Overlæge Mikkel Rasmussen:  Har vi det rigtige billede af psykisk sygdom? Nej. Systemet skal tænkes fundamentalt om

Overlæge Mikkel Rasmussen: Har vi det rigtige billede af psykisk sygdom? Nej. Systemet skal tænkes fundamentalt om

22.07.2020


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Vi tænker stadig i kasser og måltal – ikke i mennesker. Indenfor sundhedsvidenskab – som strækker sig hele vejen fra fysiologi, psykologi og sociale forhold til politik, giver det måske mening, at man ændrer kursen – og skaber et nyt fokus: På den helhedsorienterede individuelle behandling.

Kommentar af Mikkel Rasmussen

INVESTÈR – det koster mere at lade være. Så kort kan det siges. Og man kan skrive meget om den økonomisk udsultede danske psykiatri, og hvorfor der nu politisk skal tages fat på en kommende 10-årsplan, så psykiatrien kan genoprettes og forbedres – både indholdsmæssigt og økonomisk. Der er ingen tvivl om, at der er behov for større kapacitet i både ambulatorier og sengeafsnit, flere ansatte, mere uddannelse, større inddragelse af patienter og pårørende og nytænkning i psykiatrien.

Jeg vil dog starte et andet sted – nemlig hos det enkelte menneske. Under coronakrisen har politikerne prioriteret menneskeliv – det skal vi rose dem for. Jeg håber, at man også i fremtiden vil prioritere menneskeliv før økonomi – også når vi taler om psykiatrien. Der skal tages udgangspunkt i det enkel-te menneskes ståsted i livet, hvor man har øje for både den enkeltes sårbarhed, individuelle stressfak-torer og ressourcer. Det er nødvendigt, at det enkelte syge menneske ikke underlægges driftsmålstyring og snævre pakkeløsninger i sundhedsvæsenet. Behandlingsforløb for mennesker, der lider af psykisk sygdom, skal tage udgangspunkt i den enkeltes vanskeligheder og ressourcer. Markante individuelle forskelle i sygdomsforløb og behov gør standardiserede pakkeforløb og forhastede udrednings- og behandlingsgarantier ineffektive og i værste fald fejlslagne. Ikke to mennesker er ens. Der-for skal behandlingen både have høj faglighed og være en meningsfuld hjælp for mennesker med psykiske lidelser.

Det betyder også, at psykiatripakkerne skal evalueres og gentænkes. Der er for lidt forskning og evidens i forhold til pakkeforløbene i psykiatrien. Behandlingspakker skal være langt mere fleksible og være evidensbaserede, som eksempelvis den oprindelige form af OPUS (behandling for unge med skizofreni). Pakker er ofte alt for firkantede. De bygger på en forkert præmis om psykisk sygdom, hvor diagnosen er entydig, og man ikke kan fejle flere ting samtidigt, og derfor skiller man sygdomme helt skarpt op i kategorier, hvilket ikke er formålstjenligt, da der ofte er stort overlap af forskelligartede symptomer. Mennesker kan ikke bare puttes i en bestemt boks for at blive fikset. Det gode resultat af en behandling afhænger af mange faktorer, herunder samtidige fysiske sygdomme og eventuelt mis-brug. Ligesom den enkeltes socioøkonomiske situation, livshistorie, psykologi og netværk også har stor betydning.

 

Både socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien bør sammenlægges både økonomisk og ledelsesmæssigt. Det har været et strukturelt problem siden kommunalreformen i 2007
_______

 

TÆNK PÅ TVÆRS – og tænk nyt. Fokus på det enkelte menneske bør være i centrum, på tværs af sektorer i sundhedsvæsenet – uanset om man får hjælp via sin praktiserende læge, ved misbrugscentret eller via socialpsykiatrien. Det er fx oplagt at overveje, om der også skal være et bedre overlap mellem jobcentrene, misbrugscentrene og psykiatrien.

Man kan ikke komme uden om, at økonomi (og dermed politik) styrer sundhedsvæsenet og de tilbud, der er. Derfor bør man se på andre lande og samtidig forsøge at nytænke og udvikle nogle tværsektorielle økonomiske incitamentsmodeller, i et opgør med kassetænkningen. Sektorerne skal tage et fælles populationsansvar, så man netop fokuserer på sammenhængende patientforløb og sektorernes samlede effekt for hermed at skabe gode og individuelle udfald af behandlingerne. Det betaler sig i længden både menneskeligt og samfundsøkonomisk.

Både socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien bør sammenlægges både økonomisk og ledelsesmæssigt. Det har været et strukturelt problem siden kommunalreformen i 2007 med amternes nedlæggelse og opsplitningen af hospitalspsykiatrien og socialpsykiatrien til regioner og kommuner. Og det er fortsat et problem nu tretten år efter, blandt andet på grund af økonomiske incitamenter. Psykiatrien skal ikke længere være et område, hvor kassetænkningen og budgetovervejelser er drivkraften.

Ved både organisatoriske og behandlingsmæssige forandringer bør det være en hovedregel, at man forsker og evaluerer på de forskellige initiativer man sætter i gang, så det ikke bare bliver politiske synsninger og ideer, der dikterer behandlingen i stedet for viden, brugererfaring, faglighed og evidens. Derfor skal åben og fri forskning i psykiatrien opprioriteres, så mennesker, der rammes af psykisk sygdom, får den rette hjælp. Forskning indenfor psykiatrien skal også have fokus på at kunne give en bredere palette af behandlingsmuligheder, så medicin ikke bliver eneste mulighed. På den måde kan vi tilpasse behandlingen til det enkelte menneske med dets unikke behov og historie. Man kunne f.eks. kigge på magnetstimulationsbehandling, lysbehandling, naturterapi, traumebehandling, musik- og kunstterapi, vinterbadning og andre alternativer.

 

Ved både organisatoriske og behandlingsmæssige forandringer bør det være en hovedregel, at man forsker og evaluerer på de forskellige initiativer man sætter i gang, så det ikke bare bliver politiske synsninger og ideer, der dikterer behandlingen i stedet for viden, brugererfaring, faglighed og evidens
_______

 

LAD OS ÆNDRE KURSEN indenfor sundhedsvæsenet – og se på helheden. Hvordan kan vi nedbringe overdødeligheden og den øgede sygelighed hos mennesker med psykiatriske diagnose?

Sukkersyge, overvægt og hjertekarsygdomme rammer oftere mennesker, der forudgående har været igennem et længere forløb med psykisk sygdom. Og mennesker med psykisk sygdom lever kortere end normalbefolkningen – sådan er de sørgelige fakta. Vi skal uligheden i sundhed til livs, og nøglen hertil er et tættere samarbejde på tværs af lægelige specialer – mellem somatikken (fysiske sygdomme) og psykiatrien. Spørgsmålet er, om man ligefrem skal lave fællesambulatorier? Samarbejdet bør i hvert fald udbygges mellem lokalpsykiatrier, psykiatriske ambulatorier og de soma-tiske specialer. På samme måde skal der etableres et tættere samarbejde med almen praksis i nærområ-det, hvor bl.a. sundhedstjek kunne være et fastlagt tilbud. Det ville være en win-win- situation for de mennesker, der har brug for hjælpen.

Man bliver hurtig snydt til at tro, at løsningen kun ligger i specialisering, selvom den måske i højere grad findes i et tværfagligt og tværsektorielt samarbejde. Der er en tendens til, at man skal specialisere sig i mindre og mindre subspecialer, selvom der er så stort et behov for en helhedsorienteret indsats. Indenfor sundhedsvidenskab, som strækker sig hele vejen fra fysiologi, psykologi og sociale forhold til politik, giver det måske mening, at man ændrer kursen og tænker mere interdisciplinært, så fokus bliver på den helhedsorienterede individuelle behandling frem for målbilleder.

En generel god start på at få en bedre sammenhæng i psykiatriske behandlingsforløb – både internt i behandlingspsykiatrien og tværsektorielt – kunne være at øge tilgængeligheden af både fysiske og rådgivningsmæssige behandlingsformer, da det øger trygheden hos både den syge, de pårørende og tværfaglige samt tværsektorielle samarbejdspartnere – og ofte vil være forebyggende, så sygdomsforværring og indlæggelser kan undgås. Når man åbner sig op for hinanden, bliver mennesket målet i sig selv og ikke blot subjekt for overholdelse af stramme økonomiske budgetter. ■


 

Man bliver hurtig snydt til at tro, at løsningen kun ligger i specialisering, selvom den måske i højere grad findes i et tværfagligt og tværsektorielt samarbejde
_______

 

Mikkel Rasmussen (f.1979) er psykiater, ledende overlæge i Psykiatrien i Vejle (region Syddanmark), medstifter af Psykiatri-Listen (P) (region Midtjylland), stifter af den landsdækkende græsrodsbevæ-gelse #VærdigPsykiatriForAlle og for nyligt valgt til næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab. ILLUSTRATION: Skilt ved Psykiatrisk Hospital i Aarhus (arkivfoto, 2012) [foto: Morten Rasmussen/Ritzau Scanpix]



 

Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her