Jan Hoby: Coronakrisen er ingen hindring for grådighed i erhvervslivet. Lønmodtagerne er atter taberne

Jan Hoby: Coronakrisen er ingen hindring for grådighed i erhvervslivet. Lønmodtagerne er atter taberne

18.03.2020


De frie markedskræfter kan ikke bruges til noget som helst, når det virkelige brænder på. Regeringens corona-tiltag viser, at der gøres forskel på erhvervslivet og lønarbejdere i krisetider. Dermed bliver efterdønningerne fra coronakrisen med garanti også en gentagelse af finanskrisens konsekvenser.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kronik af Jan Hoby

VI STÅR MIDT I en pandemi, der om noget understreger, at vi har mere brug for sammenhold, solidaritet og næstekærlighed, end vi har brug for de forskruede nyliberalistiske ideer, som startede med Reagan og Thatcher, og som har ødelagt så meget de seneste 40 år. Virussen viser os, at vi lever i én fælles verden, og vi må se i øjnene, at det eneste modsvar på krisen er internationalisme og samarbejde over grænser mellem folkeslag – for vira respekterer ikke landegrænser.

Virussen er i virkeligheden en forsmag på de menneskelige og økonomiske katastrofer, vi om føje år kommer til at opleve på grund af de menneskeskabte klimaforandringer, som også kræver samarbejde mellem folkeslag.

Coronavirussen – og klimaforandringerne – viser os også, at de frie markedskræfter ikke kan bruges til noget som helst, når det virkelig brænder på. Der er i stedet brug for universel gratis velfærd og stærke velfærdsstater til at holde hånden under alle.

Vi har til gengæld ikke råd til privat rigdom i overflod – hverken globalt eller lokalt. Formuerne vokser for verdens rigeste ene procent, men de fattige får ingenting. Otte mænd ejer ifølge Oxfam nu lige så meget som halvdelen af jordens befolkning. Verdens fjerderigeste mand fik cirka 1,3 milliarder euro i aktieudbytte i 2016. Denne galoperende ulighed vil før eller siden slå os alle ihjel. Markedskræfterne ville aldrig, som i aldrig, kunne løse, inddæmme eller bekæmpe coronavirussen, lige så lidt som markedskræfterne kan stoppe klimakrisen. Det kan kun stærke velfærdsstater – og mere specifikt: globalt samarbejde mellem demokratiske nationer med veludbyggede velfærdsinstitutioner og stærke arbejdsmarkedsmodeller, som holder hånden under lønarbejderne.

 

Erhvervslivet får hjælpepakker, mulighed for at fravige overenskomster og kræver uden at blinke lønnedgang på 20 procent for deres ansatte. På den måde bekræfter coronakrisen, at alt er ved det gamle
_______

 

CORONAVIRUSSEN VISER som klimakrisen, at vi alle er forbundet: som individer, som lokalsamfund, nationer og verden. Og det tvinger os til at stille spørgsmålet: Hvad handler livet i virkeligheden om? Er vi sat på jorden for at skabe profit eller hjælpe hinanden? For man bliver i tvivl, når man ser, at det eneste samfundssind, som erhvervslivet og arbejdsgiverne udviser her til lands og globalt, er kravet om, at vi sikrer deres profitter og holder dem skadesløse for enhver form for økonomisk tab, som kan lave indhug i deres profitter og mulighed for at bevare deres megaformuer intakt. De danske virksomheder har aldrig haft en større værditilvækst eller et større overskud og udbytteudbetaling. De genererede et resultat på 226,98 milliarder kroner efter skat i 2015. Det svarer til en stigning på 82 procent sammenlignet med 2010, da overskuddet efter skat lå på 125,07 milliarder kroner. De rigeste 50 familier i Danmark har tilsammen en formue på omkring 650 mia. kr. Så der skulle være mulighed for at vise samfundssind og bidrage mere til fællesskabets kasse. Men det sker desværre ikke frivilligt. Det kræver politisk mod og handlekraft at få erhvervslivet til at spytte i kassen.

Den canadiske journalist Naomi Klein har beskrevet denne tilgang til kriser, Chokdoktrinen, i sin bog af samme navn fra 2007. Det er, når katastrofer – natur- eller menneskeskabte – udnyttes af erhvervslivet i tæt alliance med regeringer, nyliberale økonomer og politikere fra den ekstreme midte (centrum-venstre og centrum-højre) til at gennemføre upopulære privatiseringer, dereguleringer af markedet, angreb på lønarbejderrettigheder og velfærdsnedskæringer.

Vi har i løbet af coronakrisens første uge set alle de habituelle adfærdsmønstre fra erhvervslivet og bankverdenen: Erhvervslivet får hjælpepakker, mulighed for at fravige overenskomster og kræver uden at blinke lønnedgang på 20 procent for deres ansatte. På den måde bekræfter coronakrisen, at alt er ved det gamle. Arbejdsgiverne har altid forsøgt at benytte enhver samfundskrise til at undgå enhver form for økonomisk omkostning, der kunne give røde tal på bundlinjen og begrænse store afkast til aktionærerne.

Men modbeviser regeringens nye trepartsaftale, sammen med arbejdsmarkedets parter, så ikke argumentet om den negative karakterisering af erhvervslivet og arbejdsgiverne? Politiken kalder det en magtdemonstration, men spørgsmålet er: til gavn for hvem? De få eller de mange?

For godt nok kommer arbejdsgiverne til at dække 25 procent af fyringstruede lønmodtageres løn, mens fællesskabets kasse dækker de 75 procent af lønudgiften i perioden fra 9. marts til 9. juni.

Det fornuftige krav er, at arbejdsgiverne selvfølgelig ikke må fyre medarbejderne i den periode, samtidig med at de får dækket lønudgifterne med 75 procent. Men hvorfor blev der ikke stillet krav om, at ingen arbejdsgiver skal kunne modtage nogen former for offentlig hjælp til at holde virksomheden kørende, hvis de ikke behandler deres ansatte ordentligt, således at det er en betingelse, at de først fyrede kommer først i arbejde, hvis en arbejdsgiver modtager tilskud under coronakrisen?

 

Så spørgsmålet er, hvorfor der ikke var vilje til at gøre det rigtige? Nemlig at hæve dagpengene permanent og løse dagpengenes faldende dækningsgrad i samme ombæring
_______

 

SELVOM ALLE ROSER trepartsaftalen, der er lavet på rekordtid, som selve beviset på, at den danske model virker og er tilbage på sporet, vil den ikke have den ønskede effekt. Desværre. De brancher og sektorer, som allerede er i knæ – hotel-, restaurant-, underholdnings-, turist- og flybranchen – vil ikke få den forventede gavn af hjælpepakken. For udsigten til krisens varighed og efterdønninger vil gøre, at mange af de pressede små og mellemstore virksomheder ikke kan overleve uden en deadline for, hvornår økonomien vender.

Det vil ramme de mest lavtlønnede ufaglærte fuldtids- og deltidsansatte og de ansatte i prekære stillinger hårdt, for de bliver fyret. Så spørgsmålet er, hvorfor der ikke var vilje til at gøre det rigtige? Nemlig at hæve dagpengene permanent og løse dagpengenes faldende dækningsgrad i samme ombæring. Vi ser allerede de første større runder af afskedigelser.

Dagpengene dækker i dag kun 50-60 procent af lønnen, så regeringen og arbejdsmarkedets parter skulle have øget dækningsgraden op til 90 procent af lønarbejderes hidtidige løn til alle, der fyres under coronakrisen – og herefter: i al evighed. Det havde været en langt bedre løsning på både kort og lang sigt. Det koster kassen. Men der er råd. Det kræver blot et opgør med nyliberalismens økonomiske politik, som Socialdemokratiet urokkeligt har bakket op om, siden Poul Nyrup blev statsminister i 1993 Vi taler ikke om en revolution; mindre kan også gøre det. Nemlig en nykeynesiansk økonomisk politik, som sikrer social lighed, forøger de offentlige udgifter for at genoprette og bevare en samlet effektiv efterspørgsel og købekraft med fuld beskæftigelse som mål. Eller sagt på en anden måde: erstatte skattelettelser i milliardklassen til de rigeste med massive investeringer i velfærd. Hvis ikke nu, hvornår så?

Hvis ingen skal efterlades på perronen, så skulle regeringens trepartsaftale have droppet alle varighedsbegrænsninger på dagpenge, sygedagpenge, 225-timers-regel mv. – både under coronakrisen og efterfølgende. Det er ikke rimeligt, at arbejdsløse eller syge, som ikke kan få arbejde under den aktuelle krise, rammes på varighedsbegrænsninger. Men desværre har trepartsaftalen ikke løst disse udfordringer.

 

Men hvem ender i sidste ende med at betale regeringen for denne historiske sundhedskrise, som er blevet til en økonomisk krise? Det gør lønarbejderne, velfærden og klimaet
_______

 

DEN INDGÅEDE TREPARTSAFTALE kommer til at koste milliarder af kroner, og det vil en aftale om at holde hånden under selvstændige og mindre erhvervsdrivende også. Men hvem ender i sidste ende med at betale regeringen for denne historiske sundhedskrise, som er blevet til en økonomisk krise? Det gør lønarbejderne, velfærden og klimaet. For alle de gode intentioner, som er nedfældet i sidste sommers forståelsespapir, koster milliarder af kroner, men de er snart brugt på coronakrisens forskellige hjælpepakker.

Spørgsmålet er, hvorfor det ender sådan? Hvorfor sender regeringen og støttepartierne ikke regningen til dem, som har så rigeligt i forvejen? Hvorfor kan de private firmaer ikke betale for coronakrisen med deres overskud, som er fordoblet fra 2010 til 2017? Hvorfor kan vi ikke brandbeskatte udbytteudbetalingen, som også er fordoblet fra 2010 til 2017? For i de fleste brancher er der råd. De store virksomheder, som har været i stand til at udbetale kæmpe udbytter til aktionærerne, går ikke ned, fordi de skal bidrage til at løse krisen. Men samfundssind er en relativ størrelse. I krisetider kan erhvervslivet og arbejdsgiverne altid bruge den danske model og velfærdsstaten til at holde sig skadefri. Når krisen er forbi, vil erhvervslivet igen tordne mod velfærdsstaten og hylde den rene liberalisme; og politikerne – også denne regering – lader dem slippe afsted med det.

Coronakrisen kunne være blevet en kærkommen anledning for den socialdemokratiske regering og støttepartierne til at genoprette velfærdstabet fra finanskrisen i 2008 og omgøre alle de drakoniske arbejdsmarkedsreformer, som har ødelagt livet for tusindvis af syge, svage og arbejdsløse medborgere og sender kommende generationer på pension langt op i deres 70’ere. Det ville være ægte socialdemokratisk politik at lave omfordeling fra de rigeste til lønmodtagerne. Det er forspildte muligheder af historiske dimensioner. Men når det politiske parnas er enig hele vejen rundt, er de kritiske stemmer tavse, både på venstrefløjen og i fagbevægelsen.

MENS KRISEN RULLER, og de fleste er sendt hjem, har byggeriets arbejdsgivere sammen med 3F i ly af den nationale sundhedskrise fået klappet overenskomstforhandlingerne på plads i forligsinstitutionen for 60.000 murere, tømrere og stillads- og betonarbejdere. Og det med opbakning fra hele fagtoppen, herunder formanden for HK privat, Simon Tøgern. Forhandlingerne var endt i hårdknude, men forsatte i forligsinstitutionen, som om intet er hændt – uden mulighed for, at medlemmerne af 3F kan vise deres opbakning til deres forhandlere eller strejke mod et overenskomstresultat på grund af den nylige hastelovgivnings indskrænkning af forsamlingsfriheden. Det eneste fair ville havde været at udskyde forhandlingerne, som man udskyder alt andet, så medlemmerne kunne udøve deres demokratiske rettigheder. Men lighed for loven er en by i Rusland. Krisetid er godt nyt for erhvervslivets tunge drenge. Og indskrænkning af grundlovssikrede demokratiske rettigheder er blevet legitimt under coronakrisen. Så meget for den danske model.

Det er dybt bekymrende, at lønarbejdere i de pressede brancher skal betale prisen for coronavirussen ved at gå markant ned i løn. Hvis man troede, at ideen om samfundssind også betød, at ingen skulle rammes på pengepungen, hverken store eller små erhvervsdrivende og mindst af alt de mest lavtlønnede lønarbejdere i de mest prekære brancher, tog man fejl. Coronavirussen viser med al tydelighed, at der gøres forskel på erhvervslivet og lønarbejdere i krisetider.

 

Regeringens og Folketingets coronahjælpepakke til bankerne er penge, de har fået for at holde hånden under store og små arbejdspladser. Det er ikke penge, der skal bruges til at sikre, at aktionærerne fortsat kan holde fest med udbytter i milliardklassen
_______

 

Som det skete under finanskrisen, sikrede staten bankerne mod milliardtab med bankpakker i hoved og ryg. Regeringens og Folketingets coronahjælpepakke til bankerne er penge, de har fået for at holde hånden under store og små arbejdspladser. Det er ikke penge, der skal bruges til at sikre, at aktionærerne fortsat kan holde fest med udbytter i milliardklassen. Så mens regeringen stiller med en milliardgaranti og tillader bankerne at bruge af deres økonomiske polstring i form af den såkaldte kontracykliske kapitalbuffer på 17 milliarder kroner, så har bankerne ingen som helst planer om at stoppe milliardudbetalingen af udbytte til aktionærerne. Danske Bank har gudhjælpemig tænkt sig at udbetale 7,3 milliarder kroner til deres aktionærer i 2020. Som Danske Banks pressechef Stefan Singh Kailay skriver: ”Udbetaling af udbytte for 2019 er i tråd med vores udbyttepolitik, der både sikrer, at vi kan være konsistente og forudsigelige i vores virke, og at vi er en meget velkapitaliseret bank med sunde likviditetsbuffere”. Det moralske kompas i bankverdenen har aldrig set skyggen af samfundssind, og slet ikke i krisetider.

Samtidig bliver medarbejdere i hotelbranchen sendt hjem uden løn, SAS krævede først lønnedgang på 20 procent og endte så med at sende 10.000 medarbejdere hjem. Om og hvordan de udmønter regeringens trepartaftale, er uvist. Hundredvis af lønarbejdere bliver afskediget, uanset regeringens trepartsaftale. Det giver ikke mening. Her 10 år efter finanskrisen er den politiske lære gået i glemmebogen. Efterdønningerne fra coronakrisen bliver desværre med garanti også en gentagelse af finanskrisens konsekvenser, nemlig at der hverken bliver råd til at gennemføre klimalovens ambition om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030, gennemføre minimumsnormeringer i daginstitutionerne eller finde en løsning for dagpengene og nedslidte Arne. Og så er vi tilbage ved katastrofekapitalismens indflydelse på realpolitikken og al sund fornuft de seneste 30 år.

Så når vi går amok over alle dem, der hamstrer toiletpapir, tørfoder og håndsprit og udviser fravær af samfundssind og solidaritet, så skal vi huske på, at de aldrig kommer i nærheden af den egoisme, grådighed og fravær af samfundssind som erhvervslivet, bankerne og finansaristokratiet udviser. Den globale coronakrise viser, at der altid er socialisme (læs: økonomisk tagselvbord) for de rige og markedsøkonomi for alle os andre. ■

 

Den globale coronakrise viser, at der altid er socialisme (læs: økonomisk tagselvbord) for de rige og markedsøkonomi for alle os andre
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Jan Hoby (f. 1962) er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og er uddannet blikkenslager, pædagog og cand.pæd.soc. ILLUSTRATION: Finansminister Nicolai Wammen og erhvervsminister Simon Kollerup til pressemøde om nye initiativer på det økonomiske område, 18. marts 2020. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)