13.12.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Både magthavere og medier i Europa synes lettede over, at fire års mareridt med Trump er forbi. Men vores nærmeste allierede er fortsat i dyb krise, og den kommende præsident, Joe Biden, forsøger at stille sig lige i midten af den splittede befolkning. Begge fløje skriger på forandring, men Biden er gået til valg på komme tilbage til det USA, man kender fra før Trump.

Kommentar af Kevin Eienstrand

En måned er gået siden det amerikanske præsidentvalg, hvor Joe Biden som bekendt slog Donald Trump, om end det ikke var overbevisende nok til, at Trump accepterede resultatet. Som forventet har den seneste måned derfor budt på et efterspil, hvor Republikanerne har støttet Trump i hans beskyldninger om valgsvindel.

Beskyldningerne har indtil nu ikke fået ben at gå på i de statslige domstole, og håbet burde derfor også være endeligt slukket for Trump, da de relevante myndigheder i slutningen af november anerkendte Bidens sejr og lod ham og hans hold begynde magtskifteprocessen.

Men de seneste fire år har udstillet en demokratisk krise, der rækker langt ud over USA’s grænser – og præsidentembedet.

Europæiske magthavere har særligt det seneste år forholdt sig musestille, ja nærmest handlingslammede, til Donald Trumps miserable håndtering af de markante begivenheder, som har præget hele USA:

 

Ligesom ingen heller har haft noget at sige til, at modsvaret til de mange tusinde amerikaneres over hundrede dage lange protester i USA’s gader var at sætte militæret og lejestyrker ind med tåregas og gummikugler
_______

 

En coronapandemi, der slog bunden ud af den amerikanske økonomi og arbejdsmarkedet, og hvor mere end en kvart million amerikanere har mistet livet. Derudover har mange tusinder af amerikanere været på gaden i månedsvis for at protestere mod systemet. Det startede med politiets drab på George Floyd og udviklede sig fra at handle om politivold til at handle om systemisk racisme, politireform, social uretfærdighed og et kald for revolution.

Særligt i Portland er protesterne fortsat efter valget, og et boligområde i byen har dannet ramme om protester mod at sætte sorte lejere på gaden de seneste måneder, hvilket netop har fået borgmester Ted Wheeler til at opfordre politiet til bruge alle midler på at opløse protesterne. Protester mod at smide lejere ud var også almindelige i løbet af sommeren, og det viser meget godt, hvordan demonstrationerne udviklede sig fra at handle om politivold til en langt bredere modstand mod det nuværende system med økonomisk ulighed og strukturel racisme i særlig fokus.

Europas ledere har ingen kommentarer haft til Trumps manglende anerkendelse af alvorligheden i coronapandemien, ligesom ingen heller har haft noget at sige til, at modsvaret til de mange tusinde amerikaneres over hundrede dage lange protester i USA’s gader var at sætte militæret og lejestyrker ind med tåregas og gummikugler.

De hårde midler er ellers blevet kritiseret af en domstol i Portland, hvor politiet ifølge sine egne tal har brugt fysisk magt mod demonstranter mere end 6000 gange i andet og tredje kvartal af i år alene. US Press Freedom Tracker – et samarbejde mellem en række pressefrihedsorganisationer i USA – har ligeledes registreret mere end 900 brud på pressefriheden i forbindelse med årets protester og omtrent 300 voldelige angreb på journalister.

 

Vores europæiske magthavere [har] vist, at grænsen for, hvad de vil acceptere fra en amerikansk præsident, i hvert fald ikke går ved åbenlyse løgne, vilde beskyldninger om valgsvindel eller voldelig magtanvendelse mod egen befolkning
_______

 

Alt imens har Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), i løbet af 2020 ikke sagt andet om USA, end at de er vores vigtigste sikkerhedspolitiske allierede.

Om et øjeblik – den 20. januar – er Trump så fortid på præsidentposten, og Europa kan forvente, at Biden med det samme vil trække USA tilbage i Paris-aftalen, atomaftalen med Iran og WHO, som den afgående administration har vendt ryggen de senere år. Men når det er gjort, er det tvivlsomt, hvor meget fokus den kommende præsident kommer til at have på udenrigspolitikken og i særdeleshed samarbejdet med Europa, som har vist sig skrøbeligt gennem årene med Trump.

I tiden under Trump har vores europæiske magthavere vist, at grænsen for, hvad de vil acceptere fra en amerikansk præsident, i hvert fald ikke går ved åbenlyse løgne, vilde beskyldninger om valgsvindel eller voldelig magtanvendelse mod egen befolkning.

Biden vil have stabilitet, befolkningen vil have forandring
Bidens fokus vil og bør derimod være på hjemmebanen først og fremmest. USA er mere splittet end nogensinde før, hvilket valget viste tydeligt. Nok vandt Biden, men mere end 74 mio. amerikanere stemte på Trump, mens målinger ovenikøbet har vist, at mange Biden-støtter alene har stemt på Demokraten, fordi han ikke er Trump. Så intet tyder på, at den kommende præsident er nogen særlig populær en af slagsen.

 

Den økonomiske ulighed rammer på begge sider af Joe Biden, der som klassisk ‘over midten’-politiker står placeret durk i midten af det politiske etablissement uden svar på fløjenes fælles udfordringer
_______

 

Økonomi, sundhed og social retfærdighed har stået højt på listen over afgørende emner for vælgerne, men Biden er ikke gået til valg på ville reformere nogle af de områder. Hans ‘Build Back Better’-plans til de svageste er at skabe flere jobs til en ordentlig løn og sikre flere billige boligløsninger. Fine løfter, som endda skal føres ud i livet gennem investeringer i infrastruktur og grøn energi, men det er ikke en reel økonomisk reform. Tværtimod er det grundlæggende mere af den politik, der blev ført under Obama med Biden som vicepræsident – livet på kanten af det amerikanske arbejdsmarked ændrer sig fortsat ikke.

På helt samme måde er Bidens sundhedspolitik en udvidelse af adgangen til systemet med de private sundhedsforsikringer, som blev indført af Obamaadministrationen, samt et offentligt alternativ, som kan købes i stedet for de private forsikringer.

Ifølge Tænketanken Ludwig Institute for Shared Economic Prosperity er hver fjerde amerikaner enten arbejdsløs eller i job med en indkomst på mindre end 20.000 dollar om året. Da krisen var på sit hidtil højeste i april, var dét tal 32,5 pct. De mange millioner arbejdsløse amerikanere har samtidig kunnet se de rigeste øge formuerne med milliarder under den økonomiske krise, som coronavirussen har fremskyndt. Og den økonomiske ulighed rammer på begge sider af Joe Biden, der som klassisk ‘over midten’-politiker står placeret durk i midten af det politiske etablissement uden svar på fløjenes fælles udfordringer.

ifølge spørgeundersøgelser ønsker et flertal af befolkningen i USA udover tiltag mod økonomisk ulighed også et offentligt sundhedsvæsen med adgang for alle. Sådan en model er langt fra Affordable Care Act (Obamacare), som Biden var med til at indføre, men den kommende præsident har flere gange taget klart afstand fra en såkaldt ‘medicare for all’-løsning.

 

Biden er med sikkerhed ikke manden for en større omvæltning af de amerikanske institutioner, der under Trump og især valgets efterspil har vist sig skrøbelige på et fundament af uskrevne regler
_______

 

På trods af sit ‘over midten’-omdømme har Biden ingen chance for at charmere sig ind på de utilfredse Trump-støtter, der netop har set Trump som en anti-etablissement figur, mens Biden er billedet på etablissementet. Demonstranterne på venstrefløjen har stor andel i Bidens valgsejr. De stemte alene på ham, fordi han ikke er Trump, og selvom det vil kræve en Trump-lignende figur at mobilisere samme antal Republikanske vælgere om fire år, er det en voksende gruppe af vælgere, som er utilfredse med systemet og kalder på økonomisk og social reform. Og de bliver kun mere utilfredse, hvis fire år med Biden ikke byder på nogle af delene.

Joe Biden er med sikkerhed ikke manden for en større omvæltning af de amerikanske institutioner, der under Trump og især under valgets efterspil har vist sig skrøbelige på et fundament af uskrevne regler – i højere grad end tydelig lovgivning. Han er derimod manden bag den politireform, som har formet det politi, tusinder af progressive har demonstreret mod i år.

Blandt de foreløbige udnævnelser til poster i den nye administration er da også en række navne, som går igen fra de to administrationer under Barack Obama, eller som har tætte bånd til den etablerede partitop i Demokraterne. John Kerry er Obamas tidligere udenrigsminister, Antony Blinkens var en del af Bill Clintons administration, Jake Sullivan var sikkerhedsrådgiver for Biden i Obama-tiden og Brian Deese, der skal lede det nationale økonomiske råd, havde en rådgivende rolle for Obama i samme råd, ligesom Janet Yellen, som Obama gjorde til Nationalbanksdirektør, også har fået en plads i administrationen. Der lægges altså ikke op til en markant anderledes politik end den, der blev ført af administrationen, som fik amerikanerne til at vælge Donald Trump for fire år siden.

Skulle det lykkes den splittede befolkning at lægge tilstrækkeligt pres på den kommende præsident, står han blot overfor for endnu en udfordring i den politiske splittelse, der præger de skrøbelige institutioner. Trump og Senatet udpegede inden valget det nyeste medlem af USA’s Højesteret, og dermed består domstolen af seks konservative dommer mod tre dommere udpeget af Demokraterne. Store sociale, økonomiske eller sundhedsmæssige reformtiltag vil utvivlsomt blive udfordret af domstolene, der fortsat har førnævnte Affordable Care Act under juridisk gennemsyn, og med den nuværende sammensætning er der lange udsigter for arbejderne og de udsatte amerikanere.

 

I sit forsøg på at undgå mere splittelse holder Biden USA fast i en situation, hvor den politiske spillebane er begrænset til de rammer, vi kender, og som umuliggør omfattende reformer
_______

 

Derfor talte flere medlemmer af Demokraterne allerede før valget offentligt om muligheden for at udvide Højesteret med flere medlemmer, der skulle sikre en mere politisk balanceret Højesteret, ligesom det har været på tale med tidsbegrænsede udpegelser frem for modellen i dag, hvor en dommer sidder på livstid.

Men Joe Bidens reaktion på diskussionerne om en reform af USA’s mest magtfulde domstol har mildest talt været forsigtig. Han har luftet idéen om at nedsætte et bredt politisk udvalg, som skal komme med forslag til ændringer, og den forsigtighed viser et ønske om ikke at afvige mere end højst nødvendigt fra ‘det USA man kender’. Det USA, der har splittet befolkningen, bragt Trump til magten og mobiliseret mange millioner amerikanske vælgere, der synes helt uden for rækkevidde for Biden.

Men i sit forsøg på at undgå mere splittelse holder Biden USA fast i en situation, hvor den politiske spillebane er begrænset til de rammer, vi kender, og som umuliggør omfattende reformer. I sidste ende betyder det mere af det samme – mere af det etablissement, som både Trump-støtterne og venstrefløjens demonstranter virker desperate for at komme til livs.

USA’s næste præsident gik til valg på at forandre mindst muligt i et system, hvor begge fløje skriger på forandring. Trumpisme og de progressive råb for revolution er ikke forsvundet. ■

 

USA’s næste præsident gik til valg på at forandre mindst muligt i et system, hvor begge fløje skriger på forandring. Trumpisme og de progressive råb for revolution er ikke forsvundet
_______

 

Kevin Loumann Eienstrand (født 1990) er freelance journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Med en fortid på Dagbladet Børsen og Watch Medier har han de seneste tre år dækket erhvervsliv, økonomi og politik fra bl.a. Børsens Christiansborg-redaktion. ILLUSTRATION: Daværende præsidentkandidat Biden til vælgermøde i Cleveland, Ohio, 2. november 2020 [Foto: Adam Schultz / Biden for President / Flickr]