22.06.2020

De lavtlønnede danskere er mest bekymrede for at miste deres arbejde. Denne utryghed skyldes flere års velfærdsforringelser og et stadigt mere utrygt arbejdsmarked. Det er regeringen nødt til at forandre, hvis vi skal opretholde samfundskontrakten og opbakningen til demokratiet

Kommentar af Malthe Johan Poulsen

En undersøgelse lavet af tænketanken CEVEA i april viser, at de lavestlønnede – typisk arbejderklassen – er mere bekymrede for at miste deres job og mere ængstelige over coronakrisens konsekvenser end de vellønnede danskere. Og det er ikke uden grund. Belært af de bitre erfaringer fra finanskrisen, er det velkendt, at økonomiske kriser vender den tunge ende nedad. Det er den ubekvemme sandhed, at det er de lavestlønnede, der fyres først og genansættes sidst. Det er typiske arbejdererhverv som service, transport, byggeri og eksport, der rammes hårdest, og hvor virksomhederne lukker og slukker først.


Når fyresedlen har ramt skrivebordet, følger så en ubehagelig periode, der præges af usikkerhed om dagpenge, jobsituation, regninger og en generel frustration over magtesløshed i egen situation. Over en lang årrække har politikerne begrænset arbejderklassens privilegier yderligere i den uheldige situation. Det har de blandt andet gjort ved at fjerne efterlønnen, forkorte dagpengeperioden, lave velfærdsnedskæringer og åbne for, at udenlandske løntrykkere kunne komme ind på det danske arbejdsmarked. Derudover har de støt forhøjet pensionsalderen uden skelen til helbred.

Den systematiske nedtrapning af arbejdsløses privilegier, som har fundet sted i kølvandet på kriser, skyldes imidlertid ikke en naturlov. Mens vi sjældent er herre over krisers ankomster, så er vi herre over de valg, vi træffer, når vi skal håndtere krisers konsekvenser. Det er muligt at fordele regningen mere solidarisk, end vi tidligere har gjort. Der findes andre muligheder, som er både bedre og klogere end ”nødvendighedens politik”.

 

Et svigt af arbejderklassen vil ikke kun få menneskelige konsekvenser for dem, der bliver arbejdsløse og mister deres velfærd. Det kan også få konsekvenser for vores demokrati
_______

 

I Danmark har vores socialdemokratiske regering indtil videre grebet coronakrisen ualmindeligt klogt an med stærke hjælpepakker og et langt mere begavet syn på statsgæld. Det er forfriskende at opleve kontrasten til Løkke, Thulesen-Dahl, Vestager og Corydon. Den hidtil gode håndtering af krisen skal dog ikke forhindre yderligere tiltag. Her følger fem bud på tiltag, der kan styrke arbejderne og den lavere middelklasse i den økonomiske krise.

1) Vi har et klima, der skal reddes. Derfor bør vi slå to fluer med et smæk og gennemføre historisk store og bæredygtige efterspørgselsreformer, der kan skabe ’grønne arbejdspladser’ samtidig med en omstilling til bæredygtig vækst.

2) Indfør en flerårig og permanent uddannelsesgaranti for ledige med fokus på opkvalificering. Der bliver stadigt færre ufaglærte jobs. Derfor skal ledige opkvalificeres til at varetage fremtidens grønne jobs, som vi får så hårdt brug for.

3) Gennemfør konjunkturbestemte dagpengeperioder, der kan øge arbejdsudbuddet i ”gode tider” mod at sænke efterspørgslen på arbejdskraft i ”dårlige tider”.

4) Nedslidning er stadig et stort problem for hårdtarbejdende danskere. Derfor skal vi fastholde ambitionen om en differentieret pension for nedslidte. Deres tidligere pension kan så åbne arbejdsmarkedet, så vi undgår en stor ungdomsarbejdsløshed.

5) Ingen er tjent med at gå og føle sig utrygge ved sygdom, alderdom og lign., og derfor skal der ikke foretages nedskæringer i kernevelfærden.

Et svigt af arbejderklassen vil ikke kun få menneskelige konsekvenser for dem, der bliver arbejdsløse og mister deres velfærd. Det kan også få konsekvenser for vores demokrati. Det er set over hele verden, hvordan ellers velfungerende demokratier kommer under pres. Derfor skal vi sikre, at vores sundheds- og økonomiske krise ikke også udvikler sig til en demokratisk krise.

 

Mange af de udenlandske begivenheder, der mildest talt har forskubbet de tektoniske demokratiplader, kan også forklares ved arbejderklassens utilfredshed med den herskende politiske klasse
_______

 

Den demokratiske udfordring
Vi har været nogenlunde forskånet for et demokratisk syndefald herhjemme selv om ’den gule revolution’ i 2015, hvor Dansk Folkeparti blev det største borgerlige parti med over 21% af stemmerne, var et tydeligt forvarsel til det politiske skred, arbejderne igangsætter, når de føler sig røvrendt af den herskende klasse. Mange af de udenlandske begivenheder, der mildest talt har forskubbet de tektoniske demokratiplader, kan også forklares ved arbejderklassens utilfredshed med den herskende politiske klasse.

Beslutningen om Brexit, valget af Trump og organiseringen af ’De Gule Veste’ er direkte konsekvenser af en politisk tendens, hvor arbejderklassens privilegier i bedste fald var en selvfølge og i værste fald en ligegyldighed. Disse fænomener er et sammensurium af mange hændelser, men det er ikke desto mindre en samlet udvikling, som Vesten gennemgået siden 1980erne. Kogt ned til sin essens er disse fænomener udtryk for utilfredsheden med konsekvenserne af globaliseringen: udflytning af arbejdspladser, migrationsstrømme, øget ulighed og en skævdeling af land og by.

Tilliden til de vestlige demokratier er over en bred kam bygget på den veltilfredshed, en øget velstand har skabt. Arbejderklassen gik i efterkrigstiden fra at være pøblen til at være en selvbevidst klasse, der nu også kunne opnå ”det gode liv”: forbrug, uddannelse og sundhed. Der opstod en samfundskontrakt, hvor arbejderklassens arbejdskraft og skattekroner blev vekslet til middelklasseprivilegier samt frihed til – og beskyttelse af – individet.

 

Hvis der ikke bliver fundet solidariske løsninger på den regning, der følger i kølvandet på coronakrisen, står vi overfor endnu et demokratisk jordskælv og måske det sidste – for kan de så hårdtprøvede vestlige demokratier tåle endnu en tur rundt i manegen?
_______

 

Når tilliden til, at demokratisk valgte politikere kan honorere denne samfundskontrakt, forsvinder, svækkes den grundlæggende tillid til demokratiet. Denne svækkelse kender vi allerede resultatet af; vi ser det lige nu i både USA, Storbritannien og flere andre vestlige lande. Men der er håb. For så længe vælgerne agerer demokratisk, kan de også overbevises på demokratisk vis. Det hele står og falder med politikerne. Derfor er det endnu mere vigtigt, at arbejderklassen ikke svigtes i krisetider, som den vi befinder os i lige nu.

Politikernes ansvar under kriser
Både under finanskrisen og flygtningekrisen tog politikerne ikke ansvaret på sig, men lod i for høj grad internationale markeder og konventioner være forklaringen på manglende politisk handling. Under coronakrisen har vi set det modsatte billede i flere europæiske lande. Her har politikerne handlet effektivt og ikke overladt ansvaret til bureaukrater eller virkelighedsfjerne paragraffer. Det har vist sig i meningsmålingerne.

Men det vil ikke vare ved. Hvis der ikke bliver fundet solidariske løsninger på den regning, der følger i kølvandet på coronakrisen, står vi overfor endnu et demokratisk jordskælv og måske det sidste – for kan de så hårdtprøvede vestlige demokratier tåle endnu en tur rundt i manegen?

Foruden det åbenlyst uretfærdige i en kriseregning, der vender den tunge ende unødigt meget nedad, bør demokratiets tilstand bekymre enhver. Vi har overalt i Vesten set, hvad der sker, når arbejderklassen vender de etablerede partier ryggen: De søger mod yderfløje og populister, der ikke har meget til overs for demokratiet. Ønsker vi et sundt demokrati, kræver det en arbejderklasse, der ser demokratiet som en fordel. Hvis arbejderne mister middelklassens privilegier, vil det erodere vores demokratiske fundament.

Og så styrter alle vores demokratiske idealer i afgrunden. ■

 

Ønsker vi et sundt demokrati, kræver det en arbejderklasse, der ser demokratiet som en fordel. Hvis arbejderne mister middelklassens privilegier, vil det erodere vores demokratiske fundament
_______

Apropos denne artikel:

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde