Peter Kofod (DF): Mette Frederiksen er godt på vej til at lide et af Danmarkshistoriens største og dyreste nederlag i EU

Peter Kofod (DF): Mette Frederiksen er godt på vej til at lide et af Danmarkshistoriens største og dyreste nederlag i EU

20.06.2020

.

Lad mig skære ind til benet og sige det lige ud: Alle de tanker om, at EU nogensinde kan reduceres til det, vi generelt i Danmark godt kan lide såsom handel, klima, miljø eller forskningssamarbejde, er dybt naive. Det er ikke realistisk. EU kan grundlæggende ikke reformeres eller laves om. Det ønsker systemet ikke. Det ønsker Frankrig og Tyskland ikke.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kommentar af Peter Kofod (DF), medlem af Europa-Parlamentet og tidl. Folketingsmedlem

SOCIALDEMOKRATERNES NYE EU-KURS er dybt bekymrende. Fra at have lydt som en sparsommelig EU-skeptiker, der synes, at et større EU-budget var rent ”gak”, er der nu nye toner fra statsminister Mette Frederiksen, der i mandags sikrede sig et EU-mandat med støtte fra De Konservative, SF og De Radikale. Det kan blive dyrt for Danmark: Større budget, store milliardgaver til andre lande, fælles gældshæftelse og udsigt til flere såkaldte egne indtægter for EU er på bordet.

Danmark vil i yderste konsekvens kunne bruge sin vetoret til at holde tingene nede, men det afviste Mette Frederiksen pure i Folketingets spørgetid for nylig. Mette Frederiksen er dermed godt på vej til at lide et af Danmarkshistoriens største og dyreste nederlag i EU. Finansministeriet anslår, at et øget EU-budget, som foreslået af EU-Kommissionen, årligt vil koste Danmark mere end 6,5 mia. kr. ekstra. Det er altså oveni de forvejen knap 20 mia. kr., som Danmark betaler til EU-budgettet. Det er voldsomt mange penge, som regeringen ikke har anført, hvor skal tages fra. De ældre? Børnene? Sundhedsvæsenet eller politiet?

Det er også værd at tage med, at elementerne rækker langt ind i fremtiden. Alene budgettet rækker syv år frem, mens mange af de politiske ubehageligheder, som særligt den tyske kansler og den franske præsident skubber på for, kan have endnu mere permanent karakter.

 

Socialdemokratiets nye EU-kurs er dybt bekymrende. Fra at have lydt som en sparsommelig EU-skeptiker, der synes, at et større EU-budget var rent ”gak”, er der nu nye toner fra statsminister Mette Frederiksen
_______

 

FOR AT FORSTÅ, hvorfor jeg er så bekymret, er vi nødt til at se på, hvad EU reelt er og ikke mindst, hvad EU potentielt kan udvikle sig til. I de seneste års EU-debat har fokusset været for ensidigt rettet på den indenrigspolitiske EU-debat i Storbritannien. På den tidligere premierminister May, på Underhuset, på det politiske kaos, på den kendte og nu forhenværende speaker og hans “ooooooorrder” – og ikke mindst på de britiske konservatives storhed, fald og genvundne storhed med Johnsons knusende valgsejr i 2019. ”Get Brexit done”, sagde premierminister Johnson, og de trætte vælgere stemte i.

Alt imens verdens øjne har været rettet mod London, har vi overset udviklingen i hjertet af EU-systemet i Bruxelles. Hvad sker der egentlig i EU? Og hvor er det EU, der ikke længere rummer Storbritannien som medlem, på vej hen? Og vigtigst af alt: Forandrer Storbritanniens exit EU for os, der sidder tilbage? For mig er svaret på det sidste spørgsmål et klart (og desværre) rungende ja. EU er under hastig forandring; til det dårligere.

EU lader ikke en god krise gå til spilde. Coronakrisen kan vise sig at være en kærkommen lejlighed for toppen af EU-systemet og de væsentligste stats- og regeringsledere (Merkel og Macron) til at gennemføre store forandringer. Det vil potentielt ramme arbejdsmarkedsområdet med en mindsteløn, som den danske fagbevægelse advarer kraftigt imod. Det vil være et omsiggribende EU-budget, der – desværre, med den socialdemokratiske regerings velsignelse – ser ud til at vokse markant, selvom de fleste udgifter i EU allerede er elementer, som ikke er indlysende i Danmarks interesser. Det vil være med fælles EU-lån og gaveregn til lande som Italien, der hellere burde se indad og reformere deres offentlige økonomi. Og det vil være på hele migrationsområdet, hvor EU-kommissionen er på vej med et stort udspil. Samtidig rumler det i de vigtigste kontorer i Berlin og i Paris, fordi Merkel og Macron nu også taler om en ny EU-traktat. Alt sammen udviklinger, der fra dansk side bør føre til dybe panderynker (og lommesmerter).

EU’S KURS ER BEKYMRENDE for alle os, der har opfordret til mådehold, der sætter pris på et moderat samarbejde med plads til stærke nationalstater og nationale forskelle – og som i øvrigt mener, at EU burde tage udgangspunkt i dét, der i sin til blev stillet danskerne i udsigt: et handelssamarbejde.

Lad mig skære ind til benet og sige det lige ud: Alle de tanker om, at EU nogensinde kan reduceres til det, vi generelt i Danmark godt kan lide såsom handel, klima, miljø eller forskningssamarbejde, er dybt naive. Det er ikke realistisk. EU kan grundlæggende ikke reformeres eller laves om. Det ønsker systemet ikke. Det ønsker Frankrig og Tyskland ikke.

 

Stillet overfor det, som EU er ved at udvikle sig til under chefarkitekterne Merkel og Macron, eller en dansk udmeldelse af EU, så ved jeg godt, hvad jeg foretrækker. Jeg vil have Danmark ud af EU
_______

 

Det var det, briterne fandt ud af – og valgte fra. Med god grund. Mit budskab er da også klart: Stillet overfor det, som EU er ved at udvikle sig til under chefarkitekterne Merkel og Macron, eller en dansk udmeldelse af EU, så ved jeg godt, hvad jeg foretrækker. Jeg vil have Danmark ud af EU.

EU’s fejl ligger desværre helt inde i DNA’et: driften til en stadig mere omfattende union, hvor mere og mere skal bestemmes og besluttes i EU. Vejen mod Europas Forenede Stater, en føderation.

EU’s DNA er i virkeligheden i direkte konflikt med Europas fundament. Europa bygger på nationalstaternes forskellighed kulturelt, sprogligt, historisk og religiøst (med forskellige kristne retninger). Historiens gang har givet folkeslagene et forskelligt udgangspunkt. Vel bor vi på samme kontinent, men vi er stadig forskellige. Hvorfor skal dette storslåede kontinent med dets rige diversitet underkastes et EU-system, hvis erklærede mål (og DNA-fejl) er et ensretningsprojekt? Det kan man ikke i længden. Jeg tror ikke på, at der findes en generel vilje til at opløse sig selv og sine værdier for at tilpasse sig et fælleseuropæisk miskmask. Vi skal respektere og værdsætte nationalstaternes forskellighed – ikke nedbryde det.

EU’s fundament er inspireret af det amerikanske. Man kan diskutere, om USA virkelig er noget at stræbe efter. Jeg synes det ikke, men det er en anden snak. Sagen er bare, at modellerne ikke fungerer på europæisk grund. I Europa er vi allerede organiseret i forskellige lande med dertilhørende grundlag – og vi kan derfor ikke basere en føderation på de samme idéer, som man gjorde i Amerika (efter at have ryddet kontinentet for den oprindelige befolkning). Dér skabte man et indvandrerland på ny grund. Det er modsætningen til den europæiske tradition.

Jeg er bekymret for EU’s kurs. Centralisering af magt fodrer afmagt. ■

 

EU’s fejl ligger desværre helt inde i DNA’et: driften til en stadig mere omfattende union, hvor mere og mere skal bestemmes og besluttes i EU. Vejen mod Europas Forenede Stater, en føderation
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Peter Kofod (f. 1990) er medlem af EU-parlamentet for Dansk Folkeparti og tidligere Folketingsmedlem. ILLUSTRATION: Peter Kofod [Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix]