. Snyder argumenterer for, at autoritær og fascistisk magt ofte overdrages frivilligt. Han mener, at der findes en menneskelig tilpasningsmekanisme, som gør at man intuitivt tilpasser sig og adlyder en undertrykkende regering – også før man blevet bedt om det. Det kalder han forhåndslydighed, som er en aktiv tilpasning til en ny situation uden overvejelse. Autoritære ledere har brug for lydige embedsmænd. Snyder pointerer, at Hitlers regime ikke havde været muligt, hvis ikke det var for lydige advokater, dommere, politibetjente, kz-lejrkommandanter og deslige.

Snyders pointe underbygges af det berømte Milgram-eksperiment. Socialpsykologen Stanley Milgrams hensigt var at undersøge, hvorfor det lykkedes for autoritære og fascistiske regimer at få store grupper af mennesker til at begå grusomheder. Milgrams forsøgspersoner troede, at de deltog i et indlæringseksperiment, hvor en autoritet beordrede dem til at give en anden person tiltagende grader af elektrisk stød, mens vedkommende (som var skuespiller) skreg af smerte. Eksperimentet viste, at 65% af forsøgspersonerne var villige til at give en dødbringende mængde strøm, hvis det blev beordret af en autoritet.^[11] Forsøgspersonernes lydighed overskred deres egen tro på, hvor langt de var villige til at adlyde.

Milgrams konklusion var, at almindelige mennesker adlyder autoriteter og er forbløffende villige til at skade andre, selvom det går imod deres egen frie vilje og samvittighed. Den historiske lektion er derfor, at hvis du adlyder en autoritet, skal du også stille spørgsmål til, hvilken autoritet det er – og hvad det er, som den beder dig om at gøre. Selvom det virker åbenlyst, at man ikke må adlyde på forhånd, viser historien, at vi er yderst tilbøjelige til det. Derfor plæderer Snyder for, at man gør sig overvejelser om sin egen forhåndslydighed.

Denne brand er kun begyndelsen
“Denne brand er kun begyndelsen”, sagde Hitler, da han så ind i Rigsdagsbrandens flammehav den 27. februar 1933. Branden var påsat, men om nazisterne selv havde antændt den, eller om det var kommunisten Marinus van der Lubbe, som blev henrettet for ildspåsættelsen, kan vi kun spekulere i. Rigsdagsbranden var belejlig for nazisterne, og den gav dem det skyts, som kunne sikre dem totalitær magt. De anvendte branden til at sætte Weimarforfatningens borgerrettigheder ud af kraft igennem Rigsdagsbrandsnødforordningen af 28. februar 1933. Den medførte et forbud mod Kommunistpartiet og systematisk nedkæmpelse af al politisk opposition.

Den nazistiske retsteoretiker Carl Schmitt argumenterede for, at diktatur kan være mere demokratisk meningsfuldt end demokrati. Schmitt havde gennemskuet, at vejen til at ødelægge demokratiske institutioner, som står i vejen for diktatur, er ved at fokusere på undtagelsen. Undtagelsestilstanden tillod indskrænkning af rettigheder, og det var Hitler særdeles god til at udnytte.

USA befinder sig i flere undtagelsestilstande lige nu. Trump brugte undtagelsestilstanden som undskyldning for at indsætte Nationalgarden i Portland. Ligeledes skaber pandemien en uundgåelig undtagelsestilstand, som bør accepteres. Den historiske lektion er, at når rettigheder indskrænkes grundet en undtagelsestilstand, må det som udgangspunkt aldrig være permanente foranstaltninger – for ellers risikerer man , at denne brand kun er begyndelsen.

 

De paramilitære civile militser, som strømmer frem i de amerikanske stater, er et tegn på, at de demokratiske institutioner ikke længere er handlekraftige
_______

 

Voldsmonopolet
Den politiske sociolog Max Weber definerer en stat som en enhed, der har monopol på den legitime brug af fysisk vold.^[12] Det er kun myndighederne, der lovligt må anvende fysisk magt, og magtanvendelsen er begrænset af loven. Undtagelsestilstanden har slækket dette voldsmonopol til en vis grad i USA.

De paramilitære civile militser, som strømmer frem i de amerikanske stater, er et tegn på, at de demokratiske institutioner ikke længere er handlekraftige. Nogle af militserne, f.eks. Proud Boys og Boogaloo Boys, er sværtbevæbnede grupper fra den yderste højrefløj, som opfordrer til borgerkrig og voldsanvendelse.[13] Trump tager ikke afstand til disse grupper, selvom han gentagne gange er blevet bedt om det. En militsgruppe gik så langt, at de planlagde at kidnappe den Demokratiske guvernør Gretchen Whitmer, hvorefter de ville sætte hende for en salgs selvbestaltet ”domstol”.[14]

Snyder påpeger at, de nazistiske organisationer SS og SA også begyndte som paramilitære grupperinger, før NSDAP kom i regering. SS og SA anvendte en voldelig frygtkontrol som magtmiddel, og de var i høj grad medvirkende til, at nazisterne kom til magten.

Valget af Trump i 2016 alarmerede Snyder, og han udgav derfor “Om Tyranni – 20 ting vi kan lære af det 20. århundrede” i 2017. Snyder påpeger, hvad der historisk set har været præ-fascistiske advarselstegn. Godt fire år efter bogudgivelsen, virker flere af Snyders advarsler profetiske, som her:

“Vær på vagt over for paramilitære enheder. Når mænd med våben, som altid har hævdet at være modstandere af systemet, begynder at bære uniform og marchere med fakler og billeder af deres fører, så er enden nær. Når herskervenlige paramilitære enheder blander sig med politiet og forsvaret, så er enden kommet.”^[15]

Snyder beskriver tillige, hvorledes paramilitære grupper i mellemkrigstiden, såsom Jerngarden i Rumænien eller Pilekorsbevægelsen i Ungarn, bekæmpede den demokratiske proces ved at intimidere deres rivaler.

Hvis civile instanser får mulighed for at benytte voldsanvendelse, er det ikke længere muligt at gennemføre valg, retssager, opretholde love eller regere på demokratisk vis, pointerer Snyder, og han uddyber: “Først nedbryder bevæbnede grupperinger den politiske orden, og derefter forandrer de den”.^[16]

Der findes eksempler på, at lokale amerikanske politimyndigheder samarbejder med eller opmuntrer de bevæbnede civile militser ved at komme med opmuntrende tilråb og uddeling af vandflasker til dem, hvilket er højst foruroligende. Også i medierne får de støtte. Fox News-værten Tucker Carlson forsvarede den 17-årige drabsmand Kyle Rittenhouse, der var en del af en paramilitær civil milits i Kenosha, Wisconsin. Carlson sagde: “Hvor chokerede er vi over, at 17-årige med rifler bestemte sig for at opretholde orden, når ingen andre ville?”.^[17] Carlson fik kritik for udtalelsen, men han modtog også støtte.^[18] Carlson og hans støtter undergraver den demokratiske lovgivning, når de mener, at voldsudøvelse ikke er et monopol, der er forbeholdt myndighederne. Autoritarismen er tydelig her, i det at de vægter orden over retfærdighed og lighed.

 

Applebaums begreb om performativ autoritarisme er rammende, da hun kalder Trumps indsættelse af Nationalgarden for et “show”, hvor det er underforstået, at Trumps formål er magtanvendelse for selviscenesættelsens skyld
_______

 

Det autoritære show i Portland
Trump er en mand, som i høj grad vægter orden, men de amerikanske borgeres konstitutionelle rettigheder er han mindre optaget af. Det blev synligt, da han gav ordre til, at Nationalgarden i kampuniform – og uden de ellers påkrævede identifikationsmærker – blev indsat mod demonstranter i Portland. Det skete imod de lokale myndigheders vilje, og Trump lagde ikke skjul på, at han kun ville indsætte Nationalgarden, der hvor de lokale myndigheder er hans politiske modstandere.

“Vi bør ikke leve i frygt for, at vores egen regering bortfører os fra gaderne, fordi vi udøver vores konstitutionelle rettigheder,” skrev Mark Pettibone i en artikel til Buzzfeed News.^[19]

Pettibone var en af de angiveligt fredelige demonstranter, der blev fanget i Portland af de føderale styrker og kørt væk i en umarkeret varevogn. Pettibone frygtede for sit liv, da han troede, at de kampklædte mænd uden identifikationsmærker var fra en højreekstremistisk milits, som ville slå ham ihjel. Han blev sat fri efter en stund uden at få at vide, hvem der havde frihedsberøvet ham og uden at få dokumentation for, hvorfor han var blevet anholdt. Pettibone har valgt at sagsøge Trump-administrationen for at overtræde hans konstitutionelle rettigheder.

Den amerikanske journalist og historiker Anne Applebaum, som beskæftiger sig med Ruslands historiske udvikling, pointerer, hvordan USA i stigende grad begynder at minde om Putins autoritære Rusland. Om Trumps indsættelse af Nationalgarden i Portland skrev Applebaum i The Atlantic:

“Velkommen til den performative autoritarismes verden, den politiske form, som har nået nye sofistikerede højder i Rusland over det seneste årti, er nu ankommet til USA. I modsætning til autoritarismen fra det 20. århundrede kræver den postmoderne kampagne fra det 21. århundrede ikke oprettelsen af ​​en total politistat. Den kræver ej heller komplet kontrol med information eller massearrestationer. Den kan i stedet udføres gennem et par medier og et par omhyggeligt målrettede anholdelser.”^[20]

Applebaums begreb om performativ autoritarisme (på engelsk performative authoritarism) er rammende, da hun kalder Trumps indsættelse af Nationalgarden for et “show”, hvor det er underforstået, at Trumps formål er magtanvendelse for selviscenesættelsens skyld. Hun pointerer yderligere, at den slags autoritære shows er hverdagskost i russiske medier under Putin.

Orden eller forsvar?
Trumps indsættelse af den tungtbevæbnede Nationalgarde til at bistå lokale politimyndigheder er udfordrende for den nødvendige adskillelse af ordens- kontra forsvarsforanstaltninger. Politiet skal opretholde orden og skabe tryghed, deres opgave er at bekæmpe de indefrakommende trusler. Militæret er trænet i kamp, og det skal forsvare landet fra udefrakommende trusler.

Når Trump indsætter den militaristiske Nationalgarde til at udføre politiopgaver i amerikanske byer, opstår der borgerkrigslignende tilstande og en problematisk sammenblanding af politi og militær. Soldater er trænet i at betragte fjendtlige personer som mål, og militariseringen af politiet kan lede til farlige og utilsigtede konsekvenser, som eksempelvis unødig vold og drab.

Applebaum mener, at Trump bruger kaos som strategi, hvilket indsættelsen af Nationalgarden var et udtryk for. Trump ønsker, at USA ligner en krigszone, som kun han alene kan skabe orden i – omend han i høj grad selv er skyld i kaosset. På den måde bekæmper han Demokraterne ved at hævde, at den radikale venstrefløj vil ødelægge Amerika, hvis Biden vinder. Denne strategi kalder Snyder for frygtkontrol – en kontrol og en form for selviscenesættende magtdemonstration, som ifølge Applebaum og Snyder er arketypisk for fascistiske ledere. På denne måde appellerer Trump til de autoritære vælgere, som prioriterer sikkerhed og orden over alt andet.

Had avler had
I den polske by Jedwabne blev mindst 340 jøder dræbt den 10. juli 1941. Størstedelen af jøderne, omkring 300, blev brændt levende i en lade, som de var blevet gennet ind i. Man antog længe, at det var tyske soldater, som myrdede Jebwadnes jøder, men i 2001 det blev påvist af den polske historiker Jan T. Gross, at det var byens egen polske indbyggere, som var massemorderne.

Gross’ værk “Neighbors: The Destruction of the Jewish Community in Jedwabne, Poland” blev mødt af et ramaskrig i Polen. Gross blev til persona non grata i mange polske kredse. Det var svært for polakkerne at begribe, at en lille landsby havde begået en så horribel handling, som man forbandt med nazismen. Gross fik dog opbakning fra andre historikere, skønt dødsantallet er til diskussion.

Gross pointerer, at massemord, hvor naboer dræber naboer, er en gentagende historisk begivenhed, som også forekom under folkemordene i Rwanda og Jugoslavien. Gross’ værk bliver stadig diskuteret og udforsket, for hvad lægger til grund for, at disse gnister af had kan antændes med en sådan hastighed og ende i massemord? Det er der et hav af meninger om, men der lader til at være konsensus om, at had avler had, og når dette had kombineres med en (forhånds)lydighed over for hadprædikende autoriteter, kan det få grusomme udfald.

Der er ikke tilfælde i USA, der er i nærheden af massemordet i Jedwabne. Eksemplet skal pointere, at spredning af had kan være yderst farlig i lande, som er i krisetilstand. I en mindre skala var det tydeligt, hvad hadspredning kan få af konsekvenser. Trump omtalte COVID-19 som “The Chinese Disease” og senere som ”Kung Flu”, hvilket gav en stigning af hadforbrydelser mod asiater i USA.^[21]

Trump er ikke bange for at sprede had. Det var allerede tydeligt under hans vælgermøder i 2016, hvor han opfordrede til pøbelvold mod tilstedeværende demonstranter. Historien viser, at spredning af had i krisetilstande kan have alvorlige følger.

 

Prisen for demokratisk frihed er konstant årvågenhed. Derfor er det vigtigt at støtte de demokratiske institutioner i krisetider
_______

 

Post-sandhed er præ-fascisme
Trump er kendt for sine løgne, som gang på gang bliver påvist falske, uden at det påvirker ham. Når man ikke kan censurere medierne i et demokrati, kan man i stedet sørge for at så tvivl om, hvad der er sandt, ved at kalde alt, der er ubekvemt, for løgn. Fake news-strategien er Trumps propagandamiddel – en strategi, som Putin også benytter sig af. Man underkaster sig tyranni, når man opgiver at skelne imellem, hvad man hører, og hvad man gerne vil høre, siger Snyder, og han pointerer endvidere:

“At opgive kendsgerninger er at opgive friheden. Hvis intet er sandt, er der ingen der kan kritisere magten, for der er intet grundlag at gøre det på. Hvis intet er sandt, er alting en forestilling.”^[22]

Derfor er Snyders råd, at man skal bekæmpe de postfaktuelle tendenser ved at støtte de demokratiske institutioner, som man stoler på, herunder den frie presse. Tegn eksempelvis et abonnement på en anerkendt avis eller andet medie, som har en professionel etik.

Alle store imperier ødelægges indefra
Man siger, at alle store imperier ødelægger sig selv indefra. Er det det, vi er vidne til netop nu i Trumps Amerika?

Amerika skal til valg den 3. november 2020, og det bliver skæbnesvangert. Trump har truet med, at han ikke accepterer andet udfald, end at han vinder, og hvis det ikke sker, kan det kun skyldes svindel, hævder han.^[23] Derfor har en gruppe akademikere og politiske personligheder sat sig ned på Georgetown University under juraprofessor Rosa Brooks og forberedt sig på, hvad der vil ske, hvis Trump igangsætter en form for statskup i tilfælde af at Demokraterne vinder valget.

Trump stiller sig skeptisk over for brevstemmer, som er et af pandemiens vilkår. Hvis der af den grund opstår tvivl om valgresultatet, har Trump 11 uger fra valgaftenen til indsættelsen af en eventuel ny præsident, hvor han har mulighed for at klynge sig til magten. Derfor vurderes det af Brooks’ gruppe som sandsynligt, at han vil anfægte valgresultatet med både legale og ikke-retslige midler for at holde fast i magten. Det kan blive det amerikanske demokratis skæbnetime.

Det 21. århundrede har vist os, at vi sænkede vores forsvarsmekanisme ved at tro på uundgåelighedens politik, som er den opfattelse, at historien kun bevæger sig mod demokratiet. Det har begrænset vores forestillingsevne om alternative fremtider. Trumps antidemokratiske magtanvendelse bryder forestillingen om uundgåelighedens politik. Det er tydeligt at demokratiet er – og altid vil være – skrøbeligt. Derfor må vi aldrig tage demokratiet for givet. De vigtigste historiske lektioner, som Snyder giver os er: “Adlyd ikke på forhånd. Forsvar de demokratiske institutioner. Tro på sandheden.”^[24]

Prisen for demokratisk frihed er konstant årvågenhed. Derfor er det vigtigt at støtte de demokratiske institutioner i krisetider – eksempelvis ved at forsvare de demokratiske valgregler og støtte de frie og presseetiske medier. Værn om demokratiet ved at prioritere retfærdighed og lighed over alt andet – også på bekostning af orden, hvis omstændighederne kræver det.

Demokratiet skal ikke blot forsvares fra de udefrakommende trusler, men også fra de undergravende elementer indefra. ■

 

Demokratiet skal ikke blot forsvares fra de udefrakommende trusler, men også fra de undergravende elementer indefra
_______

 

Sine Maria Vinther (f. 1987) er cand.mag. i historie og ansat på Roskilde Universitet. Pt. arbejder Vinther også freelance som historiker, bl.a. på et Penguin Books bogprojekt med bestsellerforfatteren Jack Fairweather. Netop nu er Vinther aktuel i bogudgivelsen ”Befrielsen i Glimt,” som er udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag. ILLUSTRATION: Præsident Donald Trump foran Air Force One, 20. oktober 2020 [Foto: Official White House Photo / Tia Dufour / Flickr]

[1] Med undtagelse af ordet ”Surreal” som også fik en voldsom stigning efter valget i november 2016. Fra Albright, M. (2018): Fascism – A Warning.

[2] Ibid.

^[3] Cassidy, J. (2020): Donald Trump’s Incitements to Violence Have Crossed an Alarming Threshold. I The New Yorker her: https://www.newyorker.com/news/our-columnists/donald-trumps-incitements-to-violence-have-crossed-an-alarming-threshold

^[4] Macwilliams, M. (2016): The One Weird Trait That Predicts Whether You’re a Trump Supporter. I Politico her: https://www.politico.com/magazine/story/2016/01/donald-trump-2016-authoritarian-213533

^[5] Glasius, M. (2018): What authoritarianism is … and is not: a practice perspective. I International Affairs.

^[6] Ibid.

^[7] Norbert, E. (1994/1939): The civilizing process.

^[8] Mosse, G.L. (1990): Fallen Soldiers: Reshaping the Memory of the World Wars.

^[9] Center for Brooklyn History – Talk (2017): Republic, If You Can Keep It: Masha Gessen Talks Autocracy with Timothy Snyder. Her: https://www.youtube.com/watch?v=EvW3rLd45Dw

[10] Baker, P. (2020): A Long History of Language That Incites and Demonizes. I NY Times her: https://www.nytimes.com/2020/08/31/us/politics/trump-police-protests.html

^[11]Milgram, S. (1974), Obedience to Authority; An Experimental View.

^[12] Weber, M. (1922):Økonomi og samfund.

[13] Wendling, M. (2020): US Election 2020: Who are the Proud Boys and who are antifa? Fra BBC her: https://www.bbc.com/news/election-us-2020-54352635

[14] Bogel-Burroughs, N. (2020): What we Know About the Alleged Plot to Kidnap Michigan’s Governor. I NY Times her: https://www.nytimes.com/2020/10/09/us/michigan-militia-whitmer.html

^[15] Snyder, T. (2017): Om Tyranni – 20 ting vi kan lære af det 20. århundrede.

^[16] Ibid.

^[17]O’Kane, C. (2020): Tucker Carlson draws backlash after saying 17-year-old Kenosha shooting suspect “maintain(ed) order when no one else would. I CBS News her: https://www.cbsnews.com/news/tucker-carlson-kyle-rittenhouse-defense-shooting-suspect-backlash/

^[18] ibid.

^[19] Pettibone, M. (2020): I was abducted by Federal Agents in Portland. I Buzzfeed News her: https://www.buzzfeednews.com/article/markpettibone/i-was-abducted-by-federal-agents-in-portland?fbclid=IwAR3EgXFYkPK-Xi54KUcpj0uhqxS59zKNQSi8Vfzc4nsjXd5MZB8f8guDmjg

^[20] Applebaum, A. (2020) Trump Is Putting On a Show in Portland. I The Atlantic her: https://www.theatlantic.com/ideas/archive/2020/07/trump-putting-show-portland/614521/

^[21] Reichmann, D. & Tang, T. (2020): President Trump dubs Covid-19 the ‘Chinese virus’ – despite hate crime risks, rise in virus-related discrimination reports. I Chicago Tribune her: https://www.chicagotribune.com/coronavirus/ct-nw-chinese-coronovirus-hate-speech-20200318-y5d5ti6qmjemjg3fosehxihhnu-story.html

^[22] Snyder, T. (2017)

^[23] Neukirch, R., Pfister, R. & Zöttl, I. (2020): Hvordan Donald Trump forsøger at stjæle valget. Fra Der Spiegel, bragt i Politiken her: https://politiken.dk/udland/art7897144/Krigsspil-unders%C3%B8ger-hvordan-Trump-vil-klynge-sig-til-magten-selvom-han-taber

^[24] Snyder, T. (2017).