Markus Giessing: Cancel culture er hverken et nyt eller venstreorienteret fænomen. Men det er en reel trussel mod det frie ord

Markus Giessing: Cancel culture er hverken et nyt eller venstreorienteret fænomen. Men det er en reel trussel mod det frie ord

26.08.2020




Begrebet ‘cancel culture’ bruges vidt og bredt om alt fra berettiget kritik af mediepersonligheder til fyringer af personer i udsatte positioner på grund af deres overbevisninger. Ligegyldigt hvad er der hverken tale om et nyt eller et udelukkende venstreorienteret fænomen, og intolerancen bør tages alvorligt, hvis man ønsker at leve i et pluralistisk, demokratisk samfund.

Kommentar af Markus Giessing

Henover sommeren er det kuriøse udtryk ’cancel culture’ blevet centrum for debat om ytringsfrihed og illiberalisme. Udtrykket har floreret i nogle år, men det har i den seneste tid skabt heftig debat i kølvandet på afskedigelsen af en debatredaktør på The New York Times. Efterfølgende blussede debatten op på ny på grund af et åbent brev i Harper’s Magazine, hvor adskillige akademikere og mediepersonligheder advarede imod ”et nyt sæt af moralske holdninger og politisk engagement, der tenderer til at svække vores normer om åben debat og tolerance for forskellighed til fordel for ideologisk komformitet”

Der eksisterer ikke nogen entydig definition på udtrykket ‘cancel culture’, men det bruges i de fleste tilfælde om en udskamning eller fyring af en person på grund af dennes overbevisninger eller ytringer. Fx kan det være udskamning af en offentlig person på sociale medier; forhindring af bogudgivelser; fyringen af en universitetsunderviser grundet studerendes og kollegers opfordringer, eller fyringer af ganske almindelige lønmodtagere, fordi de har kritiseret chefen eller udtrykt holdninger, som ikke tolereres på arbejdspladsen.

‘Cancel culture’ findes i USA som såvel som herhjemme, men det er langt mere udbredt på den anden side af Atlanten. I en ny undersøgelse fra tænketanken Cato Institute, fremgår det, at “62%” af de adspurgte amerikanere “siger, at det politiske klima disse dage forhindrer dem i at italesætte holdninger, fordi andre muligvis finder dem stødende”. Dermed er der tale om en opadgående tendens, der indskrænker muligheden for et samfund, hvor der er plads til forskellighed.

 

Der eksisterer ikke nogen entydig definition på udtrykket ‘cancel culture’, men det bruges i de fleste tilfælde om en udskamning eller fyring af en person på grund af dennes overbevisninger eller ytringer
_______

 

Fri Debat
Kritikken haglede ned over The New York Times i juni, da adskillige ansatte opfordrede til fyringen af debatredaktør James Bennett, der publicerede et debatindlæg af en republikansk senator, som argumenterede for, at tropper skulle indsættes i gaderne for at stoppe de igangværende demonstrationer. Få uger efter Bennett var trådt af, valgte en anden debatredaktør for NY Times, Bari Weiss, også at forlade skuden, og hun offentliggjorde samtidig sin opsigelse, der på ny satte gang i kritikken af det indflydelsesrige medie.

Weiss skriver i sin opsigelse, at debatindlæg ”der nemt kunne blive bragt for bare to år siden, vil nu bringe en redaktør eller en skribent i alvorlige problemer, hvis ikke fyret”. Ifølge Weiss er “selvcensur blevet normen”. Særligt lægger Weiss vægt på, at der næsten udelukkende er plads til debat, som “eksplicit fremmer progressive sager” på New York Times redaktionsgange, og at der er en mangel på “fri udveksling af idéer”.

Men er Weiss’ anklage mod New York Times symptom på en ny tendens, hvor medier, arbejdspladser og den større offentlighed favoriserer progressive og – må man forstå – venstreorienterede synspunkter og de facto censurerer dem, som ikke falder indenfor det verdensbillede? Nej, for selvom ’cancel culture’ findes, så er den hverken ny eller venstreorienteret.

Det er fx ikke retvisende at sige, at der næsten udelukkende er plads til “progressive sager” i New York Times. Den redaktionelle linje på ‘The Paper of Record’ læner sig nemlig op ad det politiske etablissement i USA. Således har avisen i lederartikler været fortaler for Irak-krigen, regimeskifte i Venezuela og lovprisning af den saudiske kronprins Mohamed bin Salman, hvilket bestemt ikke er progressive mærkesager, men derimod passer ind i neokonservative dogmer om evighedskrige og støtte til allierede diktatorer. Ydermere hedder nogle af deres mest kendte klummeskribenter Thomas Friedman, Paul Krugman og Bret Stephens, der ikke er progressive stemmer i æteren, men derimod er centrister i en amerikansk kontekst.

 

Man kan blive udsat for justitsmord og miste sit arbejde, hvis man kritiserer Israel
_______

 

Intellektuel frihed
I den akademiske verden har ‘cancel culture’ også skabt høj bølgegang. Der har især været meget fokus på krænkelsesparate studerende, der ønsker undervisere fyret. Det er uden tvivl bekymrende, hvis der opfordres til fyring af en professor af andre end faglige eller kriminelle årsager. Men det er bestemt ikke nyt, at den akademiske frihed sættes under pres, gennem opfordringer til fyringer af professorer på grund af deres holdninger. Og det er i den grad heller ikke blot et problem, der eksisterer blandt venstreorienterede krænkelsesparate studerende – begge påstande bliver lavet i den verserende debat om ’cancel culture’ anno 2020.

I det amerikanske intelligentsia er der i nogle kreds – og blandt en betragtelig andel studerende – en udbredt intolerance over for kritik af Israel og amerikansk støtte dertil. Det medfører ofte udskamning af professorer, politikere eller mediepersonligheder, der stemples som “antisemitiske”, selvom deres udtalelser eller forskning ikke indeholder racisme over for jøder. Det oplevede den amerikanske forfatter og politolog Norman Finkelstein, der selv er jøde og søn af to Holocaust-overlevere.

I 2007 søgte Finkelstein om en fastansættelse på De Paul University, hvor bestyrelsen stemte i Finkelsteins favør. Men dekanen valgte alligevel at nægte professoren en fastansættelse. Den bizarre beslutning kom kort tid efter, at Finkelstein havde udstillet tidligere juraprofessor på Harvard, Alan Dershowitz, for at have plagieret adskillige afsnit og citater til sin bog The Case for Israel fra en anden bog. Finkelstein gennemgik bogen nøgternt i en livetransmitteret tv-debat med Dershowitz og anklagede ham for at have begået “et bedrageri”. Dette fik den magtfulde Harvard-professor til at skrive et brev til bestyrelsesmedlemmer på De Paul University, hvori han opfordrede dem til ikke at fastansætte Finkelstein. Derchowitz havde ingen legitim akademisk begrundelse, men i et debatindlæg i The Wall Street Journal forklarede han, at han opfattede Finkelstein som en antisemit.

Forud for konflikten med De Paul University havde Finkelstein oplevet at blive fyret fra Hunter College i New York efter udgivelsen af sin bog The Holocaust Industry. I bogen kritiserer han Israel for at udnytte jødernes lidelser under Anden Verdenskrig, til at retfærdiggøre krigsforbrydelser mod palæstinensere. Endvidere leverede Finkelstein en dokumentation af svindel i organisationer, der skulle udbetale erstatninger til Holocaust-overlevere, men som svigtede dem ved at udbetale enorme pengesummer til advokater, som arbejdede for disse organisationer. Bogen skabte en lavine af kritik af Finkelstein, selvom hans akademiske arbejde har nydt bred anerkendelse blandt kolleger.

Den triste skæbne for Finkelstein, der ikke har opnået en fastansættelse siden Dershowitz’ personangreb i 2007, skyldes altså ikke mangel på akademiske egenskaber, tværtimod. I stedet for vidner det om, at man kan blive udsat for justitsmord og miste sit arbejde, hvis man kritiserer Israel. Ligesom Finkelstein har en lang række andre været udsat for anklager om antisemitisme, der bruges til at forstumme kritik af israelsk politik, på trods af at de to ting intet har med hinanden at gøre. Og det er en anden form for ‘cancel culture’, der sjældent belyses.

 

I et nyligt radiointerview argumenterede Chomsky for, at ‘cancel culture’ ikke er en trussel for veletablerede akademikere som ham selv, men at det derimod er en reel trussel for “folk, der ikke har en stemme”
_______

 

Forbudte ord
Professor i lingvistik og forfatter Noam Chomsky oplevede at blive ‘cancelled’ i 1973, da chefen for bogafdelingen i Warner Communications beordrede forlagsredaktøren for en af virksomhedens datterselskaber at stoppe udgivelsen af hans bog Counter-Revolutionary Violence. Bogen var en kritik af amerikanske mediers portrættering af forskellige militære konflikter, hvilket ikke faldt i god jord hos chefen, William Sarnoff, der lukkede datterselskabet Warner Modular Publications, hvor bogen skulle udkomme. Fadæsen illustrerer, at noget (venstreorienteret) samfundskritik ikke tolereres i visse indflydelsesrige og magtfulde organisationer.

Nogle år senere blev Chomsky udsat for en smædekampagne i franske og amerikanske medier, da han forsvarede den franske historiker Robert Faurissons ret til at ytre sig, selvom Faurisson var en Holocaust-benægter. Chomsky tog skarp afstand fra Faurissons arbejde, men forklarede dengang i 1981 i et essay i magasinet The Nation, at “det er elementært, at ytringsfrihed (og forskningsfrihed) ikke begrænses til synspunkter, som man godkender, og at det er præcis i tilfælde af holdninger, som nærmest universelt foragtes og fordømmes, at denne rettighed bør forsvares mest energisk”.

Chomsky er en selverklæret anarkosyndikalist, som er en venstreorienteret social-libertariansk ideologi, og har måtte lægge navn til udpræget kritik fra såvel højreorienterede kommentatorer som ‘liberale’ akademikere. I et nyligt radiointerview argumenterede Chomsky for, at ‘cancel culture’ ikke er en trussel for veletablerede akademikere som ham selv, men at det derimod er en reel trussel for “folk, der ikke har en stemme” såsom akademikere og journalister, der må gå på listetå, for at komme til orde i samfundsdebatten eller undgå karrieremæssige tilbageslag.

 

Den intolerance, der eksisterer i både højre- og venstrefløjsmiljøer, som forsøger at aflyse eller forstumme personer, er problematisk. Det er nemlig udtryk for en manglende forståelse for den principielle vigtighed af både pluralisme i samfundsdebatten og forskningsfrihed på universiteterne
_______

 

Et demokratisk problem
Historisk set har det været stater, der har givet afvigere og dissidenter mundkurv på. Under Første Verdenskrig blev den britiske filosof og logiker Bertrand Russell fængslet for sin modstand til amerikansk krigsdeltagelse. I 1950’erne oprettede FBI et program, der blev kaldt COINTELPRO, som fængslede venstreorienterede aktivister og politikere, samt ledte til mordet på ledende skikkelser i borgerrettighedsbevægelsen som fx Fred Hampton. I dag er det fortsat stater, der udgør den største trussel for det frie ord, hvilket blandt andet kan ses ved fængslingen af journalisten Julian Assange, der har afsløret amerikanske krigsforbrydelser.

Ikke desto mindre er det nødvendigt at påpege, at den intolerance, der eksisterer i både højre- og venstrefløjsmiljøer, som forsøger at aflyse eller forstumme personer, også er problematisk. Det er nemlig udtryk for en manglende forståelse for den principielle vigtighed af både pluralisme i samfundsdebatten og forskningsfrihed på universiteterne. Det er bestemt ikke et nyt fænomen, men intolerancen over for modsatrettede holdninger har taget en drejning, som bør standses i opløbet.

Organisationen PRRI publicerede i 2019 et studie, som kvantificerede denne tendens. Studiet viste, at 57 pct. af amerikanere omgås folk af anden politisk observans end dem selv “mindst en gang ugentligt”, for 16 pct. af de adspurgte var det “nogle få gange om året”, mens hele 23 pct. “sjældent eller aldrig” omgås personer, der stemmer på et andet politisk parti end dem selv. Konklusionen, der kan drages af undersøgelsen som helhed, er, at USA er et yderst polariseret samfund. Ydermere bør det være en advarsel om, at hvis man graver sig dybere ned i de politiske skyttegrave og ikke giver plads til forskellighed, vil dette problem blot vokse sig større.

 

USA er et yderst polariseret samfund, og hvis man graver sig dybere ned i de politiske skyttegrave og ikke giver plads til forskellighed, vil dette problem blot vokse sig større
_______

 

Internettet har i den grad demokratiseret adgangen til viden, og sociale medier har givet stemme til de førhen stemmeløse, der nu oftere end før står frem og siger fra over for magtmisbrug, overgreb og uretfærdighed. Denne udvikling er naturligvis positiv, idet det har udvidet mulighederne for at magtfulde personer holdes ansvarlige for kriminelle handlinger. Når det er sagt, er der også den bagside, at det i visse fora har udviklet sig til en indsnævring af tolerancen i medielandskabet eller på universiteterne, hvor krænkelsesparatheden har været i frembrud de seneste år.

Desuagtet af formen som ‘cancel culture’ tager, bør man tage afstand fra det, hvis man er seriøs omkring at bevare og videreudvikle et demokratisk samfund. I denne sammenhæng er det demokratisk sindede borgere, men i særdeleshed medier og universiteter, der har ansvaret for at forsvare enhvers ret til at ytre sig. Men vi bør også sige fra over for den nyfundne intolerance i visse universitetsmiljøer og blandt aktivister med dobbeltmoralsk retfærdighedssans. Og vi kan med fordel tage Bertrand Russells ord fra et interview med BBC fra 1959 til efterretning: “I denne verden, der bliver tættere og tættere forbundet, er vi nødt til at lære at tolerere hinanden, og vi er nødt til at finde os i det faktum, at nogen mennesker siger ting, vi ikke bryder os om”. ■

 

Desuagtet af formen som ‘cancel culture’ tager, bør man tage afstand fra det, hvis man er seriøs omkring at bevare og videreudvikle et demokratisk samfund
_______

 





Markus Giessing (f. 1996) er freelance skribent, redaktør på RÆSON og indehaver af bloggen Uegnet Til Tryk. ILLUSTRATION: New York Times’ hovedkvarter i New York [Foto: Azulino/WikiCommons/https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0/deed.en]