Modstandsgruppen Guerilla: Regeringen har under coronakrisen tilsidesat kortsigtede økonomiske og politiske kalkuler. Nu skal den gøre det igen – for klimaet

Modstandsgruppen Guerilla: Regeringen har under coronakrisen tilsidesat kortsigtede økonomiske og politiske kalkuler. Nu skal den gøre det igen – for klimaet

25.08.2020




Det, der er brug for, er, at bare én udbryder-nation også i forhold til klimakrisen forstår, at nogle scenarier for menneskelig lidelse er så slemme, at det er værd at sætte himmel og jord i bevægelse for at undgå dem. Den udbryder-nation kan blive Danmark, der anført af Mette Frederiksen igen sætter kortsigtede politiske og økonomiske kalkuler ud af spil og omgående og effektivt lukker ned for al ikke-essentiel udledning, indtil faren er drevet over.

Kommentar af Magnus L.H. Haslebo og Rune Langhoff, stiftere af Modstandsgruppen Guerilla

Med en ny politisk sæson i udsigt står det klart, at regeringens klimaopgave blot har vokset sig større. Foråret bød nemlig ikke på den lovede ambitiøse klimahandling. Der blev præsenteret planer for en reduktion på nogle millioner ton CO2 og afgivet hensigtserklæringer om at undersøge mulighederne for den CO2-afgift, alle seriøse aktører anbefaler, fx Klimarådet, Greenpeace og CONCITO, og som allerede fungerer fint i andre lande.

Løfterne fra det, mange har kaldt et historisk klimavalg, er endnu ikke i nærheden af at blive til virkelighed. Først var det coronapandemien, der kastede grus i maskineriet, dernæst blev det sommerferie (Greta Thunberg er ikke stoppet med at strejke af den grund), og senest var det udspillet til en pensionsreform, der ret beset vil være fuldstændig ligegyldig for de unge generationer, set i lyset af klimakrisens tiltagende dystre udvikling.

 

Løfterne fra det, mange har kaldt et historisk klimavalg, er endnu ikke i nærheden af at blive til virkelighed
_______

 

Lad os med det samme sige, at vi ikke har høje forventninger til forhandlingerne. Den grundlæggende forståelse mangler fortsat. Christiansborg spiller det politiske spil, som om det var hævet over de naturlove, der er styrende for klimakatastrofens ubønhørlige fremmarch. De har ikke forstået alvoren.

Der er ikke tid til lappeløsninger, der skal erklæres undtagelsestilstand, så udledningerne omgående kan reduceres til det absolut minimale og livsnødvendige, mens vi omstiller det globale samfund til at være CO2-negativt – altså trækker mere CO2 ud af atmosfæren, end det pulser ud.

Men een nylig indsigt fra coronakrisen, kan måske alligevel bane vejen for seriøs handling. For da Mette Frederiksen besluttede at lukke landet ned den 11. marts 2020, gjorde hun noget – usædvanligt i en moderne politisk kontekst. Hun tilsidesatte kortsigtet økonomisk og politisk kalkule og satte i stedet himmel og jord i bevægelse for at redde de relativt få menneskeliv, der ville gå tabt i en ukontrolleret spredning af virussen. Uagtet, at det – i hvert fald på den korte bane – ville betyde en økonomisk lussing og forandringer for nærmest hele befolkningen.

Hun forstod ved den lejlighed at skære ind til benet af menneskerettighedskonventionen. Livet er ukrænkeligt. Liv i rigdom og overflod er ikke. Men livet er.

Det er på tide, at hun træffer den samme beslutning i forhold til klimaet, og sætter menneskeliv over snæver og kortsigtet økonomisk kalkule. Ikke liv i rigdom og overflod, men liv.

 

Statsministeren forstod ved [corona-nedlukningen] at skære ind til benet af menneskerettighedskonventionen. Livet er ukrænkeligt. Liv i rigdom og overflod er ikke. Men livet er. Det er på tide, at hun træffer den samme beslutning i forhold til klimaet…
_______

 

Klimakrisen omtales ofte som noget, der er på vej. Det er til dels rigtigt, fordi dens konsekvenser vil blive meget værre, men det er mestendels forkert, fordi dens konsekvenser længe har været tydelige. I 2015 vurderede en analyse fra IDMC, at 26,4 millioner hvert år siden 2008 havde måttet forlade hus og hjem som følge af klima- vejrbetingende katastrofer. Og ifølge IPCC vil 200 millioner frem mod 2050 blive tvunget til at tage flugten, mens andre vurderer, at helt op til 1 milliard i 2050 og 2 milliarder i 2100 vil blive tvunget til at forlade hus og hjem.

Frem mod år 2070 vil uændrede udledninger af drivhusgasser have den konsekvens, at et bredt bælte hen over midten af kloden, hjemstavn for over 3 mia. mennesker, vil blive stort set ubeboeligt. Det gælder fx dele af Spanien, Nordafrika, Mellemøsten, Pakistan, Indien, Bangladesh, Myanmar, Indonesien, dele af Kina, det meste af Brasilien, Columbia, Mellemamerika, Mexico og store dele af USA. Vandstandsstigninger vil ødelægge mange af de kyststrækninger, hvor menneskeheden hidtil har haft for vane at bosætte sig.

Der er ingen tvivl om, at opvarmningen også fremadrettet kun vil føre til større og større katastrofer. Det eneste tvivlsspørgsmål er, om politikerne tager ansvaret på sig eller fortsat lader stå til. På et overordnet niveau giver hidtidige erfaringer dog ikke anledning til høje forventninger. I de 30 år vi nu har kendt til udledningernes konsekvenser, har verdens virksomheder og politikere blot øget de globale udledningerne.

 

Uagtet mod hvilken nation man vender sig, vil man lige nu finde samme håbløse tilgang til klimakrisen. En trøstesløs politisk besluttet kurs, der fører til lidelser i et omfang, der får selv verdenskrige og epidemier til at blegne
_______

 

Og det ser ud til at fortsætte. Om omtrent 70 dage trækker USA sig ud af Paris-aftalen, Brasiliens præsident Jair Bolsonaros har sat yderligere tempo på fældningen af Amazonas, der ellers optager og lagrer store mængder CO2. Og forbruget af kul er fordoblet siden årtusindskiftet. Herhjemme fornægtes realiteterne stadig, fx udtrykt ved støtte til flyindustrien, modvilje mod en CO2-beskatning, og nølen og tvivl om et ellers oplagt nej til olieudvinding i Nordsøen.

Uagtet mod hvilken nation man vender sig, vil man lige nu finde samme håbløse tilgang til klimakrisen. En trøstesløs politisk besluttet kurs, der fører til lidelser i et omfang, der får selv verdenskrige og epidemier til at blegne. Antallet af døde direkte som følge af varme nslås at overstige antallet af døde fra alle infektionssygdomme tilsammen.

Det, der er brug for, er, at bare een udbryder-nation også i forhold til klimakrisen forstår, at nogle scenarier for menneskelig lidelse er så slemme, at det er værd at sætte himmel og jord i bevægelse for at undgå dem. Den udbryder-nation kan blive Danmark, og den regeringsleder kan blive Mette Frederiksen. Det kan blive os, med vores brede bøge og bølgen blå, der for al eftertid bliver anerkendt som den nation, der stødte den fossile æra i graven, som den vildfarelse den var og i stedet fødte en global og hastig tilbagevenden til det præ-industrielle og gunstige klima.

Det kan blive Danmark, der anført af Mette Frederiksen igen sætter kortsigtede politiske og økonomiske kalkuler ud af spil for i stedet at tage livet alvorligt. Det kan blive Danmark, der omgående og effektivt lukker ned for al ikke-essentiel udledning, indtil faren er drevet over.

Det kan blive hende, der siger det, som det er:
”Klimakrisen er her allerede. Og den kalder på handling lige nu. Lige nu og de næste mange år er der brug for – ikke bare samfundssind – men civilisationssind.”

Dermed vil hun – også i forhold til klimaet – tage menneskerettighedskonventionens konklusion alvorligt. Livet er ukrænkeligt. Ikke nødvendigvis liv i overflod og rigdom. Men livet. ■

 

Det kan blive Frederiksen, der siger det, som det er:
”Klimakrisen er her allerede. Og den kalder på handling lige nu. Lige nu og de næste mange år er der brug for – ikke bare samfundssind – men civilisationssind.”
_______

 





Magnus Luca Harald Haslebo (1982) er uddannet journalist og cand.public, forfatter og tidl. pressechef i Alternativet. Rune Langhoff (f. 1983) er tidl. presseansvarlig ved Alternativet og tidligere pressechef ved WWF København. Sammen stiftede de i 2020 Modstandsgruppen Guerilla, der arbejder for civilisationens overlevelse. ILLUSTRATION: Kystnære vindmøller [Foto: Nicolai Tobias/Scanpix]