06.04.2020

Udlevering af følsomme oplysninger som betalingstransaktioner og færden i det offentlige rum er unægteligt i direkte kollision med borgernes privatliv. Men retten til privatliv er et nødvendigt princip – selv i krisetider. Regeringen er på en farlig kurs.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kommentar af Kristian Lausten og Ivan Al-Hilali

I KØLVANDET på COVID-19 har man i Danmark set en lang række tiltag, som har til formål at mindske spredningen af smitte. Som statsministeren har udtalt, har det været bedre at gøre for meget for tidligt end for lidt for sent. Men selv i krisetider er der ingen roser uden torne, og regeringen har da også i de seneste dage igen vist sin enorme trang til mere kontrol af det danske samfund. Seneste skud på stammen er indhentning af personers fysiske lokation ved brug af telefonmaster samt logning af købshistorik med dankort. Bekæmpelse af coronaepidemien er et værdigt formål, men disse metoder skyder helt forbi skiven.

Om end regeringen har lovhjemmel – og i disse tider: en legitim grund – til at ville logge borgernes færden, er midlet ude af proportioner ift. målet. Logning af alle borgeres data er et alt et for vidtgående tiltag, da erfaring fra andre lande viser, at man kan opnå lignende resultater af logning med mindre vidtgående tiltag – fx telelogning i bestemte zoner, hvor regeringer får udleveret mere generelle oplysninger fra telefonmaster, og hvor logningen ikke kan føres tilbage til den enkelte borger. Faktisk er det også, hvad Statens Serum Institut har udbedt sig – og ikke, som regeringen ønsker, en individbaseret logning.

Vi borgere fratages vores ret til privatliv uden en dommerkendelse. Overvågning skal nødvendigvis indbefatte såvel en berettiget mistanke som et individuelt skøn, for hver gang staten ønsker at foretage indgreb i individers privatliv. Skønnet synes ikke at være eksisterende i regeringens ønskede overvågning, som vil ramme alle danskere.

Det kan synes polemisk at plædere for retssikkerhed og rettigheder i en tid, hvor vi sammen kæmper for folkesundheden, men bør coronakrisen virkelig betyde carte blanche til massiv digital overvågning af danskerne? Det mener vi ikke. Der skal også være et Danmark efter krisen – et Danmark med lige så stor frihed som før krisen. Diskussionen om regeringens digitale overvågning hungrer efter proportionalitet. Kan man klare krisen med mindre vidtgående tiltag, som ikke indskrænker af vores frihedsrettigheder?

 

Diskussionen om regeringens digitale overvågning hungrer efter proportionalitet. Kan man klare krisen med mindre vidtgående tiltag, som ikke indskrænker af vores frihedsrettigheder?
_______

 

I KRISETIDER er det vigtigt at opsøge viden fra lande, som har haft held med at håndtere krisen. Og når hele verden er ramt af COVID-19-pandemien, er der nok erfaring at tage af. Lad os fx inspirere af Norge og Storbritannien, som begge arbejder med at lave apps, hvor personer frivilligt kan lade sig spore og indberette symptomer. Sådan ville man – ved langt mindre vidtrækkende midler – kunne kortlægge danskernes færden og det store mørketal af smittede.

Nøglen er frivillighed – men kan alt klares med frivillighed? Hvor langt kan vi komme ad den vej? Det tyder på, at vi kan komme meget langt: Om noget har frivillighed vist sig at være gældende i vores samfund i disse tider, hvor mange hjælper smittede eller ældre borgere, som ikke har mulighed for at bevæge sig udenfor, fx med indkøb og afhentning af medicin. Vores samfund er bygget op om en række basale, liberale frihedsrettigheder. De frihedsrettigheder undermineres af statsmagten, når regeringen tvinger private selskaber til at udlevere stærkt følsomme persondata.

Retten til privatliv er et nødvendigt princip – selv i krisetider som nu, da forsamlingsfrihed m.fl. er sat ud af spil og – med god grund – indskrænket. Kun undtagelsesvis bør denne ret gradbøjes til ugunst for borgeren. Men dette faktum betyder absolut ikke, at én indskrænkning af én frihedsrettighed skal skabe præcedens på andre områder. Snarere tværtimod: Politikere burde værne langt mere om frihedsrettighederne.

UDLEVERING af følsomme oplysninger som betalingstransaktioner og færden i det offentlige rum er unægtelig i direkte kollision med borgernes privatliv. Det er i denne sammenhæng centralt at stille spørgsmålene: Hvor effektiv er logning af danskernes korttransaktioner samt færden overhovedet? Hvad skal staten med så følsomme data, og hjælper det os i grunden med at mindske smitten af COVID-19 blandt det resterende samfund, som det synes at være hovedmålet i disse tider? Krisestyring skal ikke udvikle sig til topstyring og underminering af vores frihed.

Så kære regering, lad os bekæmpe COVID-19 – ikke vores frie samfund! ■

 

Dette faktum betyder absolut ikke, at én indskrænkning af én frihedsrettighed skal skabe præcedens på andre områder. Snarere tværtimod: Politikere burde værne langt mere om frihedsrettighederne
_______

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik