Militæranalytiker Anders Puck Nielsen om flådemissionen i Hormuz: Danmark og Europa er fanget i en kattepine – og Iran bestemmer, hvornår vi slipper ud

Militæranalytiker Anders Puck Nielsen om flådemissionen i Hormuz: Danmark og Europa er fanget i en kattepine – og Iran bestemmer, hvornår vi slipper ud

12.03.2020


Den dårlige nyhed for Danmark er, at vi godt kan indstille os på, at flådemissionen i Hormuz kommer til at trække ud. For når det danske skib kommer til Hormuz, vil besætningen efter al sandsynlighed opleve jævnlige provokationer, som skal sikre, at de europæiske politikere ikke trækker skibene hjem igen.

Analyse af Anders Puck Nielsen

Den europæiske flådemission, som Danmark deltager i, er nu på plads omkring Hormuzstrædet ud for Irans kyst. I slutningen af januar lød det officielle startskud, og i starten af februar var det første skib – en fransk fregat – på plads i området. Siden har det fået følgeskab af en hollandsk fregat, og sammen udgør de to skibe den europæiske observatørmission, som skal bidrage til at sikre fri passage for handelsskibene i Hormuzstrædet. Senere på året vil det hollandske skib blive afløst af en dansk fregat, men allerede nu deltager Danmark med stabsofficerer til operationen.

For en flådeanalytiker er denne mission en af de mest spændende militære operationer, Danmark har været involveret i siden Den Kolde Krig. Situationen omkring Hormuz giver udslag på nærmest samtlige faktorer i flådeteoretiske analysemodeller, og der er mange modstridende hensyn at veje mod hinanden.

Det har pga. denne kompleksitet været en svær opgave for de europæiske lande at designe en flådemission, som opnår de rigtige mål, uden at det resulterer i for mange negative konsekvenser på andre områder. Og for at afsløre konklusionen med det samme, så tyder det på at være lykkedes ret godt. De europæiske lande gav sig god tid med at komme i gang med en flådeoperation, men til gengæld er det en gennemtænkt og velforberedt løsning.

Det gør imidlertid ikke den europæiske flådemission mindre bemærkelsesværdig. Tværtimod er det vanskeligt at overvurdere, hvor opsigtsvækkende det er, at Danmark og andre europæiske lande organiserer en flådemission med det formål at håndtere maritime udfordringer, som de grundlæggende mener, at USA er skyld i. Det er en helt ny situation i europæisk maritim sikkerhedspolitik, som siden Den Kolde Krigs afslutning i store træk har baseret sig på en antagelse om et interessefællesskab med USA.

 

Tværtimod er det vanskeligt at overvurdere, hvor opsigtsvækkende det er, at Danmark og andre europæiske lande organiserer en flådemission med det formål at håndtere maritime udfordringer, som de grundlæggende mener, at USA er skyld i
_______

 

Baggrunden for den europæiske flådemission
De aktuelle sikkerhedstrusler i Hormuzstrædet er opstået, siden USA i maj 2018 trak sig ud af atomaftalen med Iran. Den såkaldte Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA) blev indgået i 2015 og sikrede, at Iran blev givet nogle indrømmelser mod til gengæld at acceptere en række begrænsninger for landets atomprogram. Men efter Trump trak USA ud, iværksatte man den såkaldte ”maximum pressure”-strategi, som skulle få Iran til at bøje sig og give endnu flere indrømmelser. Det indebar, at der blev indført hårde sanktioner mod landet, og amerikanerne designede sanktionerne på en sådan måde, at ikke kun amerikanske virksomheder var omfattet af forbuddet mod at handle med Iran. Også udenlandske virksomheder – herunder europæiske – var omfattet, for hvis de handlede med Iran, ville de blive straffet på deres muligheder for at handle med USA. Det betød i praksis, at også den europæiske handel med Iran gik i stå. Det var en underlig situation for europæerne, for man var stadig partner i JCPOA og ville gerne indfri sine løfter til Iran, men det var svært at overbevise de europæiske virksomheder om at fortsætte med at handle med landet.

Konsekvensen var, at Irans økonomi blev ramt meget hårdt, og fra iransk side virkede situationen komplet urimelig. Landet havde indgået en aftale og overholdt alle forpligtelser, og nu blev de alligevel straffet. Der er således ikke noget at sige til, at den iranske ledelse var skeptisk over for tanken om nye forhandlinger med USA. Fra deres perspektiv havde amerikanerne bevist, at de ikke kunne overholde en aftale, så hvad skulle formålet være med at forhandle på ny?

Iran var altså udsat for voldsomme økonomiske sanktioner, uden at der var noget åbenlyst, de kunne gøre ved det. Skåret ind til benet havde Iran to valgmuligheder: Enten kunne de gå med til en total kapitulation over for Trumps krav, eller også kunne de forsøge at forbedre deres forhandlingsposition. Ikke overraskende besluttede de det sidste, og det mest oplagte redskab var at ramme Vesten på pengepungen. Målet blev, at konflikten skulle gøre ondt på USA og deres allierede, så Vesten selv mærkede nogle konsekvenser af at have brudt JCPOA. Det skulle sikre, at Iran ville få et mere fordelagtigt udgangspunkt for en forhandling, fordi USA ville blive motiveret til at indgå et kompromis. Og det er her, at Hormuz kommer ind i billedet.

Hormuzstrædet er det oplagte sted at ramme olieprisen
Hormuzstrædet er et smalt stykke vand mellem Iran og Oman, der fungerer som flaskehals for trafikken ind og ud af Den Persiske Bugt. Det er, hvad der i militær jargon kaldes et ”chokepoint”. En svag part i en konflikt kan udnytte sådanne chokepoints til at skabe vidtrækkende effekter langt ud over det konkrete havområde.

Omkring en fjerdedel af verdens olie passerer gennem Hormuzstrædet, som således har en enorm kommerciel betydning. International lov sikrer retten til uhindret passage for både handelsskibe og krigsskibe fra alle lande, men det har ikke forhindret Iran i at identificere det militære potentiale i at kunne ramme trafikken i området. Der er heller ingen tvivl om, at Iran har kapaciteten til at lukke strædet, hvis de vil. De har hjemmebanefordelen med en kyststrækning ud til Hormuzstrædet, og rent militært er det nemt at gøre det farligt at passere. Iran har nærmest alle de våben i arsenalet, som man kunne forestille sig at bruge, herunder anti-skibsmissiler, fly, sværme af angrebsbåde, ubåde og søminer.

 

Nogle gange møder man den fejlagtige antagelse, at USA ikke længere kan presses på olien, fordi landet er blevet selvforsynende. Det er imidlertid en fejlslutning
_______

 

Det er således ikke overraskende, at netop Hormuzstrædet var det sted, hvor vi først så iranske forsøg på at få konflikten til at gøre ondt på Vesten. Ved at ramme handelstrafikken kunne man presse fragtraterne i vejret og skabe usikkerhed på oliemarkedet. Rationalet var, at det ville afspejle sig i stigende oliepriser, som ville kunne mærkes i Vesten. Nogle gange møder man den fejlagtige antagelse, at USA ikke længere kan presses på olien, fordi landet er blevet selvforsynende. Det er imidlertid en fejlslutning. Det kan godt være, at USA er blevet netto-eksportør af olie, men derfor er olieprisen i USA stadig afhængig af verdensmarkedet. Selvom den olie, der passerer gennem Hormuzstrædet, måske ikke skal til USA, vil det stadig ramme de amerikanske – og alle andre velstående – forbrugere, hvis prisen stiger.

Det afgørende problem for Iran har været at dosere mængden af ballade: Hvis der var for lidt, ville det ikke have nogen effekt på olieprisen, og hvis der var for meget, kunne det give bagslag. Ideelt skulle man opnå, at det gjorde ondt på Vesten, uden at det førte til alvorlige straffeaktioner. Derfor så vi i første omgang nogle maskerede aktioner, som ikke kunne føres direkte tilbage til Iran: I maj 2019 blev fire tankskibe angrebet med bomber, mens de lå for anker ud for Fujairah øst for Hormuzstrædet. En måned senere blev yderligere to skibe angrebet, mens de passerede gennem Omanbugten. Iran beskyldte USA og deres allierede for at stå bag, mens det meste af verden omvendt pegede på Iran som de mest sandsynlige bagmænd.

Der er ikke fundet endegyldigt bevis for, hvem der stod bag, men meget tyder på, at det var iranske specialoperationsstyrker. Det er nemt at orkestrere et sådant angreb, når man har en kyststrækning ud til området, og Iran er det eneste land, som har fået noget ud af det. Det lykkedes nemlig at skabe uro om olieprisen og dermed tvinge de vestlige lande til at reagere.

I månederne efter var der mere ballade omkring Hormuzstrædet. Først skød Iran en amerikansk overvågningsdrone ned, og siden var der miseren om Irans tilbageholdelse af det britisk/svenske skib Stena Impero. Det sidste var Irans reaktion på, at briterne havde tilbageholdt det iranske skib Grace 1 ved Gibraltar. Det er vanskeligt at konkludere andet, end at iranerne dygtigt formåede at sætte briterne i en gevaldig kattepine. Der er mange ting i forløbet omkring Grace 1, som indikerer, at de iranske ejere med åbne øjne sejlede skibet ind i en situation, hvor det ville blive tilbageholdt, og at de efterfølgende gjorde sig umage for at trække forløbet i langdrag.

Konsekvensen af skærmydslerne med Storbritannien gav Iran flere muligheder for at skabe usikkerhed i Hormuzstrædet. De annoncerede åbent, at de ville gå efter at fange et britisk skib, og efter et par forsøg lykkedes det som sagt også. Til iranernes utvivlsomme skuffelse viste det sig, at der ikke var nogen briter ombord på Stena Impero, men skibet bar britisk flag, og det endte med at være tilbageholdt i 10 uger. Alt sammen var dette medvirkende til at skabe usikkerhed om olieprisen på verdensmarkedet, og det satte turbo på planerne om at lade en international flådestyrke stå for sikkerheden i Hormuzstrædet.

 

Samlet er det altså ganske mange internationale krigsskibe, som i dag opererer i Hormuzstrædet. Det betyder, at det er blevet sværere og mere risikabelt for Iran at forstyrre handelstrafikken gennem strædet
_______

 

Flådestyrken er til gavn for alle – også Iran
Når man taler om den internationale flådestyrke, er der et par ting at holde sig for øje. For det første er der tale om flere forskellige flådestyrker, som opererer i området omkring Hormuz, og disse udvikler sig til stadighed. Da tingene i sommer var mest hektiske, var der en række lande, som satte nogle tiltag i værk, og det blev et sammensat kludetæppe af forskellige initiativer. Især briterne var hurtige til at sende skibe til området, hvor de indledte en eskorteoperation til at beskytte britiske handelsskibe. Derudover var der en række golfstater, som begyndte at patruljere i farvandet, og amerikanerne havde i forvejen skibe i nærheden. Der har altså siden sensommeren været aktive flådeoperationer til at garantere sikkerheden for handelsskibe i Hormuzstrædet.

Nu er de forskellige initiativer begyndt at konsolidere sig i mere permanente strukturer. Den mest prominente flådemission er International Maritime Security Construct (IMSC), der opererer med udgangspunkt i Bahrain. Den har deltagelse fra USA, Storbritannien, Australien, Saudi-Arabien, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Albanien. Tidligere blev IMSC i den danske debat ofte omtalt som ’den amerikanskledede operation’, men det holder ikke længere. Ledelsen blev nemlig i januar overtaget af en britisk admiral. Det er imidlertid stadig den koalition, som blev samlet på amerikansk initiativ, og der er ingen tvivl om, at operationen er et amerikansk prestigeprojekt.

Et andet internationalt samarbejde er den europæiske flådemission med det mundrette navn European Maritime Awareness in the Strait of Hormuz (EMASoH). Det er den mission, Danmark er med i. De europæiske operationer ledes fra en fransk flådebase i Abu Dhabi, og det er i første omgang Frankrig, Holland og Danmark, som stiller med skibe, mens en række andre europæiske lande støtter på anden vis. Endelig er der nogle lande, som har sendt flådefartøjer til området, uden at de indgår i en international styrke. Det gælder eksempelvis Sydkorea og Japan.

Samlet er det altså ganske mange internationale krigsskibe, som i dag opererer i Hormuzstrædet. Det betyder, at det er blevet sværere og mere risikabelt for Iran at forstyrre handelstrafikken gennem strædet. Da Danmark i december 2019 annoncerede, at vi sender en fregat til Hormuzstrædet i andet halvår af 2020, fremførte nogle kritikere, at det virkede overflødigt, fordi problemet allerede var løst. Der havde nemlig ikke været alvorlige hændelser med handelsskibe i flere måneder, lød det. Det argument overser imidlertid, at balladen i store træk forsvandt, samtidig med at de internationale krigsskibe dukkede op.

Og det fører frem til den anden væsentlige pointe: Det er ikke nødvendigvis en ulempe for Iran at have så mange fremmede krigsskibe i Hormuzstrædet. De iranske strateger havde naturligvis forudset, at konsekvensen af at bombe og tilbageholde nogle tankskibe ville være, at de vestlige lande måtte sende en flådestyrke, og det resultat er de meget tilfredse med. Godt nok kan de ikke længere bruge strædet til at forstyrre oliemarkedet, men til gengæld har de bundet de vestlige lande til at opretholde dyre militære forpligtelser i området på ubestemt tid. Det er Iran, som bestemmer, hvornår der er sikkert nok til, at vi kan tage hjem igen – og et godt bud er, at det først sker, når USA lemper sanktionerne mod landet. De vestlige flådemissioner har således sikret Iran en klemme på de vestlige politikere, og det har givet landet en bedre forhandlingsposition.

Det er derfor forventeligt, at Iran vil kontrollere spændingsniveauet i Hormuzstrædet ganske nøje. De skal undgå, at situationen eskalerer, for de ønsker ikke en direkte konfrontation med de vestlige krigsskibe. Men samtidig skal de også undgå, at området bliver for fredeligt, for det skal være tydeligt, at handelstrafikken kun kan sejle uforstyrret, så længe de vestlige krigsskibe er der. Formålet: At de vestlige politikere bliver rigtig trætte af at bruge resurser på Hormuz og i stedet får lyst til at finde en forhandlingsløsning.

 

Det eneste, de europæiske lande kan gøre, er at opfordre USA og Iran til at finde en forhandlingsløsning, og det ser ud til at have lange udsigter
_______

 

De europæiske dilemmaer
Det er mildt sagt en irriterende kattepine at være sat i som europæisk politiker. Det er ikke europæerne, som har skabt problemet – og de har ikke midlerne til at løse det. Det eneste, de europæiske lande kan gøre, er at opfordre USA og Iran til at finde en forhandlingsløsning, og det ser ud til at have lange udsigter. I mellemtiden må Europa finde sig i at bruge sine forsvarspenge på at sejle frem og tilbage i Hormuzstrædet. En dansk fregat på international mission koster rundt regnet en million kroner om dagen, så det løber hurtigt op, når man ser på det samlede europæiske bidrag, og der er ikke andet at gøre end at punge ud. Sagen er nemlig, at ingen af de stridende parter i virkeligheden synes, at det er synd for Europa, eller at vi skal have lov til at slippe billigt. Fra iransk side vil man gerne bruge Europa til at lægge et indirekte pres på USA, og fra amerikansk side synes man generelt, at europæerne bruger for få penge på forsvar, så man er helt immun over for europæiske klager over, at det er dyrt. I stedet mener man, at europæerne burde bakke mere op om den amerikanske linje over for Iran, og man synes det er rimeligt, at europæerne betaler en del af regningen for konflikten.

Så europæerne har en række udfordringer at balancere. Den første er, at europæerne er nødt til at gøre noget for at beskytte sine maritime sikkerhedsinteresser. Det vil koste vanvittigt mange penge, hvis der ikke er rimelig ro i Hormuzstrædet. Dels risikerer europæiske rederier at blive fanget i konflikten, og dels vil stigende oliepriser ramme den europæiske økonomi bredt. Så er det alt andet lige meget billigere at afsætte nogle krigsskibe til at patruljere området.

Den anden udfordring er, at Europa ikke er vant til at tage ansvar for global maritim sikkerhed, og at vi i dag kun i ringe grad har kapaciteten til at gøre det. Det er en opgave, som vi siden Den Kolde Krig i store træk har udliciteret til USA, der som verdens stærkeste flådemagt villigt har sikret et velfungerende system af maritim frihandel og bevægelighed. Rent flådeteoretisk er det paradoksalt, fordi man typisk sætter lighedstegn mellem statens evne til kommerciel udnyttelse af havet og dens evne til at sikre de maritime kommunikationslinjer. Vi har imidlertid i dag en situation, hvor Europa har enorme kommercielle interesser i havet, men flåderne er blevet markant reduceret i størrelse, mens de europæiske lande gennem 25 år høstede en fredsdividende.

En tredje udfordring er, at Europa i vid udstrækning også har udliciteret sin egen territorielle sikkerhed til USA. Siden 2014 er det blevet tydeligt, at Rusland udgør en militær trussel som Europa må forholde sig til. Rusland bruger lige så mange penge på militæret som Tyskland, Frankrig og Storbritannien tilsammen, så det kræver rigtig mange resurser at skabe en troværdig strategisk afskrækkelse på Europas østlige flanke. Det kan i praksis kun lade sig gøre med amerikansk hjælp, og derfor er Europa nødt til at finde en linje i spørgsmålet om Hormuzstrædet, hvor man ikke alt for tydeligt fornærmer USA.

En fjerde udfordring i relation til problemerne i Hormuzstrædet er, at interessefællesskabet med USA er brudt. Europa har sympati for Iran i spørgsmålet om atomaftalen, og man mener dybest set, at det er USA, som er årsagen til, at der i dag er en maritim sikkerhedsudfordring. Det betyder, at vi ikke kan regne med, at USA vil løse problemerne for os, sådan som vi er vant til. Samtidig kan vi naturligvis heller ikke lade Iran tage den europæiske økonomi som gidsel i en konflikt, som vi helst ikke vil have noget med at gøre. Europa må med andre ord selv gøre noget.

Og det fører frem til den sidste udfordring, nemlig at spørgsmålet om byrdedeling fylder meget. Der er en almen byrdedelingsdiskussion mellem USA og Europa, hvor amerikanerne er trætte af det, de opfatter som europæisk snylteri. Amerikanerne har derfor en klar forventning om, at Europa bidrager til en maritim sikkerhedsoperation, der skal holde olieprisen i ro, for det er til deres fælles fordel. Men derudover er der spørgsmålet om en intern europæisk byrdedeling: Briterne var i sommer hurtige til at sætte en eskorteoperation i værk, men de har en forventning om ikke at være de eneste til at løfte den europæiske fane. Sat på spidsen er flere europæiske lande nødt til at bidrage til den maritime sikkerhed i Hormuzstrædet, hvis ikke byrdedelingsdiskussionen skal belaste andre dele af forsvarssamarbejdet i NATO.

 

Det smarte ved den europæiske flådemission i Hormuzstrædet er, at den i ret høj grad sikrer de europæiske interesser, uden at man får for mange uønskede bivirkninger med i købet
_______

 

Den europæiske flådemission er et godt kompromis
Det smarte ved den europæiske flådemission i Hormuzstrædet er, at den i ret høj grad sikrer de europæiske interesser, uden at man får for mange uønskede bivirkninger med i købet. På den ene side sender flere europæiske lande konkrete flådebidrag til at støtte den maritime sikkerhed. Man afmonterer således diskussionen om en rimelig byrdedeling. Men samtidig undgår europæerne også, at USA kan bruge Hormuzstrædet som en anledning til at samle en bredere koalition bag sin linje over for Iran, fordi man holder sig ude af det amerikanske prestigeprojekt i IMSC. Europæerne ønsker konflikten afsluttet, så krigsskibene kan komme hjem igen, og det kræver, at USA bliver motiveret til at finde en forhandlingsløsning. Derfor gælder det om at undgå at belønne amerikanerne med selv symbolske bidrag til den hårde kurs i spørgsmålet om atomaftalen.

USA har haft usædvanligt svært ved at finde villige partnere til IMSC, og den europæiske flådemission er på diskret vis med til at bekræfte billedet af en diplomatisk fiasko. For handelsskibene og Iran betyder det nok ikke så meget, hvilken mission de europæiske skibe indgår i, men i Washington er signalet ikke til at misforstå: Europa melder sig i rækken af lande, som har fravalgt den amerikanske løsning.

Det er på den baggrund, at Danmark til efteråret sender en fregat til den europæiske observatørmission i Hormuzstrædet. Opgaven går i store træk ud på at være til stede og observere, hvad der foregår. De europæiske krigsskibe skal ikke engagere sig i hård beskyttelse af handelsskibene, men de skal gøre det svært for Iran at lave maskerede operationer, fordi området er overvåget. Samtidig sender de europæiske skibe et signal om, at Europa tager sine maritime interesser i Hormuzstrædet alvorligt, og at man potentielt er villig til at tage en konfrontation om retten til transitpassage, hvis det skulle blive nødvendigt.

Den gode nyhed er, at der ikke er meget, som tyder på, at det bliver nødvendigt at eskalere profilen for den europæiske styrke. Iran har i store træk opnået det, de håbede på: De vestlige lande afsætter nu betydelige resurser til at sejle frem og tilbage med krigsskibe på ubestemt tid, og det har givet Iran en klemme på de vestlige politikere. Det betyder ikke, at Iran er færdig med at forsøge at presse oliepriserne op eller at destabilisere Mellemøsten i det hele taget. I september lavede de fx et missilangreb mod et olieproduktionsanlæg i Saudi-Arabien, og i både Irak og Yemen har pro-iranske grupperinger skruet op for aggressiviteten. Det vil med stor sandsynlighed fortsætte, og man kan godt forestille sig en yderligere eskalation. Men det vil næppe ramme Hormuzstrædet, for strædets beliggenhed i Irans egen baghave giver en vis beskyttelse, og det vil være svært for Iran at gennemføre flere aktioner i Hormuzstrædet, uden at det giver bagslag.

Den nøgterne analyse for den iranske ledelse må derfor være, at der lige nu er et helt passende spændingsniveau i Hormuzstrædet. Hvis de skal lave mere uro på det maritime område, er det mere oplagt at kigge længere væk og arbejde gennem proxyer, fx ved at konflikten i Yemen spreder sig til Det Røde Hav og Adenbugten. Her ligger det smalle stræde Bab el-Mandeb mellem Yemen og Eritrea, og det er lige så vigtigt for verdenshandelen som Hormuzstrædet. I slutningen af februar påstod den saudisk-ledede koalition i Yemen, at de havde forhindret et nært forestående terrorangreb mod skibstrafikken ved Bab el-Mandeb, og i starten af marts var et handelsskib angiveligt under angreb i Adenbugten. Det er således muligt, at dette scenarie allerede er ved at udspille sig.

Så den dårlige nyhed for Danmark er, at vi godt kan indstille os på, at flådemissionen i Hormuz kommer til at trække ud. Den vil vare akkurat lige så længe, som Iran synes, at den skal vare. Når det danske skib kommer til Hormuz, vil besætningen efter al sandsynlighed opleve jævnlige provokationer, som skal sikre, at de europæiske politikere ikke trækker skibene hjem igen. Men derudover vil der formentlig ikke ske særligt meget. Vi kan altså lige så godt få en rotationsordning op at køre, hvor de forskellige europæiske lande bidrager på skift. Og så må vi håbe, at konflikten ikke spreder sig til andre områder, for de europæiske flåder vil være alvorligt pressede, hvis det pludselig bliver nødvendigt at have to flådemissioner i gang på samme tid. ■

 

Så den dårlige nyhed for Danmark er, at vi godt kan indstille os på, at flådemissionen i Hormuz kommer til at trække ud. Den vil vare akkurat lige så længe, som Iran synes, at den skal vare
_______

 



Anders Puck Nielsen (f. 1979) er orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiets Center for Maritime Operationer. ILLUSTRATION: Amerikanske flådefartøjer i Det Arabiske Hav, 6. marts 2020 [foto: U.S. Navy photo by Mass Communication Specialist 2nd Class Michael H. Lehman/Released/flickr]