Jan Hoby: Mette Frederiksen bekræftede alle intentionerne i forståelsespapiret i sin første åbningstale. Desværre gjorde hun det helt modsatte i talen efter

Jan Hoby: Mette Frederiksen bekræftede alle intentionerne i forståelsespapiret i sin første åbningstale. Desværre gjorde hun det helt modsatte i talen efter

14.10.2020




Både Statsministerens åbningstale, åbningsdebatten i Folketinget og Socialdemokratiets første 16 måneder i regering bekræfter på de vigtigste økonomiske og sociale områder, at regeringen, uagtet forståelsespapiret, ikke føler sig forpligtet til handling – hverken nu eller i fremtiden. Det politiske lederskab og handlekraft, som tiden skriger på, kommer ikke til at blive leveret under denne regering.

Kommentar af Jan Hoby

Det begyndte så godt for lidt over et år siden, da Socialdemokratiet dannede regering, og forståelsespapiret blev udråbt som historisk af alt og alle i Socialdemokratiet, på venstrefløjen, i fagbevægelsen og i støttepartierne Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre.

Det historiske i forståelsespapiret var først og fremmest klimaspørgsmålet med 70 pct. målsætningen og indførelsen af minimumsnormeringer. Det var resultatet af to massebevægelser: klimabevægelsen og forældrebevægelsen, #HvorerDerEnVoksen. Tusinder af demonstranter på gaderne og masseaktivisme tvang Socialdemokratiet til at ændre deres politik markant for at sikre sig opbakning fra den såkaldte røde blok.

Mette Frederiksens første åbningstale var en bekræftelse af alle intentioner i forståelsespapiret. Hun tog direkte afstand fra fiaskoen med den forrige socialdemokratiske regering med Thorning, Corydon og Frederiksen selv i spidsen.

Den svære åbningstale nummer to skulle være genbekræftelsen på, at kursen i forståelsespapiret nok skal blive holdt – trods stigende kritik fra primært klimabevægelsen og støttepartierne. Men det blev en maveplasker.

 

Det var en tale, der appellerede til den laveste fællesnævner og den indre svinehund, som Socialdemokratiet har dyrket med en perfektion, der må gøre alle partier på højrefløjen grønne af misundelse
_______

 

Det lykkedes hverken at skabe tryghed omkring klima, velfærd eller minimumsnormeringer. Talen var sort snak for dem, der håber på et rødere og grønnere Danmark. De eneste, der fik, hvad de kom efter, var dem, der ser indvandrere, flygtninge og muslimer som vor tids største trussel.

For det var en reaktionær tale, hvor fjendebillederne blev drysset ud med let hånd. Det var en tale, der byggede en fortælling om, at det er dem mod os. En tale, der appellerede til den laveste fællesnævner og den indre svinehund, som Socialdemokratiet har dyrket med en perfektion, der må gøre alle partier på højrefløjen grønne af misundelse. Som et ledende folketingsmedlem fra Enhedslisten sagde til mig, mens jeg deltog i ’P1 Debat’ om netop Statsministrenes åbningstale: ”Det var en kulsort tale.”

Statsministeren bekræftede, at Socialdemokratiet under hendes ledelse vil benytte sig af alle de redskaber, der fandtes i den tidligere britiske premierminister Tony Blairs værktøjskasse, når det kommer til at understøtte, vedligeholde og udvikle stigmatisering af udvalgte befolkningsgrupper og dermed overtage højrefløjens dagsorden. Det virkede for Tony Blair, og det virker for Mette Frederiksen. Det er grimt, men det virker. Og venstrefløjen i Folketinget accepterer præmissen uanset deres bjæf på Facebook og Twitter. Det er prisen, de må sluge, for at holde illusionen om forståelsespapiret i live. Men Danmark bliver ikke et mere trygt land at være i, når regeringen gør det utrygt at være flygtning, indvandrer eller efterkommer af indvandrere.

Når flere og flere benævner forståelsespapiret som et misforståelsespapir, så hænger det sammen med, at den socialdemokratiske regering ikke har været i nærheden af at levere på klimadagsordenen. Der har mere været tale om udmanøvrering og forhaling. Statsministeren bekræftede i sin åbningstale, at regeringen har tænkt sig at fortsætte sin fodslæbende klimapolitik. Hun gentog den åbenlyst falske modsætning mellem klima og velfærd, som er ren politisk kretinisme og uden hold i virkeligheden.

 

Den nyliberale gift, som Socialdemokratiet drak i starten af 90’erne, siver ned gennem generationerne af socialdemokrater og inficerer stadig den nuværende socialdemokratiske regering
_______

 

Socialdemokratiet frygter at støde vælgerne fra sig og skabe social uro på grund af den grønne omstilling. Men det er det modsatte, der bliver tilfældet. Det sociale oprør kommer, hvis politikerne, med regeringen i spidsen, ikke får fingeren ud. Uligheden vil stige, og velfærden undergraves, hvis der ikke kommer en grøn revolution. Vi har brug for omstillingen til bæredygtig energiproduktion for at bevare arbejdspladser i Danmark. Så nej, der var ikke en udstrakt hånd til støttepartierne, klimabevægelsen eller fremtidens generationer. Der var en fuckfinger til fremtiden, eller sagt med andre ord: Den fossile kapitalisme har forrang for statsministeren, og klimaministeren kommer ikke til at lukke for oliehanerne i Nordsøen.

Tiden vil vise, om Enhedslisten fik knæsat et nyt princip og forpligtelse for regeringen i forståelsespapiret med ordene: ”at de økonomiske skel i samfundet ikke forøges, at skatten i toppen ikke sænkes, samt at det sociale sikkerhedsnet ikke forringes”. Det er uagtet Arne-aftalen indtil videre blot intentioner på et stykke papir. Den socialdemokratiske regering står stadig last og brast med både den nyliberale budgetlov, de drakoniske arbejdsmarkedsreformer og den stigende pensionsalder fra velfærdsforliget fra 2006 samt aftalen om senere tilbagetrækning fra 2011, der sætter kurs mod Europas højeste pensionsalder. Alt samme vraggods fra nyliberalismens guldalder.

Til november vil den socialdemokratiske regering med Frederiksen i spidsen stemme for den oprindelige køreplan om, at pensionsalderen skal stige fra 68 år til 69 år fra 2035. Det er foragt for menneskeliv, at det politiske parnas kun vil give nuværende og fremtidige lønmodtagere 14,5 år leveår i gennemsnit på pension, mens politikerne selv kan trække sig tilbage i sus og dus med de guldrandede pensionsordninger, som de har sikret sig selv. Det er også udtryk for, at den nyliberale gift, som Socialdemokratiet drak i starten af 90’erne, siver ned gennem generationerne af socialdemokrater og stadig inficerer den nuværende socialdemokratiske regering.

 

Regeringen er interesseret i at beholde magten over en verden af i går. Det politiske lederskab og handlekraft, som tiden skriger på, kommer ikke til at blive leveret under denne regering
_______

 

Arne-aftalen er ikke reformisme med stort R. Men et meget lille et. Det virker større, end det faktisk er. Hvilket er naturligt efter årtier, hvor de borgerlige og socialdemokratiske flammekaster-enheder har skabt panik på arbejdsmarkedet med deres nedbrænding af alt det, der skabte tryghed, vished og sikkerhed.

Det er tiltrængt, selvom det kun er en minimal reparation af et iturevet socialt sikkerhedsnet. Det løser dog ikke det grundlæggende problem for alle dem, der ikke får en Arne-rettighed. Den konflikt venter i kulissen mellem den socialdemokratiske regering og flertallet af lønmodtagere og fagbevægelsen.

Både Statsministerens åbningstale, åbningsdebatten i Folketinget og Socialdemokratiets første 16 måneder i regering bekræfter på de vigtigste økonomiske og sociale områder, at regeringen, uagtet forståelsespapiret, ikke føler sig forpligtet til handling – hverken nu eller i fremtiden. De er interesseret i at beholde magten over en verden af i går. Det politiske lederskab og handlekraft, som tiden skriger på, kommer ikke til at blive leveret under denne regering. Det vil kræve helt andre politiske kræfter, der forstår situationens alvor og har modet, viljen og handlekraften til et grundlæggende opgør med den fossile kapitalismes destruktion af al håb for fremtiden.

Statsministerens anden åbningstale blev en sørgelig bekræftelse af, at der ikke kommer et visionært projekt for at skabe et lighedsskabende bæredygtigt velfærdssamfund for vores børn og børnebørn under Mette Frederiksen. Vi blev i stedet spist af med endnu en omgang stigmatisering af medborgere og ansvarsforflygtigelse overfor klima, velfærd og værdig pension for alle. Velkommen til en omgang post-Blairisme og Corydonisme modus operandi. Fortryllelsen fra forståelsespapiret er forduftet. ■

 

Statsministerens anden åbningstale blev en sørgelig bekræftelse af, at der ikke kommer et visionært projekt for at skabe et lighedsskabende bæredygtigt velfærdssamfund for vores børn og børnebørn under Mette Frederiksen
_______

 




Jan Hoby (f. 1962) er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og er uddannet blikkenslager, pædagog og cand.pæd.soc. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen på Christiansborg i København til regeringsforhandlingerne, d. 7. juni 2019 [Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]