Monica Lylloff: Nu spørger jeg så: Hvad nu, hvis præmissen om at passe på vores svageste borgere har været falsk?

Monica Lylloff: Nu spørger jeg så: Hvad nu, hvis præmissen om at passe på vores svageste borgere har været falsk?

13.04.2020


At præmissen hele tiden har været, at alle skal smittes, men sygehusene skal kunne følge med? At det ikke har handlet om at passe på de svage og sårbare, men om at passe på sygehusenes ressourcer? For de nye anbefalinger – inden genåbningen starter i morgen – er i direkte modstrid med de retningslinjer, vi har levet efter den sidste måned.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kommentar af Monica Lylloff

Onsdag den 11. marts 2020 om aftenen skete der noget i lille Danmark. En udefrakommende trussel kaldet coronavirus fik befolkningen til at gå hånd i hånd – med afstand selvfølgelig – ind i en fællesskabsboble. Samfundssind, blev der sagt. Det, som et velfærdssamfund bør bestå af, kom nu frem fra gemmerne. Vi skulle stå sammen og tilsidesætte egne behov for at passe på landets svageste og mest sårbare borgere. Det gjorde størstedelen af befolkningen i blind tillid til myndighederne, så selv tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder har været ude at svæve. Vovede enkelte journalister eller andre at stille undrende eller kritiske spørgsmål til regeringens beslutninger og tiltag, førte det hurtigt til offentlig lynching og beskyldninger om, at man ikke tog situationen alvorligt nok. Størstedelen af befolkningen smækkede hælene sammen og fulgte ordre.

Det er vigtigt at kunne stå sammen i krisetider og ikke køre sit eget løb. Det er slet ikke det, jeg vil sætte en finger på. Særligt når præmissen hedder, at vi gør det for at passe på landets svageste borgere. De svageste er af statsministeren blevet bedt om ’at være de stærkeste’ i denne tid. Hvilket der i øvrigt ikke er noget nyt i. Statsministeren har været dygtig til at træffe politiske beslutninger, stå fast og vise vejen – også selvom Sundhedsstyrelsen ikke har været enig hele vejen igennem.

Nu spørger jeg så: Hvad nu, hvis præmissen om at passe på vores svageste borgere har været falsk? At præmissen hele tiden har været, at alle skal smittes, men sygehusene skal kunne følge med? At det ikke har handlet om at passe på de svage og sårbare, men om at passe på sygehusenes ressourcer?

 

De spørgsmål er blevet mødt med modsvaret, at det netop ER at passe på landets svageste, når sygehusene kan følge med. Det er sandt, men jeg er faktisk bange for, at der ligger mere kyniske tanker bag
_______

 

De spørgsmål er blevet mødt med modsvaret, at det netop ER at passe på landets svageste, når sygehusene kan følge med. Det er sandt, men jeg er faktisk bange for, at der ligger mere kyniske tanker bag. At det primære formål har været at sikre, at sygehusene har kunnet følge med, men at man samtidig har erkendt, at også en del af landets svageste borgere vil blive smittet – med de konsekvenser der nu følger med. Det kan være, jeg tager fejl. Men ud fra de forskellige udmeldinger, der kommer nu, er det min fornemmelse, at myndighederne hele vejen igennem har vidst – og planlagt efter – at store dele af befolkningen vil blive smittet før eller siden; selv blandt de svageste.

Når der udbryder brand, er det vigtigste at undgå panik. Mennesket er ikke i stand til at modtage beskeder og handle rationelt i en paniktilstand. En udmelding om de mørke konsekvenser for nogle af vores svageste borgere ville skabe frygt.

For samtidig har medierne og myndighederne dagligt mindet befolkningen om, hvor meget vi alle skal frygte den virus, som ikke må anses for at være en almindelig influenza. Vi har faktisk ikke hørt om andet i en hel måned, selvom der trods coronavirus stadig er krig og andre forfærdelige ulykker i verden, som koster tusindvis af menneskeliv.

Vi har fået vist billeder af en kortege af vogne med lig i Italien, massegrave i New York, ambulancekøer i Moskva og daglige advarselsudsendelser fra Sundhedsstyrelsen. Det er virkelig alvorligt og indgyder frygt i befolkningen. Den frygt har effektivt fået befolkningen til at følge myndighedernes retningslinjer uden at blinke.

Tilliden til myndighederne og regeringen har aldrig været større. Men den tillid led et knæk, da statsministeren holdt pressemøde mandag den 6. april 2020. For nu skulle samfundet til at åbne igen – ved at sende børnene først ud i den virkelige verden.

Da jeg ikke er klog på vira eller epidemier, kan jeg ikke udtale mig om smitteprocenter, smittetryk eller lignende. Jeg kan heller ikke udtale om, hvilke tiltag der er rigtige. Min opgave – og min ret som borger i et demokratisk samfund – er at stille spørgsmål, når valgte politikere og særligt regeringen ikke melder klart ud. Den absolut sværeste opgave er at starte samfundet op igen. Hvornår og hvordan? Og hvilke interesser vejer tungest?

 

De familier, der indtil nu har overholdt alle retningslinjer til punkt og prikke, får nu at vide, at de skal slappe af og ikke være hysteriske. Stemningen er vendt
_______

 

Det er lige nøjagtig nu, min tvivl om den bagvedliggende dagsorden kommer til sin ret.

Nu tager regeringen efter eget udsagn ikke længere politiske beslutninger. Nu henvises der i stedet til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, når kronisk syge forældre spørger, om det virkelig kan være rigtigt, at deres børn også skal starte i skole eller dagsinstitution. Når forældre til sårbare børn spørger, hvorfor børn og medarbejdere må komme i skole og på arbejde, selvom der er covid-19-smitte hjemme i deres hus. For anbefalingerne er i direkte modstrid med de retningslinjer, vi har levet efter den sidste måned.

De borgere, som jo var dem, vi alle skulle passe på – husk det – bliver nu kastet rundt i telefonkæder mellem politikere, Sundhedsstyrelsen, praktiserende læger og specialister. Indtil de får at vide, at det må være en individuel konkret vurdering af deres egen læge, om de i virkeligheden hører til risikogruppen.

De familier, der indtil nu har overholdt alle retningslinjer til punkt og prikke, får nu at vide, at de skal slappe af og ikke være hysteriske. Stemningen er vendt.

Min fornemmelse er, at den samling, der opstod i samfundet den 11. marts, nu er ved at smuldre. Der er ved at udvikle sig en opdeling i samfundet – herunder med en splittelse mellem familier uden og familier med sårbare familiemedlemmer. Dertil kommer erhvervslivets efterhånden desperate stemmer. De tre grupper har nu hver deres mening og mål. Og hvad skal veje tungest? Landets økonomi eller menneskeliv?

Mængden af pressemøder er pludselig stilnet af, efter de kritiske spørgsmål kom i overtal.

Tillid og solidaritet er ved at bytte plads med opbrud, opdeling og mistillid. Det lykkedes at være en samlet velfærdsnation i en måned. Men fra nu af forestiller jeg mig, at konkurrencestaten finder sit fodfæste igen, og en ny kamp om de bedste pladser i samfundet er påbegyndt. Kan de svageste fortsat være de stærkeste? ■

 

Tillid og solidaritet er ved at bytte plads med opbrud, opdeling og mistillid. Det lykkedes at være en samlet velfærdsnation i en måned. Men fra nu af forestiller jeg mig, at konkurrencestaten finder sit fodfæste igen
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Monica Lylloff (f. 1978) er anklager hos Rigsadvokaten, forfatter til bogen SEJE MOR og medstifter af #enmillionstemmer. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen (S) under pressemøde om COVID-19 i Spejlsalen i Statsministeriet, tirsdag den 17. marts 2020 [foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix]