Magnus Harald Haslebo: På intet tidspunkt har jeg forventet en reelt grøn socialdemokratisk regering, men jeg havde et lille håb – al retorikken taget i betragtning. Det håb smuldrede i onsdags

Magnus Harald Haslebo: På intet tidspunkt har jeg forventet en reelt grøn socialdemokratisk regering, men jeg havde et lille håb – al retorikken taget i betragtning. Det håb smuldrede i onsdags

23.05.2020


Regeringens længe ventede klimaudspil synliggjorde, hvor ufuldstændig en forståelse regeringen har af klimakrisens årsag og dermed: Af løsningen. Årsagen er selve vores vækst-baserede samfundsindretning, og løsningen er et fundamentalt brud med den. Vi kan starte med at forlænge undtagelsestilstanden og lukke alle forurenende ikke-essentielle virksomheder.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kommentar af Magnus Luca Harald Haslebo

PÅ INTET TIDSPUNKT har jeg forventet en reelt grøn Socialdemokratisk regering, men jeg havde et lille håb – al retorikken taget i betragtning. Det håb smuldrede i onsdags.

Og det i en sådan grad, at Danmarks lægestand må glæde sig over, at Mette Frederiksen mener, at Folketingsvalget i 2019 var et klimavalg og ikke et sundhedsvalg. For regeringens første del af klimaplanen er for klimaet, hvad det for sundhedssektoren ville være at fyre halvdelen af landets læger.

Delplanen handler mest af alt om at udbygge den grønne elforsyning med to energiøer. For nogle vil det måske lyde spændende, men det er væsentligt at vide, at den globale omstilling til grøn energi ikke har bevirket, at den globale udledning af CO2 er faldet. Tværtimod har den grønne energi blot bevirket en kapacitetsudvidelse til gavn for overforbrugsfesten. Altså lader problemet sig ikke løse alene med mængden af grøn energi opstillet. En brik mangler.

Regeringens plan vil – efter eget udsagn – reducere udledningerne med 2 millioner tons i 2030. En information de selvfølgelig undlod at give konteksten for, men det svarer til, hvad beton-biksen Aalborg Portland udleder årligt. Når regeringens reduktion om 10 år er indfaset, vil Aalborg Portland i mellemtiden have udledt 22 millioner tons CO2.

 

Årsagen til klimakrisen kan opsummeres således: At vi har indrettet samfundet på idéen om evig vækst, og den naive tro på fremskridt har skabt et rovdriftsimperium så dominerende, at det har besat alle aspekter af vores institutioner og arenaer for det levede liv
_______

 

Herudover indeholder planen ikke den CO2-afgift, der, hvis den er ambitiøs nok, vil sørge for et øjeblikkeligt og markant stop for al spild-agtig omgang med fossile brændsler og dermed, at rovdriftsimperialister (som fx Aalborg Portland) kompenserer os for deres ødelæggelser af livets grundlag. Det er den afgørende men manglende brik i løsningens puslespil.

Den eneste meningsfulde målsætning er en øjeblikkelig reduktion af CO2-udledningerne helt ned til et niveau, hvor de globalt set er negative – kort og godt ved, at vi udleder mindre end fx planter og træer kan optage. Og de statslige indtægter fra en CO2-afgift vil gøre det muligt, at staten kan rette en anelse op på de ødelæggelser, udlederne forvolder. Afgiften var ikke med onsdag, og det er således intet under, at netop en mand som adm. direktør Michael Lundgaard Thomsen for Aalborg Portland var hurtig til at rose planen. DI og Dansk Erhverv gjorde det samme.

DET MEST SKRÆMMENDE er, at regeringen – her et år inde i sin regeringsperiode – stadig ikke er i nærheden af en retvisende analyse af klimakrisens årsag og dermed løsning. Klimaudspillet og den manglende CO2-afgift synliggør, hvor stor denne kløft er i regeringens forståelse og dermed, hvor langt de er fra at ville gøre, hvad klimakrisen kræver.

Årsagen til klimakrisen kan opsummeres således: At vi har indrettet samfundet på idéen om evig vækst, og den naive tro på fremskridt har skabt et rovdriftsimperium så dominerende, at det har besat alle aspekter af vores institutioner og arenaer for det levede liv.

Der spinnes tit om, at Danmark har oplevet vækst frikoblet fra øgede udledninger, men det er et glansbillede, der blandt andet dækker over, at vi blot har flyttet en del af vores udledning ud over Danmarks grænser. Og så er vi jo lige vidt.

 

Hvis vi skal vende kursen, bør vi fx forlænge den nuværende undtagelsestilstand, der i forhold til klimakrisen gør meget rigtigt, og så omgående at sætte en prop i fx Aalborg Portland med den besked, at de kan vende tilbage, når de ikke længere dagligt gør sig skyldige i at ødelægge livets grundlag
_______

 

Løsningen på klimakrisen kan derudover opsummeres således: Når man indsér, at man er slået ind på en kurs, der vil føre til ens ødelæggelse, så fortsætter man ikke lidt. Man vender omgående om.

Hverken det ene eller det andet har regeringen forstået. Storcentrene åbnede før kulturinstitutionerne, og de danske rovdriftsimperialister friholdes fra indgreb.

Det er de ikke ene om. Det er nu i cirka 30 år blevet forsøgt at bekæmpe klimakrisen indenfor den indretning af samfundet, der så tydeligt baner vejen for de rovdriftsimperialister, der betragter ødelæggelsen af selve forudsætningerne for liv som følgeskade i deres kamp for egen berigelse. Og i lige så mange år har den tilgang blot givet os minutiøst tilrettelagte greenwashing-pressemøder, selvrosende skåltaler, flotte målsætninger og lige præcis nul effektiv handling.

Tiden, hvor politik og løsninger skabes og vurderes ud fra, om de er lidt bedre end det, de erstatter, er slut. Der er kun en fremtid for en civilisation, der minder en anelse om det, vi har i dag, når vi begynder at vurdere politik ud fra, hvor effektivt det sætter en stopper for ødelæggelsen af livets grundlag.

Tiden, hvor nogen som helst taler om at bekæmpe klimakrisen, er også slut. Det eneste meningsfulde er at tale om, at vi er i kamp mod de rovdriftsimperialister, der ødelægger livets grundlag og samtidig optjener muligheden for at undgå at ende blandt de millioner af mennesker, der vil dø som følge af ødelæggelserne.

Hvis vi skal vende kursen, bør vi fx forlænge den nuværende undtagelsestilstand, der i forhold til klimakrisen gør meget rigtigt, og så omgående at sætte en prop i fx Aalborg Portland med den besked, at de kan vende tilbage, når de ikke længere dagligt gør sig skyldige i at ødelægge livets grundlag. Den samme besked bør vi give fx SAS.

Kort og godt: Luk for alle ikke-essentielle industrier der sviner med en invitation om at vende tilbage, når de kan operere uden at ødelægge livets grundlag. Og så må staten tage hånd om dem, der mister deres job, indtil de igen har arbejde og det i en branche, der ikke ødelægger. Visheden om, at vi godt kan det, altså begrænse os – både som samfund og individer – er den gave, coronakrisen har givet os.

Det hedder ’at lade falde, hvad ikke kan stå’ – men det kan ikke længere være, det kan aldrig mere være økonomi, der definerer “hvad ikke kan stå”, men derimod klimaet, som er grundlaget for et liv på jorden, som vi kender det, klimaet.

Nogle vil hævde, at vi ikke har råd til at forlænge sådan en krise, fordi samfundssystemet så vil kollapse. Det korte svar er, at det er dyrere at handle ineffektivt på klimakrisen end at handle akut. Det ved alle. Og hør så desuden lige her: Det er faktisk pointen, at rovdrifts- og overforbrugs-samfundssystemet, som vi kender, skal kollapse og forgå, så vi kan skabe et nyt.

 

Selv Enhedslisten lader sig udnytte i det system og i skabelsen af den politik, der holder hånden under rovdriftsimperialisternes fortsatte ødelæggelser. Alene ved ikke at kræve en virksomhed som Aalborg Portland lukket, gør de det
_______

 

Kan staten holde hånden under det danske overforbrugssamfund med flyrejser og fladskærme til alle? Nej, nok ikke. Men kan den i en overgangsperiode sørge for det basale til de, der vil miste deres job? Selvfølgelig, og det skal den. Og det skal alle andre stater også.

NOGLE VIL HØJST sandsynligt indvende, at det jo ingen forskel gør, at Danmark reducerer sin udledning. Fuldstændig rigtigt. I procent gør det en lille forskel, men det betyder alverden, at Danmark viser, at det KAN lade sig gøre omgående at stoppe de ødelæggere, der er ansvarlige for klimakrisen. At vise alle andre nationer, hvad hertil og ikke længere, betyder.

Hvad der var endnu værre ved i onsdags var, at det blev tydeligt, at Danmark nu ikke har et eneste politisk parti, der agerer ud fra en grundlæggende forståelse af årsag og sammenhæng i forhold til klimakrisen. Selv Enhedslisten lader sig udnytte i det system og i skabelsen af den politik, der holder hånden under rovdriftsimperialisternes fortsatte ødelæggelser. Alene ved ikke at kræve en virksomhed som Aalborg Portland lukket, gør de det, og ved at acceptere, at firmaer – selv de storsvinende af dem – skal understøttes ved vores alles bidrag.

Men nu skal det hele jo ikke være negativt, og én god ting kom faktisk af i onsdags. Og det er, at alle, der måtte have haft grønne forventninger til regeringen, nu kan droppe selvbedraget. Dan Greenwashede på det vildeste overdrev, men han havde ingen argumenter med.

Og så kan vi alle vende tilbage til den kolde indsigt, at magten intet indrømmer og intet erkender uden krav. At den aldrig har gjort det, og aldrig vil gøre det. At grænserne for rovdriftsimperialisternes og deres politiske håndlangeres ødelæggelser kun sættes af udholdenheden og intensiteten af protesterne. De venlige klimamarcher har åbenbart ikke været nok. Back to the streets. Indtag bestyrelserne. Oprør. Modstand. Civil ulydighed. Til en start. ■

 

De venlige klimamarcher har åbenbart ikke været nok. Back to the streets. Indtag bestyrelserne. Oprør. Modstand. Civil ulydighed. Til en start
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Magnus Luca Harald Haslebo (1982) er uddannet journalist og cand.public, forfatter og tidl. pressechef i Alternativet. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen og Dan Jørgensen fra Socialdemokratiet ses her ved præsentation af klimaudspil i Silkeborg, 29. maj 2019 [Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix]