17.11.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Det er selvfølgelig ikke holdbart, at der i udkastet til den nye epidemilov lægges op til, at en minister igennem en bekendtgørelse uden videre kan ophæve andre regler eller lovgivning. Alle mine alarmklokker bimler og bamler her. Der er kun én lov, som har forrang for andre, og det er Grundloven. Epidemilovsudkastet er udtryk for et demokratisk underskud, der bryder med alt for mange retssikkerhedsprincipper.

Kommentar af Kristian Hegaard, medlem af folketinget og retsordfører for det Radikale Venstre.

Solen er på vej ned. Normalt håber vi, at den står op igen. Det markerer starten på en ny dag. Men når solen går ned for den nuværende epidemilov, som har solnedgangsklausul i marts, så skal solen forblive nede. Regeringens vidtgående beføjelser skal ikke genopstå.

Det var nærmest fra solopgang til solnedgang, at den midlertidige epidemilov blev vedtaget. Den proces viste, at Folketinget er parat, når en epidemi truer befolkningen. Da Grundloven kom til i 1849 indførte Danmark ikke en nødret eller mulighed for at erklære undtagelsestilstand, som vi kender det i andre lande. Man havde tillid til, at de folkevalgte også i en nødsituation klarede skærene. Derfor er det op til Folketinget at træde sammen og handle hurtigt i krisetider. Det har vi også set ske.

En epidemilov er derfor et vigtigt redskab, når en pandemi rammer landet, men den er også ekstremt indgribende i den enkelte borgers frihed, alt efter hvordan ministeren anvender sine vidtgående beføjelser.

For med den hastigt vedtagne midlertidige epidemilov kom den afgørende ændring, at meget lovgivning blev overladt til sundhedsministeren, fordi denne kan udstede bekendtgørelser udenom Folketinget.

 

Regeringen er som blændet af solen, når den ikke erkender den kritik, der er blevet fremført fra flere parter. Iveren efter at fastholde de mange beføjelser er for stor
_______

 

Men med den slags magt følger et stort ansvar, og vi har lært meget, siden loven blev vedtaget. Vi har fx set tiltag uden den mindste grad af faglig anbefaling såsom en seksdagesregel for overnatning, der har været økonomisk dyr og uden sundhedsmæssig effekt. Tossede tiltag som dette vil blive færre, når den parlamentariske kontrol øges. Signalet til regeringen har ikke været til at tage fejl af i den henseende.

Derfor virker regeringens udkast til en ny epidemilov noget tonedøvt. Regeringen er som blændet af solen, når den ikke erkender den kritik, der er blevet fremført fra flere parter. Iveren efter at fastholde de mange beføjelser er for stor. Og derfor skal der ændres markant i regeringens forslag. Hvis Radikale Venstre skal kunne støtte det, skal mindst 5 ændringer laves.

Først og fremmest skal regeringen ikke kunne give sig selv beføjelser. Det har sundhedsministeren mulighed for som følge af, at der i den nye, foreslåede epidemilov tilføjes en tredje sygdomsgruppe ved navn ”samfundskritiske sygdomme”. Hvis landet rammes af en sådan sygdom aktiveres loven, men der er ikke objektive kriterier eller betingelser for, hvornår der er tale om en samfundskritisk sygdom. Det er udelukkende en politisk beslutning. Men den går ikke.

Det er udtryk for et demokratisk underskud, at det dermed er sundhedsministeren, der egenhændigt kan aktivere epidemiloven. En minister bør ikke kunne udstyre sig selv med dekreter. Det bør et flertal af Folketinget i stedet beslutte. Eller hvis det skal gå særlig hurtigt, skal Folketinget godkende aktiveringen af loven få dage eller uger efter ministerens beslutning. Sker det ikke, må loven igen straks deaktiveres.

 

En minister bør ikke kunne udstyre sig selv med dekreter. Det bør et flertal af Folketinget i stedet beslutte
_______

 

For det andet er den manglende domstolsprøvelse i tvangsindgrebene stærkt kritisabel. Udkastet til den nye epidemilov lægger op til, at man kan tvinge borgere i isolation eller til at lade sig indlægge, men sådanne indgreb bør have automatisk domstolsprøvelse.

Man kommer ikke udenom, at tvang kan være et redskab, der skal ligge i værktøjskassen. Der kan fx være mennesker, der lider af demens eller mennesker med betydelig udviklingshæmning, der er smittede og som ikke forstår situationens alvor. De forstår ikke nødvendigvis, at man skal blive hjemme, hvis man er syg. Det er i sådanne tilfælde, at Styrelsen for Patientsikkerhed i meget få situationer har anvendt muligheden for tvangsisolation.

Men vi kan ikke være sikre på, at tvangsindgreb også vil blive administreret sådan om ti år. Derfor skal vi sikre retsgarantierne nu. Som det er formuleret i udkastet, kan tvangsindgrebene ske blot ved “formodning om smitte”. Det er jo frihedsberøvelse. Derfor bør det i alle tilfælde domstolsprøves ligesom andre situationer af frihedsberøvelse – som minimum efterfølgende, hvis formålet ellers forspildes. En sådan retsgaranti skal også sættes ind ved politiets besøg på privat grund, hvor der mangler krav om retskendelse.

FOR det tredje bør de indskrænkende tiltag i højere grad ske efter indstilling fra sundhedsmyndighderne. Det lægger udkastet i øjeblikket ikke op til. Det vil styrke tilliden til tiltagene og dermed efterlevelsen af dem. I en paragraf om vaccine står der, at det kun kan indføres efter indstilling fra sundhedsmyndighederne. Det ville være hensigtsmæssigt, at tiltag som opholdsforbud eller begrænsning i forsamlingsfrihed også fik samme indhegning nemlig efter indstilling fra myndighederne. For når først loven er aktiveret, kan Folketinget køres ud på et sidespor. Det går ikke. Folketinget skal med hele vejen og særligt jo mere indgribende, et tiltag bliver.

Og skal vi så ikke bare droppe den generelle mulighed for tvangsvaccination?

 

Som det er formuleret i udkastet, kan tvangsindgrebene ske blot ved “formodning om smitte”. Det er jo frihedsberøvelse. Derfor bør det i alle tilfælde domstolsprøves ligesom andre situationer af frihedsberøvelse
_______

 

For det fjerde skal der være en markant større parlamentarisk kontrol, end der i øjeblikket lægges op til. Når regeringen udøver vidtgående beføjelser såsom begrænsning af forsamlingsfrihed, opholdsforbud, afspærring af områder og lignende som følge af en epidemi, og en beslutning herom er særligt hastende, bør et flertal efterfølgende godkende dette et par dage eller uger efter. Sker det ikke, skal tiltaget ellers udløbe.

For det femte bør epidemiloven ikke hæves over andre love. I udkastet til epidemilovens § 49 er nævnt: ” Vedkommende minister kan fastsætte regler for hele eller dele af landet for en bestemt periode om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates forpligtelser og rettigheder over for det offentlige fastsat i eller i medfør af anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning(…)”. Det er selvfølgelig ikke holdbart, at en minister igennem en bekendtgørelse uden videre kan ophæve andre regler eller lovgivning. Alle mine alarmklokker bimler og bamler her som jurist. Der er kun én lov, som har forrang for andre, og det er Grundloven. Og sådan skal det være, indtil den rigtige sol ikke længere eksisterer.

Og så har jeg ikke engang nævnt beføjelserne om tvangsbehandling- eller undersøgelser. Jeg kunne også nævne, at medarbejdere bør kunne sige fra overfor magtudøvelse. Listen er lang som solens stråler. Når læger og menneskerettighedsorganisationer advarer os mod regeringens forslag, skal der store ændringer på bordet. Der skal rettes op på det demokratiske underskud. Vores demokrati er konstant og ikke noget, der kun skal titte frem mellem skyerne. ■

 

Når læger og menneskerettigheds-organisationer advarer os mod regeringens forslag, skal der store ændringer på bordet. Der skal rettes op på det demokratiske underskud
_______

 

Kristian Hegaard (f. 1991) er cand.jur. og medlem af folketinget og retsordfører for det Radikale Venstre. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) holder pressemøde om COVID-19, d. 17. marts 2020 [Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix]