12.08.2020

I kølvandet på coronakrisen tegner sig efterhånden konturerne til dét, der ligner den nye grundkonflikt i dansk politik. Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen skal fra nu af kæmpe om posten som konkurrencestatsminister. Men hvis man siger det åbent, har man tabt.

Af Martin Møller Boje Rasmussen, Ph.d. og forsker i komparativ politisk økonomi ved KU

Ingen af de to partiledere har ganske vist hverken forklaret, forsvaret endsige forholdt sig nærmere til den notorisk vælgerfjendske konkurrencestat. Og konkurrencestatens grundspørgsmål – hvad skal Danmark leve af i fremtiden? – har siden pandemiens udbrud (klædeligt) stået i skyggen af ”corona-statens” mere akut presserende ditto: Hvordan skal Danmark (over)leve i nutiden?

Men efterhånden som de barske økonomiske konsekvenser af COVID-19-udbruddet over de kommende måneder og år begynder at indfinde sig, må man forvente at det første, mere økonomiske spørgsmål gradvist vil (tilbage)vinde forrang for det andet mere etisk-/ sundhedsfaglige. Fokus bliver på: Den danske samfundsøkonomi, virksomheders og lønmodtageres fremtidige rolle, muligheder og risici i en ny tids globalisering. Gårsdagens lancering af Forum for Genstart af dansk eksport og 8 såkaldte Genstarts teams, er blot et højaktuelt forvarsel om en sådan re-orientering.

Dog har Frederiksen med egne ord ”ingen planer om at omdanne Danmark til en konkurrencestat” og Ellemann-Jensen har vist aldrig nævnt den. Offentligt er det ikke muligt for dem at omfavne den. For den danske konkurrencestat kan cirka alt – bare ikke vinde et folketingsvalg. At bakke den op er som at underskrive sin egen politiske dødsdom. Omvendt er der mange point i at være imod dens mange symboler. Og som dig og mig og alle andre synes Mette og Jakob også, at alt med tal, statistik, regneark, teknokrati, bureaukrati og pseudoarbejde er dårligt. Tillid, nærhed, omsorg, nærvær, kærlighed derimod er godt.

 

I 2020 gælder den populistiske tyngdelov: Enhver, der vil lede konkurrencestaten, må undsige den
_______

 

Konkurrencestaten har – i kraft af årtiers vedholdende reformer – gjort Danmark til et af verdens vel nok rigeste, mest fredelige, frie, holdbare, robuste og socialt afbalancerede steder. Den er bare ikke noget for vælgerne. For i 2020 gælder den populistiske tyngdelov: Enhver, der vil lede konkurrencestaten, må undsige den.

Ikke desto mindre vil det – trods det, at hele verden som følge af corona aktuelt er gået ned i historisk lavt gear – være naivt ikke at forvente, at globaliseringen og den internationale konkurrence ikke alene genoptages, men også forstærkes, accelererer og skifter karakter efter genopretningen. For et sige det hudløst elitært: Konkurrencestaten er kommet for at blive. Og derfor er der også god grund til allerede nu at dechifrere, hvilke typer af konkurrencestatsministre Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen hver især aspirerer til at være.

To syn på samfundsmodellen – og dens mangler
Der er de seneste måneder sagt og skrevet en del om, at Ellemann-Jensen intet politisk projekt har. Men nærstuderer man de to kandidaters taler, kronikker og strategipapirer før og under coronakrisen, træder to ret forskelligartede konkurrencestatsprojekter frem. Det er projekter, der adskiller sig på i hvert fald tre dimensioner: For det første i deres syn på den danske samfundsmodel- og økonomis tilstand. For det andet i deres overordnede målsætning(er) for dens videreudvikling. Og for det tredje de midler, de vil tage i brug for at indfri de mål.

I forhold til den første dimension, er Mette Frederiksens samfundssyn i en generøs læsning dobbelt; i en mindre generøs flakkende og skizofrent. Op til Folketingsvalget lod hun i sin valgkampagne forstå, at ”den bedste danske opfindelse er Danmark”, og Socialdemokratiets 2025-plan fremhæver Danmark som en ”unik” samfundsmodel, der ”bygger på et stærkt erhvervsliv og et veludbygget velfærdssamfund som hinandens forudsætninger.” Men nøglerne til Statsministeriet var knap vundet, førend piben fik en anden lyd. I sin tale til Folketingets åbning i 2019 gik hun i rette med dette (tidligere) billede af Danmark som mønsterland: ”Selvom rammen om billedet holder. Så er maleriet falmet. Jordbærboden har fået videoovervågning. Og det er et paradoks, at selvom velstanden samlet set er steget, oplever mange en større usikkerhed […] Tilliden slår revner.”

Til trods for, at hun som oppositionsleder selv havde brugt mere end én tube akrylmaling på at male et rosenrødt billede af Danmark, kunne hun altså få måneder efter valget se, at maleriet hang skævt. Men ved Folketingets afslutningsdebat i 2020 hævdede hun alligevel, at den succesrige danske coronaindsats kun var mulig, fordi ”vi har en kernesund dansk økonomi, lav gæld, robuste offentlige finanser. Pengene passer mange år ud i fremtiden. Høj beskæftigelse. Lav ledighed […] Gennem årtier har skiftende regeringer og partier udvist stor ansvarlighed. Reformer af uddannelserne, skattesystemet og arbejdsmarkedet”. Eller slet og ret: mulig på grund af konkurrencestaten.

 

Til trods for, at Frederiksen som oppositionsleder selv havde brugt mere end én tube akrylmaling på at male et rosenrødt billede af Danmark, kunne hun altså få måneder efter valget se, at maleriet hang skævt
_______

 

Enten kan Mette Frederiksen simpelthen ikke beslutte sig for, om det samlet set går godt eller dårligt i (konkurrencestaten) Danmark. Eller også besidder hun et sjældent folkeintrospektivt dobbeltsyn, hvor hun på den ene side vedgår, at ’opfindelsen Danmark’ målt på nærmest alle objektive indikatorer for samfundsmæssig succes, fremskridt, velstand og velfærd overgår omverdenen. Men på den anden side har hun alligevel blik for, at ’mange danskeres’ subjektivt oplevede følelse af usikkerhed stiger og tilliden falder.

Som direkte svar på Mette Frederiksens jordbærbodsgang, fastslog Ellemann-Jensen i sin 2019-åbningstale, at hun havde tegnet et ”dystert billede af Danmark, som jeg tror, at mange danskere har svært ved at genkende […] Danmark er ikke et samfund, hvor både tillid og livskvalitet er i frit fald.” I stedet betonede han en ”økonomi i absolut topform. Med rekordhøj beskæftigelse,” og hvor ”antallet af offentlige forsørgede er på det laveste niveau siden 1987. Med styr på udlændingepolitikken og en asyltilstrømning, der ligger på det laveste niveau i 10 år.” En tilsvarende optimistisk samfundsanalyse, han lagde til grund for en mere optimistisk linje, der med hans egne ord skal udtrykke en ”bred og glad borgerlighed, der ikke bliver vrissen eller vrængende.”

Men coronakrisen synes at have udfordret hans nyfundne, borgerlige munterhed. I sin grundlovstale i juni fremhævede han således, at ”reformer har gjort den danske økonomi stærk. Men den er ikke usårlig. Selv ikke den stærkeste økonomi kan i længden klare flere arbejdsløse, færre arbejdspladser, mindre vækst og større gæld. Det er de værdier, der skabes på arbejdspladserne i landets virksomheder, som i sidste ende skaber den velstand, der betaler for vores velfærd. Længere er den ikke.”

Når man sammenligner de to samfundssyn, bliver det tydeligt, at Mette Frederiksen som konkurrencestatsminister forfægter en forståelse af Danmark som en symbiotisk samfunds- og konkurrencemodel, hvor velfærd og velstand, den offentlige og private sektor, tænkes som gensidige forudsætninger – om end det sker med vekslende overbevisning og betoning, idet hun fastholder et blik for ”lommer” af oplevet usikkerhed i samfundet trods den ’bedste danske opfindelses’ objektivt målte overlegenhed.

Heroverfor står rivalen Ellemann-Jensen med et mere funktionalistisk modelsyn, der deler samme modeloptimisme, som også Mette Frederiksen ved særlige lejligheder kan fremfinde, men som også i coronakrisens kølvand forekommer mere stålsat i sit syn på den private sektors produktive primat.

 

På dette felt må man nøgternt konstatere, at Ellemann-Jensens ’summum bonum’ foreløbigt er uklart. Eller i det mindste mindre klart defineret end hans rivals. Og også mindre klart end hans forgængers
_______

 

Summa Bona?
I forhold til den anden dimension skal en konkurrencestatsminister i sit projektarbejde kunne formulere et ’summum bonum’ – et højeste, efterstræbelsesværdigt gode på det samlede samfunds vegne.

Med sit budskab ”velfærden først” må det siges at være lykkedes Mette Frederiksen, at slå sit ’summum bonum’ fast med syvtommer-søn. Ikke blot i den faktiske håndtering af coronakrisen, hvor hun har vægtet liv over livsværk. Men også i taler og skrift. I sin tale til Folketingets åbning i 2019 brugte hun således også sloganet fire gange.

Ved samme lejlighed fremsatte hun endda noget så sjældent forekommende som en regeringsleders egen definition på velfærd.
Ifølge hende er ”omsorgen trængt i baggrunden. Og noget andet har fået overtaget. New Public Management. Besparelser. Effektiviseringer. (…) Men velfærd er ikke et projekt. Velfærd er varme. Trivsel. Kærlighed. Muligheder. (…) Vi har fået mere projektvelfærd. Mindre helt almindelig omsorgsvelfærd.” Dvs. en forståelse af velfærd som værende både en affektiv-subjektiv følelse (f.eks. kærlighed) og en økonomisk-objektiv betingelse (f.eks. mulighed). I valgkampen søsætte hun også strategipapiret ”Lad os samle Danmark igen” – en art samfunds-scorecard med 10 målsætninger for Danmark i 2020’erne, og et nogenlunde klart bud på, hvad hun ønsker, der skal komme ud af konkurrencestatsmaskinen inden 2030.

På dette felt må man nøgternt konstatere, at Ellemann-Jensens ’summum bonum’ foreløbigt er uklart. Eller i det mindste mindre klart defineret end hans rivals. Og også mindre klart end hans forgængers. Lars Løkke Rasmussen opstillede tilbage i 2009 ’10 drømmemål’, som Danmark skulle (men dog aldrig nåede at) indfri inden 2020. Og han gjorde også ansatser til en debat om ”nær velfærd”. I en række nyere interviews i Weekendavisen
har en række forhenværende Venstre-folk og debattører (fx Carl Holst og Lars Seier Christensen) på det seneste forsøgt at samle op på den debat. Men ideerne om kraftigere at betone såkaldt ’nær velfærd’ synes den nye formand foreløbig at have kørt på Venstre-kioskens fjernlager.

Helt uden mål er Ellemann-Jensen dog ikke. I sin Landsmødetale, formulerede han noget, der kunne lyde som tilløb til et ’summum bonum’ for velfærdssamfundet, som han hævdede også han vil forsvare, fordi det ifølge ham ”giver muligheder. Og kan være med til at udviske de forskelle i livet, som mange steder afhænger af, om man er rig eller fattig. Det er der, velfærdssamfundet er allerbedst. Når det er med til at sætte mennesker fri”. Ved samme lejlighed slog han an til en ny vurdering af det at arbejde: ”arbejdet har en værdi, der ligger langt udover det, man kan gøre op i kroner og øre. Arbejdet [er] en kilde til stolthed. Til værdighed. Til fællesskab. Til glæde over at kunne forsørge sig og sine og få den frihed, der ligger i, ikke at skulle skylde nogen noget.” Galt på den er dem, der ser arbejde ”som et nødvendigt onde, indtil man kan blive fri’ – men også dem, der kun ser arbejde som middel til at få ”velfærdssamfundet til at hænge sammen”. For ham er arbejde frisættende, hvorfor det også ”altid skal kunne betale sig at arbejde”.

 

Andengenerationsreformer er dog ikke mere nye, end at et øget fokus på uddannelse og produktivitet også var den centrale ambition bag den i S-kredse i dag unævnelige ærke-konkurrencestatsminister Corydons produktivitetskommission
_______

 

Umiddelbart et samfundsmål, der ligger ganske tæt på den økonomisk-objektive del af Frederiksens definition af velfærd som muligheder. Men som også i kimform rummer ansats til en egentlig intellektuel kritik af samme velfærdsbegreb for dets potentielle cirkulære absurditet. Altså denne logik: I kraft af velfærdssamfundet kan flere arbejde, så velfærdssamfundet kan hænge sammen, så flere kan arbejde så velfærdssamfundet osv.

Men endnu er Ellemann-Jensen langtfra så klar i mælet og mål(ene) som Frederiksen eller Løkke Rasmussen.

Hvor langt vil de gå for klimaet?
Slutteligt er der forskel på de to konkurrencestatsministres foretrukne værktøjer. Ifølge en opgørelse i Ugebrevet Mandag Morgen havde Frederiksen inden Folketingsvalget 2019 fremsat ikke mindre end 340 politiske løfter. Det er selvsagt for tidligt at afgøre, om de alle indfris – ikke mindst i lyset af coronakrisen. Men med en kontraktpolitisk fingerspidsfornemmelse – der nyder selv Anders Fogh Rasmussens anerkendelse – er hun begyndt at indfri dem ét for ét: 1.000 nye sygeplejersker, minimumsnormeringer, offentligt konsulentstop, Blackstone-indgreb osv.

Kigger man imidlertid bag den kontraktpolitiske gavebods glitrende forrude, er der muligvis mere på spil. En ny økonomisk politik og strukturpolitisk tænkning under opsejling: Som modsvar på coronaudbruddet har Frederiksen tilsyneladende udviklet en art nationalkeynesianisme med ekspansiv finanspolitik til hjemligt brug kombineret med spare-, reform- og rabatpolitik til EU-brug. I strukturpolitikken har hun med Socialdemokratiets 2025-plan varslet et skift i reformpolitisk fokus med vægt på såkaldte ”andengenerationsreformer”. Altså reformer, der skal løfte kvaliteten af arbejdsudbuddet via investeringer i uddannelse og ikke som hidtil selve udbuddet. I erhvervspolitikken har erhvervsminister Simon Kollerup søsat en progressiv eller ”missions-dreven erhvervspolitik”. En tilgang, hvor globale udfordringer som klima, folkesundhed og ny teknologi på arbejdspladsen ses som ”samfundsmissioner”. Bundne opgaver, som alle verdens lande i fremtiden nødvendigvis må forholde sig til, og som derfor byder på et stort vækstpotentiale for Danmark. Som det blev udtrykt i et erhvervspolitisk udspil sidste efterår: ”stræben efter det gode liv står ikke i modsætning til vækst. Men den fordrer en bæredygtig vækst”. Kort sagt: En tankegang, hvor erhvervslivets konkurrenceevne ikke forstås som forskellig fra dets evne til at løse samfundsmissioner – men som to sider af samme sag.

Andengenerationsreformer er dog ikke mere nye, end at et øget fokus på uddannelse og produktivitet også var den centrale ambition bag den i S-kredse i dag unævnelige ærke-konkurrencestatsminister Corydons produktivitetskommission. Og selvom enhver reference til konkurrencestaten er som støvsuget fra Mette Frederiksens vælgerrettede kommunikation, fylder spørgsmålet om tilpasning til globalisering og international konkurrence dog også en del i Socialdemokratiets økonomiske 2025-plan, hvoraf det fremgår: at ”den globale konkurrence om investeringer og arbejdspladser bliver stadig mere intensiv. Og selvom danske virksomheder i dag er konkurrencedygtige, er det ikke givet, at det fortsat vil være sådan. Det kræver, at vi aktivt understøtter det.”Ja, selvom der fra Socialdemokratisk side gøres ihærdige forsøg på retorisk at distancere sig fra Thorning-regeringen og Bjarne Corydons famøse trosbekendelse til konkurrencestaten, er der alligevel mere der samler end som skiller de tvende Socialdemokratier.

 

Konkurrencestaten, globaliseringen og den internationale konkurrence er et politisk uomgængeligt grundvilkår, der former, farver og rammesætter begges politiske projektarbejde – også selvom de ikke taler for højt om det
_______

 

Kontinuitet er der også mellem Ellemann og hans forgænger. Og det så meget at han kan spilde af det. Fx i sin tale til Venstres ekstraordinære landsmøde i september 2019, hvor han troskyldigt opremsede klassiske V-mærkesager som ”at skal kunne betale sig at arbejde”, frit valg i den offentlige sektor, styr på udlændingepolitikken osv.

Men selvom han ikke har udstedt lange løftelister til vælgerne, kan der alligevel anes kim til ny politik. Som svar på coronakrisens (kommende) økonomiske efterveer foreslog han i sin grundlovstale fremrykning af skattelettelser, momshalvering, skattestop samt øget fokus på og understøttelse til danske eksporterhverv. I forlængelse heraf slog han også toner an til en mere pro-europæisk linje med vægt på frihandel, vækst og fælleseuropæiske klimaløsninger.

Endelig synes han at flytte sig i klimapolitikken. Tilbage i sin tale til Folketingets åbningsdebat 2019 mente han, at ”hvis Danmark fortsat skal være et foregangsland for andre, så skal vi vise, at grøn omstilling, økonomisk vækst og personlig frihed kan gå hånd i hånd, uden at det bliver dyrere at være dansker eller svækker vores konkurrenceevne”, og forfægtede dermed dengang et syn på konkurrenceevne som uforenligt med grøn omstilling. Men med forårets partnerskab med Morten Østergaard om den CO2-afgift og grøn skattereform (som næsten alle eksperter bakkede op om, men som klimaminister Dan Jørgensen fik affejet som en Georg Gearløs-løsning), synes han at have sat sig i grøn bevægelse. Forslaget synes at udtrykke et syn på grøn omstilling og konkurrenceevne som (mere) forenelige og altså et syn tættere på Kollerups progressive erhvervspolitik. Manøvren vidner ikke alene om Ellemann-Jensens voksende vilje til at tage tunge økonomiske værktøjer i brug – men også hans villighed til at fravriste dem fra sine modstandere.

Som netop vist kan man mellem linjerne ane en del aktivitet i de to kandiderende konkurrencestatsministres projektværksteder. Konkurrencestaten, globaliseringen og den internationale konkurrence er et politisk uomgængeligt grundvilkår, der former, farver og rammesætter begges politiske projektarbejde – også selvom de ikke taler for højt om det. Nok ser de forskelligt på mangt og meget – fx de økonomiske og moralfilosofiske begrundelser for et velfærdssamfund – men begge argumenterer og tænker de implicit indenfor samme konkurrencestatslige meningshorisont.

 

Nok ser de forskelligt på mangt og meget – fx de økonomiske og moralfilosofiske begrundelser for et velfærdssamfund – men begge argumenterer og tænker de implicit indenfor samme konkurrencestatslige meningshorisont
_______

 

Set ovenfra kan man udpege ikke uvæsentlige unøjagtigheder i begges projekter: Overfor Mette Frederiksen kan man anholde, at det simpelthen er ukorrekt, at den generelle tillid i det danske samfund er faldet. Før coronakrisen var den høj. Og under krisen er den kun steget yderligere. Og man kan som sagt også stille spørgsmålet om forskellen på Mette Frederiksens velfærdssamfund og Thorning-Schmitt og Corydons konkurrencestat blot er retorisk – eller mere substantiel og dybtliggende.

Overfor Ellemann-Jensen kan man indvende, at det trods hans personlige respekt for arbejde ikke desto mindre forholder sig sådan, at i lande, hvor det i mindre grad kan betale sig at arbejde, er der relativt flere, der gør det. Og dét ikke mindst på grund velfærdssamfundets bibringelse af muligheder for alle. Ellemann står altså overfor lidt af et dilemma: På den ene side må det for ham ikke blive dyrere at være dansker. På den anden side er det netop fordi det har været så dyrt at være dansker, at det for så mange ikke blot har kunnet betale sig, men også været muligt at arbejde qua adgang til offentlig skattefinansieret uddannelse, sundhed, transport, børnepasning osv. Det kan endda formuleres som slogan: Nok skal det kunne betale sig at arbejde for danskerne. Men danskerne skal også kunne betale det, det koster at arbejde. Og det er i afvejningen af begge hensyn, at dansk konkurrenceevne egentlig bestemmes. Eller mere polemisk, hvis velfærdssamfundet ifølge Jakob Ellemann-Jensen vitterlig ”er den bedste måde at give alle forudsætninger for at leve det liv, de vil”, hvorfor må det så ikke blive dyrere at være dansker, hvis det er nødvendigt for selvsamme velfærdssamfunds finansiering?

Men: Politik har alle dage været umådeligt meget nemmere at føre fra et akademisk elfenbenstårn end indefra Borgen. Og mon ikke både Mette og Jakob vil affeje en analyse som den ovenstående som håbløst elitær, og afvise enhver forbindelse til den forbandede konkurrencestat. Givetvis. Populismens tyngdelov trækker enhver debat i retning af cirkuselefanter, jordbærboder og navnet på en ispind.

Men det ændrer stadig ikke på, at de begge om føje tid vil blive konfronteret med konkurrencestatens benhårde økonomiske realiteter og dilemmaer. Og at de begge i kraft af deres rolle som konkurrencestatsministre vil blive afkrævet klare svar på, hvad Danmark skal leve af i fremtiden – nu da vi sådan nogenlunde ser ud til at overleve nutiden. ■

 

[Jakob Ellemann og Mette Frederiksen] vil om føje tid blive konfronteret med konkurrencestatens benhårde økonomiske realiteter og dilemmaer.
_______

 


Martin Møller Boje Rasmussen (f. 1982) er Ph.d. og forsker i komparativ politisk økonomi på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. I 2019 udgav han bogen ’Konkurrencestatsministeren: Til forsvar for den danske konkurrencestat’. Med inspiration fra Machiavellis Fyrsten opstiller han i bogen syv gode råd til den, der vil lede den danske konkurrencestat. ILLUSTRATION: Partilederdebat i Folketingssalen. Venstres Jakob Ellemann-Jensen og statsminister Mette Frederiksen [Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]