29.04.2020

Mette Frederiksen har hele tiden sagt, at hun hellere ville gå for langt end for kort. Hun har også indrømmet, at der vil blive begået fejl. Jeg mener, vi er gået for langt, og at der er begået en fejl, når det sundhedsfaglige grundlag ikke længere er garanteret i epidemiloven.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kommentar af Jan Kristoffersen, kandidat til Europa-Parlamentet for Alternativet

JEG ER IKKE EKSPERT på mørketal eller de matematiske modeller for udviklingen af en virus, og jeg ved heller ikke, om det er klogt at åbne cafeerne, men ikke værtshusene. Til gengæld ved jeg, at covid-19 har fået vores Folketing til at haste-vedtage meget totalitær lovgivning, og jeg ved, at vores sundhedsminister nu kan forbyde tre mennesker at lægge sig på et tæppe i Nørrebroparken. Det er en voldsom magtbeføjelse, Folketinget har valgt at tildele én enkelt person, og som sundhedsministeren foreløbig har brugt til at forbyde mere end ti mennesker at samle sig. En ting er i sig selv det voldsomme angreb på retten til at forsamles; noget andet, og måske endnu værre, er den detalje, at hasteloven har fjernet de sundhedsfaglige garantier, som var indbygget i den gamle lov.

Før covid-19 fungerede epidemiloven sådan, at sundhedsministeren skulle agere efter en indstilling fra sundhedsstyrelsen. Ministerens politiske handlerum var altså afgrænset af en sundhedsfaglig vurdering. Efter covid-19 er sundhedsstyrelsens ret til indstilling nu reduceret til rådgivning, og de politiske beslutninger kan dermed være udelukkende baseret på politiske antagelser. Det forekommer paradoksalt. De fleste kan acceptere endog meget grove indgreb i den personlige frihed, hvis de er begrundet i hensynet til vores folkesundhed. Vi giver afkald på frihed, fordi fællesskabet kræver det af os, og vi accepterer det, fordi det handler om at bekæmpe en sygdom. Men hvis man ikke længere kan være sikker på, at de politiske valg bliver truffet inden for rammerne af et sundhedsfagligt handlerum, begynder advarselslamperne at blinke, og hele præmissen for at acceptere frihedsindskrænkninger forsvinder.

 

[H]vis man ikke længere kan være sikker på, at de politiske valg bliver truffet inden for rammerne af et sundhedsfagligt handlerum, begynder advarselslamperne at blinke, og hele præmissen for at acceptere frihedsindskrænkninger forsvinder
_______

 

METTE FREDERIKSEN har hele tiden sagt, at hun hellere ville gå for langt end for kort. Hun har også indrømmet, at der vil blive begået fejl. Jeg mener, vi er gået for langt, og at der er begået en fejl, når det sundhedsfaglige grundlag ikke længere er garanteret i loven.

Den gode nyhed er, at fejlen heldigvis kan rettes allerede til marts 2021. En af forudsætningerne for, at Folketinget vedtog den drakoniske lovgivning var, at der blev indført en solnedgangsklausul. Vi skal bare være opmærksomme på, at solnedgangsklausulen ikke er begrænset til de hasteændringer i epidemiloven, som er vedtaget. Det er faktisk hele epidemiloven, der ophæves den 1. marts 2021, medmindre der besluttes andet.

Derfor kan valget meget hurtigt blive et valg mellem overhovedet ikke at have en epidemilov eller at have en lov, hvor beslutningerne om tvangsindgreb ikke er garanteret sundhedsfaglige, hvor ministeren har taget magten fra epidemikommissionerne, og hvor det ikke længere handler om at forbyde forsamlinger, men om at forbyde flere personer at befinde sig på samme sted. At forbyde forsamlinger og potentielle smittebomber giver mening, og kunne forbydes efter den gamle lov, men der var åbenbart et helt akut behov for at kunne forbyde tre mennesker at befinde sig samme sted. Har vi stadig det behov?

VI RISIKERER ALTSÅ, at nødløsningerne bliver permanente, hvis vi intet gør, og derfor skal vi debattere epidemiloven allerede nu. For hvis vi virkelig ønsker, at vores sundhedsminister skal kunne iværksætte tvangsindgreb, uden at den sundhedsfaglige ramme er garanteret i loven, bliver Folketingets demokratiske kontrol med regering og ministre kun endnu vigtigere.

 

At forbyde forsamlinger og potentielle smittebomber giver mening, og kunne forbydes efter den gamle lov, men der var åbenbart et helt akut behov for at kunne forbyde tre mennesker at befinde sig samme sted. Har vi stadig det behov?
_______

 

Som situationen er nu, er det desværre meget svært for Folketinget at kontrollere regeringen. Korrespondance mellem Statsministeriet, Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut kan i princippet undtages fra aktindsigt, hvis der er en konkret grund til at antage, at sundhedsministeren vil få brug for embedsværkets rådgivning. Fx kan alle de dokumenter, der tegner billedet af forløbet om Statens Serum Instituts beregninger af scenarier for Danmarks åbning, formentlig undtages fra aktindsigt, med henvisning til ministerbetjeningsreglen i den offentlighedslov som har mørklagt centraladministrationen siden den sidste socialdemokratiske regering.

Det efterlader enhver politisk opposition eller kritisk presse i en situation, hvor reel kontrol med regeringen og legitim kritik af den er umulig i praksis, og den politiske debat derfor må føres på et polemisk og overfladisk grundlag. Det er der kun en part, der er tjent med, og det er til enhver tid den siddende regering.

Demokratiet er under pres mange steder, og i Danmark ser vi en generel tendens til, at ministre bliver gjort til enevældige som den udøvende magt. Det er en farlig tendens for retsstaten, og covid-19 har blot forstærket den med hasteændringerne i epidemiloven.

Det skal vi debattere nu, så vi ikke bare åbner Danmark, som det var før, men åbner et Danmark, hvor de demokratiske principper om balancering, kontrol og adskillelse af magt igen bliver fremtrædende. Drakoniske love kan måske nok begrundes midlertidigt, men de må aldrig blive en fast del af Danmarks kultur og retstradition. ■

 

Demokratiet er under pres mange steder, og i Danmark ser vi en generel tendens til, at ministre bliver gjort til enevældige som den udøvende magt. Det er en farlig tendens for retsstaten, og covid-19 har blot forstærket den med hasteændringerne i epidemiloven
_______

Apropos denne artikel:

Pia Olsen Dyhr (SF): Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Børsnoteringen er to fluer med ét smæk for Trump – men hvem vil stå tilbage med regningen?

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde

Mød Historien: Stormagternes tid? Lørdag 7. september 10.00-17.30 med bl.a. Bo Lidegaard, Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen

Rasmus Sinding Søndergaard i RÆSON SØNDAG: Ny støttepakke eller ej, USA's Ukraine-politik bliver mere forbeholden fremover