Læge Mahican Gielen: Den største udfordring for sundhedsvæsenet består i en overdreven styring fra en ikke-lægefaglig administration

Læge Mahican Gielen: Den største udfordring for sundhedsvæsenet består i en overdreven styring fra en ikke-lægefaglig administration

29.12.2020




Andelen af administrativt personale i vores sundhedsvæsen er kun vokset og vokset. Alle disse “kolde hænder” producerer en konstant strøm af projekter, nye registreringer og ledelsesprincipper, som sker på bekostning af faglighed og patientkontakt. Det er noget, vi som læger begynder at mærke dagligt.

Kommentar af Mahican Gielen, læge

VORES SUNDHEDSVÆSEN står overfor mange udfordringer. Den aktuelle, vi slås med, er COVID-19, som lige nu kræver den største del af opmærksomheden fra myndigheder og politikere. Men COVID-19 er kun midlertidigt sundhedsvæsenets hovedproblem. Snart skal vi fokusere på de andre udfordringer, som ligger og venter på opmærksomhed.

For mig som lægefagperson er den vigtigste af disse udfordringer vores lægemæssige faglighed. Eller snarere: bevarelsen af vores faglighed. Fagligheden er essentiel, når man som læge skal træffe beslutninger, som kan være afgørende for liv eller død. Den udfordring er vigtigere end de bredere strategiske, politiske eller administrative hensyn.

Desværre er netop fagligheden truet i det danske sundhedsvæsen. Jeg har arbejdet i Danmark siden 2009 med en baggrund fra det hollandske sundhedsvæsen. Mit første indtryk var, at der i sammenligning med det hollandske sundhedsvæsen var meget styring fra ikke-faglige personer. DJØF’ere, som jeg hurtigt fandt ud af, de bliver kaldt.

Der er ingen tvivl om, at mange DJØF’ere er både dygtige og uundværlige, men de sidste 10 år har jeg tydeligt oplevet, at denne styring er blevet større og større med mange uheldige konsekvenser. Andelen af administrativt personale (de såkaldte “kolde hænder”) – som efter min mening som læge “udefra” allerede var (alt for) stor – er kun vokset og vokset. Andelen af “varme hænder” (læger,sygeplejersker og andet sygehuspersonale “ude i felten”) er derimod ikke vokset nær så meget. Det er en bekymrende udvikling og noget, vi begynder at mærke dagligt.

 

Jeg har arbejdet i Danmark siden 2009 med en baggrund fra det hollandske sundhedsvæsen. Mit første indtryk var, at der i sammenligning med det hollandske sundhedsvæsen var meget styring fra ikke-faglige personer
_______

 

Alle disse “kolde hænder” producerer en konstant strøm af projekter, nye registreringer og ledelsesprincipper, som det kliniske personale bliver præsenteret for i en mere og mere fortravlet hverdag, hvor der bliver mindre og mindre tid til patientkontakten. De administrative opgaver stjæler medarbejdernes og de faglige leders tid, som i sidste ende tages fra patienterne.

Vi skal huske at sige “hej” og bemærke kollegaens pæne bluse, mens vi reciterer LEAN-begrebet og efterlever hospitalets ledelsesgrundlag samtidig med, at vi registrerer alt, hvad vi laver (ofte endda flere gange om dagen) – selvfølgelig altsammen under iagttagelse af GDPR-reglerne, fordi hospitalet har ansat jurister med det specifikke formål at holde øje med, at vi ikke tjekker vores børns eller egne blodprøver.

Administrative fejl
Problematiske sager i hverdagen som læge er utallige, men også større sager som følge af øget administration hober sig op. Jeg kan fra min egen region nævne Pigen-der-ikke-vil-dø-sagen fra Århus, Mammografisagen fra Viborg eller helt aktuelt den fortsatte misere omkring Fredberg-sagen fra Silkeborg.

I sidstnævnte erstattede lavdosis CT røntgen af brystkassen, hvilket har skabt potentialet til at redde flere hundrede menneskeliv hvert år. Både lavdosis CT og røntgen af brystkassen er undersøgelser, der gør brug af røntgenstråling, men lavdosis CT er – har man fundet ud af – meget bedre til at fange tumorer med kun en minimal øget strålemængde. Indiskutabelt en stor succes, men alligevel blev fagligheden tilsidesat af direktionen, der – uden kvalificeret lægefaglig rådgivning – tragikomisk mente, der var en brist i patientsikkerheden.

Direktionen i Region Midt påståede nemlig, at patienter var “fejlbehandlet” med risiko for overseelse af lungekræft, mens de nævnte patienter tværtimod havde fået en meget bedre undersøgelse end andre steder i landet. Dette førte også til, at man i Silkeborg påviste langt flere tilfælde af lungekræft i de tidlige stadier, hvor behandlingsmulighederne er meget bedre.

Flere af de overnævnte sager bunder ligesom Fredberg-sagen fra Silkeborg i manglende eller inkompetent faglighed i en administration, der har fået alt for meget magt. Det er bestemt ikke helt tilfældigt, at mange af disse sager udspiller sig i Region Midt. Region Midt er nemlig den eneste region i hele Danmark, som bliver styret udelukkende af administrative ledere. Koncernledelsen i Region Midt omfatter nemlig i modsætning til andre regioner i landet ikke én eneste fagperson. Alle andre regioner har en lægefaglig koncerndirektør. Region Midt har udelukkende 3 DJØF’ere. Mon ikke, nogle af de tidligere nævnte sager kunne være undgået eller hurtigere afklaret, hvis der var en kompetent faglig leder i koncernledelsen?

 

Flere af de overnævnte sager bunder ligesom Fredberg-sagen fra Silkeborg i manglende eller inkompetent faglighed i en administration, der har fået alt for meget magt
_______

 

Lægefaglig administration?
Prioriteringen af det administrative sker ofte på bekostning af fagligheden. Der er tiltagende, alvorlige sager, hvor administrationen sætter dagsordenen, men hvor vi som lægefagligt personale har (haft) et meget stort ønske om, at se en langt stærkere faglig prioritering og involvering.

Denne DJØF’isering æder ressourcer fra personalet og patienterne, hvilket kan forringe fagligheden. Hvis fagligheden bliver prioriteret langt højere, vil mange unødige aktiviteter og diskussioner kunne stoppes langt hurtigere.

Forskellige internationale undersøgelser har længe vist, at sundhedsvæsenet trives langt bedre med fagligt velfunderede ledelser. Ikke kun de sundhedsmæssige resultater bliver bedre, men både patienter og personale bliver også mere tilfredse. Hvorfor har den faglige ledelse i Danmark så ikke en højere prioritering? Burde der ikke være mindst én lægefaglig koncerndirektør i alle regioner? Og burde den lægefaglige leder i hospitalsledelserne ikke være den øverste direktør?

Når styringen primært varetages af ikke-sundhedsfaglige personer (DJØF’ere), så vil de rent administrative elementer naturligvis veje tungest og prioriteres højest. De famøse “Excel-ark” og de tiltagende og tidskrævende registreringer, som vi alle kender fra utallige situationer i hverdagen, stjæler tiden fra patienterne, som burde prioriteres højest.

Sundhedsvæsenet handler om patienter og ikke kommercielle varer, og patienterne har primært brug for en god faglighed. Fagligheden skal således prioriteres langt højere. Det vil sikre en mere kvalificeret og bedre balanceret prioritering i sundhedsvæsenet. Det administrative skal (igen) være understøttende for fagligheden. I øjeblikket oplever vi i stigende grad, at det nærmest er omvendt. Det administrative lag er ganske enkelt blevet alt for tykt og har fået alt for stor magt.

Det medfører også, at vores politikere gang på gang fremstår svage uden anden viden end den, det administrative lag vælger at give dem. Vi har flere gange hørt politikere klage over manglende og fordrejet information fra administrationen, og at “djævlen ligger begravet i detaljerne”. Det er en direkte fare for folkesundheden og demokratiet. Dårligt eller forkert informerede politikere er næppe i stand til at kunne tage de rigtige (og vigtige) beslutninger om vores sundhed. Det kræver en ordentlig oplysning – fra fagpersoner.

 

Det er uhensigtsmæssigt og også en afvigelse i et internationalt perspektivt. En kirurg, der ikke har opereret én eneste patient de sidste mange år, mister mange kompetencer og fungerer ikke mere på “speciallægeniveau”
_______

 

Vedligeholdelse af lægefagligheden
Der er dog en vigtig pointe til fagligheden og den faglige ledelse: Den skal løbende vedligeholdes, så den altid forbliver fagligt kompetent. I Danmark er der ingen “vedligeholdelseskrav” til hverken lægefaglige ledere eller lægelige fagpersoner. Der er ingen genregistrering som (special)læge, CME (continuous medical education – dvs obligatorisk efteruddannelse) eller et bestemt antal kliniske timer for at kunne beholde speciallægeautorisation. Speciallægetitlen er livslang – uanset om lægen har praktiseret eller ej.

Det er uhensigtsmæssigt og også en afvigelse i et internationalt perspektivt. En kirurg, der ikke har opereret én eneste patient de sidste mange år, mister mange kompetencer og fungerer ikke mere på “speciallægeniveau”. Mange lægelige ledere starter med at opretholde en vis klinisk funktion, men bliver overvældet af de tiltagende administrative opgaver, som DJØF’erne i administrationen producerer. Således ender de lægelige ledere vi har med at blive rent administrative ledere og “glemmer”, hvordan det praktiske arbejde er og bliver til en slags “skabs-DJØF’ere”. Der er stor forskel på at se patienter og bestemme over dem på afstand.

Selv på det universitetshospital i Holland, hvor jeg er uddannet, går alle lægelige ledere (fra internationalt anerkendt professor til selve chefen) stuegang eller har en ambulatoriumsfunktion en gang om ugen. Ellers mister de deres speciallægeautorisation. Dette, eller andre krav, der understøtter vedligeholdelse af de lægefaglige kompetencer, som fx. CME og genregistrering hvert 5. år, findes i de fleste vestlige lande, men ikke i Danmark.

 

Man kan ganske enkelt ikke lede noget på kvalificeret vis, hvis man ikke ved, hvad det handler om
_______

 

Patientindragelse
Når man sætter kompetente lægefaglige ledere i spidsen for sundhesdvæsenet, er jorden gødet til forbedring af både arbejdsmiljø, patientforløb og mere patient-ansvarlig fordeling af ressourcer. Man kan ganske enkelt ikke lede noget på kvalificeret vis, hvis man ikke ved, hvad det handler om.

Når vi nu er i gang med at booste vores offentlige sundhedsvæsen. kan det altså anbefales at tænke over en yderligere fremtidssikring heraf. Jeg har tidligere skrevet om mere patientinddragelse, og at vi bør lytte mere til patienternes behov og ønsker. I en ideel verden vil hvert hospital have et rådgivende patient-organ, som skal høres ved vigtige beslutninger, der direkte berører patienter.

Det er også noget, jeg kender fra udlandet, og det er en udmærket måde både at øge befolkningens engagement i sundhedsvæsenet og lave sygehusene mere patientvenlige. Egentlig er det logisk, at vi tager synspunkterne med fra de mennesker, vi er der for. Men det er vist (igen) min idealistiske side, der taler. ■

 

Det administrative skal (igen) være understøttende for fagligheden. I øjeblikket oplever vi i stigende grad, at det nærmest er omvendt. Det administrative lag er ganske enkelt blevet alt for tykt og har fået alt for stor magt
_______

 



Mahican Gielen (f. 1979) er uddannet til læge i Holland. Hun flyttede til Danmark i 2009, hvor hun blev speciallæge i radiologi i 2017. ILLUSTRATION: Hovedindgangen til Rigshospitalet [foto: Asger Ladefoged/Scanpix]