Lars Bangert Struwe: Har USA med drabet af Soleimani nu for alvor skubbet sine allierede fra sig?

Lars Bangert Struwe: Har USA med drabet af Soleimani nu for alvor skubbet sine allierede fra sig?

06.01.2020


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

USA har under Trump behandlet sine allierede som uartige små børn, som man henholdsvis kunne skælde ud, true eller behandle, som var de ikke til stede. NATO mangler en fælles strategi for Mellemøsten. Det giver nu store problemer.

Kommentar af Lars Bangert Struwe

SIDEN USA DRÆBTE den iranske general Qassem Soleimani, har verden holdt vejret. I Europa taler lederne om, at krisen skal kontrolleres og inddæmmes. Det har fået den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, til at kritisere USA’s allierede i Europa for ikke at støtte tydeligt nok op om USA – og her er vi helt inde ved kernen af den igangværende krise: Det drejer sig ikke om, hvorvidt USA er stærk nok som nation og militærmagt, men om, hvorvidt USA igennem de seneste år – og særligt under præsident Trump – har ført en politik, der nu får den konsekvens, at Europa ikke længere vil følge amerikanerne.

Trump har en stor del af skylden for dette, men han er ikke alene. Irakkrigen anno 2003 og frem viste, at europæerne ikke stolede på USA, og at man ikke følte sig trygge ved amerikanske krige i Mellemøsten. USA har siden starten af 00’erne ikke opstillet en fornuftig strategi for Mellemøsten, og siden Trump-administrationens tiltræden har man heller ikke en positiv strategi over for NATO. Det betyder, at amerikanerne lige nu høster, som de har sået.

USA har behandlet sine allierede, heriblandt Danmark og Tyskland, som uartige små børn, som man henholdsvis kunne skælde ud, true eller behandle, som var de ikke til stede. I de forgangne dage har Pompeo tilmed brokket sig over, at den britiske premierminister, Boris Johnson, ikke har afbrudt sin ferie i Caribien og udtrykt støtte til USA. Det må siges at være en ret enestående måde at søge at skabe sammenhæng og forståelse inden for en alliance.

 

Alle er nok enige om, at Soleimani fik som fortjent, og at Iran er et kæmpe internationalt problem, men de europæiske ledere mangler at blive inddraget, og de mangler at blive hørt – endda bare symbolsk
_______

 

Europæiske ledere stiller nu spørgsmål ved, hvorfor USA ville antænde en krudttønde i Mellemøsten. Alle er nok enige om, at Soleimani fik som fortjent, og at Iran er et kæmpe internationalt problem, men de europæiske ledere mangler at blive inddraget, og de mangler at blive hørt – endda bare symbolsk. Den amerikanske ledelse forstår ikke – og har ikke gjort det i mange år – at en alliance skal passes og plejes, og at man skal give for at få.

ALLEREDE NU går den sædvanlige diskussion blandt europæiske akademikere: Var det et lovligt angreb? Her mister vi simpelthen sutten. Soleimani var leder af en organisation, hvis fremmeste mål var at skabe terror og destabilisere hele regionen, så Irans præstestyre kunne komme til fadet. Så den en del af diskussionen, der handler om legalitet, er så urimelig akademisk, at det gør helt ondt. Hvad med de tusinder af ofre for Soleimanis arbejde både i og udenfor Iran? Hvem iblandt de europæiske akademikere taler deres sag? Det er imidlertid ret typisk for den europæiske debat om krig. Men modsat: Hvis USA bomber kulturelle mål i Iran, som Trump senest har truet med at gøre, vil det blot føre til, at USA mister endnu mere legitimitet iblandt sine europæiske allierede.

Den amerikanske sikkerhedspolitiske strategi udpeger Kina og til dels Rusland som de store skurke. De er efterfulgt af Iran, Nordkorea og terrororganisationer som Islamisk Stat og al-Qaeda. Hvis USA skal kunne håndtere denne mængde af trusler, skal landet både opruste ret kraftigt og finde allierede, der kan levere kampkraft på slagmarken og international legitimitet. Når man så skælder ud på europæerne, som man i forvejen ikke konsulterede inden Soleimani-angrebet, så skaber man sine egne problemer.

 

Hvis USA bomber kulturelle mål i Iran, som Trump senest har truet med at gøre, vil det blot føre til, at USA mister endnu mere legitimitet iblandt sine europæiske allierede
_______

 

NATO HAR BRUG for en strategisk tilgang til situationen i Mellemøsten. Den sædvanlige begivenhedsdrevne politiske tilgang bør stoppe. I NATO søger man i disse timer at finde en tilgang til situationen. Det Nordatlantiske Råd (NAC), som er NATO’s øverste ledelse, hvor hvert land er repræsenteret, er indkaldt til samling i dag, mandag. Her kan man tage beslutninger, men det kommer næppe til at medføre en fælles front imod Iran. Alt for mange har alt for forskellige interesser på spil. Situationen for NATO’s styrker i området bliver nok det primære emne, og hvad man gør, hvis Irak faktisk vil have styrkerne ud. I så fald må man forberede sig på en helt ny situation, hvor Irak og Iran liver endnu tættere knyttet, og hvor der er færre allierede i kampen imod terror fra Iran og Irak.

Også Danmark har rigtig meget på spil. I Den Persiske Golf sejler danske handelsskibe (og til efteråret en fregat til missionen i Hormuzstrædet), og på landjorden har vi erhvervsfolk, soldater og turister. Fra dansk side bør vi erkende, at både vi selv og NATO mangler en strategi for Mellemøsten, og at vi bør få udarbejdet en.

Der er behov for en kongres, hvor Europa, USA og andre af USA’s allierede mødes og udvikler en fælles og langsigtet Mellemøsten-strategi. Lige nu hopper vi fra problem til problem. Det er uholdbart. USA kan ikke selv indkalde til en sådan kongres, da det vil give indtryk af amerikansk diktat eller svaghed, men et dansk initiativ vil faktisk være muligt. Her giver Danmarks position som loyal småstat i NATO os en mulighed for et hidtil uset initiativ, som fremmer både Danmarks anseelse hos vores allierede og selve alliancens sikkerhedspolitiske interesser. Det er en mulighed, Danmark ikke bør forspilde. ■

 

Der er behov for en kongres, hvor Europa, USA og andre af USA’s allierede mødes og udvikler en fælles og langsigtet Mellemøsten-strategi. Lige nu hopper vi fra problem til problem. Det er uholdbart
_______

 



Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i tænketanken Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og senest fungerende kontorchef i forsvarsministeriet. ILLUSTRATION: Præsident Donald Trump er netop trådt ned fra flyet Marine One for at holde et politisk kampagne-rally for sine støtter i Manchester, New Hampshire, 15. august 2019 [foto: Nicholas Kamm/AFP/Ritzau Scanpix]