Ida Elmdal Thagesen: Coronavirussen har udstillet, hvordan vestlige journalister er en del af problemet med global misinformation

Ida Elmdal Thagesen: Coronavirussen har udstillet, hvordan vestlige journalister er en del af problemet med global misinformation

18.02.2020


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

I takt med at Coronavirussen har spredt sig, har misinformationen spredt sig endnu hurtigere – og både vestlige journalister og sociale medier bærer en stor del af ansvaret. Det har alvorlige konsekvenser, og der er behov for handling. 

OBS: Redaktionen er efter udgivelsen af artiklen blevet gjort opmærksom på sondringen mellem mis- og desinformation, hvilket har givet anledning til en række omformuleringer – primært at ‘desinformation’ er ændret til ‘misinformation’.

Kommentar af Ida Elmdal Thagesen

UDBRUDDET AF CORONA-VIRUSSEN, som opstod i den kinesiske Wuhan-provins, spredte sig hurtigt til fjerne afkroge af internettet i hele verden. Og mens virussen har dræbt over 1000 mennesker, har den samtidig givet nyt liv til global misinformation.

Det amerikanske site ZeroHedge anklagede fx – uden nogen form for evidens – en kinesisk forsker for at have udviklet stammen af Corona-celler med henblik på at bruge disse som våben. Historien fik hurtigt mere end 15.000 delinger på Facebook og blev især delt i to private grupper, som var dedikeret til at følge virusudbruddet. Også på Twitter fik historien liv.

Britiske The Daily Mail smittede ligeledes deres læsere med Corona-misinformation. Da tabloidavisen sammenkædede en kineser, som havde spist flagermusesuppe, med udbruddet af Corona, nåede opslaget endnu længere ud på Facebook end artiklen fra ZeroHedge: Indlægget blev delt mere end 96.000 gange. Og dét er ifølge Julia Carrie Wong, teknologireporter for The Guardian, netop et klassisk eksempel på, hvordan misinformation opstår: Historien indeholder elementer af sandhed, som tages ud af kontekst og pakkes ind i en ny fortælling. I dette tilfælde blev en video fra en rejseblog filmet i Palau i 2016 sammenkædet med det faktum, at nogle Corona-vira kommer fra flagermus – hvilket ifølge Wong skabte et narrativ, der passede ind i den vestlige befolknings racistiske fascination af kinesiske madvaner.

Det bemærkelsesværdige ved de ovennævnte eksempler er, hvordan de fejlagtige historier skabes af vestlige journalister – hvorefter de spredes på sociale medier. Ifølge The Guardian var halvdelen af de 10 mest delte engelsksprogede links om Coronavirussen på Facebook i januar enten ”overdrevne, frygtoptrappende eller direkte misledende artikler” fra etablerede medievirksomheder.

 

Det bemærkelsesværdige ved de ovennævnte eksempler er, hvordan de fejlagtige historier skabes af vestlige journalister – hvorefter de spredes på sociale medier
_______

 

BÅDE JOURNALISTER og sociale medier har forsøgt at forhindre, at der skulle opstå en pandemi af online misinformation. Pr. 31. januar havde amerikanske FactCheck.org fx produceret mere end 80 faktatjek relateret til Coronavirussen. Twitter tog initiativ til at linke fra egen platform og videre til officielle myndigheder som WHO – og i Danmark indgik platformen et samarbejde med Sundhedsstyrelsen. Derudover suspenderede de førnævnte ZeroHedge permanent, da sitet blev afsløret i at sprede den fejlagtige påstand om den kinesiske forsker. Og endelig nedsatte Facebook blandt andet en gruppe faktatjekkere til at vurdere den information, der blev delt i brugernes nyhedsfeeds om sagen.

Men forsøgene på at beskytte læsere mod at blive smittet med Corona-fejlinformation har ikke været effektive nok. Som journalist Justin Ling påpegede i mediet Foreign Policy: En simpel Facebooksøgning viser hurtigt ineffektiviteten i håndteringen af de private grupper. Blandt de første søgeresultater er private grupper om Corona, hvori det flyder både med ubekræftede påstande, konspirationsteorier og panik.

Coronavirussens udbrud har altså dels udstillet, hvordan alle – også vestlige, demokratiske journalister – spreder misinformation, dels udstillet at mediegiganter – i særdeleshed Facebook – mangler evne (eller vilje) til at stoppe spredningen.

DET ER ALVORLIGT. For når overdrevne, frygtoptrappende eller direkte misledende artikler spredes, sker der ikke blot – som i de ovennævnte tilfælde – en dehumanisering af mennesker med andre nationaliteter. Frygt kan tilmed være direkte skadeligt for håndteringen af kriseudbruddet. Se bare på det eksploderede salg af mundbind: Eksperter påpeger, at hvis der hamstres mundbind, risikerer man dels, at man glemmer at fokusere på de vigtigste ting (primært: at vaske hænder), dels at det sundhedsfaglige personale, der rent faktisk har brug mundbind, løber tør.

Panikken, som spreder sig via internettet, kan også udnyttes på anden vis: Det blev fx afsløret af softwarevirksomheden IBM, hvordan en gruppe cyberkriminelle sendte phishing-emails til udvalgte japanere, hvori de hævdede, at der var rapporteret om tilfælde af Coronavirus i deres hjembyer. Derfor opfordredes modtagerne til at læse en vedhæftet brochure med forholdsregler, der i stedet indeholdt links designet til at hacke deres computere.

 

Når konsekvenserne er skadelige, bør der handles. Med andre ord: Internettet bør desinficeres. Myndighederne bør styrke samarbejde og dialog med medie- og techgiganter
_______

 

Når konsekvenserne er skadelige, bør der handles. Med andre ord: Internettet bør desinficeres. Myndighederne bør styrke samarbejde og dialog med medie- og techgiganter. Man bør eksempelvis i højere grad opfordre Facebook, som i særdeleshed har medvirket til at sprede panik, til at lade sig inspirere af Wikipedias principper om gennemsigtighed, hvilket står i stærk kontrast til de private Facebookgrupper.

Derudover bør man styrke tværnationale partnerskaber. Lige nu faciliterer EU eksempelvis The Rapid Alert System, som er et sikkert netværk, gennem hvilket EU-institutioner og medlemsstater kan dele information om desinformation [bevidst manipulerende fejlinformation, red.] og koordinere modsvar på kampagnerne. Måske man burde udbygge det system til også at inkludere lande uden for EU. Eller skulle man overveje at implementere en meldepligt, når man støder på mis- eller desinformation på internettet? En tredje mulighed er at gøre som Frankrig, som har vedtaget en lov, der gør det muligt at indbringe det, der opleves som manipulerende historier, for en domstol. De to sidstnævnte forslag lyder måske drastiske, men i lyset af ovenstående er det nødvendigt med debat om den slags løsningsforslag.

Vi bør under alle omstændigheder styrke faktatjek-institutioner, skærpe almene borgeres evner til at gennemskue misinformationen og støtte kvalitetsjournalistik. Også i denne forbindelse kan man søge fransk inspiration – mediet Le Monde har fx lanceret Decodex, som blandt andet gør det muligt at bruge en hjemmeside til at tjekke, om en kilde er pålidelig. Med flere tiltag som dét kan vi bedre beskytte os mod flere pandemier af misinformation. ■

 

Vi bør under alle omstændigheder styrke faktatjek-institutioner, skærpe almene borgeres evner til at gennemskue misinformationen, og støtte kvalitetsjournalistik. Også i denne forbindelse kan man søge fransk inspiration
_______

 



Ida Elmdal Thagesen (f. 1996) er stud.scient.pol. og freelancejournalist med særlig interesse for international politik, teknologi og sundhed. Har primært arbejdet for Detektor og lavet satire til DR2, men har for en stund skiftet den politiske DR-journalistik ud med flere statskundskabsstudier – om blandt andet mis- og desinformation på sociale medier. ILLUSTRATION: Medicinsk personale i beskyttelsestøj venter på patienter ved indgangen til klinikken for Coronavirus på et hospital i Kina, 28. januar 2020 [foto: An Ming/SIPA/Ritzau Scanpix]