12.05.2020

Det er på tide at droppe titlen “vismænd” om formændene for Det Økonomiske Råd og behandle dem på lige fod med andre eksperter. De “økonomiske vismænds” snæversynede regnemodeller ignorerer klimakrisens alvor, og titlen giver Rådet en særlig autoritet, der gør os ukritiske over for deres anbefalinger. For hvem kan modsige en vismand?

Denne artikel er en del af den fjerde udgave RÆSONs digitale ekstranummer “RÆSON EKSTRA”, som sætter fokus på de vidtrækkende sundhedsmæssige, sociale, politiske og økonomiske konsekvenser coronapandemien har haft – og vil få. Du kan finde magasinet digitalt her.

—

Kommentar af Johan og Esther Michelsen Kjeldahl

Titlen ’økonomiske vismænd’ har fulgt formændene for Det Økonomiske Råd siden dets begyndelse. Den skyldes efter sigende en sarkastisk bemærkning fra den konservative politiker Poul Møller i forbindelse med Rådets grundlæggelse i 1962. Han frygtede, at regeringen ville bruge det nye samfundsøkonomiske råd til at fralægge sig ansvaret for vanskelige politiske beslutninger. Betænkeligheden gik på, at rådet kunne blive, som Møller sagde dengang, “det ly, den skærm, som vil blive opstillet, og man vil sige: ja, men nu ligger denne sag hos disse tre vise mænd, og så må vi jo håbe, at de finder frem til en løsning; lad os nu afvente, lad os se, hvad de når til”. Kort efter blev titlen taget op i Politiken i en positivt ladet tone

Hvad ligger der i fortællingen om en vismand? Vi møder de tre vise mænd i Matthæusevangeliet som dem, der kan tyde Guds plan i stjernerne. I nordisk mytologi har vismanden form som den alvidende Odin. I populærkulturen er det den vise Gandalf, der leder os på rette vej. Den vise mand er en arketype, der besidder særlige egenskaber. Han har adgang til en hemmelig viden – en sandhed, som de indviede kan få del i. Vismanden får os til at indse, hvad der skal til for at få bugt med det onde.

Når vi kalder Rådets formandskab for “vismænd”, indikerer vi, at deres anbefalinger er mere “vise” end andres. Vi hører f.eks. ikke om sociologiske vismænd, juridiske vismænd, eller klimavidenskabelige vismænd. Disse kaldes blot ’eksperter’. “Vismændenes” analyser har imidlertid en bekymrende tendens til at nedtone klimakrisens alvor. Det er ikke særligt ”vist”.

 

Når vi kalder Rådets formandskab for “vismænd”, indikerer vi, at deres anbefalinger er mere “vise” end andres. Vi hører f.eks. ikke om sociologiske vismænd, juridiske vismænd, eller klimavidenskabelige vismænd”
_______

 

Det var fx tilfældet, da de advarede mod en lov om 70 pct. CO₂-reduktion i 2030. Argumentet var, at det kunne være, at 65 procent i 2030 ville være en billigere måde at nå klimaneutralitet i 2050. I så fald ville det jo være ærgerligt at gå glip af den ekstra indtjening i resterne af den fossilbaserede økonomi.

En 70 pct. CO₂-reduktion i 2030 er det absolutte minimum for, at Danmark lever op til Paris-aftalen, hvilket Danmark forpligtede sig til på COP21-topmødet i december 2015. Paris-aftalen er designet til at sikre, at den globale opvarmning ikke overstiger bestemte tipping-points, der vil igangsætte en negativ spiral af selvforstærkende mekanismer, der får planeten til at opvarme sig selv. Selvom dette scenarie med stor sandsynlighed vil få den globale økonomi til at kollapse, skræmmer det ikke “vismændene”.

Et andet og mere nyligt eksempel er den produktivitetsrapport vismændene udgav d. 24. marts, der konkluderer, at nye motorveje siden 1990’erne overordnet set har gavnet dansk økonomi. Rapporten sammenholder gevinsten ved, at den enkelte bilist kan nå hurtigere på arbejde med anlægsomkostningerne, men udelader omkostningerne ved øget luftforurening og drivhusgasudledninger. Det er ikke særligt ”vist” at ignorere sådanne miljøomkostninger; ifølge en tysk undersøgelse dør flere europæere af luftforurening end af tobaksrygning.

 

Bourdieus pointe er, at titler er mere end bare ord: De sørger for at få magten til at virke naturlig og legitim. Så længe vi bliver ved med at kalde formandskabet for ”vismænd”, tager vi deres politiske indflydelse for givet
_______

 

Desuden er udledningen af danske drivhusgasser fortsat alt for høj på trods af, at FNs klimapanel allerede i 1990 advarede om konsekvenserne. Derfor står vi nu i den penible situation, at reduktionen af drivhusgasudledninger skal gå lynhurtigt for at undgå uoverskuelige økonomiske konsekvenser. Denne regning burde derfor indgå som en, hvis ikke den væsentligste, faktor i produktivitetsrapporten.

Titlen ”vismænd” er derfor ikke bare misvisende. Den er et symptom på den uberettigede status, formandskabet for Det Økonomiske Råd har i offentligheden.

Som sociologen Pierre Bourdieu har påpeget i Language and Symbolic Power fra 1991, fungerer hævdelse af autoritet på et kollektivt niveau. Tag for eksempel en borger, der bliver valgt som borgmester og på formel vis indsættes under den nye titel til en ceremoni. Snart vil folk opfatte mennesket bag ‘borgmesteren’ på en ny måde og opføre sig anderledes omkring vedkommende. Borgmesteren vil samtidig ændre sin selvopfattelse og føle sig forpligtet til at leve op til den form og de normer, titlen foreskriver. Bourdieus pointe er, at titler er mere end bare ord: De sørger for at få magten til at virke naturlig og legitim. Så længe vi bliver ved med at kalde formandskabet for ”vismænd”, tager vi deres politiske indflydelse for givet.

Når Det Økonomiske Råd bruger betegnelsen “vismænd” om sig selv, spiller de på arketypens naturlige autoritet. En autoritet der bygger på historiefortælling frem for videnskabelig evidens.

Formændene er fejlbarlige ligesom alle andre eksperter. Men titlen giver dem en mytisk aura, der skærmer dem mod fornuftig kritik.

 

Når Rådet selv omfavner titlen som “vismænd” bliver de til den knage, vores politikere hænger deres kritiske sans op på, når de møder ind på Borgen
_______

 

Formandskabet kunne indvende, at de ikke selv har fundet på deres titel; at den skal forstås med et glimt i øjet. Men titlen bruges om formandskabet på Rådets hjemmeside, de kalder selv deres rapporter for “vismandsrapporter” og benytter sig desuden af hashtagget #vismænd på Twitter.

Når Rådet selv omfavner titlen som “vismænd” bliver de til den knage, vores politikere hænger deres kritiske sans op på, når de møder ind på Borgen. Det er ironisk, at Rådets tilnavn har gjort det til den ”det ly, den skærm” som Poul Møller i 1962 anede, det ville blive. Manden der døbte “vismændene” viste sig at være en sand profet.

Vi har et forslag. Skulle vi ikke i fællesskab tage at droppe betegnelsen “vismænd” én gang for alle? Skulle vi ikke tage at behandle Det Økonomiske Råd på lige fod med andre eksperter og tænketanke? Det ville kun være passende i en klimakrise, hvis løsninger kalder på et opgør med skrøbelige, kyniske regnemodeller forklædt som gammel visdom. ■

 

Formændene er fejlbarlige ligesom alle andre eksperter. Men titlen giver dem en mytisk aura, der skærmer dem mod fornuftig kritik
_______

Apropos denne artikel:

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde

Mød Historien: Stormagternes tid? Lørdag 7. september 10.00-17.30 med bl.a. Bo Lidegaard, Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen

Rasmus Sinding Søndergaard i RÆSON SØNDAG: Ny støttepakke eller ej, USA's Ukraine-politik bliver mere forbeholden fremover