Martin Collignon: Klimaafgifter flytter ansvaret for den grønne omstilling fra politikerne til markedet – og heri ligger måske forklaringen på, hvorfor regeringen modsætter sig dem

Martin Collignon: Klimaafgifter flytter ansvaret for den grønne omstilling fra politikerne til markedet – og heri ligger måske forklaringen på, hvorfor regeringen modsætter sig dem

02.06.2020


Idéen om at vi skal overlade meget af magten til den nuværende regering – en idé der i øvrigt er blevet styrket under coronakrisen – bliver svækket med indførelsen af klimaafgifter, fordi virksomhederne og borgerne dermed selv kan tage ansvar for deres økonomi og den grønne omstilling. Når klimaministeren siger, at det er fantasiløst at pege på klimaafgifter, røber han måske det dilemma, som han står i: En frelsende klimaminister behøves mindre, når klimaafgifter indføres.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kommentar af Martin Collignon

OVER WEEKENDEN tilsluttede fagbevægelsen sig en gruppe, hvor det er blevet meget lettere at tælle, hvem der ikke er med, end hvem der er med.

Internationalt kan IPCC, OECD, IEA, Verdensbanken, 27 Nobelprismodtagere med flere ikke se en grøn omstilling uden klimaafgifter. Herhjemme har Klimarådet, De Økonomiske Råd, 19 grønne NGO’er, de fleste tænketanke, ungdomspartierne, regeringens støttepartier og nu fagbevægelsen også opfordret til at bruge løsningen som hovedvirkemiddel til at nå klimalovens målsætning. Den massive støtte er ikke just overraskende: Empirisk og teoretisk er klimaafgifter løsningen, der giver os den billigste grønne omstilling. I sig selv er modstanden bevis for, at klimaafgifter virker: Det er de store forurenere hos Dansk Industri, Olie & Gas Danmark og Landbrug & Fødevarer, der afviser løsningen.

For mange er det derfor også en gåde, hvorfor regeringen indtil videre har valgt at støtte forurenerne frem for det overvældende flertal.

 

Med EU’s foreslåede klimatold, som sørger for, at varer fra lande, der ikke er klimaambitiøse bliver beskattet, når de kommer ind i EU, og netto-nul ambitionen i 2050, virker det usandsynligt, at en forurenende virksomhed bliver modtaget med åbne arme andre steder
_______

 

Den hyppigst nævnte bekymring har været, at udledninger (og jobs) vil flytte til udlandet. På flere måder er det et argument, der ikke har hold i virkeligheden. De mest gennemarbejdede forslag omkring danske klimaafgifter fra henholdsvis Klimarådet og Kraka/Deloitte viser, hvordan virksomheder kan støttes, så det undgås. Det gøres bl.a. ved at give højere fradrag til virksomheder, der vil blive hårdest ramt af afgifterne, og hvor konkurrencen med udenlandske virksomheder er høj. Det er i øvrigt de samme mekanismer, som skatteministeren selv nævnte i starten af året.

For det andet virker argumentet kun i en situation, hvor andre lande ikke også øger deres klimaindsats. Med EU’s foreslåede klimatold, som sørger for, at varer fra lande, der ikke er klimaambitiøse bliver beskattet, når de kommer ind i EU, og netto-nul ambitionen i 2050, virker det usandsynligt, at en forurenende virksomhed bliver modtaget med åbne arme andre steder. Klimaneutralitetsmålet gøres betydeligt sværere at opnå, hvis man ihærdigt arbejder imod, hvad enhver folkeskoleelev lærer i naturfagene: At forbrænde fossile brændsler udleder kuldioxid, og drøvtyggernes fordøjelse udleder metan. Politikerne burde på et tidspunkt diskutere, hvad omkostningen bliver for at beholde virksomheder, der lever af disse processer, hvis de ikke omstiller sig til at passe ind i en klimaneutral verden.

Mere overraskende var klimaministerens argument i Børsen, at “der fin­des ikke no­get sted i ver­den, der har in­tro­du­ce­ret så­dan en Ge­org Gear­løs-ag­tig mo­del”. Det er overraskende, fordi den modsiger regeringens ambition om at være et grønt foregangsland, og fordi det faktisk ikke er sandt.

Holland har vedtaget en klimaafgift, der sørger for, at udledningen af et ton CO2 koster op til 150€ i 2030, og hvor der er tilskud til de mest konkurrenceudsatte virksomheder. Sverige har allerede i dag klimaafgifter på 110€ per ton. Ifølge Verdensbanken dækker klimaafgifter allerede 22.3 pct. af verdens udledninger. Danmark har også haft klimaafgifter siden 90’erne, men på nuværende tidspunkt er de for lave og uensartede til at opnå det ønskede effekt.

 

Risikoen, som regeringen tager, er at befolkningen på et tidspunkt ikke længere køber, at Socialdemokratiet er grønne – en farlig udvikling, da klimaet står højest på vælgernes dagsorden. Venstre kunne nemt støtte klimaafgifter og dermed fremstå som grønnere end regeringen
_______

 

MAN KUNNE FÅ den mistanke, at regeringens offentlige, lunkne modtagelse af klimaafgifter stammer fra mere kyniske overvejelser.

Når man står så stærkt i meningsmålingerne, som Socialdemokratiet gør, er incitamentet for at gøre nogen fortræd småt. Klimaministeren ved måske, at klimaafgifter er et nødvendigt redskab, men vil helst overlade beslutningen til støttepartier og lade dem tage hetzen fra Aalborg Portland og de andre storforurenende virksomheder. Desto stærkere presset udefra og stærkere modstand fra ministeren, desto nemmere bliver samtalerne med Dansk Industri og landbruget, når beslutningen bliver truffet. “Vi blev tvunget til det” kunne Mette Frederiksen passende sige til den administrerende direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen. Risikoen, som regeringen tager, er at befolkningen på et tidspunkt ikke længere køber, at Socialdemokratiet er grønne – en farlig udvikling, da klimaet står højest på vælgernes dagsorden. Venstre kunne nemt støtte klimaafgifter og dermed fremstå som grønnere end regeringen.

Det er også en udfordring for regeringen, at klimaafgifter giver en så betydelig del af de nødvendige udledningsreduktioner, som de gør. At indføre klimaafgifter betyder nemlig, at der ikke i så stort omfang er behov for investeringer i utopiske teknologier og store pressekonferencer, hvor endnu et annonceret udspil er “det grønneste nogensinde”. Klimaafgifter fjerner noget af ansvaret fra politikerne, der skal beslutte, hvad skal støttes, og hvad skal reguleres, over til markedet. Idéen om at vi skal overlade meget af magten til den nuværende regering – der i øvrigt er blevet styrket under coronakrisen – bliver svækket, fordi virksomhederne og borgerne selv kan tage ansvar for deres økonomi, og dermed også den grønne omstilling. Når klimaministeren siger, at det er fantasiløst at pege på klimaafgifter, røber han måske det dilemma, som han står i: en frelsende klimaminister behøves mindre, når klimaafgifter indføres.

Mens vi debatterer, om klimaafgifter er det rigtige, reduceres vores klimaaftryk ikke i nærheden af, hvad der er behov for, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under 1.5 grader.

“Det er utopi at tro, at der ikke skal være klimaafgifter,” sagde formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard. Måske bør Mette Frederiksen begynde at fokusere på målet og lytte til fagfolkene i stedet for forurenerne? ■

 

Man kunne få den mistanke, at regeringens offentlige, lunkne modtagelse af klimaafgifter stammer fra mere kyniske overvejelser
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Martin Collignon (1992) er medlem af Klimabevægelsen og Ungeklimarådet. ILLUSTRATION: Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) til pressemøde om første del af regeringens klimahandlingsplan i Finansministeriet, 20. maj 2020 [Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix].