17.06.2020

Det er helt entydigt i Danmarks egen interesse at støtte et fælles europæisk låneoptag. Regningen for ’sparebandens’ manglende solidaritet ender nemlig hos danske virksomheder og arbejdere. Det vil for en gang skyld være en gældshæftelse foretaget ad fordøren, i fuld offentlighed og med et fastlagt regelsæt, der netop kan føre til økonomisk ansvarlighed og reformer i de sydeuropæiske lande.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kommentar af Jens Rohde, EU-ordfører for Radikale Venstre

Så fik regeringen sit mandat til at forhandle den europæiske økonomi på plads for de næste syv år. Regeringen har mandat til både at indgå aftaler om fælles gæld og nye egne indtægter til EU. Og endelig kan regeringen indgå aftale om større budget med stor vægt på grøn omstilling og digitalisering.

Desværre fik regeringen mandatet uden Venstre, som pudsigt nok hoppede i andedammen samme dag, som Uffe Ellemann-Jensen skrev en ganske intens opfordring i Berlingske til, at Folketingets partier begynder at se de store linjer i Europapolitikken og ikke kaster EU ud i den indenrigspolitiske fnidder.

Det havde i den grad været pinligt, hvis ikke Mette Frederiksen kunne bringe et nyt mandat til Bruxelles. Det havde betydet, at hun skulle rejse med det gamle mandat, som blev givet før coronakrisen. Det mandat nævner af gode grunde kun budgettet og havde et dogmatisk krav om, at det ikke måtte overstige 1 pct. af BNI. Tænk, om hun skulle stå der og lade som om, at ingenting er hændt de seneste måneder. Nej, det tør man næsten ikke tænke til ende.

 

Da Tyskland stort set alene kastede sig ud i en redningsaktion for Grækenland under finanskrisen, skete det ikke for grækernes brune øjnes skyld, men for at redde Deutsche Bank og Commerzbank, euroen og dermed tysk erhvervsliv
_______

 

Diskussionerne er gået højt og har varet længe. Fælles EU-gæld- og skat, et større budget i EU har alt sammen været temaer, som synes at have ramt det danske Folketing, som var de helt nye og en kæmpe overraskelse.

Men EU har allerede fælles gæld. Den er på 1000 mia. euro og er skabt efter finanskrisen gennem den fælles stabilitetsmekanisme. Centralbanken opkøber i disse tider gæld for ca. 40. mia. kroner om dagen. Hvorfor? Fordi BNP i EU ifølge finansministeriet ventes at falde med 1.252. mia. euro alene i år. Det beløb er væsentligt større end under finanskrisen, som kostede mange danskere deres arbejde.

Danmark får ifølge finansministeriet en værdiskabelse på 100 mia. kroner årligt gennem vores EU-medlemskab samt den frie adgang til andre landes markeder. Sammenholdt med det faktum er de nye forslag på 30-års lån på 750 mia. euro for 27 lande samt et syvårsbudget på 1.100 mia. euro ganske beskedne beløb.

Skal man forstå de fleste partier i Folketinget, herunder også regeringen og dens venner i ”sparebanden”, er solidaritet ikke andet end selvgodhed og symbolpolitik. Vi skal ikke give gaver til Sydeuropa, siger de.

Men ærligt talt. Jeg har fulgt tysk politik, siden jeg som dreng så Hanns Martin Schleyers hvide Mercedes, hvorfra han blev bortført og skudt. Og lad det stå helt klart: Tyskland giver ikke gaver. De laver investeringer, og det er nøjagtigt det, som denne budgetforhandling drejer sig om. Da Tyskland stort set alene kastede sig ud i en redningsaktion for Grækenland under finanskrisen, skete det ikke for grækernes brune øjnes skyld, men for at redde Deutsche Bank og Commerzbank, euroen og dermed tysk erhvervsliv. Det blev samtidig en redning for danske arbejdspladser.

Det er nøjagtigt dette ræsonnement, der driver Radikale Venstre. Regningen for manglende solidaritet ender hos danske virksomheder og arbejdere.

 

Hvis ikke vi finder en substantiel udmøntning af solidaritet i EU, ødelægger vi den europæiske arkitektur, som skaffer Danmark jobs i hundredtusindvis
_______

 

De mange nationale redningspakker, som EU-Kommissionen godkender i mangel af instrumenter i fællesskabet, er kendetegnet ved det ene statsstøttede, konkurrenceforvridende tiltag efter det andet. Denne re-nationalisering af det indre marked, vores vigtigste økonomiske aktiv, finansieres ved hjælp af Den Europæiske Centralbanks støtteopkøb af obligationer samt hjælpepakker i Den Europæiske Stabilitetsmekanisme. Med andre ord: Fælles gæld!

De største statsstøtteaktiviteter finder sted i Danmarks vigtigste eksportlande, herunder Tyskland, Frankrig og Italien, der alle ligger i top ti over lande, vi eksporterer til. Hvis ikke vi finder en substantiel udmøntning af solidaritet i EU, ødelægger vi den europæiske arkitektur, som skaffer Danmark jobs i hundredtusindvis.

Det er entydigt i Danmarks egen interesse at støtte et fælles europæisk låneoptag. Det vil for en gang skyld også være en gældshæftelse foretaget ad fordøren, i fuld offentlighed og med et fastlagt regelsæt, der netop kan føre til økonomisk ansvarlighed og reformer i alle lande. Vi sikrer billigere kapital og muliggør en målretning af pengene til en grøn og bæredygtig omstilling af europæisk erhvervsliv. Endelig er det langt billigere for de nationale statskasser end at skulle lave en markant forøgelse af EU’s budget gennem medlemmernes kontingent.

Tiden har længe været inde til et europæisk virkelighedstjek i dansk EU-politik. Det Indre Marked er ved at smuldre i ly af krisen. Her kommer solidaritet eller mangel på samme til at handle om meget andet end følelser. Vi kan ikke bare overlade det til hvert land at klare sig igennem krisen selv. Hele ideen med det europæiske fællesskab er netop, at det MÅ landene ikke, for så kommer de små eksportafhængige medlemsstater i klemme. Og det er lige netop os! ■

 

Vi kan ikke bare overlade det til hvert land at klare sig igennem krisen selv. Hele ideen med det europæiske fællesskab er netop, at det MÅ landene ikke, for så kommer de små eksportafhængige medlemsstater i klemme. Og det er lige netop os!
_______

Apropos denne artikel:

Mikkel Vedby Rasmussen efter nattens angreb: Har israelerne vist, at de kan og vil tage atomvåbnene fra Iran?

Professor Ole Windahl Pedersen i Interviewserien: Dommen i Strasbourg vil få store konsekvenser for klimakampen

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Kan Modi transformere Indien til Asiens førende supermagt?

Liselotte Odgaard i RÆSONs nye trykte nummer: Bliver Indien det nye Kina? Nok ikke lige foreløbig

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise