07.10.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Hvem må kontrollere dansk infrastruktur, og er det regeringen, der skal stå for det? Det ville ændre de frie markedsvilkår ret markant og få store konsekvenser for dansk erhvervsliv og kontrakter i det offentlige. Coronakrisen og Kinas øgede indflydelse gør problemstillingen mere og mere presserende, men mange spørgsmål mangler at blive besvaret.

BERIGTIGELSE (9. oktober, 2020): En tidligere version af denne artikel gav det fejlagtige indtryk, at Deloitte i en nylig rapport havde anbefalet en privatisering af danske vandværker. Rapporten og artiklen som henviste til den er imidlertid fra 2014, og det er derfor ikke retvisende at påstå, at rapporten er ny. Både rubrikken og underrubrikken er blevet ændret, fordi de begge henviste til rapporten, ligesom et afsnit i brødteksten er fjernet, fordi det gav det forkerte indtryk, at privatiseringen blev forslået nu og ikke i 2014. Siden pointen var, at en foreslået privatisering af kritisk infrastruktur ikke var tidssvarende i 2020, har vi valgt at slette det pågældende afsnit, fordi rapporten ikke giver belæg for en sådan påstand. Det slettede afsnit kan findes i bunden af artiklen. Vi beklager fejlen.

Af Lars Bangert Struwe

Regeringen har i en række udtalelser gjort det klart, at den er bekymret over kritisk dansk infrastruktur. Tydeligst var statsminister Mette Frederiksen i Berlingske: ”Coronakrisen har vist os, at vi er nødt til at forstå kritisk infrastruktur bredere og bredere i takt med, at verden udvikler sig, som den gør. Det, vi kan se, er, at vores samfund og vores velfærd og velstand i højere og højere grad afhænger af vores evne til at være sikker, når det handler om den digitale verden,” udtalte hun til avisen.

Ikke blot coronakrisen, men også Huawei-sagen har vist regeringen, at vores kritiske infrastruktur ikke bare kan overlades til udlandet. Det gør, at man nu må identificere, hvad den danske kritiske infrastruktur faktisk indebærer, så man kan opstille retningslinjer for fx udenlandske opkøb eller kontrol med den. Det kan påvirke dansk erhvervsliv og investeringer i Danmark på længere sigt.

Regeringen har imidlertid den udfordring, at vi i Danmark ikke for alvor har identificeret eller defineret den kritiske infrastruktur. Det gør det svært for investorer at forholde sig til emnet. Man kunne opstille følgende definition: ”Kritisk infrastruktur beskriver de fysiske og virtuelle systemer og kapaciteter, der er så centrale for Danmark, at deres manglende evne eller ødelæggelse vil have en ødelæggende virkning på folkesundheden eller vores sikkerhed – den være sig fysisk eller økonomisk.” Dermed får vi en mere praktisk tilgang til emnet.

I Frankrig har man inddelt kritisk infrastruktur i fire hovedgrupper: Basale menneskelige fornødenheder, statens suverænitet, økonomi og teknologi. Det giver en god indikation af, hvad kritisk infrastruktur dækker over. I stort set alle andre EU-stater end Danmark samt i USA har man defineret kritisk infrastruktur. På baggrund af deres definitioner kan man med god grund pege på følgende 10 sektorer, der udgør den kritiske infrastruktur i Danmark:

1. Politisk ledelse
2. Energi- og netværksinstallationer
3. Kommunikations- og informationsteknologi
4. Finans
5. Sundhed
6. Fødevaresektoren
7. Vand og affald
8. Transport
9. Forsvar
10. Beredskab og sikkerhed

Allerede før COVID-19 – tilbage i 2019 – stoppede en aftale uden om den daværende regering privatiseringen af kritisk infrastruktur. Fremover skulle det ikke være muligt at privatisere kritisk infrastruktur, ligesom det tidligere var set med DONG Energy og dele af Statens Serum Institut. I fremtiden skulle regeringen sikre, at dansk kritisk infrastruktur enten har det offentlige eller et forbrugerejet andelsselskab som majoritetsejer. Aftalen skulle sikre forsyningssikkerheden i Danmark, og Finansministeriet er så vidt vides i gang med en udredning nu, der skal skabe det nødvendige overblik over kritisk infrastruktur.

 

Ikke blot coronakrisen, men også Huawei-sagen har vist regeringen, at vores kritiske infrastruktur ikke bare kan overlades til udlandet. Det gør, at man nu må identificere, hvad den danske kritiske infrastruktur faktisk indebærer
_______

 

Sagen om Huawei, hvor statsministeren har gjort det klart, at kinesiske virksomheder ikke må kontrollere fx vores 5G-netværk, gør, at man fra politisk hold nu overvejer, om man skal lave en positiv- eller negativ-liste over hvilke stater eller virksomheder, der må have kontrol med kritisk infrastruktur i Danmark.

Det kan få ret store konsekvenser for, hvordan man kan skabe et fornødent kapitalgrundlag for investeringer i infrastruktur. Derfor bør dansk erhvervsliv holde øje med, hvordan arbejdet udfolder sig, og om det ændrer på markedsvilkårene.

Kritisk infrastruktur kan variere over tid og på anden vis. Fx er vand afgørende for menneskelig overlevelse, men en mindre by kan i kortere tid forsynes med rent drikkevand fra tankbiler eller på flasker. Derimod ville det nærmest være uoverkommeligt at gøre i byer, der er på størrelse med fx Aalborg eller Odense.

Teknologisk udvikling kan imidlertid også ændre på, hvilke virksomheder, der udgør kritisk infrastruktur. Det vil derfor være vigtigt, at man i de kommende år ikke låser sig fast i én opfattelse, men bruger en overordnet definition af kritisk infrastruktur. Vi kan nemlig ikke forudse de hastige teknologiskift, vi vil i løbet af få år.

For danske virksomheder bliver det afgørende at følge, hvem der får ansvaret for den kritiske infrastruktur, og hvem der beskytter og opretholder den. Bliver dette en opgave for et enkelt ministerium eller for bestemte styrelser? Bruger man sektoransvarsprincippet, så hver enkelt sektor er ansvarlig, eller hvordan løser man opgaven? Pålægges der virksomheder særlige forpligtelser, hvis de er en del af den kritiske infrastruktur? Det vil også få konsekvenser for kommuner og regioner – hvem kan man indgå aftaler med?

 

For danske virksomheder bliver det afgørende at følge, hvem der får ansvaret for den kritiske infrastruktur, og hvem der beskytter og opretholder den
_______

 

Det næste kildne problem bliver, om der er afhængigheder internt i og imellem sektorerne, og hvordan de i så fald håndteres. Er kraftværker fx koblet sammen, så problemer med ét kraftværk kan slå de andre ud – eller gøre det besværligt at genstarte dem? Har man i dag digitaliseret så meget, at man er afhængig i de enkelte sektorer ikke blot af energi, men også af telekommunikation? Kan et vandværk lukkes ved at afbryde strømforsyningen – eller har man generatorer, der uden brug af telekommunikation kan starte vandforsyningen? Alle disse spørgsmål er vigtige, når det kommer til at sikre os imod indblanding udefra vha. nye regler og tiltag.

Mest centralt er dog nok det tilbagevendende spørgsmål om, hvem der må eje kritisk infrastruktur. Skal man i regeringen eller Folketinget etablere en reel liste over, hvem der må kontrollere kritisk infrastruktur? Er der særlige stater, som vi stoler på, eller som vi ikke stoler på, og hvordan skal man i givet fald håndtere lister over sådanne stater? Risikerer Danmark selv at blive udelukket fra erhvervseventyr i udlandet, hvis vi laver lister over, hvem vi vil samarbejde med i bestemte sektorer? Det er dét tradeoff, vi må forholde os aktivt til. ■

 

Mest centralt er dog nok det tilbagevendende spørgsmål om, hvem der må eje kritisk infrastruktur. Skal man i regeringen eller Folketinget etablere en reel liste over, hvem der må kontrollere kritisk infrastruktur?
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i forsvarsministeriet. ILLUSTRATION: Pressefoto

Slettet afsnit fra en tidligere version af artiklen, der fejlagtigt henviste til en Deloitte-rapport fra 2014 som om den var udgivet for nyligt, hvilket ikke er korrekt:
Det står helt klart, at danske virksomheder ikke er opmærksomme på disse problemer. Deloitte har fx i en rapport til Folketinget anbefalet en privatisering af vandværkerne. Det kunne man have gjort tidligere, men det virker absurd i en tid, hvor statsministeren taler om, at der skal mere kontrol med den kritiske infrastruktur.Forslaget ville risikere at blive et brud på den beslutning, som blev truffet i 2019, hvor et flertal bestående af S, DF, EL, ALT, RV og SF konstaterede, at ”kritisk infrastruktur er af vital interesse for samfundet og borgerne, ikke mindst når det gælder naturlige monopoler.” I tilfældet med danske vandværker, kan vi se, at Deloitte har anbefalet privatisering, fordi det kan medføre besparelser. Men er det i virkeligheden udtryk for en tilgang til kritisk infrastruktur, der i dag er komplet forældet? Det er op til politikerne at beslutte hen over de næste måneder.