19.10.2020

Kina er ikke en global supermagt. Men Kina er god til at lade som om. Vesten kan håndtere Kina, hvis vi tror på os selv og ikke på Beijings stormagtsfortælling.

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte efterårsnummer, som d. 15. oktober ramte postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: “Er Europa Alene?”

Af Mikkel Vedby Rasmussen

De kinesiske marinesoldater holdt brohovedet, lige indtil de sidste landgangsfartøjer havde forladt stranden øst for Taipei, og overgav sig så til de taiwanske soldater, der rykkede frem over stranden i ly af kampvogne. De taiwanske styrker gav sig god tid, og selvom hæren havde fastholdt sit artilleribombardement af de kinesiske stillinger til sidste øjeblik, gjorde taiwanerne sig alle anstrengelser for ikke at give Folkets Befrielseshær nogen grund til at blive på øen.

De kinesiske krydsere og fregatter, der havde eskorteret transportskibene, måtte finde deres egen vej tilbage til det kinesiske fastland. Mod øst lå japanske, koreanske og amerikanske krigsskibe klar til at fortsætte kampen, hvis kineserne ikke sejlede direkte hjem. Men der var ingen anden vej end hjem for flåden, der blot 12 timer tidligere havde været overbevist om, at Folkets Befrielseshær ville indfri partiets løfte om at samle Kina.

Tre årtiers ubrudt økonomisk vækst havde givet regimet en tro på, at det kunne gennemføre alt, det satte sig for. Invasionen af Taiwan var blot endnu et af femårsplanens mål. Med stor selvsikkerhed havde Beijing stillet Taipei et ultimatum: Acceptér en union af Kina og Taiwan, eller vi invaderer jer. At Taiwan sagde nej, var måske en overraskelse i Beijing, men Kommunistpartiet kunne ikke bære ydmygelsen i ikke at følge op på sin trussel.

Så den kinesiske flåde satte kurs mod øen. Folkets Befrielseshær var imidlertid ikke de eneste med skibe i søen. Bag Taiwan lå de amerikanske hangarskibe USS Ronald Reagan og USS Nimitz sammen med det britiske hangarskib HMS Queen Elisabeth. Og den danske fregat Iver Huitfeldt var en del af gruppen af skibe, som beskyttede det britiske hangarskib. Danskerne deltog hermed i NATO’s første militære mission i Asien med både dette flådebidrag og luftforsvarsenheder på selve Taiwan.

Selvom kineserne forsøgte at beskytte deres flåde ved at sende en regn af missiler mod hangarskibene og de japanske og koreanske flådeenheder, der også var i farvandet, stod tabene i den allierede flåde ikke mål med de tab, som den kinesiske flåde led, efterhånden som F-35-kampfly fra både de britiske og de amerikanske hangarskibe og de japanske minihangarskibe angreb flåden sammen med det taiwanske luftvåbens egne F-16. Britiske og amerikanske ubåde i Taiwanstrædet sænkede transportskibe. Det kinesiske hangarskib Liaoning blev sænket, mens hangarskibet Shandong blev alvorligt beskadiget og måtte søge tilbage til havn.

 

Men selvom Kina har mere end fordoblet sit forsvarsbudget siden 2008, har Folkets Befrielseshær stadig hverken luftbårne styrker, amfibieenheder eller en flåde af en kvalitet og en størrelse til for alvor at kunne planlægge en invasion, der har muligheden for at gå meget bedre end det scenarie, som jeg har opfundet til lejligheden og beskrevet her
_______

 

På trods af deres store tab nåede den kinesiske flåde dog frem til Taiwan og iværksatte landgangen på strandene øst for Taipei. Der er kun få steder på Taiwans kyst, som er egnet til en landgang, og fordi Taiwan havde mobiliseret 1,7 millioner soldater, kunne de alle sammen befæstes. Folkets Befrielseshær mødte en modstand, som soldaterne, hvis primære kamperfaring var at nedkæmpe studenterprotester, ikke kunne holde til.

Efterhånden som det taiwanske luftvåben – støttet af britiske og amerikanske fly – gik til angreb på de kinesiske soldater, der kæmpede uden luftstøtte efter tabet af deres hangarskibe, blev stranden et kaos af ødelagte kampvogne og dræbte soldater. Siden Folkets Befrielseshær var ude af stand til at trænge ind i landet – og den kinesiske flåde var presset af den allierede flådestyrke – havde kineserne ikke andet valg end at trække sig tilbage, hvis de skulle undgå et totalt nederlag.

En selvopfyldende fortælling om sin egen styrke
Kina har siden 1993 haft en invasion af Taiwan som udviklingsmålet for Folkets Befrielseshær. Og landet har både indkøbt raketter, der skulle kunne forhindre den amerikanske flåde i at hjælpe Taiwan, og investeret i sin egen flåde (der, noget forvirrende, er en del af Folkets Befrielseshær) for – inden en invasion – at kunne dominere farvandet omkring Taiwan.

Men selvom Kina har mere end fordoblet sit forsvarsbudget siden 2008, har Folkets Befrielseshær stadig hverken luftbårne styrker, amfibieenheder eller en flåde af en kvalitet og en størrelse til for alvor at kunne planlægge en invasion, der har muligheden for at gå meget bedre end det scenarie, som jeg har opfundet til lejligheden og beskrevet her.

Denne fiktive invasion viser nemlig, hvor svagt Kina vil stå i et angreb på Taiwan. Ifølge The Military Balance kan Taiwan mobilisere 1.657.000 soldater som supplement til de 163.000 professionelle i Taiwans væbnede styrker, som også tæller 22 fregatter, 44 korvetter og 285 kampfly. Og for at komme i kamp med dem skal kineserne sejle deres styrker over Taiwanstrædet. Det vil være umuligt for Folkets Befrielseshær at samle en invasionsflåde og få den sejlet til Taiwan uden at blive opdaget, og som i scenariet må kineserne vente både stor modstand på vejen og en velplanlagt velkomst, når de ankommer til et af de få steder på kysten, hvor de kan gå i land.

Den 6. juni 1944 var de allierede i stand til at sejle over den langt smallere Engelske Kanal uden at blive opdaget, men de led stadigvæk ti gange så store tab som tyskerne, der forsvarede de franske strande. Kineserne må således forvente store tab hos en styrke, som det vil være meget vanskeligt at støtte, hvis Folkets Befrielseshærs flåde og luftvåben ikke før invasionen kontrollerer farvandet omkring Taiwan.

Kort sagt: Det ville være et af militærhistoriens mest hasarderede forehavender for det kinesiske regime at invadere Taiwan.

Kina kan kun invadere Taiwan, hvis Kommunistpartiet får lov. Det vil kræve en situation, hvor de kinesiske styrker er inviteret, så der enten ikke er modstand, eller modstanden er ukoordineret og halvhjertet. Det vil ydermere kræve, at USA og dets allierede holder sig ude af kampen. På netop den baggrund har Beijing i årevis forsøgt at overbevise alle om, at de kæmpe investeringer i Folkets Befrielseshær har gjort Kina uovervindeligt – og at Kinas rolle i verdensøkonomien betyder, at USA ikke ville kunne bære omkostningerne ved en krig.

 

Som borgerne i Star Trek ville sige det, har budskabet fra Beijing været: ’Resistance is futile’. Men kendere af Star Trek ved, at det mere er en ambition end en analyse
_______

 

At USA måtte ofre Taiwan for at sikre, at varerne til de amerikanske stormagasiner fortsat flød over Stillehavet. Ved at fremstille sejren over Taiwan som uafvendelig har Kina forsøgt at gøre sig uovervindeligt. Den kinesiske propaganda er blevet velvilligt bistået af amerikanske tænketanke, som altid er friske på at vise, hvor galt det kan gå, som begrundelse for at øge det amerikanske forsvarsbudget.

Som borgerne i Star Trek ville sige det, har budskabet fra Beijing været: ’Resistance is futile’. Men kendere af Star Trek ved, at det mere er en ambition end en analyse. At Beijing har formået at opbygge en fortælling om kinesisk magt, der gør Kinas kontrol over Asien og globale stormagtsstatus til et historisk faktum, før det har fundet sted, er ingen ringe bedrift og i sig selv et afgørende fundament for Kinas magt. Det kinesiske regime har brugt den samme strategi på det udenrigspolitiske område, som det har brugt over for udenlandske investorer siden 1980’erne.

Firmaer måtte acceptere at operere under kinesiske regler og få stjålet viden og teknologi, i forventning om at adgang til millioner af kinesiske forbrugere ville være så god en forretning, at det retfærdiggjorde alt andet. Man gik på kompromis i nutiden i forventning om gevinst i fremtiden. På samme måde giver kineserne udenlandske regeringer mulighed for en plads i den kommende kinesiske verdensorden, inden den overhovedet er blevet til noget – ud fra et argument om, at hvis man ikke hopper på vognen nu, vil det være for sent at blive gode venner med Beijing, når Kina engang i fremtiden er blevet en global magt.

Denne tro på historiens udviklingslove viser, at de ikke helt har glemt marxismen i Beijing. Men Marx ville have fortvivlet over, at den historiske materialisme bliver et marketingtrick snarere end grundlaget for en politisk analyse. Marx havde et ualmindeligt skarpt blik for de løgne, som magthavere fortæller sig selv og dem, de regerer over. Han ville have genkendt Kommunistpartiets tale om Kinas storhed for det, som det er: store ord, der skal dække over en svag position – både internt og eksternt.
For Kina er ikke en global supermagt. Og selvom landet kan blive det, taler mere imod, at Kina skulle opnå den position, end for.

Netop det forhold, at Kina optræder, som om det var en supermagt, men ikke er det, er det mest destabiliserende element i den mere aggressive udenrigspolitik, som regimet i Beijing er slået ind på. Det vækker mindelser om Tysklands fortsatte forsøg i det 20. århundrede på at blive en dominerende magt uden at have ressourcerne til det. Tyskland kunne starte en krig for verdensherredømmet, men kunne ikke vinde den – og beviste den pointe ved at prøve hele to gange.

En ny kold krig?
I dag er det sværere at starte en krig, end det var i 1914 og 1939, og allersværest at vinde den. Atomvåben betyder, at stormagterne ikke kan besejres, på samme måde som Tyskland blev det. De kan regne med, at atomvåben vil afskrække en modstander fra at krydse fjendens grænser. Men det kræver, at begge parter er opmærksomme på, hvor modpartens grænser ligger. For grænser er ikke blot landegrænser, men også vitale interesser, som en stormagt vil være villig til at gå hele vejen for at forsvare.

Atomvåben giver en forsigtighed i verdenspolitikken. Fordi begge parter har atomvåben, må Kina og USA sætte grænser for deres konflikt, hvis ikke de skal ende i en atomar konfrontation. Det betyder, at de har behov for klart definerede grænser for, hvad der udgør en uacceptabel aggression. Udfordringen for Kina og USA er, at de har en bagage af uafsluttede konflikter i Korea og i Taiwan, som man i Beijing og Washington ser meget forskelligt på.

 

Fordi atomvåben sætter grænser for niveauet af en militær konfrontation, er det nærliggende at spørge, hvorvidt de to lande er på vej ind i en ny kold krig
_______

 

Derfor er det ikke usandsynligt, at Kina vil invadere Taiwan, som beskrevet i begyndelsen af denne artikel, fordi Kina simpelthen definerer Taiwan som en del af Kina – og derfor inden for de grænser, som atomvåbnene sætter. Medmindre amerikanerne udstedte en egentlig garanti for Taiwans sikkerhed og eksplicit truede med at anvende atomvåben, hvis øen blev angrebet, ville kineserne måske være villige til at tage chancen.

Men selv i det tilfælde vil atomvåben sætte grænser for, hvor langt konflikten kan gå, før den ene af parterne vil true med at anvende atomvåben. Paradoksalt nok kan både en ny Korea-krig og en krig om Taiwan blive udkæmpet, fordi atomvåben sætter grænser for, hvor meget krigen kan eskalere. USA og Kina er ikke på vej ind i en varm krig – eller i hvert fald kun en lille én, som ikke vil afgøre deres grundlæggende uenigheder.

Fordi atomvåben sætter grænser for niveauet af en militær konfrontation, er det nærliggende at spørge, hvorvidt de to lande er på vej ind i en ny kold krig. Spørgsmålet får historikere til at sukke og politologer til at ryste på hovedet. Men det er et godt spørgsmål. Historiske analogier er en måde at sætte nutidige udfordringer i perspektiv på.

Hvis man sammenligner Kina i dag med Sovjetunionen i slutningen af 1940’erne, hvad kan man så lære af ligheder og forskelle mellem de to lande? Analogier giver også redskaber til at handle i ens eget historiske øjeblik på basis af erfaringer, som andre har gjort sig tidligere. Hvad var det, Vesten gjorde rigtigt og forkert i sin håndtering af Stalins Rusland, som kan gøre os klogere på, hvordan vi bør handle over for Xis Kina?

Historiske analogier er ikke blot fritsvævende faktabokse, som vi anvender efter behov. Historiske analogier har selv en historie, som definerer den vægt, de bliver tillagt af både beslutningstagere og af den offentlighed, som beslutningstagere skal forsvare deres handlinger over for. Storbritanniens eftergivenhed over for Hitler blev således i årevis brugt som begrundelse for, at man aldrig skal give efter over for en diktator.

 

De vestlige lande kom ud af Anden Verdenskrig med en tro på, at staten kunne udrette mirakler, hvis den fik de nødvendige ressourcer. Hvis Japan og Tyskland kunne besejres, hvad kunne man så ikke udrette, hvis man brugte penge og planlægning på at bygge veje, skabe sundhedssystemer og sikre økonomisk udvikling?
 
_______

Om det var premierminister Anthony Eden i Suez-krisen, Lyndon Johnson under Vietnam-krigen eller Bill Clinton under Kosovo-krisen, så blev den analogi trukket af stalden. Men efter at George Bush havde anvendt den på Irak-krigen, mistede den noget af sin magt. At Hillary Clinton genoplivede den med reference til Putins Rusland, beviste kun over for en skeptisk offentlighed, at hun var en gammeldags politiker. Derimod er begyndelsen på Den Kolde Krig en periode, som vækker større genklang i dag.

En grundlæggende forandring
De vestlige lande kom ud af Anden Verdenskrig med en tro på, at staten kunne udrette mirakler, hvis den fik de nødvendige ressourcer. Hvis Japan og Tyskland kunne besejres, hvad kunne man så ikke udrette, hvis man brugte penge og planlægning på at bygge veje, skabe sundhedssystemer og sikre økonomisk udvikling? Som den britiske politiske tænker David Mitrany udtrykte det i 1942, var denne tro på staten et udtryk for en grundlæggende forandring af samfundet:

“Society is everywhere in travail because it is everywhere in transition. Its problem after a century of laissez faire philosophy is to shift anew, in the light of new economic possibilities and of new social aspirations, what is private from what has to be public; and in the latter sphere what is local and national from what is wider. And for that task of broad social refinement a more discriminating instrument is needed than the old political sieve”.

Mitranys beskrivelse af et samfund i opbrud, fordi en liberal samfundsorden er i krise og en ny, mere statsstyret samfundsorden er ved at træde i stedet, kunne være en beskrivelse af vores tid, hvor 30 års globalisering og neoliberale reformer er udfordret af Trump, Brexit og, ikke mindst, coronakrisen. På samme måde som Anden Verdenskrig mobiliserede statens ressourcer, har coronakrisen demonstreret, at samfund er mere end et marked, og udstillet de lande, som ikke havde ressourcerne til at håndtere pandemien, fordi de havde gjort deres stat så lille og ineffektiv, at den nu ikke har ressourcerne til at håndtere en national krise.

At denne krise blev udløst af en utilstrækkelig håndtering af sygdommens udbrud i Wuhan i Kina, synes kun at bevise, at statens øgede magt også skal bruges til at bevogte statens grænser bedre. Det er således et opgør med globaliseringens ide om, at grænser er ubetydelige. Men det er samtidig en bekræftelse af, at verden hænger sammen på måder, som gør, at både vira og varer bevæger sig på tværs af kloden. Dette globale udsyn forbinder os også til begyndelsen af Den Kolde Krig.

 

Det er tydeligt i 2020, som det var i 1946, at vores sikkerhed er truet, og at denne trussel ikke kan blive håndteret alene
_______

 

Anden Verdenskrig havde forbundet hele kloden i én politisk begivenhed. Oplevelsen af, at man var en del af en større verden, var afgørende for, at Sovjetunionen blev betragtet som en trussel. Vel var Vesten parat til at overlade Østeuropa, Kina, Korea og med tiden en række andre lande i Asien og Afrika til kommunisterne, men man var ikke parat til at lade stå til på samme måde som i 1930’erne. Neville Chamberlain havde affejet Tjekkoslovakiet som ‘a far away country of which we know nothing’. Efter Anden Verdenskrig kunne man ikke sige det mere. Det kan man i endnu mindre grad i dag. Det er tydeligt i 2020, som det var i 1946, at vores sikkerhed er truet, og at denne trussel ikke kan blive håndteret alene. Som Winston Churchill sagde i sin ‘jerntæppetale’ i Fulton, Missouri, 5. marts 1946:

“If the Western Democracies stand together in strict adherence to the principles of the United Nations charter their influence for furthering these principles will be immense and no one is likely to molest them. If however they become divided of falter in their duty and if these all- important years are allowed to slip away then indeed catastrophe may overwhelm us all”.

Den megen bekymring – ikke mindst i Europa – over USA’s manglende støtte til vestligt sammenhold i almindelighed og NATO i særdeleshed udspringer af den dybe erkendelse af, at det var Vestens sammenhold, som beskyttede os under Den Kolde Krig. Den Kolde Krig taler således til vores tro på, at det gode faktisk vinder til sidst – og bekræfter, at selv de tilsyneladende mest uoverkommelige modstandere kan håndteres. Forudsætningen er vestligt sammenhold og en klar analyse af, hvad udfordringen består i. Det taler således til en forståelse af Vesten, som måske nok er udfordret af Donald Trump og andre, men som ikke desto mindre er en magtfuld forståelse af international politik.

De to samfundssyn
Med analogien til Den Kolde Krig kan man således tale det vestlige sammenhold op – og berolige befolkningerne, der ikke mindst efter coronakrisen er bekymret for konsekvensen af Kina. Hvis vi kunne klare Sovjetunionen, så kan vi også klare Kina. Beroligelsen består også i, at for de fleste europæere var Den Kolde Krig en ’lang fred’ – for at bruge den amerikanske historiker John Lewis Gaddis’ begreb.

Den fred fandtes ikke i Asien, hvor Maos Kina ikke ligefrem skabte fred, hverken inden for Den Kinesiske Mur, hvor ’det store spring fremad’, ’kulturrevolution’ og andre forsøg på at kontrollere befolkningen gennem en kontinuerlig revolution hensatte Kina i en krigstilstand, eller uden for den. Der var heller ikke fred i Kinas forhold til omverden, hvor konflikten med Taiwan, Korea-krigen og Vietnam-krigen gjorde, at ’den kolde krig’ i Asien faktisk var temmelig varm.

 

Det er ikke længere muligt for Vesten at bilde sig selv ind, at kinesiske virksomheder opererer på et frit marked på samme måde som vestlige virksomheder. Relationen handler derfor ikke længere kun om markedslogik
_______

 

Ud fra det perspektiv vil Vesten faktisk hellere have en ’rigtig kold krig’ med Kina end en gentagelse af konflikterne med Kina fra folkerepublikkens grundlæggelse i 1949, til præsident Nixon tog til Beijing i 1972. I dag, i oktober 2020, er Vesten mere parat til at tage den kolde krig, fordi der med coronakrisen kulminerer et opgør med både globaliseringen og den neoliberale ideologi. Dette sætter Vesten bedre i stand til at handle over for kinesiske firmaer som fx Huawei eller kinesisk aggression i Det Sydkinesiske Hav. En stærkere vestlig stat, som ikke svækker sig selv yderligere ved at give Kina kontrol over kritisk infrastruktur, er en forudsætning for at give Kina modstand.

Ved at redefinere forholdet til Kina som en stat-til-stat-relation snarere end en virksomhed-til-virksomhed-relation bliver det en mere ideologisk konfrontation. Det er ikke længere muligt for Vesten at bilde sig selv ind, at kinesiske virksomheder opererer på et frit marked på samme måde som vestlige virksomheder. Relationen handler derfor ikke længere kun om markedslogik. Tværtimod – den handler om, hvordan staten regulerer markedet.

Kinas største diplomatiske sejr har hidtil været at skubbe kinesiske virksomheder foran den kinesiske stat, så det så ud, som om Kommunistpartiet ikke havde noget med markedet at gøre. I Vesten kunne man således trække på skuldrene og sige, at kineserne ikke var så ideologiske længere, men kun var interesserede i at tjene penge. Men ddt var nok en bedre beskrivelse af Vesten efter afslutningen på Den Kolde Krig end af Folkerepublikken Kina.

Under Den Kolde Krig handlede den ideologiske konkurrence i høj grad om, hvilket samfundssystem der havde fremtiden for sig. Denne kamp blev måske bedst illustreret i mødet mellem generalsekretær Nikita Khrusjtjov og vicepræsident Richard Nixon i et amerikansk køkken komplet med de nyeste hårde hvidevarer, som var opstillet i The American National Exhibition i Sokolniki-parken i Moskva i juli 1959.

Nixon pralede med de hårde hvidevarer og det velstandsniveau, som den amerikanske middelklasse havde, mens Khrusjtjov påberåbte sig Sovjetunionens udviklingsmål. Han fortalte Nixon, at USSR kun havde eksisteret i 42 år, mens USA havde været i gang med at udvikle sig siden 1776. Om syv år ville Sovjet nå USA’s niveau, sagde Krustjov, og fra det tidspunkt ville kommunisterne overhale kapitalisterne og vinke ’hej, hej’, når de overhalede dem.

 

Tværtimod er målet for Kommunistpartiet, at Kina bliver ’et stort, moderne socialistisk land’ ved at udvikle sig fra at være et moderat velstående land i 2021 til en af verdens ledende industrinationer i 2049
_______

 

Kina har præcis den samme ambition om at vinke farvel til amerikanerne, mens de overhaler dem i økonomisk udvikling. Xi Jinping siger således, at vejen til at fremme moderniseringen af det nationale regeringssystem og dets kapacitet bestemt ikke er at blive vestlig eller kapitalistisk. Tværtimod er målet for Kommunistpartiet, at Kina bliver ’et stort, moderne socialistisk land’ ved at udvikle sig fra at være et moderat velstående land i 2021 til en af verdens ledende industrinationer i 2049, dvs. ved folkerepublikkens 100-årsdag.

Militær magt kan ikke kun tælles i penge
En del af ambitionen om at blive en af verdens ledende magter er at udvikle Folkets Befrielseshær. Fra at være en lavteknologisk styrke – fokuseret på at opretholde Partiets magt og forsvare landet mod en invasion – til at være en højteknologisk styrke, som kan være et stormagtsredskab på regionalt og globalt plan.

Ser man på forsvarsbudgettet, var Kina for ti år siden en del af mellemmagtfeltet. I 2008 havde landet et forsvarsbudget på størrelse med Storbritanniens, men i dag er forholdet næsten 3:1. Storbritanniens budget er – ligesom hos en række andre mellemmagter, fx Japan – forblevet på cirka samme niveau. Selvom Kinas forsvarsbudget således er i udbrud, så er det med 181 mia. dollars meget langt fra at nå USA’s på 685 mia. dollars (ifølge The Military Balance for 2020).

Med fordoblingen siden 2008 bruger Kina ikke desto mindre rigtig, rigtig mange penge på forsvaret, og det placerer landet i en anden kategori end Frankrig, Storbritannien, Rusland og Japan. Præcis som Den Røde Hær var en formidabel styrke i 1946, er Folkets Befrielseshær en styrke, som man bør regne med. Men i 1946 havde Den Røde Hær netop vundet en af de mest imponerende kampagner i militærhistorien, der havde bragt den fra Moskvas forstæder til hjertet af Berlin. Med både erfarne soldater, talentfulde generaler og moderne mekaniserede styrker og artilleri var Den Røde Hær en formidabel kampenhed.

Folkets Befrielseshær er ikke i nærheden af at udgøre en modstander af samme kaliber. Et simpelt mål for, hvor teknologisk avanceret et forsvar er, består i at sammenligne dets budget med dets antal soldater. Som nævnt bruger USA 685 mia. dollars, og der er 1.379.800 personel i de væbnede styrker. Kinas forsvarsbudget er på 181 mia. dollars med 2.035.000 personel. USA bruger således 496.449 dollars per mand, Kina blot 88.943. Til sammenligning bruger Japan 196.642 dollars per mand. Så selvom landet har et langt lavere budget end kineserne, er det materiel, som japanerne kan stille i felten, derfor af en helt anden karakter.

Fortsætter kineserne deres forsvarsinvesteringer, kan de indhente denne forskel, men det vil kræve store, fortsatte investeringer i mange år, før Folkets Befrielseshær når et niveau, hvor den er en ligeværdig modstander til USA.

 

Det amerikanske forsvarsministerium konkluderer således i sin årlige rapport om det kinesiske militær, at ’over to årtier har Kina mobiliseret ressourcerne, teknologien og den politiske vilje til at styrke og modernisere Folkets Befrielseshær på næsten alle områder’
_______

 

Det gør ikke Kina mindre farlig. Tværtimod er spørgsmålet om, hvor hurtigt Kina kan lukke afstanden mellem sine styrker og de vestlige, en væsentlig faktor i ligningen for, hvordan konflikten udspiller sig mellem Kina og Vesten. Det amerikanske forsvarsministerium konkluderer således i sin årlige rapport om det kinesiske militær, at ’over to årtier har Kina mobiliseret ressourcerne, teknologien og den politiske vilje til at styrke og modernisere Folkets Befrielseshær på næsten alle områder’. På den baggrund konkluderer Pentagon, at Folkets Befrielseshær er foran USA, når det kommer til skibsbygning og teknologisk udvikling inden for missiler og luftforsvar.

Michele Flournoy, der er et godt bud på at blive Joe Bidens forsvarsminister, hvis han vinder præsidentvalget, mener på den baggrund, at USA skal sørge for at fastholde sit materielle og teknologiske forspring på forsvarsområdet ved at investere i nye teknologier, blive bedre til at netværke de computersystemer, som driver skibe, fly og andre militære platforme, og udvikle flere ubemandede våbenplatforme. Fx er droner vigtige for at kompensere for alle de missiler, som Kina har investeret i.

Kina søger nemlig at skræmme amerikanerne fra at sende hangarskibe til at hjælpe Taiwan, fordi skibene vil komme inden for rækkevidde af de kinesiske missiler. Folkets Befrielseshær har således investeret i det, som USA kalder ’A2/AD-teknologier’ (Anti-Access and Area Denial) – missiler og andet, som kan forhindre amerikanske styrker i at få adgang til et område. Det er ikke en totalt uigennemtrængelig kinesisk mur – USA kan selvfølgelig bevæge sig ind i området. Det er snarere en måde at øge omkostningerne på. Hvor mange hangarskibe vil USA ofre på Taiwan? Det spørgsmål vil kineserne gerne have, at amerikanerne stiller sig selv.

Kinas udgangspunkt er svaghed snarere end styrke
Den Kolde Krig var i vidt omfang et udtryk for, at Sovjetunionen levede højt på den magt, som Den Røde Hær og den røde ideologi havde givet landet umiddelbart efter Anden Verdenskrig, lang tid efter at det militære og ideologiske forspring var blevet indhentet af Vesten. Kina har derimod taget forskud på glæderne og har insisteret på en magtposition, der bygger på forventningen om, at høje kinesiske vækstrater vil give Kina en indflydelse på verdensøkonomien og en mulighed for bruge militær magt i Asien, der betyder, at man hellere må nå en overenskomst med Kina, før regimet i Beijing blot kan gøre, hvad det vil.

Den Kolde Krig med Sovjetunionen kunne bringes til ophør, uden at krigen blev varm, netop fordi Kremls magt rustede så tilpas langsomt, at hverken Vesten eller Sovjetunionen turde rykke videre til en egentlig militær konfrontation. Atomvåben sikrede rammerne for de to supermagters rivalisering ved at holde Sovjetunionen i skak, da landet var stærkt, og give det kort på hånden til at sikre sig mod for megen vestlig indblanding, da landet var svagt. En kold krig med Kina vil være mindre stabil, fordi Kinas udgangspunkt er svaghed snarere end styrke.

 

Skal Kommunistpartiet sikre økonomisk vækst, er det de kinesiske forbrugere, som skal købe kinesiske varer; ikke de amerikanske. Kinas incitament til at sikre gode relationer med Vesten er således blevet mindre
_______

 

Regimet i Beijing omgås sine strategiske mål, som var der tale om talmagi. ’2021’ og ’2049’ bliver deadlines for, at Kina skal have realiseret økonomiske og udenrigspolitiske ambitioner, der har alt med partipropaganda og intet med de underliggende realiteter at gøre. Man bør forvente en bedre forståelse for de materielle fakta fra et kommunistparti, men regimet er fanget i både sine egne og omverdenens forventninger. Og de forventninger er farlige, fordi de skaber grundlaget for at tage chancer. Hvis Kina vælger at invadere Taiwan, starte en krig med Indien eller udløse en konflikt med Vietnam i Det Sydkinesiske Hav, vil det næppe ende særlig meget bedre for Kina end beskrevet i scenariet for invasionen af Taiwan.

Det er i Kinas interesse at vente og lade magten vokse. Medmindre regimet i Beijing frygter, at de gode tider ikke kan fortsætte. Hvis vækstraterne ikke holder, står Beijing nemlig ikke meget bedre end en hasardspiller, som pludselig skal betale sin spillegæld.

Til gengæld er Kina ikke længere så økonomisk afhængig af omverdenen, som landet har været. I 2006 udgjorde eksport 36 pct. af Kinas BNP; i 2019 18,9 pct. (til sammenligning udgjorde handel 56 pct. af Danmarks BNP i 2019). Målt i penge er landet stadig verdens største eksportnation – halvdelen til Asien, 25 pct. til Nordamerika og resten, 25 pct., til Europa. Men det indenlandske forbrug stiger nu mere i Kina end i USA – hhv. 8 og 2 pct. mellem 2000 og 2018. Derfor har Kina ikke længere overskud på betalingsbalancen, men bruger de dollars, som landet tjener på eksport, på import af forbrugsgoder, turisme osv.

Skal Kommunistpartiet sikre økonomisk vækst, er det de kinesiske forbrugere, som skal købe kinesiske varer; ikke de amerikanske. Kinas incitament til at sikre gode relationer med Vesten er således blevet mindre. Den sammenhæng, som før var mellem at sikre regimets overlevelse gennem høje vækstrater og have et godt forhold Vesten, er ikke længere så udtalt. Det giver Kina et øget handlerum, som Xi Jinping har udnyttet.

Ifølge den tidligere leder af partiskolen i Beijing, Cai Xia, betyder det, at Xi har gjort Kina til ’verdens fjende’ (the Guardian, 18. august, 2020). Præcis som Den Kolde Krig passede Kreml udmærket, fordi det gjorde det nemmere at holde sammen på sovjetimperiet, er en kold krig måske præcis, hvad Xi ønsker sig. En konflikt med Vesten bekræfter Kinas status som et land så mægtigt, at USA er bange for det – og det giver regimet en aura af magt, som det har hårdt brug for, efter at dets egne indbyggere har set, hvordan regimet kun kunne håndtere coronakrisen med undertrykkelse og hårdhændet karantæne efter at have undladt at kontrollere selve sygdomsudbruddet.

Det understreger, at regimet hverken nationalt eller internationalt kan regne med meget andet end magt. Og den magt er baseret på en forventning om fremtidig storhed, som regimets nuværende handlinger meget vel kan undergrave. ■

 

Præcis som Den Kolde Krig passede Kreml udmærket, fordi det gjorde det nemmere at holde sammen på sovjetimperiet, er en kold krig måske præcis, hvad Xi ønsker sig
_______

Apropos denne artikel:

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise

Kenneth Øhlenschlæger Buhl: Det juridiske grundlag for at stoppe dansk våbeneksport til Israel er svagt

Klaus Krogsbæk: Krig og fred er hinandens forudsætninger, og freden er altid konfliktfyldt

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte magasin: Den udsatte verden, vi lever i, stiller nye og udfordrende krav til vores politikere og erhvervsledere

Magnus Lund Nielsen i Bruxelles Briefing d. 16. april 2024: Migrationspagten vedtaget – Europæisk solidaritet eller værdiudsalg?