18.12.2020

Fornuft og rationalisme er under angreb i disse år. Det er vigtigt, at de to begreber igen får hæderspladsen i samfundet. Ellers er der kun én vej – nedad. I den forbindelse må ikke mindst universiteterne tage deres rolle som rationalitetens reservoir alvorligt.

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte vinternummer, som blev udgivet d. 10. december. Det trykte nummer har titlen: “Tilbage – men til hvad?”

Af Peter Nedergaard

Fremgangsrige samfund har én ting til fælles. De har sat fornuften på en piedestal. Når samfund historisk kommer ud af tusmørket og ind i dagslysets solskin, har det været med fornuften og rationalismen som vigtigste følgesvende. Det betyder ikke, at følelser og lignende er frataget enhver rolle. De bør blot ikke være dem, som står bag samfundets overordnede styring, og de bør ikke være dem, som samfundets ledende kræfter lader sig styre af.

Den østrigsk-engelske filosof Karl Popper beskrev i sin tid rationalismen på følgende vis: ”Rationalismen er en villighed til at lytte til kritiske argumenter og at lære af erfaringen. Det er fundamentalt set en holdning, som indrømmer, at jeg kan tage fejl, og du kan have ret, og ved fælles anstrengelse kan vi nærme os sandheden”. I historiens løb er en sådan rationalisme blevet tillagt varierende værdi i forskellige tidsperioder. Bestemte samfundsmæssige faktorer ser i den forbindelse ud til at fremme fornuftens status og dermed en rationel ordning af samfundene: udbredelsen af bl.a. handel, økonomisk samkvem og videnskab.

Da Vesten fødtes som barn i det gamle Hellas, skete det sammen med den rationelle tænkning. Med græsk rationalitetstænkning fik den vestlige verden samtidig en intellektuel kapital, som der stadig kan trækkes på. Tidligt var Heraklit (født 535 f.Kr.) fra Efesos i Lilleasien på banen: ’Alt sker ifølge Logos’, står der i et af fragmenterne fra ham. Der findes med andre ord en fornuftig struktur eller sandhed, som vi kan finde frem til ved at trænge ind bag sanseindtrykkenes flimren. Senere var Sokrates i Platons dialoger ude i samme ærinde, når han stædigt i sin samtale med modstanderne endte med at få dem med på, at deres første, overfladiske meninger var forkerte. Også Platons elev Aristoteles var optaget af den logiske argumentations struktur, som han rubricerede i en række såkaldte syllogismer, der viser mønstrene i en rationel argumentation. De er de sidste over 2.000 år blevet indlært af studerende kloden rundt, og de bliver det den dag i dag. Både Platon og Aristoteles grundlagde akademier, som blev en slags foregangsinstitutioner for de universiteter, som senere kom til i Europa.

 

Rationaliseringen af arbejdsfunktionerne bredt i de europæiske økonomier var netop et vigtigt element i overgangen fra det landbrugsorienterede feudalsamfund til den stadigt mere industrialiserede kapitalisme
_______

 

Med renæssancen fra slutningen af 1200-tallet og til begyndelsen af 1500-tallet vendte rationalitetsbegrebet tilbage med stor styrke. ’Renæssancen’ fik sit navn, fordi der var tale om en genoplivelse af de antikke idealer fra Grækenland og Rom. Interessen for lærdom og videnskab steg. Mange nye universiteter blev oprettet. Den brede orientering i flere videnskabelige discipliner, sund dømmekraft og ligevægt er siden blevet forbundet med det at være renæssancemenneske. Samtidig fødtes den moderne individualisme. Idealet blev de stærke enkeltindivider, der udfylder rummet, og som vi ser i Michelangelos fresker i fx Det Sixtinske Kapel i Vatikanet. Det var samtidig mennesketypen, som repræsenterede det fremvoksende handelsborgerskab.

Et resultat af renæssancens rationalismetænkning var også, at der skete en opblomstring af den empirisk baserede naturvidenskabelige tænkning. Galileo Galilei var i den forbindelse en frontfigur og repræsentant for holdningen om, at vi skal lære af, hvad vi observerer og erfarer. Det fik ham til på baggrund af egne observationer at tilslutte sig synspunktet om, at jorden kredser omkring solen, og at jorden ikke er universets centrum, på trods af den katolske kirkes dogmer om det modsatte. Siden fik rationalitetstænkningen ny styrke med oplysningstiden frem til slutningen af 1700-tallet. Udgangspunktet var de franske oplysningsfilosoffer Voltaire og Diderot. Deres virke faldt sammen med en eksplosion i den naturvidenskabelige forskning, hvor man på baggrund af rationel tænkning og analyse blotlagde en række naturlove, der også fik stor betydning for den efterfølgende teknologiske udvikling.

Det var samtidig en periode, hvor forretningsdriften blev rationaliseret. Italienerne indførte som de første systemet med dobbelt bogholderi. Det indebærer, at enhver virksomhedstransaktion bogføres i både debet- og kreditkolonnen med samme beløb. Dermed får man et eminent godt overblik over forretningsøkonomien. Den store tyske sociolog Max Weber anså senere denne opfindelse for at være et meget vigtigt tidligt bidrag til den vestlige verdens rationalisering. Rationaliseringen af arbejdsfunktionerne bredt i de europæiske økonomier var netop et vigtigt element i overgangen fra det landbrugsorienterede feudalsamfund til den stadigt mere industrialiserede kapitalisme. Det var også hovedforklaringen på den stigende velstand, som gav sig udslag i det kraftigt stigende befolkningstal i de vestlige lande.

Lige siden har rationaliseringstænkningen været dominerende. Der var dog også perioder, hvor den kom under pres i Vesten. Det gjaldt under romantikken i 1800-tallet, hvor det blev populært at hævde, at følelserne var livets vigtigste element. I kølvandet herpå opstod nationalismen, som gjorde Danmark til en europæisk småstat. Rationalismen var også under pres i første halvdel af 1900-tallet, hvilket afstedkom to verdenskrige drevet frem af nationalismen. Men herefter fik rationalismen igen herredømmet med det klare amerikanske økonomiske hegemoni efter Anden Verdenskrig, og resten af 1900-tallet var USA’s århundrede. Konsekvensen var mekaniseringen af Europas landbrug, tidsstudier i industrien, økonomitænkning i det offentlige og fremvæksten af en rationel ledelsesfilosofi i alle de udviklede samfund. Hermed blev grunden lagt til årtiers rekordstigninger i de vestlige landes velstand. Der blev derfor også råd til velfærdsstater. Det skyldes, at velfærdsstaterne forudsætter et stort overskud af velstand. Det kan kun tilvejebringes via en løbende rationalisering af samfundsøkonomien.

 

I dele af identitetspolitikken – som Trump i øvrigt også reflekterer – er antirationalismen toneangivende. Det gælder for så vidt, at den giver indehavere af bestemte identiteter ret, alene fordi de er indehaver af en bestemt identitet
_______

 

I de seneste 10-15 år har antirationalismen imidlertid vundet frem i mange forskellige forklædninger. Populismen er et af antirationalismens politiske udtryk, og Donald Trumps konstante afvisning af faktabaseret videnskab og en nærmest seriel løgnagtighed er tegn herpå. Trump er vel i øvrigt noget nær det nærmeste, man på statslederplan kommer på at være antitesen på et renæssancemenneske. Antirationalismen findes imidlertid også i dele af den anti-trumpske lejrs reaktion på Trumps politik og udtalelser (eller tweets!), denne lejr kan have lige så svært ved at ’lytte til kritiske argumenter og at lære af erfaringen’, som Trump har. I begge lejre går man ofte lodret imod Poppers doktrin angående rationel tænkning.

I dele af identitetspolitikken – som Trump i øvrigt også reflekterer – er antirationalismen toneangivende. Det gælder for så vidt, at den giver indehavere af bestemte identiteter ret, alene fordi de er indehaver af en bestemt identitet, og ikke fordi de har rationelle og empirisk funderede argumenter i orden. Når identitetsbaserede argumenter trumfer kritiske argumenter, er samfundet i skred væk fra fornuften. Tilsvarende er det udtryk for en ufornuftig omgang med fortiden, når man af identitetspolitiske årsager lader det gå ud over historiske mindesmærker og statuer, fordi de forestiller personer, som man er uenige med. Manglende evne til at sætte sig i fortidens sted – eller decideret uvidenhed om samme – er tegn på et samfund i forfald.

Det samme gælder den stigende skepsis over for dele af videnskaben. Den viser sig bl.a. ved, at vacciner fravælges, selvom den videnskabelige evidens om deres positive virkning er klokkeklar. Det betyder langtfra, at man skal stille sig ukritisk over for videnskaben. Men en rationel holdning til videnskaben betyder, at man i hvert fald skal overveje med sig selv, ’om ikke jeg tager fejl, og om ikke den videnskabelige dokumentation har ret’. I dele af videnskabskritikken er man ikke villig til at lave denne øvelse.

 

Når man helt benægter, at klimaproblemerne her og nu i høj grad er en konsekvens af den menneskeskabte udledning af klimagasser trods den videnskabelige evidens, har man sat fornuften på pause
_______

 

Den grundlæggende skepsis over for klimavidenskaben er også et tegn på irrationalismens indtog. Når man helt benægter, at klimaproblemerne her og nu i høj grad er en konsekvens af den menneskeskabte udledning af klimagasser trods den videnskabelige evidens, har man sat fornuften på pause. Så melder man sig ind i konspirationsteoretikernes klub, som har ufornuften som fælles kendemærke. Omvendt er dele af politikken, som vil bekæmpe klimakrisen, også præget af mangel på rationalitet, når man fx ser ud til at vælge at bekæmpe den globale klimakrise helt overvejende med rent nationale instrumenter. Det er irrationelt, fordi et globalt perspektiv meget vel ville vægte initiativer i andre lande med flere lavthængende frugter langt højere og dermed med langt større klimapolitisk effekt. Mangel på fornuft i klimapolitikken viser sig også, når man af symbolpolitiske årsager lægger mere vægt på, at klimapolitiske initiativer er synlige, end at de er effektive. Der kan eksempelvis argumenteres for, at målsætninger om et stort antal elbiler på vejene er en meget dyr måde at nedbringe udslippet af klimagasser på i forhold til nedbringelser i andre sektorer, hvor nedbringelsen imidlertid helt overvejende er usynlig.

Den overdrevne dyrkelse af symbolpolitikken er udtryk for mangel på rationalisme. Også i det politiske sprog afspejler tidens mangel på fornuft sig samtidig som en tendens til, at følelsesbetonet patos fylder meget på bekostning af logos i alt fra amerikanske præsidenttaler til diverse politiske lederes nytårstaler. Det er et klart krisetegn. Det samme gælder et stigende fravær af den økonomiske rationalitet i den politiske beslutningsproces. Overlades politisk styring helt overvejende til følelser og meget hurtigt skiftende folkestemninger, er det atter et tydeligt tegn på et samfund på vej ned. Man ser også en vis tendens til, at der i styringen af samfundet er en uvillighed til at inddrage virkningsfulde, rationelle økonomiske incitamenter, når det fx drejer sig om at påvirke villigheden til at tage jobs. Det er yderligere et skridt ned ad trappen, og det tages paradoksalt nok ofte af dem, som påstår at ville forsvare velfærdsstaten, hvilket forudsætter det rationelle økonomiske fundament.

Ikke mindst i den nuværende tid med stigende irrationalitet får universiteterne en stadig vigtigere plads som et reservoir for fornuft og rationalisme. Vi er virkelig ilde stedt, hvis de spiller med på en voksende irrationalisme i omverdenen. Så er verden, som vi kender den, virkelig sat i brand. Universiteterne og andre højere læreanstalter må derfor kende deres besøgelsestid og deres rødder som bærere af fornuften og rationalismen i lige linje tilbage til de athenske akademier. Logos må og skal herske her som et sted, hvor man er villig til at lytte til kritiske argumenter og at lære af erfaringen. ■

 

Universiteterne og andre højere læreanstalter må derfor kende deres besøgelsestid og deres rødder som bærere af fornuften og rationalismen i lige linje tilbage til de athenske akademier
_______

Apropos denne artikel:

Streubel-Kristensen og Vestenskov: Den iranske svækkelse har styrket Irak – en uventet vinder af 12-dagskrigen

Poyâ Pâkzâd i RÆSONs nye trykte nummer: Hvordan vil historien huske det, der engang var Gaza?

Alexander Ryle (LA): Argentinas økonomiske mirakel udstiller venstrefløjens falske dommedagsprofeti

Theresa Scavenius: Folketinget vil ikke indrømme, at baseaftalen med USA er i strid med grundloven

Henrik Dahl i RÆSONs nye trykte nummer: Det er illusionerne, der brister – ikke virkeligheden

Bertel Heurlin: Er Trump ved at forære Kina USA’s status som blød supermagt?