Marianne Stein: De syge fylder alt for lidt i vores politikeres bevidsthed

Marianne Stein: De syge fylder alt for lidt i vores politikeres bevidsthed

03.09.2020




Det er som om, syge mennesker slet ikke eksisterer i det politiske univers, hvor man kun er optaget af, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”. Samtidig bliver syge borgere mere syge, fordi deres sager forhales af kommunerne – og politikerne ved det godt. Men intet sker.

Kommentar af Marianne Stein, forfatter og privatpraktiserende socialrådgiver

DA JEG I 2012 blev sygemeldt efter to trafikuheld, mødte jeg jobcentret med både tillid og tiltro til, at de ville hjælpe mig, så jeg hurtigst muligt kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet på nogle betingelser, jeg kunne klare. Jeg var fortrøstningsfuld, men endte med at være i systemet i mere end fire år, hvor jeg først fik frataget mine sygedagpenge, og derefter måtte forsørges af min ægtefælle. Havde jeg ikke været gift, var jeg endt på kontanthjælp.

Til sidst, efter en lang og hård kamp, der på alle måder forværrede mit helbred – og tilmed reducerede min arbejdsevne fra tyve til kun fire timer om ugen – lykkedes det mig at få bevilget en fleksjobordning.

Mine oplevelser som syg i jobcentret rystede mig både som socialrådgiver og som menneske. Intet har desværre ændret sig til det bedre, siden jeg selv blev syg. Det er faktisk kun blevet værre.

 

Mine oplevelser som syg i jobcentret rystede mig både som socialrådgiver og som menneske
_______

 

DERFOR TAGER JEG også bladet fra munden, for der er nødt til at ske en forandring nu. Vi taber alt for mange mennesker, fordi politikerne ikke blot ignorerer de syge borgere, men faktisk også handler og lovgiver som om, de slet ikke eksisterer.

Den politiske debat, er præget af begreber som ”ret og pligt”, og ”det skal kunne betale sig at arbejde”. Derfor er det også de kommunale jobcentres væsentligste opgaver at bringe sygemeldte borgere tilbage på arbejdsmarkedet: Ingen skal efterlades på perronen med en førtidspension, som det blev sagt, da man i 2013 reformerede fleksjobordningen og førtidspensionen og indførte de såkaldte ressourceforløb.

 

Virkeligheden er, at reformen har efterladt syge mennesker i endeløse, indholdsløse ressourceforløb, der kun bringer dem længere væk fra arbejdsmarkedet
_______

 

Men virkeligheden er, at reformen har efterladt syge mennesker i endeløse, indholdsløse ressourceforløb, der kun bringer dem længere væk fra arbejdsmarkedet. Og politikerne ved det godt. Det er dokumenteret i adskillige undersøgelser, senest i to rapporter fra Deloitte.

I MIT ARBEJDE som privatpraktiserende socialrådgiver møder jeg dagligt helt almindelige mennesker, der er kommet i klemme i jobcentret. Mennesker, der aldrig før har været i kontakt med systemet. De er blot blevet syge.

Og de bliver ikke mere raske af at blive afprøvet i utallige arbejdsprøvninger på en kontanthjælpsydelse – eller fordi man helt fratager dem deres forsørgelsesgrundlag. Tværtimod bliver de kun mere syge, end de var, da de bad om at få hjælp.

Mange udvikler svær stress, angst og depression, når de udsættes for jobcentrenes metoder.

 

Men man kan ikke tale sig (pænt) ud af, at lovgivningen i sig selv er uværdig
_______

 

Og dem, der ønskede at vende tilbage til arbejdsmarkedet i et fleksjob, ender i stedet med en førtidspension. For ikke at glemme dem, der ligefrem dør undervejs, mens jobcentret er i gang med at planlægge nye forløb, der skal teste deres arbejdsevne.

INDTIL VIDERE har den nuværende beskæftigelsesministers bedste svar på de mange og massive problemer været, at sagsbehandlerne og systemet skal tale pænt til borgerne, så de syge føler sig værdigt behandlet.

Men man kan ikke tale sig (pænt) ud af, at lovgivningen i sig selv er uværdig.

For syge kan slet ikke arbejde og har ikke mulighed for at stille sig til rådighed for det ordinære arbejdsmarked. Og det ser ud til, at man helt har glemt det faktum, til trods for, at det gør sig gældende for omkring 70 pct. af alle på kontanthjælp.

Derfor skal syge mennesker heller ikke være på kontanthjælp. De skal afklares hurtigst muligt og bør som minimum være på sygedagpenge, mens det står på. Og enten er de så heldige at blive raske og komme tilbage på arbejde, eller også bør de komme på en varig ydelse som fleksjobordningen eller evt. en førtidspension.

 

Og så skal der altså være ”en klar økonomisk gevinst ved at arbejde”. Det er særligt her, mine alarmklokker ringer, for endnu engang demonstreres det, at man ikke har forstået, at syge mennesker ikke kan arbejde og stå til rådighed for arbejdsmarkedet
_______

 

MEN DET SER desværre ud til at have lange udsigter. For nu har man nedsat Ydelseskommissionen, der skal gentænke hele kontanthjælpssystemet. Det skal vel at mærke være udgiftsneutralt, så forslagene samlet set ikke må koste en krone ekstra – og kommissionen skal først aflevere dens rapport i begyndelsen af 2021.

Kommissionens opgave er blandt andet at sikre, at der skal være ”en rimelig levestandard” for særligt børnefamilier, der ikke har andre forsørgelsesmuligheder end kontanthjælp.

Og så skal der altså være ”en klar økonomisk gevinst ved at arbejde”. Det er særligt her, mine alarmklokker ringer, for endnu engang demonstreres det, at man ikke har forstået, at syge mennesker ikke kan arbejde og stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er ikke nævnt med et ord i kommissoriet.

 

Selvom beskæftigelsesministeren inviterede sig selv til kaffe hos syge borgere rundt om i Danmark, da han tiltrådte, så fylder de syge altså ikke ret meget i vores politikeres bevidsthed
_______

 

Selvom beskæftigelsesministeren inviterede sig selv til kaffe hos syge borgere rundt om i Danmark, da han tiltrådte, så fylder de syge altså ikke ret meget i vores politikeres bevidsthed. Det blev endnu engang slået fast med syvtommersøm, da Ydelseskommissionen i sidste uge afholdt en høring, der skulle gøre medlemmerne klogere og klæde dem på til en rapport med anbefalinger til regeringen.

Her havde man bl.a. inviteret Dansk Socialrådgiverforening, men ikke organisationer som Næstehjælperne (drevet af og for ”reformramte”) eller nogle af os, der er privatpraktiserende socialrådgivere og repræsenterer de syge borgere i jobcentrene.

Hvorfor var de ikke repræsenteret? Hvorfor inddrager man ikke de borgere, det her handler om, når der skal findes løsninger?

Man kan få den tanke, at alle borgere blot betragtes som en arbejdskraft, og hvis den ikke findes, eksisterer man slet ikke. Så indtil videre efterlades de syge fortsat på perronen. Med store menneskelige, helbredsmæssige og økonomiske omkostninger hvor kun de allerstærkeste overlever. ■

 

Man kan få den tanke, at alle borgere blot betragtes som en arbejdskraft, og hvis den ikke findes, eksisterer man slet ikke. Så indtil videre efterlades de syge fortsat på perronen
_______

 



Marianne Stein er debattør på beskæftigelsesområdet og har netop udgivet bogen ”Sådan én er jeg jo ikke – om at møde systemet, og om at rejse sig igen”. Hun er uddannet socialrådgiver og arbejder som privatpraktiserende socialrådgiver, hvor hun tager sager for syge mennesker, der er kommet i klemme i jobcentersystemet. ILLUSTRATION: Officielt pressebillede