Lars Køhler: Selv under coronakrisen har vi ikke mindsket vores udledning af drivhusgasser tilstrækkeligt

Lars Køhler: Selv under coronakrisen har vi ikke mindsket vores udledning af drivhusgasser tilstrækkeligt

09.05.2020


Coronakrisens altomfattende omvæltninger vurderes at medføre et fald i verdens udledninger af drivhusgasser på ca. 5% i 2020. Men for at bremse temperaturstigningen ved 1,5 grad skal vi reducere udledningerne med 7,6 til 15% – altså 1,5 til 3 gange så meget som nedlukningen har medført. Og det skal vi gøre hvert eneste år i de næste to årtier. Det bør få alarmklokkerne til at ringe.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kommentar af Lars Køhler

VI MENNESKER ER FRA NATURENS side født med en imponerende evne til at ignorere de farer, vi ikke kan se, høre eller mærke. Det er en medfødt forsvarsmekanisme, der holder os fra at gå gennem livet i konstant alarmberedskab. Fare er en tiger i busken. Ikke et isbjerg, vi muligvis rammer i overmorgen.

Derfor er verden lukket ned. Derfor er der sømmet brædder for hele brancher og industrier. Derfor er lyset hos flyindustrien og den globale turisme slukket og himlen tom og gaderne nærmest øde. Derfor er livet sat på hold og hele verden forandret på et resolut globalt splitsekund. For faren ved COVID-19 er åbenlys, håndgribelig og vi kan uden tøven tilskrive både de menneskelige tab og de økonomiske konsekvenser til virussen.

Og derfor har vi modsat så forbandet svært ved at fatte og håndtere klimakrisens snigende og fjerne alvor og størrelse. For vi kan hverken se eller mærke de forandringer, der sker i klimasystemerne omkring os, eller de konsekvenser disse har for os i dag og på lang sigt.

Denne medfødte evne til at ignorere de farer, vi ikke kan se, er en af de primære årsager til, at vi næsten 30 år efter at IPCC’s første tilstandsrapport første gang opridsede alvoren, stadig behandler klimakrisen som et bump på vejen. Og derfor er vi stadig milevidt fra at tage fat om den grønne omstilling med den nødvendige hast og beslutsomhed. Vi mangler simpelthen form og størrelse på problemet.

 

Denne medfødte evne til at ignorere de farer, vi ikke kan se, er en af de primære årsager til, at vi næsten 30 år efter at IPCC’s første tilstandsrapport første gang opridsede alvoren, stadig behandler klimakrisen som et bump på vejen
_______

 

HER KAN CORONAKRISEN faktisk vise sig at være en velsignelse i forklædning.

The Guardian har fået lavet en analyse af, hvad coronakrisen kan betyde for verdens udledninger af drivhusgasser – og det er ikke småting. Analysen estimerer et fald i de globale udledninger på hele 5 pct. i 2020. Det største relative procentvise årlige fald nogensinde. Større end efter anden verdenskrig og næsten tre gange så stort et fald som efter finanskrisen i 00’erne. En anden nylig analyse lavet af Carbon Brief, kommer frem til et tilsvarende estimat på 5,6 pct. fald i globale udledninger. Og en lignende dansk analyse fra Aalborg Universitet er netop kommet frem til et samlet fald i danske udledninger på 5 % for 2020.

Det er selvfølgelig kun kvalificerede forudsigelser. For ingen ved reelt, hvordan coronakrisen udvikler sig, og hvor længe den varer ved. Der er mange ukendte faktorer, og vi må vente til slutningen af året for at se det endelige resultat. Men disse estimater af konsekvenserne for verdens udledninger kan alligevel fortælle os noget. De kan give os en sjælden mulighed for at sætte tingene i perspektiv.

 

Klimakrisen er ikke længere bare rapporter, tal og advarsler. Vi kan se, at vi ikke længere kan bilde os selv og hinanden ind, at problemet løses ved blot at rette lidt på sidespejlene og pudse kofangeren. Det må stå helt klart nu
_______

 

I november 2019 udgav UN Environment Programme (UNEP) en rapport, der konstaterede, at verden skulle reducere udledningerne med 7,6 pct. om året, hvis vi skulle have en chance for at bremse temperaturstigningerne ved 1,5 grad og ”redde livet på jorden, som vi kender det”. Eller hele 15 pct. reduktion om året, hvis de teknologier, vi håber kan hive CO2 ud af atmosfæren, viser sig ikke at kunne opskaleres i tide.
Kort sagt skal vi, for at bremse klimakrisen, altså skære vores udledninger med et sted mellem 1,5 og 3 gange, hvad den globale nedlukning pga. coronavirussen ser ud til at forårsage. Og det er hvert år. Hvert eneste år. De næste 20 år.

DISSE TAL BØR VÆRE et rungende wake-up call for os alle. For nu kan vi endelig se omfanget af den uopsættelige opgave, vi står overfor. Klimakrisen er ikke længere bare rapporter, tal og advarsler. Vi kan se, at vi ikke længere kan bilde os selv og hinanden ind, at problemet løses ved blot at rette lidt på sidespejlene og pudse kofangeren. Det må stå helt klart nu.

Opgaven er enorm. Næsten angstprovokerende i sit omfang. Men den er mulig. Men kun hvis alle begynder at tage ansvar, og alt nu bliver sat i spil.

Vi bliver alle nødt til drastisk at omlægge vores liv og mindske vores individuelle klimapåvirkning. Vi bliver her og nu nødt til at sørge for, at økonomien og markedskræfterne arbejder for den grønne omstilling og ikke imod den. Og vigtigst af alt, må politikerne nu droppe berøringsangsten og ikke bare tage fat, hvor det er smertefrit, men også hvor det er svært og gør politisk ondt. Et politisk mod vi længe har manglet overfor klimakrisen, men som vi nu – efter politikernes resolutte håndtering af coronakrisen – faktisk kan konstatere lever i bedste velgående.

Tiden for personlig handling, politiske tiltag, økonomiske investeringer og krisepakker af enhver art, der ikke også arbejder for klimaet, må endegyldigt være slut. Vi har, som det nu kan ses, ingen tid at spilde. ■

 

Vi har, som det nu kan ses, ingen tid at spilde
_______

 



Lars Køhler (f. 1975) er Energi- & Klimarådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling. Han er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og passivhusdesigner fra Passivhus Instituttet i Darmstadt. Han var i 2008 med til at opstarte et tværfagligt netværk til fremme for bæredygtighedsideologien Cradle to Cradle og cirkulær økonomi. Han har arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling i samfundet i 15 år. ILLUSTRATION: Bournemouth Airport, Dorset. Selskabet har varslet at det vil fyre op til 30 pct. af sine ansatte [foto: Solent News & Photo Agency UK/Ritzau Scanpix]