Lars Aagaard: Klimakampen vindes af reformister – ikke af revolutionære utopister

Lars Aagaard: Klimakampen vindes af reformister – ikke af revolutionære utopister

25.08.2020




Der er opstået en klimafrelst klasse, der i klimakampens navn forkaster både demokrati og markedsøkonomi – to grundpiller i den danske velfærds- og samfundsmodel. Men klimakampen vindes ikke af revolutionære utopister; den vindes af dem, som kan forene social, demokratisk og markedsøkonomisk tænkning. De revolutionære indlæg har haft deres tid. Nu skal vi videre – for klimaets skyld.

Kommentar af Lars Aagaard, administrerende direktør, Dansk Energi

Den lurende coronavirus har lagt en naturlig dæmper på den helt store rejselyst, og jeg har personligt undgået steder med alt for mange mennesker. I stedet har jeg holdt mig indenfor forskellige sommerhuses afgrænsede områder i selskab med børn, bonusbørn, kæreste og en stak bøger. Og avisernes debatsider.
Det sidste burde jeg måske have undgået.

I aviserne er der givet plads til flere indlæg i klimadebatten, som har taget en absurd drejning. Debattører fra en ny klimafrelst klasse har plæderet for, at demokratiet må lade livet; at stemmer, vi ikke kan lide, skal forbydes adgang til folkevalgte; at Folketinget er inkompetent og handlingslammet og skal afskaffes sammen med markedsøkonomien. ”Så luk dog skidtet”, lød det fx om Folketinget i et debatindlæg i Politiken i slutningen af juni, fordi det er ”kronisk inkompetent” i klimakampen. Og i Berlingske blev det i midten af juni foreslået, at ”politikere og embedsmænd, der arbejder med klimapolitik, ikke må mødes med lobbyister fra de fossile industrier”. Og i midten af august var det i Jyllands-Posten, der blev blæst til kamp mod markedskræfter og vækst under overskriften: ”Lad nu den gamle verden kollapse”

Med den klimafrelste klasse mener jeg altså ikke alle os ”klimatosser”, der er oprigtigt bekymrede for klodens fremtid og klimaets tilstand. Jeg taler om en helt ny form for klimakrigere, der – åbenbart – vil afskaffe de to mest solide og værdifulde grundpiller i den danske velfærds- og samfundsmodel: demokrati og reguleret, vækstbaseret markedsøkonomi.

Det er bekymrende og enormt letkøbt. For hvad er det egentlig for en styreform og samfundsmodel, de vil sætte i stedet? Det spørger ingen dem om.

 

Vi skal da hylde trangen til at tjene penge, for den får mennesker og virksomheder til at gøre sig umage. Når blot man samtidig er bevidst om, at trangen er en blind kraft, som skal guides benhårdt gennem demokratisk besluttet regulering
_______

 

Demokratiet skal bestå
Det burde være åbenlyst for enhver, at demokratiet hverken kan eller må afskaffes. Med demokrati følger personlig frihed, mulighed for som borger at engagere sig i samfundets udvikling og retten til frit at ytre sine meninger. Men med demokrati følger også en naturlig tredeling af magten. Lægger man magten ét sted, står kun diktaturet tilbage. Og dét hjælper ikke klimaet. Jeg går derfor ikke ud fra, at diktatur er deres løsning. Men hvad er det så?

Klimakrigernes næste offer er markedsøkonomien, fordi den ifølge dem er skyld i klimakrisen. I vores evige jagt på vækst, penge og forbrugsgoder har vi ødelagt klodens fremtid. Det er en pointe, men indtil nu har markedsøkonomien ikke været reguleret på en måde, der guider virksomheder og forbrugere væk fra fossil energi. Så det er først og fremmest et spørgsmål om ringe regulering – og ikke et argument for at forkaste markedsøkonomien.

Vi skal da hylde trangen til at tjene penge, for den får mennesker og virksomheder til at gøre sig umage. Når blot man samtidig er bevidst om, at trangen er en blind kraft, som skal guides benhårdt gennem demokratisk besluttet regulering. For der er ingen tvivl om, at markedets aktører skal reguleres. Men den grønne omstilling katapulteres først for alvor fremad, når den med en statslig hånd i ryggen hjælpes på vej mod rentabilitet. Sagt med andre ord: Når regulerede markedskræfter går med i klimakampen, tager den grønne omstilling for alvor fart.

Så hvis reguleret markedsøkonomi ikke længere skal fungere som motor i vores samfundsmodel, hvad skal så? Skal industrien nationaliseres og ejendomsretten afskaffes sammen med den danske arbejdsmarkedsmodel og forhandlet løndannelse? Hvis markedsøkonomien afskaffes, hvilken motor skal så drive udviklingen af ny grøn teknologi og velfærdsservices?

 

Der kommer ikke én klimapolitik, én CO2-afgift eller én global aftale, der løser hele klimaudfordringen. Men samler vi kræfterne, kommer der forhåbentligt i stedet 1.000 små og store beslutninger, som kan forene og samle brede samfundsinteresser bag klimamålet
_______

 

Den reformistiske midte driver os frem
Se jer omkring i Danmark og få øje på vindmøller og solceller opsat næsten uden statsstøtte. Var det sket uden reguleret markedsøkonomi? Næppe.

Processen hen mod, hvor Danmark er i dag, med vindmøller, solceller, grøn energi og verdens mest ambitiøse klimalov, er sket i samspil mellem demokrati og reguleret markedsøkonomi. Regering, folketing, borgere og erhvervsliv har lyttet til hinanden og løftet i flok. Altid i enighed? Nej. Får én af parterne altid ret? Nej.

Klimakampen kan kun vindes, når brede dele af det danske samfund går i alliance. Lønmodtagerorganisationer, industri og forbrugere skal forenes og forandres i en evolutionær og reformistisk proces, der afbalancerer de nødvendige sociale og økonomiske hensyn, som er afgørende for, at der kan skabes reelle samfundsforandringer.

I en tale til de studerende på Michigan Universitet i 2019 sagde USA’s tidligere præsident, Barack Obama, at politik handler om at få gennemført tiltag, der hver for sig gør verden bedre. Det har han ret i. Der kommer ikke én klimapolitik, én CO2-afgift eller én global aftale, der løser hele klimaudfordringen. Men samler vi kræfterne, kommer der forhåbentligt i stedet 1.000 små og store beslutninger, som kan forene og samle brede samfundsinteresser bag klimamålet.

Det er dét, vores demokrati kan. Det skal vi værne om. Klimakampen vindes af reformisterne – ikke af revolutionære utopister. Den vindes af dem, som kan forene social, demokratisk og markedsøkonomisk tænkning.

De revolutionære indlæg har haft deres tid. Nu skal vi videre – for klimaets skyld. ■

 

Lønmodtagerorganisationer, industri og forbrugere skal forenes og forandres i en evolutionær og reformistisk proces, der afbalancerer de nødvendige sociale og økonomiske hensyn, som er afgørende for, at der kan skabes reelle samfundsforandringer
_______

 





Lars Aagaard (f. 1967) har været adm. direktør i Dansk Energi siden 2009. ILLUSTRATION: Kraftværk