Pernille Baungaard: Kommunerne svigter børn med handicap og deres forældre. Det er et mørkt kapitel i vores velfærdssystems historie

Pernille Baungaard: Kommunerne svigter børn med handicap og deres forældre. Det er et mørkt kapitel i vores velfærdssystems historie

20.08.2020




Kommunerne er alt for dårlige til at leve op til serviceloven, når det gælder børn med handicap eller kronisk sygdom. Hele 51 pct. af alle børnesager bragt op i Ankestyrelsen bliver omgjort. Det er derfor blevet et livsvilkår, at man som forælder til et barn med særlige behov er meget mere end blot forælder. Man er tvunget til at være ekspert i jura og tovholder i barnets sag 24/7. I sådanne forløb går familier fra udfordret til nedbrudt.

Kommentar af Pernille Baungaard, medstifter af For Lige Vilkår

I et debatindlæg i Information den 11. juli skrev formand for Kommunernes Landsforenings (KL) Socialudvalg, Thomas Adelskov (S), om de mange sager på handicapområdet, som Ankestyrelsen hjemsender til genbehandling, fordi sagen ikke er tilstrækkeligt belyst til at give borgeren afslag på hjælp. Debatindlæggets formål var nok at retfærdiggøre den svimlende høje andel af hjemsendte sager fra Ankestyrelsen, for i en artikel fra DR har Adelskov tidligere udtalt, at det ”jo kun er 10 procent af sagerne, som kommunerne taber”. Men det er absolut ikke det fulde billede.

I 2019 behandlede Ankestyrelsen 7.226 klager over afgørelser på sager om hjælp til handicappede. Heraf blev 10 pct. umiddelbart underkendt. Dvs. at godt 723 mennesker med handicap ikke fik den hjælp af kommunen, som loven foreskriver, at de har ret til. 32 pct. blev hjemsendt til fornyet behandling – altså hele 2.312 personer som fik afslag på nødvendig hjælp på et mangelfuldt grundlag. Dertil kan man lægge, at Ankestyrelsen via stikprøver på det samlede handicapområde har påvist graverende fejl i 25-50 pct. af de sager, der ikke ankes. Det kan man bl.a. læse i Advokatsamfundets rapport Retssikkerhed for udsatte borgere fra juni 2020.

Ser man udelukkende på børnehandicapområdet er tallene mere alvorlige, for her omgøres 51 pct. af alle sager, der ender i Ankestyrelsen. Det er et udtryk for, at der er noget helt galt, når vi her har en servicelov, der i praksis er sat ud af kraft for så mange udsatte borgere.

 

Der er noget helt galt, når vi her har en servicelov, der i praksis er sat ud af kraft for så mange udsatte borger
_______

 

Dokumentationskrav
Adelskov skriver i debatindlægget, at ”sagsbehandlerne skal leve op til så håbløse dokumentationskrav, når de behandler handicappede menneskers ansøgninger om tilskud til merudgifter, at det skader både samarbejdet mellem borger og kommune, tilliden til systemet og arbejdsglæden”.

Det er et billede, vi genkender i For Lige Vilkår: At arbejdsglæden hos mange sagsbehandlere i kommunerne er begrænset pga. det krydspres, der opstår, når en kompleks lovgivning og begrænsede ressourcer møder familier, som kun hænger i med det yderste af neglene. Det er et vanskeligt arbejdsvilkår – specielt hvis man har uddannet sig til socialrådgiver for at hjælpe mennesker.

Men det er ikke kun sagsbehandlerne, der står overfor “håbløse dokumentationskrav” og mister ”arbejdsglæde”. Det gør de forældre, som ikke får rettidig hjælp også. Og de er mindst lige så belastede af bureaukratiet, som sagsbehandlerne er. Hvis ikke mere.

 

Det er ikke kun sagsbehandlerne, der står overfor “håbløse dokumentationskrav” og mister ”arbejdsglæde”. Det gør de forældre, som ikke får rettidig hjælp også. Og de er mindst lige så belastede af bureaukratiet, som sagsbehandlerne er. Hvis ikke mere
_______

 

Forskellen på de to grupper er, at arbejdet ikke slutter kl. 16.00 for familierne. Det er blevet et livsvilkår, at man som forælder til et barn med handicap er meget mere end blot forælder. Man er tvunget til at være ekspert i jura og tovholder i barnets sag 24/7 – og ofte også langt ind i barnets voksne liv.

Adelskov erkender, at de mange sager, der hjemsendes, skaber mistillid til systemet. Men det skaber så meget mere end mistillid. Det skaber et stort og ofte uoverskueligt arbejdspres for forældrene, når en sag skal via Ankestyrelsen for den nødvendige hjælp bevilliges. Og det skaber bekymring, frustration og stress for alle involverede.

Af og til bryder hele familier sammen, når det bliver en kamp at få den hjælp, som serviceloven foreskriver, og hvis KL’s reelle ønske er at hjælpe mennesker med handicap, burde konsekvensen for familierne fylde væsentlig mere i Adelskovs indlæg.

Så spørgsmålet er, hvad Thomas Adelskov og KL mener er et rimeligt niveau for omgørelse og hjemsendelse til fornyet sagsbehandling? Hvilken fejlprocent accepterer KL fx på sundhedsområdet? Næppe 42 pct. på hele området og 51 pct. på børnespecialerne.

 

Hvilken fejlprocent accepterer KL fx på sundhedsområdet? Næppe 42 pct. på hele området og 51 pct. på børnespecialerne
_______

 

Flere forældre i bl.a. Haderslev Kommune har – bakket op af bl.a. LEV (Livet med Udviklingshandicap, red.) og Autismeforeningen – protesteret over de dårlige forhold for handicapfamilier, og hertil svarer den netop afgåede formand for Socialudvalget i Haderslev, Bo Morthorst Rasmussen (S): ”Jeg ville ønske, at de forældre ville bruge deres tid på deres børn i stedet for på forvaltningen, fordi det er kun børnene, der bliver klemt i en sådan konflikt”. Han harcelerer også over, at Jyske Vestkysten ”holder en mikrofon for familier, der føler sig klemt, eller ikke føler sig hørt, fordi så optrappes konfliktniveauet.”

De holdninger er så absurde, at det er fristende at give et satirisk svirp med den ni-halede. Men der er ikke noget at grine af. Morthorst Rasmussen er folkevalgt politiker, og har bl.a. undervist på Socialrådgiveruddannelsen
på UC SYD og skrevet bøger om grundværdier i sagsbehandlingen – individets værdighed, social retfærdighed, professionel integritet og medmenneskeligt ansvar i sagsbehandlingen. I det lys er hans ord kun skræmmende.

Så blot en lille note, som Morthorst Rasmussen kan bruge kvit og frit i fremtidige publikationer eller undervisningsøjemed: Der er absolut intet, forældre til børn med handicap hellere vil end netop at bruge tid på børnene frem for på forvaltningen. Det er præcis det, de ønsker! Og hvis kommunen følger serviceloven, får forældrene væsentlig mere overskud til at gøre dét.

En familie bag tallene
Lad mig åbne døren på klem til en familie fra den virkelige verden, der har brugt alle døgnets timer på deres børn de seneste år – sideløbende med deres kamp med kommunen, som til sidst ender i Ankestyrelsen.

Det er en familie med tre børn, hvoraf to har særlige udfordringer. Børnene trives dårligt og må ofte blive hjemme fra skole – særligt datteren på 12 år, der har OCD i svær grad. Det giver i sig selv moderen meget fravær fra sit job som sundhedsplejerske. Dertil kommer utallige møder med sundhedsvæsen, børne- og ungepsykologisk rådgivning, skole, kommune m.fl., som naturligvis ligger i dagtimerne – og dermed i forældrenes arbejdstid. De søger derfor om hjælp til at håndtere familiens situation som helhed, hvilket fx kan være kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens §42. Den gives helt præcist som ”hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste (TAF) til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse”.

 

Efter 19 måneders sagsbehandlingstid erkender kommunen altså, at de skal hjælpe familien. I denne periode har kommunen sparet mere end 2500 timers TAF. Men de har samtidig en familie, der er gået fra udfordret til nedbrudt
_______

 

I kommunen bruger de fem måneder på at nå frem til en afgørelse. I den periode bliver moderen delvist sygemeldt, og en psykolog fra børneafdelingen laver en underretning om familiens pressede situation.

Familien får afslag på hjælp. Afgørelsen sker med henvisning til en principafgørelse, der absolut ingen parallel har til familiens situation med to hjemmeboende børn på 7 og 12 år med hhv. indgribende kronisk lidelse og nedsat psykisk funktionsevne. Principafgørelsen handler om afslag på dækning af merudgifter hos en voksen med OCD. Sagen ender i Ankestyrelsen, som efter ni måneder hjemviser sagen – en hjemvisning, som i første omgang forsvinder i kommunen.

Familiens samlede trivsel er på dette tidspunkt presset. Datterens psykolog og moderens private psykolog retter flere gange henvendelse til kommunen med deres bekymring, og PPR-psykologen tilknyttet børnenes skole går til Handicaprådgivningen med bekymring for både de to børn og familiens samlede trivsel.

Tre måneder efter Ankestyrelsens hjemvisning hyrer familien en privat jurist som partsrepræsentant – og så kommer der skred i sagen. Efter yderligere to måneder får moren tilkendt 32 timers TAF om ugen i erkendelse af, at familien har et anseeligt behov for hjælp. Efter 19 måneders sagsbehandlingstid erkender kommunen altså, at de skal hjælpe familien. I denne periode har kommunen sparet mere end 2500 timers TAF. Men de har samtidig en familie, der er gået fra udfordret til nedbrudt.

Hvorfor hjælper kommunen ikke i første hug? Hvorfor gør kommuner landet over ikke det?

 

Ankestyrelsen er jo fuldt ud i stand til at læse Servicelovens intention om at hjælpe, og familierne og jurister uden for det kommunale system er også. Så hvorfor er kommunerne ikke?
_______

 

Kompleksiteten er den samme for alle
I Adelskovs – og KL’s – optik skyldes det en alt for kompliceret lovgivning og alt for vanskelige dokumentationskrav. Men medmindre kommunerne rekrutterer medarbejdere fra en anden pulje end Ankestyrelsen, så holder det argument ikke. Ankestyrelsen er jo fuldt ud i stand til at læse Servicelovens intention om at hjælpe, og familierne og jurister uden for det kommunale system er også. Så hvorfor er kommunerne ikke?

Elefanten i rummet hedder økonomisk prioritering af området. Der er ikke nødvendigvis behov for tilførsel af ressourcer, men der er i høj grad behov for at se på, hvordan de midler, der er til rådighed i kommunerne, bruges. Både inden for socialforvaltningen og i kommunen som helhed.

Rigtig mange af de familier, som vi er i kontakt med i For Lige Vilkår, er familier, der højest sandsynligt aldrig var endt i det sociale system, hvis deres barn ikke havde et handicap eller en kronisk sygdom. De familier er, med den rette hjælp på det rette tidspunkt, fuldt ud i stand til at klare sig selv. I dag tvinges de til at være ”systemfamilier”, fordi de ofte fra første møde med systemet rulles ind i en endeløs kamp for at få hjælp til deres børn. I den kamp forværres familiens samlede trivsel, og alt for tit er vi i kontakt med familier, hvor både forældre og søskende er endt i udsatte positioner, fordi hjælpen kommer for sent. Hvis kommunerne i stedet hjalp familien fra start og agerede hurtigt og kompetent, var år og måneders systembehandling sparet væk – og det samme var ekstraregningen for at hive hele familier med i faldet.

I stedet lader vi en udsat gruppe sejle deres egen sø. Vi lader mennesker med handicap – og i særdeleshed familier med børn med handicap – bryde sammen. Det er et mørkt kapitel i vores velfærdssystems historie; lokalpolitikerne ved det, folketingspolitikerne ved det, og KL ved det også.

Men der er ikke nogen, der gør noget ved det. ■

 

Der er absolut intet, forældre til børn med handicap hellere vil end netop at bruge tid på børnene frem for på forvaltningen. Det er præcis det, de ønsker! Og hvis kommunen følger serviceloven, får forældrene væsentlig mere overskud til at gøre dét
_______

 





Pernille Baungaard (f. 1967) er medstifter af For Lige Vilkår, som blev dannet i 2017 og er en forening for forældre til børn med handicap eller kronisk sygdom. Hun har selv en voksen datter, der har en medfødt hjerneskade. ILLUSTRATION: KL’s hovedkvarter [Officielt pressebillede fra kl.dk]