Malene Trock Hempler: Hvilke værdier baserer regeringen sin krisepolitik på?

Malene Trock Hempler: Hvilke værdier baserer regeringen sin krisepolitik på?

06.04.2020


De etiske valg, vi træffer nu, kommer til at udgøre vores værdimæssige grundskelet i lang tid frem. De kommer til at tegne vores horisont. Bliver den præget af håb på trods – eller af desillusion? Tror vi på, at vi alle er ønskede – både med og uden skavanker? Valget af strategi er en eksistentiel beslutning.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Af Malene Trock Hempler

Hvilken vej går regeringen nu? Følger den statsminister Mette Frederiksens ord om at redde flest mulige liv? Eller går den efter styret flokimmunitet inden såvel vaccine som tilstrækkelig effektiv behandling? Hvor mange borgere skal i sidste fald smittes med en sygdom, som har fået store dele af verden til at lukke ned? Eksperter taler om 60-70 pct. af befolkningen. For flere vil det være en alvorlig sygdom, og mange tusinde danske borgere vil dø – også raske samt børn og unge.

Lytter sundhedsminister Magnus Heunicke denne gang til erfaringer fra eksempelvis Sydkorea og WHO – med anbefalinger om test, opsporing og karantæne – for at holde sygdommen maksimalt nede og under kontrol? Eller lytter han til egne myndigheder i form af regeringens sundhedsfaglige rådgivere, Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut og Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen?

Det er her vigtigt at have in mente, at der tilsyneladende er forskellige sundhedsfaglige “skoler”, om man så må sige – og disse åbenlyst ikke er enige om strategien. De er tværtimod i konflikt. Hvorfor strategi og taktik ikke bare bliver en logisk følge af sundhedsfagligheden, men i stedet bliver med accent på det etiske og politiske valg.

Politikerne kan således ikke nøjes med at henvise til egne myndigheders sundhedsfaglige vurdering. Og uanset hvilket valg regeringen træffer, så kan den beskyldes for enten ikke at lytte til internationale erfaringer og WHO’s anbefalinger om test, opsporing og karantæne. Eller for ikke at lytte til egne myndigheder, herunder Mølbaks udtrykte ideer om styret flokimmunitet.

Det er en svær politisk situation, men jo netop indbegrebet af politisk ansvar. Derfor skal regeringen ikke bebrejdes det politiske element i beslutningen – og det er vigtigt, medierne holder sig det for øje.

Regeringen skal i stedet gåes på klingen, til de giver klare svar om planer og fyldestgørende begrundelser for beslutningerne – det særligt med fokus på valgets etiske implikationer.

 

Og ofte hører vi politiske overbevisninger præsenteret netop som nødvendig følge – nødvendighedens politik – og derigennem nedtones politikkens første forudsætning: friheden. Der er altid flere veje at gå
_______

 

At politiske beslutninger ikke bare kan udledes teknokratisk, er ikke noget nyt. I den mere almindelige hverdag, hvor verden ikke er i globalt alarmberedskab, tror og oplever vi måske, at fx politiske valg (næsten) nødvendigvis følger af en økonomisk faglighed. Og ofte hører vi politiske overbevisninger præsenteret netop som nødvendig følge – nødvendighedens politik – og derigennem nedtones politikkens første forudsætning: friheden. Der er altid flere veje at gå.

Det betyder ikke, at alle syn på sager er lige legitime. Der er noget, der hedder faglig autoritet, og der findes videnskabelig viden. er der forhold, som vi ved, er noget vrøvl. Jorden er flad, sagde manden og så overbevisende ud.

Viden udgør én nødvendig betingelse for valg, og man kan således ikke begrunde sig imod bedre vidende – der er eksempelvis forskel på lægevidenskab og kvaksalveri. Der er forskel på velovervejede og videnskabeligt underbyggede vurderinger og så mere eller mindre tilfældige synsninger og lægmandsgisninger.

Men beslutninger vil forandre sig, alt efter hvilke fagligheder man lægger til grund. Og de vil forandre sig, alt efter hvilke “skoler” indenfor en faglighed der lægges til grund. Og således peger pilen tilbage på valget som centralt. Hvorfor vælges netop en given faglighed? Der vil nok altid være et element af tilfældigheder i politik, og modeluner vil sætte sit præg. Går man til økonomien eller psykologien efter svar? Men også det skal kunne begrundes, i forhold til hvilken fremtid man søger at skabe. Politik er skabelse af samfund og af menneskers levevilkår. Politik er den rå magt til at sige ja eller nej. Og i et demokrati står politiske ledere til ansvar hver eneste dag overfor hver eneste borger. Intet menneske er i den henseende lettere på vægtskålen.

I en akut global krise, som truer både vores helbred samt præger vores væren i verden signifikant, bliver den politiske magt tydelig.

Situationen er for alvorlig til ikke at blive behandlet transparent i offentligheden. Fokus i den politiske offentlighed må og skal flyttes fra programerklæringer og personfokus til et detaljeret hvordan og hvorfor. Kun deri blotlægges politikkens kerne. Det ikke tiden til indpakning. Den politiske magt er i sit yderste at bestemme over andres liv og død. Og det er lige nu.

Det virker ildevarslende, at regeringen ikke toner rent flag i forhold til flokimmunitet uden vaccine og uden effektiv behandling. Det uanset om flokimmunitet evt. omformuleres i retning af ikke-intenderet bivirkning, men forventelig konsekvens af afbødningsstrategien. Uden mere viden er den form for flokimmunitet en yderst risikofyldt affære. Hvornår kommer der tilstrækkelig effektiv medicin? Hvor præcist kan vi identificere de udsatte borgere? Hvor lang immunitet giver sygdommen – et år eller livsvarig? Hvor stort er mørketallet? Hvor stor er dødeligheden? Ingen ved det. Endnu. Det ligner derfor en præmatur ide og skødesløshed med liv.

Flokimmunitet via vaccine er der umiddelbart ingen disput om, og alle er enige om væsentligheden af at undgå sundhedsvæsenets kollaps.

Der tales nu endelig om flere test i Danmark, men skal de følges op af opsporing og karantæne, så antallet af syge bringes maksimalt ned? Eller tilstræbes flere smittede og syge, så intensivkapaciteten udnyttes optimalt på vejen mod flokimmunitet? Hvilke etiske overvejelser har man gjort sig i forhold dertil? Er den officielle danske plan vitterlig at lade borgerne blive syge for paradoksalt at beskytte sig mod samme sygdom? Og at sende unge og “stærke” ud for at blive smittet? Det sidste har blandt andre Kåre Mølbak talt om. Vil børn og unge det? Vil forældre sende deres børn ud og blive smittet? Jeg vil ikke, kan jeg godt afsløre. Og børnene bringer uforvarende smitten med hjem i familierne – måske til forældre i risikogruppen. Mange – børn og voksne – ved end ikke, at de er i risikogruppen og kan derfor end ikke følge opfordringerne om, at de svage skal være de stærke (og isolere sig).

Hvor mange liv og hvor manges helbred er regeringen parat til at risikere? Svarene blafrer i vinden.

 

Covid-19 viser os, at det har betydning, hvem der regerer et land, idet hvert lands regering vil svare med forskellige tiltag – og hvilke der vælges, bliver direkte livsafgørende
_______

 

Covid-19 viser os, at det har betydning, hvem der regerer et land, idet hvert lands regering vil svare med forskellige tiltag – og hvilke der vælges, bliver direkte livsafgørende. Den samlede internationale vidensmængde er den samme for verdens politikere, og især den endnu manglende viden udgør et fælles vilkår. Viden om, hvad der ikke vides, har betydning. Ingen kan læne sig tilbage i sikker forvisning.

Regeringernes grundværdier får som konsekvens mere at skulle have sagt i beslutningerne. Det samme gælder evnerne til at stille gode spørgsmål, opsøge international viden og til at tænke i mulige fremtidsscenarier. Når der endnu ikke er evidens, så skal den hypotetiske tænkning inviteres med ved forhandlingsbordene – hvad kan være muligt?

Når der er mange ubekendte, bliver tvivlen central i ledelsesbeslutninger. Og med tvivlen bør forsigtighedsprincippet følge med. Hvis noget kan udgøre risiko, så må vi tage forholdsregler (forsigtighed). Og hvis noget kan virke livreddende, så må vi dertil forsøge det. Også selvom vi ikke ved det, når beslutningerne træffes. Den bagudskuende evidens, som ellers ofte er yderst rationel at basere sig på, er ikke fuldt handlingsvejledende. Og der er ikke tid til at vente på evidens, for på én gang er vi i kapløb med tiden og kæmper med uvidenhed.

Alle må være parate til at korrigere overbevisninger, tiltag og ideer, efterhånden som erfaringsbasen bliver udbygget, og forskningen finder svar.

Fejl bliver væsentlige løbende at få frem i lyset, ikke for at hænge personer ud – der er ingen grund til hverken heltedyrkelse eller skurkeudskamning – men for at lære og gøre i stand til at forbedre. En kompleks og ny situation som denne vil ikke kunne håndteres fejlfrit. Men det vil være en utilgivelig fejl ikke at rette op på de fejl, der undervejs vil blive foretaget. Derfor er kritik både konstruktiv og kærkommen.

Jeg frygter dog, at den vanlige dikotomi mellem dem og os alligevel kommer frem og spiller os et puds i debatten om covid-19. Historien om, at sygdommen ikke er særlig farlig for OS, men især er farlig for DEM, er for besnærende og tryghedsskabende. Den er designet til ikke at skabe panik. Hvis det kun er naboens hus, der brænder, så har verden stadig et tiltrængt strejf af normalitet, hvorfor vi bedre kan hvile i forestillingen om, at det meste bliver, som det plejer, medmindre man er uheldig og “svag”.

Den seneste tid siger os noget om, hvor meget vi mennesker har brug for tryghed. Og når den trues, opstår åbenbart lettere en trang til at søge (tilsyneladende) sikkerhed i autoriteter som en art erstatningstryghed. Man vil så gerne, at nogen har styr på det. Og derfor opleves enhver kritik af samme autoritetsfigurer og deres fagligheds mulige og reelle begrænsninger – selv den vigtige kritik som er forudsætning for livreddende forandringer – som forstyrrelse af ens egen skrøbelige fredstilstand. En flue på fredfyldthedens dødelige næse.

Ironisk nok vil en sådan på skrømt tilstand netop udgøre skrøbeligheden selv, fordi den baserer sig på falsk præmis, nemlig at nogen autoritetsfigur eller faglighed kan have patent på sandheden. Men der er brug for mange perspektiver og fagligheder samt vedvarende undersøgelse og justering. Den trang, som også er en trang til at ville følge efter og let sætter dømmekraften ud af spil, er en farlig trang.

 

Men hvem eller hvad skal man dog lytte til? Og hvilke pejlemærker skal man operere i forhold til? Og hvornår skal der siges fra? Hvilke værdier skal holdes i hævd?
_______

 

Men hvem eller hvad skal man dog lytte til? Og hvilke pejlemærker skal man operere i forhold til? Og hvornår skal der siges fra? Hvilke værdier skal holdes i hævd?

I forhold til det sidste spørgsmål, sagde Mette Frederiksen i sin tale til pressemødet sidste mandag, den 30. marts 2020: “Det vigtigste er, at færrest muligt dør af corona.”

Det er en klar værdi. Et tydeligt pejlemærke. En betryggende indstilling. Men er det så det, regeringen reelt forfølger? Jeg er blevet i tvivl. For hvilke ideer baserer regeringens praksis sig på, og hvad indebærer de konkret?

Hvorfor valgte regeringen så tidligt inddæmningsstrategi fra til fordel for afbødningsstrategi? Ved inddæmningsstrategien tester, opsporer og karantænesætter man både smittede og smittedes kontakter, med henblik på at holde smitten nede i samfundet. Den er samstemmende med WHO’s anbefalinger. Alternativet til det er afbødningsstrategien, hvor man søger at beskytte de “ældre og svage” samt arbejder med social distancering. Her vil man ikke decideret stoppe smitten, men nedsætte dens tempo, så sundhedsvæsnet ideelt set kan følge med, altså holde sig indenfor den i dansk sammenhæng såkaldt grønne kurve. Danmark gik fra inddæmnings- til afbødningsstrategi den 11. marts 2020. Var det en valg af optimal strategi, eller var det snarere en pragmatisk konsekvens af manglen på testudstyr? Og har regeringen planer om ændringer?

En forskningsartikel fra Imperial College anslår de muligt globale konsekvenser af de to forskellige strategier. Uden nogen former for politiske interventioner estimeres det, at covid-19 ville indebære 7 milliarder smittede, altså næsten hele jordens befolkning, og 40 millioner døde i år. Det er svimlende tal.

Det vurderes generelt, og ud fra lang række kriterier, at afbødningsstrategien globalt vil kunne redde cirka halvdelen fra døden. Medens inddæmningsstrategien, alt efter hvor tidligt den implementeres, vil kunne redde op mod 38,7 millioner liv. Det vil sige: redde langt de fleste, og næsten dobbelt så mange liv som afbødningsstrategien – som er det danske valg.

Afbødningsvejen ville ifølge Ingeniøren og en tysk beregning kunne koste Tyskland omkring 220.000 liv, og af samme grund valgte Tyskland at følge WHO med test, opsporing og karantæne. Omsat til danske forhold svarer regnestykket til at cirka 15.000 af os i Danmark skal dø pga. covid-19 med afbødningsstrategien. I Tyskland vil man åbne samfundet gradvist og hele tiden søge at udrydde eller som minimum slå smitten maksimalt ned. Mange andre lande vælger ifølge artiklen fra Imperial College netop inddæmningsvejen.

Sundhedsstyrelsen har indrømmet, at de testede for lidt og for restriktivt i epidemiens indledende fase – måske de også skiftede strategi for hurtigt?

 

Men man skal lytte særligt opmærksomt til viden, når man skal bemærke det, som vi ikke ved endnu. Deri kan nøglen til risikovurdering ligge gemt
_______

 

Oveni det overordnede valg mellem de to sundhedsfaglige strategier skal nu lægges usikkerheden om, hvorvidt den danske regering – indenfor den valgte afbødningsstrategi – dertil satser på den kontroversielle og ganske brutale flokimmunitet uden vaccine? Regeringen skylder os et politisk svar derpå.

I så fald klinger Mette Frederiksens ord om hvert livs betydning anelse hult. For da er det ikke just forsigtighedsprincippet, men kynisme, man tyer til. Hvor er kærligheden til forældre, bedsteforældre, kronikere, syge, og børn af kronikere og syge i det?

Men man skal lytte særligt opmærksomt til viden, når man skal bemærke det, som vi ikke ved endnu. Deri kan nøglen til risikovurdering ligge gemt.

De etiske valg, vi træffer nu, kommer til at udgøre vores værdimæssige grundskelet i lang tid frem. De kommer til at tegne vores horisont. Bliver den præget af håb på trods – eller af desillusion? Tror vi på, at vi alle er ønskede – både med og uden skavanker? Valget af strategi – med eller uden flokimmunitetsbestræbelser allerede nu – er ikke kun en sundhedsfaglig beslutning. Ej heller kun en politisk. Eller kun en etisk. Det er også en eksistentiel beslutning. Mennesker er ikke enten stærke eller svage. Mennesker er komplekse og besværlige og paradoksale, og de fleste er både stærke og svage alt efter sammenhængen, så nej tak til ideen om og dyrkelsen af stærke ledere, der skal have lov at magt-agere uimodsagt.

Vi kan ikke redde alle liv. Vi kan ikke forhindre alle kritisk sygdomsforløb, men vi kan tro på og gøre alt for færrest mulige tab af menneskeliv. Alt andet er opgivelse på forhånd. Af samme grund skal vi beskytte de sundhedsmedarbejdere, som står i forreste række og ikke kan holde afstand til deres patienter, og som derfor må og skal have tilstrækkeligt værneudstyr. Kan vi bede dem udføre deres arbejde uden? Vi bør også i sundhedsvæsnet karantænesætte smittede og deres kontakter for at undgå igangsættelse af smittekæder på institutioner. Har vi gjort nok? Gør vi nok? Og kan vi gøre mere? Det er de spørgsmål, som ansvarlige politikere og borgere alle må undersøge.

Sætter vi alt ind på at redde hinandens liv, og i den omtanke berører livets meningsfuldhed, eller ofrer vi “de svage” på vejen? Forstår vi den almenmenneskelige skrøbelighed, og vælger vi kærligheden til hinanden og vores jord til eller fra? Efter covid-19’s tilkomst kan det næppe fornægtes, at menneskeheden og vores systemer aldrig er stærkere end det svageste led. Dæmrer det, hvad det vil sige at fødes et mindre fordelagtigt sted på kloden? Forstår vi bedre, at vi som mennesker kan være underlagt mere, end individet kan løfte alene – og vi derfor skal løfte hinanden. Bliver det denne pandemi – med en virus der hverken har vilje, ideer eller drømme – der tyrannisk og skræmmende lærer os den ydmyghed?

Hvem skal leve og hvem skal dø, det er spørgsmålet nu. ■

 

Sætter vi alt ind på at redde hinandens liv, og i den omtanke berører livets meningsfuldhed, eller ofrer vi “de svage” på vejen? Forstår vi den almenmenneskelige skrøbelighed, og vælger vi kærligheden til hinanden og vores jord til eller fra?
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Malene Trock Hempler (f. 1969) er filosof og skribent. Hun har skrevet talrige kommentar til danske aviser og deltager ofte i mediernes debatter i radio og tv. Særlige interesseområder er politik, samfund, etik og medier samt eksistensfilosofi. ILLUSTRATION: Socialdemokratiet præsenterer sit udlændingeudspil i partiets gruppeværelse på Christiansborg, mandag den 5. februar 2018 [foto· Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]