Jonathan Ries: Dansk klimapolitik er lige nu et top-down PR-projekt, der mangler forankring og forandring nedefra

Jonathan Ries: Dansk klimapolitik er lige nu et top-down PR-projekt, der mangler forankring og forandring nedefra

30.08.2020


Der er hos mange borgere lige nu en virkelyst og interesse for den grønne omstilling, som vi ikke har set større gennem de seneste 20 år. Men borgerne bliver af regeringen set som forbrugere i stedet for at blive betragtet som ressourcer og medspillere. Vi har brug for at demokratisere den grønne omstilling gennem inddragelse af lokalbefolkningen og fordeling af ejerskab på flere hænder. Hvorfor ikke fx gøre de bebudede energiøer i Nordsøen fællesejede?

Kommentar af Jonathan Ries, formand for VedvarendeEnergi

Regeringens velsmurte PR-maskine vil selvfølgelig affeje enhver kritik af deres klimapolitik med det samme og fremhæve deres 13 klimapartnerskaber med erhvervslivet, et bredt politisk flertal bag 70 pct.-målet, planer for verdens to første energiøer og klimaaftaler om affald, energi og industri. Men hverken Danmarks eller verdens samlede drivhusgasudledninger er faldet siden Parisaftalen i 2015. Tværtimod.

Vi mangler politiske rammevilkår og adfærdsændringer, der virkelig batter. Vi har brug for CO2-reduktioner nu, ikke tomme hensigtserklæringer. Her kommer COVID-19 krisen til at have en positiv klimaeffekt, men forhåbentlig bliver krisens CO2-reduktioner ikke solgt som resultatet af regeringens klimapolitik.

Med 70 pct.-målet har vi et af verdens mest ambitiøse reduktionsmål. Og sammenspillet mellem regeringen og Danmarks største virksomheder fungerer fantastisk. Det ene store projekt efter det andet bliver præsenteret, såsom energiøer og det store Power-to-X anlæg i Hovedstaden (hvor overskydende vindstrøm bliver omdannet til brint eller flydende brændstof). Men en markant ændring af vores samfund med opbakning i befolkningen kræver et tæt samarbejde mellem alle centrale samfundsaktører; den offentlige sektor, den private sektor og civilsamfundet.

 

Vi mangler politiske rammevilkår og adfærdsændringer, der virkelig batter. Vi har brug for CO2-reduktioner nu, ikke tomme hensigtserklæringer
_______

 

Engager den brede befolkning – de har gjort det før
Det er rigtigt at investere i større infrastrukturprojekter som energiøer og Power-to-X. Desværre er der store usikkerheder forbundet med de store prestigeprojekter, og de sikrer først CO2-reduktioner om mange år. Civilsamfundet, som kan være med til at sikre CO2-reduktioner her og nu, bliver kun i meget begrænset omfang set og brugt som central samfundsaktør.

Hvis vi tager energiøer som eksempel, så ville vindmøller på land være billigere, hurtigere at bygge og nemmere at vedligeholde. Desværre er der en stigende modstand mod landmøller. Modgiften mod protesterne er inddragelse af lokalbefolkningen og fordeling af ejerskab på flere hænder, så vi demokratiserer den grønne omstilling og sikrer lokal værdiskabelse. Men den modgift virker ikke længere til at være en del af Christiansborgs politik-portefølje. Dialog og medbestemmelse bliver set som besværligt og tidskrævende.

Adfærdsændringer er også nødvendige. Her kan organisationer og foreninger – civilsamfundet – med grønne aspirationer være med til at inddrage og inspirere borgerne. Omstillingen skal forankres med den almindelige borger i centrum. 17 miljø- og udviklingsorganisationer har lige præsenteret 30 forslag til, hvordan stimuluspakker efter coronakrisen kan kombineres med den grønne omstilling, så vi mangler ikke ideer.  

 

Modgiften mod protesterne er inddragelse af lokalbefolkningen og fordeling af ejerskab på flere hænder, så vi demokratiserer den grønne omstilling og sikrer lokal værdiskabelse
_______

 

Ofte bliver det glemt, at et symbol for Danmark som et grønt foregangsland, Middelgrundens vindmøller foran København, blev bygget af mere end 8.500 borgere, der gik sammen i Middelgrundens Vindmøllelaug og fik projektet realiseret. Samsøs transformation fra et ”oliehungrende lokalsamfund i knæ til hele verdens grønne solstrålehistorie” var ligeledes også kun muligt, fordi de fleste borgere kunne få gavn af omstillingen. Transformationen løftede hele samfundet. De projekter var mulige, fordi man havde de rigtige rammevilkår, bl.a. via diverse støtteordninger. Sådanne rammer findes kun i begrænset omfang i dag.

Men hvorfor egentlig det? Hvorfor skal fx energiøerne i Nordsøen ikke være fællesejede? I stedet for at store privatejede energikoncerner koncentrerer energiproduktionen på få hænder, kunne regeringen udstede folkeaktier. På den måde kan flere være med til at finansiere energiøerne og bestemme over fordelingen af profitten. Enten kan overskuddet udbetales til ejere af folkeaktierne eller blive brugt til projekter for socialt udsatte og sportsforeninger.

Danmark som ”grønt foregangsland” er mere fatamorgana end realitet
Christiansborg soler sig i store prestigeprojekter uden at skabe CO2-reduktioner her og nu. I to store klimaaftaler, som blev indgået inden sommerferien, kunne man kun identificere 3,4 millioner tons CO2-reduktion. For at nå 70 pct.-målet mangler der imidlertid omkring 16 millioner tons. Man kan spørge sig selv, om regeringen egentlig er interesseret i en reel omstilling, når man ikke engang vil stoppe jagten efter ny olie og gas i Nordsøen, som flere fagforeninger og grønne civilsamfundsorganisationer opfordrer til i et borgerforslag. Det bliver svært at finde dem i transportsektoren og landbrug, hvis tilgangen skal have folkelig opbakning og ikke udelukkende skal være top-down styret.

Men netop i denne situation kan civilsamfundet være med til at sikre reelle forandringer. Fx kan grønne organisationer og foreninger bidrage til at ændre vores forbrugsmønster. I VedvarendeEnergi har vi længe foreslået at oprette en fond, som civilsamfundsorganisationer og borgere kan søge til etablering og drift af grønne projekter. En grøn omstillingsfond skal understøtte borgernes engagement og skal være med til at sikre en langsigtet opbakning til grønne tiltag. Det kunne fx være etablering af klimafællesskaber og netværk, hvor borgerne kan inspirere hinanden til mere genbrug, reparation, fælles investeringer i vedvarende energi eller mere klimavenlige ferier.

 

I stedet for at fødevareministeren og klimaministeren præsenterer ”22 køkkentips”, burde den slags råd komme fra organisationer, der sikrer reel forankring i befolkningen, og som ikke kun er en enkeltstående indsats, der giver en artikel på dr.dk
_______

 

Med mange områder i landet, der er økonomisk pressede og lider under fraflytning, og med en stor ulighed i formuer mellem befolkningsgrupper, skal vi netop nu demokratisere den grønne omstilling, lægge den i flere hænder, støtte det lokale og den brede værdiskabelse.

Det er derfor også overraskende, at Christiansborg ikke ser mere på en grøn efteruddannelsesindsats, både for at støtte borgere, der mister deres job i fossile brancher, men også for at støtte SMV’er (små og mellemstore virksomheder, red.) som håndværkere. Netop de små og mellemstore virksomheder bliver jo et bærende element, når vi skal isolere huse og installere varmepumper. I stedet for at fødevareministeren og klimaministeren præsenterer ”22 køkkentips”, burde den slags råd komme fra organisationer, der sikrer reel forankring i befolkningen, og som ikke kun er en enkeltstående indsats, der giver en artikel på dr.dk.

Den globale opvarmning og vores alt for høje ressourceforbrug kræver både nye politiske rammebetingelser og konkrete handlinger og kompromiser fra alle borgere. Vi har ikke længere brug for tomme ord i flot indpakning, men for en bred forankring af den grønne omstilling i befolkningen. Det sikrer vi, når regeringen og de store erhvervsorganisationer flytter fokus fra oppustede SoMe-kampagner til reelle forandringer.

Og det opnår vi, når alle samfundsaktører aktivt driver omstillingen frem med bedre uddannelse, flere klimainformationer, mere medbestemmelse og flere lokale projekter – både oppefra og nedefra, både i by og på land, og med medejerskab og værdiskabelse for den brede befolkning. ■

 

En grøn omstillingsfond skal understøtte borgernes engagement og skal være med til at sikre en langsigtet opbakning til grønne tiltag
_______

 





Jonathan Ries (f. 1987) er formand for VedvarendeEnergi, en dansk miljøorganisation, der arbejder for at fremme den grønne omstilling og bremse klimaforandringerne igennem lokale, nationale og internationale projekter. Jonathan Ries har en kandidat i Supply Chain Management (cand.merc. i erhvervsøkonomi) fra Copenhagen Business School (CBS) og han har siden sin uddannelse arbejdet i forskellige stillinger i den private sektor. ILLUSTRATION: Vindmøller mod solnedgangen [foto: Somewhere in life/flickr]