Martin Ågerup: Regeringens overreaktion har påført os unødigt store omkostninger – uden at det har reddet én eneste ekstra fra corona-døden

Martin Ågerup: Regeringens overreaktion har påført os unødigt store omkostninger – uden at det har reddet én eneste ekstra fra corona-døden

14.04.2020


Regeringen har overreageret. Og dens dispositioner indebærer store menneskelige og økonomiske omkostninger for befolkningen samt indskrænkning af vores personlige frihed. Det mindste, Mette Frederiksen kan gøre til gengæld, er åbent at fremlægge en transparent og regelbaseret åbningsstrategi.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kommentar af Martin Ågerup, direktør, CEPOS

REGERINGENS HÅNDTERING af coronakrisen har haft to faser:

Den første fase op til og lige efter nedlukningen 11.-13. marts krævede hurtige beslutninger på baggrund af stor usikkerhed samt en meget tragisk situation i Norditalien. De fleste andre regeringer valgte at lukke hurtigt og hårdt ned. Det er helt forståeligt, at den danske regering gjorde det samme. Det er dog værd at bemærke, at regeringen allerede på det tidspunkt ifm. ændringerne af epidemiloven valgte at gå længere end de sundhedsfaglige ekspertindstillinger.

I bagklogskabens lys er der forholdsvis bred enighed blandt eksperter om, at der var tale om en overreaktion, som har påført danskerne enorme omkostninger, og som ovenikøbet kan svække corona-beredskabet på langt sigt og føre til flere dødsfald end nødvendigt. Overreaktionen i fase 1 er dog som sagt forståelig.

Ret hurtigt bevægede vi os imidlertid ind i en ny fase, hvor vi gradvist fik mere viden, som pegede i retning af, at nedlukningen formentlig var for hård, idet den ledige kapacitet på intensivafdelingerne slet ikke blev udnyttet. Det skrev jeg om første gang 22. marts. Men regeringen valgte at fastholde den for stramme nedlukning – og endda skærpe den undervejs. Fejlhåndteringen af krisen eskalerede til nye højder mandag den 6. april, da Mette Frederiksen meddelte, at den stramme nedlukning af den private sektor ville fortsætte.

Imidlertid viser regeringens eget beslutningsgrundlag fra Statens Serum Institut, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt med en langt større åbning end den valgte. En ekspertrapport lagde tre scenarier frem for regeringen. Selv under det mest omfattende genåbningsscenarie forventer myndighederne med 90-95 procent sandsynlighed, at behovet for intensivbehandling ikke vil overstige kapaciteten.

Man kunne ud fra et forsigtighedsprincip have forsvaret at vælge det mellemste scenarie, hvor intet tyder på en væsentlig risiko for at skyde over kapacitetsgrænsen. Men regeringen valgte i stedet det mindste scenarie – endda i en endnu strammere udgave, end den myndighederne fremlagde.

 

Erfaringerne siden 11. marts viser, at nedlukning faktisk virker. Det indebærer, at vi har en nødbremse, hvis man får lukket for meget op, og væksten i antallet af smittede begynder at gå for stærkt
_______

 

DET STÅR I SKÆRENDE KONTRAST til beslutningsprocessen i Sverige, hvor Mette Frederiksens socialdemokratiske statsministerkollega, Stefan Löfven fra krisens start overvejende har fulgt eksperternes anbefalinger. I Sverige er den centrale person for coronastrategien ikke statsministeren, men en fagperson, nemlig statsepidemiologen Anders Tegnell. Resultatet har været en markant anderledes tilgang til coronaepidemien: Sverige har lukket mindre ned end Danmark – hidtil uden at sundhedsvæsenet i Sverige er blevet overvældet. Lige nu er flere døde i Sverige end i Danmark, men det kan meget vel skyldes, at Sverige er længere fremme i forløbet end Danmark og dermed tættere på helt at kunne genåbne samfundet, fordi en mildere nedlukning gør, at smitten spreder sig hurtigere.

Nogle vil måske indvende, at det er bedre at være på den sikre side. Men der er også risici og omkostninger ved nedlukningen, der skal afvejes mod risikoen ved at genåbne. Og erfaringerne siden 11. marts viser, at nedlukning faktisk virker. Det indebærer, at vi har en nødbremse, hvis man får lukket for meget op, og væksten i antallet af smittede begynder at gå for stærkt. Nedlukningens effektivitet har vist os, at vi er i stand til i væsentlig grad at kontrollere smittetrykket.

Det primære formål med nedlukningen var angiveligt at undgå, at sundhedsvæsenet i Danmark blev overvældet af et større antal patienter med behov for indlæggelse på intensivafdeling og for respiratorbehandling.

Ifølge sundhedsstyrelsen er respiratorkapaciteten ca. 1.200 i spidsbelastning, men på intet tidspunkt har der været mere end 138 COVID-19-patienter i respirator i Danmark. Kapaciteten er altså mere end 8 gange større end den højeste belastning i første bølge. Man kunne således have skånet danskerne for en del af den meget voldsomme nedlukning med de store omkostninger, det har haft for rigtig mange:
• 42.000 er blevet arbejdsløse. Og det reelle tal er meget større, fordi mange foreløbigt er parkeret af hjælpepakker.
• 11.000 patienter har fået udskudt deres operationer. Mange må nu vente i smerte og med risiko for komplikationer og i værste fald snarere død.
• Yderligere tusinder af operationer på privathospitaler er blevet udskudt, fordi regeringen har beslaglagt privathospitalernes udstyr, selvom der ikke er noget tegn på, at det på hverken kort eller mellemlangt sigt bliver nødvendigt at inddrage det til at behandle corona-patienter.
• Tusindvis af private virksomheder er konkurstruede.
• Staten har brugt mange milliarder af skatteborgernes penge på at støtte privatansatte, som på grund af regeringens beslutning om nedlukning har mistet deres eksistensgrundlag. Og på at aflønne hjemsendte offentligt ansatte.

DISSE OMKOSTNINGER er kun toppen af isbjerget. Det er sandsynligt, at især de mest socialt udsatte betaler en stor regning for Frederiksens hårde nedlukning. Vi har for eksempel set ca. en fordobling af antallet af kvinder, som henvender sig til krisecentre. Titusindvis af udsatte børn af misbrugere har nu i ugevis været i isolation med deres mere eller mindre dysfunktionelle familier – et scenarie, som en nu voksen datter af en alkoholiker kalder ”forfærdeligt”. Nedlukningens negative konsekvenser har i den grad også et menneskeligt ansigt.

 

Men det redder ikke ekstra liv at ligge langt under kapacitetsgrænsen. Det forlænger kun den pine, som nedlukningen af samfundet indebærer for befolkningen
_______

 

Det er vigtigt at forstå, at hvis regeringens strategi alene er at udskyde smitten, ikke at undgå den (og det tyder meget på), så har den stramme nedlukning påført befolkningen unødigt store omkostninger, uden at det har reddet et eneste ekstra menneskeliv fra corona-død. Hvis strategien på langt sigt indebærer, at den samme andel af befolkningen skal smittes – ca. 60 procent – før epidemien kan stoppes og samfundet åbneslukkes op, så redder det liv at holde antallet af alvorligt syge under sygehusvæsenets kapacitetsgrænse, fordi en overskridelse af denne fører til øget dødelighed. Men det redder ikke ekstra liv at ligge langt under kapacitetsgrænsen. Det forlænger kun den pine, som nedlukningen af samfundet indebærer for befolkningen.

Tværtimod Desuden kan vi nu risikere, at en eventuel anden bølge af smitten (som forventes til efteråret) bliver så meget større, fordi så få danskere hidtil er blevet smittet i den første bølge. Regeringen har blot skubbet problemet foran sig – og har undervejs påført os alle (unødigt) store omkostninger.

Regeringens overreaktion har desuden medført, at der er tæret på samfundets modstandskraft overfor epidemien. De 11.000 udskudte operationer kan for eksempel ikke udskydes for evigt. Vi risikerer, at mange af de operationer skal udføres, samtidig med at anden bølge af epidemien rammer. Det er vel at mærke operationer, som kunne have været håndteret i foråret, uden at kapaciteten havde manglet til corona-patienter.

Som sagt ovenfor mener jeg, at overreaktionen i den helt indledende fase i de første 10 dages tid efter 13. marts er forståelig – men herefter burde eftertænksomheden gradvist have indfundet sig, efterhånden som man fulgte tallene for indlæggelser, som ikke så alarmerende ud.

Det er ligeledes kritisabelt, at regeringen stadig ikke har fremlagt en egentlig strategi for det videre forløb. Statsministeren taler om at følge den grønne kurve, men hvad vil det sige? Hvilket antal indlæggelser under spidsbelastning sigter man efter? Hvad er den langsigtede strategi efter sommeren? Hvad forventer regeringen at lukke op for i næste fase? Hvordan skal indlæggelsestallene og smittetrykket se ud, for at man åbner mere op eller lukker ned igen?

Regeringen er af Folketinget blevet tildelt en uhørt grad af magt ved hastelovgivning. Og dens dispositioner indebærer store menneskelige og økonomiske omkostninger for befolkningen samt indskrænkning af vores personlige frihed. Det mindste, Mette Frederiksen kan gøre til gengæld, er åbent at svare på spørgsmål som ovenstående og fremlægge en transparent og regelbaseret åbningsstrategi. At medierne og oppositionen finder sig i det magtarrogante hemmelighedskræmmeri fra regeringen (kritiseret her og her), er uforståeligt og kritisabelt. ■

 

Statsministeren taler om at følge den grønne kurve, men hvad vil det sige? Hvilket antal indlæggelser under spidsbelastning sigter man efter? Hvad er den langsigtede strategi efter sommeren?
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Martin Ågerup (f. 1966) er uddannet økonom og økonomisk historiker fra universiteterne i Bristol og Exeter. Han er direktør for tænketanken CEPOS samt forfatter til flere bøger. ILLUSTRATION: Martin Ågerup [foto: Christian Liliendahl/Scanpix]