Jens Rohde om Messerschmidt, demokrati og kristendom: Korsfæstelse på et Dannebrogsflag

Jens Rohde om Messerschmidt, demokrati og kristendom: Korsfæstelse på et Dannebrogsflag

06.08.2020


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Som en reinkarnation af de to korstogsvenner, Valdemar den Store og den portugisiske konge Afonso, kalder min bedste fjende Morten Messerschmidt denne sommer til vækkelse. Man ser for sig Messerschmidt med liljekrone og herskerstav på en sokkel af rød granit. Han skuer mod øst til sine venner, normannerkongerne i Ungarn og Polen, der særligt i 1100-1300 tallet førte store og konstante korstog mod de vantro Vendere i Europa. Det er ikke en ufarlig retning at afprøve.

Kommentar af Jens Rohde (MF, R)

Jeg bruger billedet af Valdemar den Store-statuen i Ringsted, fordi jeg rent faktisk tror, at Morten godt kan lide det. Naturligvis ikke uden den sarkasme, som er en fast del af repertoiret mellem os. Den skal til. Dels fordi det morer os begge. Men også fordi det ikke er et ufarligt narrativ, Messerschmidt er ude i rent politisk.

Til dagbladet Politiken sagde han i et stort interview (30/7): ”For at parafrasere Jeppe Aakjær: Vi kan ikke bare sidde og hygge os i smug, når verden er i flammer. Kristendommen er sandheden. Jesus er sandheden”. Og: ”Vi skal sige det fuldstændig åbenlyst, at Danmark som et kristent land skal prioritere og hjælpe forfulgte kristne mere end alle mulige andre, herunder muslimer”. Han fastslår: ”Danmark er kristent – og det skal kunne mærkes”.

Historisk set fører diskussion om religionens rolle i det offentlige liv fører store følelser med sig. Debatten bliver som oftest uforsonlig og særdeles giftig, i værste fald – som både historien og samtiden viser – med vold og drab til følge. Men man må også lade Messerschmidt, at han har fat i noget; om vores historieløse ånd og dannelse, som vi bør kunne tale åbent om.

Men Morten får travlt med både herskerstav og genoplivning af samtlige cistercienserklostre fra middelalderen, hvis hans mission skal lykkes. Danskerne bryder sig i det store hele ikke om praksisreligionen. Vi foretrækker holdningsreligionen. Og for den troende er den sociale kontrol i Danmark så stærk, at de færreste tør fortælle det, hvis de beder til Gud eller dyrker deres tro. Danskerne forlanger også, at troen med ganske få undtagelser alene dyrkes i det private rum. På den måde har samspillet mellem den ateistiske venstrefløj og en frygtsom islamkritisk højrefløj sejret ad helvede til i Danmark.

Det ironiske ved Messerschmidts forsøg på en dansk religiøs vækkelse er, at Dansk Folkeparti ikke alene har undsagt praksisreligion i det offentlige rum, men også i flere tilfælde forbudt den. Godt nok kun for dem, man ikke kan lide, og den slags er der som bekendt ikke megen kristen næstekærlighed i. Den slags detaljer skal man naturligvis ikke hænge sig i, men privatiseringen af religion danner bagtæppe for al religiøs diskussion i dette land. Europas historie er et vidnesbyrd om, at man, trods sekularismen som en relativt nyere politisk doktrin, ikke kan føre politik uden hensyn til religion. Ej heller i Danmark. Det har jeg selv mærket flere gange i det vestjyske.

 

Morten får travlt med både herskerstav og genoplivning af samtlige cistercienserklostre fra middelalderen, hvis hans mission skal lykkes. Danskerne bryder sig i det store hele ikke om praksisreligionen
_______

 

Religion spiller en rolle overalt i Europa
Og praksisreligionen er en integreret del af livet blandt Europas befolkninger, om end Danmark og Frankrig her skiller sig ud. Dansk Folkepartis ønske om at styrke kristendommens fundament i politik hænger derfor ikke særligt godt sammen med partiets ensidige fokusering på nationalstaten – at styrke religionen i Danmark vil i langt højere grad end alverdens traktater være en kulturel europæisering af os danskere.

Enhver, der har tilbragt tid i Italien, mærker religionens eksplicitte tilstedeværelse overalt. Det gør sig gældende i langt de fleste dele af Sydeuropa. Særligt uden for de store byer. I Norge skal man ikke langt uden for Oslo for at mærke, hvor rodfæstet kristendommen er. Tysklands måske kommende kansler, Markus Söder, der for tiden præsiderer over delstaten Bayern i det sydligste Tyskland, lader sig hellere end gerne fotografere med det katolske drenge- og pigekor fra Herbertshausen i forbindelse med korets 115 års jubilæum. Katolicismen er en ganske naturlig praksisreligion, som man gerne synger ud, hvis man da vil være ministerpræsident i en af de sydlige tyske delstater.

I Østeuropa blev religionen i 40 år undertrykt af den kommunistiske lære, men i dag vokser den slaviske udgave af katolicismen frem i Tjekkiet, Ungarn og andre lande, som den var i 350 år, før kommunismen dikterede stop for tro på andet end den sande videnskabelige socialistiske lære.

Er man i tvivl om troens rolle i de baltiske lande og ikke gider at læse religionshistorie, kan man med fordel læse Leif Davidsens bog om patriarkens hændelige død. Og i Rusland erklærer Vladimir Putin, at Krim har lige så stor betydning for Rusland, som Tempelbjerget har det for jøder og muslimer. I alle sine nationale kampagnefilm gør han kampen om Krim til hellig krig på lige fod med Zar Nikolais erklæring om Kaukasus i 1853 i forbindelse med Kaukasuskrigene, der fandt sted mellem 1817 og 1864.

Med andre ord: Religion spiller en rolle overalt i Europa.

Kristendommen som magtinstrument
Men medens religionen i dag de fleste steder er et vilkår for politikere, bliver den i Ungarske Victor Orbáns, Polske Jaroslaw Kaczynskis og Russiske Vladimir Putins udgaver til et instrument for udøvelse af magt. Den bliver påskuddet for økonomiske, politiske og territoriale erobringer. Som det var i middelalderen, og som det var for religiøse ledere i Mellemøsten under Muhammed-krisen – og stadig er det i mange regioner i verden, vi normalt helst ikke sammenligner os med.

Derfor kræver det en vis bevågenhed, når Messerschmidt skuer mod øst. Det er trods alt den samme mand, der sidste år kaldte Victor Orbán ”genskæret fra det lys, der banede vejen for det egentlige Europa – det inden oplysningstidens relativisme” og skrev: ”Derfor har Orbán fat i det længste strå. Thi kun i båndet til Kristus og troen på en større magt kan den egentlige frihed leves. Derfor er vi med Luthers ord både de frieste og ufrieste. Dette er selve kristendommens grundvilkår. Og dermed Europas” (i Kristeligt Dagblad).

Messerschmidt giver sig selv en opgave, han ikke kan løse. Og den gode nyhed er, at der hverken er grundlag eller nødvendighed for den. Den minder da også mest af alt om en maoistisk kulturrevolution, der som bekendt handlede om ”dem og os”. Formålet var primært at tjene partiets interesser.

 

Hvem der så må befinde sig i kredsen af rettroende, og hvem der må friste tilværelsen udenfor som vantro, skal så defineres af Messerschmidt – og de sidste dages hellige
_______

 

Hvem der så må befinde sig i kredsen af rettroende, og hvem der må friste tilværelsen udenfor som vantro, skal så defineres af Messerschmidt – og de sidste dages hellige.

I Ungarn og Polen udgør de vantro i dag alt fra muslimer til venstreorienterede dommere og homoseksuelle. I Norge kæmper Kristeligt Folkeparti stadig mod den fri abort, og mange af os husker endnu, at Messerschmidts bemeldte tidehvervsforbillede, Søren Krarup, der i en årrække var folketingsmedlem for partiet, i sin tid krævede en folkeafstemning om forældres ret til at slå deres børn i opdragelsens hellige ånd (jf. fx Søren Krarups indlæg i Kristeligt Dagblad, 1. oktober 2008).

Hvor vil DF hen i dag, i 2020 – og hvor vil partiet sætte grænser for religionen? Det kan vi ikke vide, for der er foreløbigt ikke sket en grænsedragning fra det ellers så grænseelskende parti. Mens vi venter på den substantielle uddybning, kan vi glæde os over en ganske mangfoldig europæisk kultur – runden af både en ateistisk, rationalistisk strømning og flere skriftreligioner, der har udviklet sig under gensidig påvirkning.

 

Hvor vil DF hen i dag, i 2020 – og hvor vil partiet sætte grænser for religionen? Det kan vi ikke vide, for der er foreløbigt ikke sket en grænsedragning fra det ellers så grænseelskende parti
_______

 

Europas dominerende skriftreligion er kristendommen. Men også den er påvirket af før-kristne antikke og skriftløse religioner. Og med tiden er Europa også blevet påvirket – af jødedom, islam, hinduisme, sikhreligion, buddhisme og nye religioner samt ikke mindst oplysningstiden og radikalismen. Det er derfor, at Europa ikke bekender sig til det, højrefløjen plejer at benævne middelalderreligion. Ifølge hjemmesiden Religion.dk er godt 75 pct. af europæerne kristne (katolikker 40 pct. ortodokse 16 pct., protestanter m.fl. 19 pct.). I det samlede er 19 pct. ikke-troende og ateister, mens der er godt 4 pct. muslimer. Endelig udøver under 1 pct. andre religioner som hinduisme, buddhisme, sikhreligion og forskellige nye religiøse bevægelser.

Kan disse religioner leve sammen? Eller udfordrer mangfoldigheden Europa kulturelt og ødelægger Vesterlandet, som det blev hævdet af den tyske historiefilosof Oswald Spengler? Han var som bekendt tilhænger af hegemoni og stærkt konservativ revolutionær. Spørger man Pegida-bevægelsen i Tyskland er Spenglers to-bindsværk ”Der Untergang des Abenlandes”, skrevet i 1918-1922, en uomgængelig profeti. Men modsat Spengler, der i sin kulturpessimisme stillede de tyske dyder op mod Englands individuelle konkurrence og den franske lighedsforestilling (egalité), synes det hos Dansk Folkeparti at være givet, at udfordringen for Europa først og fremmest ligger i truslen fra den religion, der praktiseres af ca. 4-6 pct. af kontinentets befolkning. Det kan dårligt forstås anderledes, end at kristne og muslimer ikke kan leve sammen med lige rettigheder.

Fra højrefløjen hører man ofte argumentet om, at de muslimske lande forfølger kristne. Så kan vi vel gøre det samme, synes logikken at være. Den enes fejl undskylder åbenbart den andens. Og væk er den historiske nuance, at muslimernes reaktion på det første korstog i 1095, hvor 30.000 muslimer blev slået ihjel, var 50 år med fredelig sameksistens. Kristne og muslimer giftede sig med hinanden og fik børn. Efterfølgeren til den kurdiskfødte tyrkiske emir, Saladin, hævnede sig ikke på de kristnes tidligere korstog, da han i 1185 formåede at samle Ægypten og Syrien og to år senere generobrede Jerusalem. Som tak for dét, gjorde Vesten ham til æreskristen.

Man kunne vælge at hente sin inspiration i den fortælling og vedgå sig, at vi selv har ansvaret for, at de sidste 3-400 års religion – særligt i Danmark – gradvist er blevet privatiseret og marginaliseret i forhold til den offentlige sfære. Her har Messerschmidt en god og vigtig pointe; ånden flyver lavt.

 

Man kunne vælge at hente sin inspiration i den fortælling og vedgå sig, at vi selv har ansvaret for, at de sidste 3-400 års religion – særligt i Danmark – gradvist er blevet privatiseret og marginaliseret i forhold til den offentlige sfære. Her har Messerschmidt en god og vigtig pointe; ånden flyver lavt
_______

 

Hannah Arendt om ideologiens fare
Der er intet galt i at sætte spørgsmålstegn ved oplysningstidens ismer som rationalisme, liberalisme, kommunisme og videnskabelig materialisme. Enighed gør som bekendt dum. Men pluralismen og dermed ikke hegemoni må og skal være et vilkår for mennesker i Europa. Ellers ender vi i lovreligion og et pres på pluralismen. Religion bliver til ideologi.

I den diskussion bør man erindre sig filosoffen og forfatteren Hannah Arendt. Hendes bøger om totalitære samfundssystemers oprindelse og menneskets vilkår samt ondskabens banalitet burde være pligtlæsning for alle politikere. Ikke blot fordi hun var en fremragende tænker, men fordi hun gennemlevede det hele – først i Tyskland og senere som flygtning i USA frem til hun fik amerikansk statsborgerskab i 1950.

I Totalitarismens Oprindelse fra 1951 beskriver hun, hvordan ordet ideologi skal gøre det klart, at vi her taler om videnskab. Idea betyder billede og begreb. Logia: Tanke og samling. Idéerne er med andre ord videnskabeligt pålidelige (som fx biologi jf. bios på græsk). Ideologi er nøjagtigt, hvad ordet siger, det er: Det er en logik, som ligger i en bestemt ide og en bestemt tænkemåde. Ideologien beskriver et forløb i historien med en naturlovs strenge logik. Dermed kan man med ideologien begrunde ethvert politisk indgreb. Fordi idéen er den præcise forudsætning for fortolkningen af, hvad vi ser og gør. Den er ikke et resultat af de antagelser og refleksioner, man gør sig om verden. Den er anvisning på, hvordan vi skal se verden.

 

Ifølge Arendt udelukker ideologier derfor modsigelser, fordi modsigelsen forudsætter en anden idé
_______

 

Ifølge Arendt udelukker ideologier derfor modsigelser, fordi modsigelsen forudsætter en anden idé: ”Ideologier antager altid, at en idé er nok til at forklare alt, hvad der følger af forudsætningen, og at ingen erfaring kan lære os noget, da alt er samlet i dette sammenhængende forløb af logiske slutninger”.

Ideologi frigør med andre ord tanken fra erfaringen. Derfor bliver religion farlig, når den bruges ideologisk eller institutionaliseres politisk. Det har jøderne om nogen mærket på deres krop. Europæisk jødedom har været underlagt begrænsninger, som er blevet pålagt dem i Europa med hensyn til både erhverv og bopæl.

Spørgsmålet til Dansk Folkeparti ligger derfor lige for: Hvad er det præcist for en rolle, som partiet vil lade kristendommen spille i Danmark? Og med hvilke udvidelser og begrænsninger til følge? Hvor vil den europæiske højrefløjs moderne korstog føre os hen? Det svar blafrer i vinden, men man bør med Jeppe Aakjærs ord fra Jenletalen i 1911 altid vogte sig for dem, ”der vil korsfæste nationen på et dannebrogsflag”. ■

 

Spørgsmålet til Dansk Folkeparti ligger derfor lige for: Hvad er det præcist for en rolle, som partiet vil lade kristendommen spille i Danmark? Og med hvilke udvidelser og begrænsninger til følge?
_______

 

Jens Rohde (f. 1970) er bl.a. medlem af kirkeudvalget for Radikale Venstre og tidl. medlem af Europa-Parlamentet. ILLUSTRATION: Formand og ny næstformand i Dansk Folkeparti møder pressen efter partiets sommergruppemøde i forgårs [foto: Carsten Lundager/Ritzau Scanpix]



 

Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her