Pia Kjærsgaard om coronakrisen: Danskernes sikkerhed er vores førsteprioritet, og derfor må vi for en tid lukke os mere om os selv

Pia Kjærsgaard om coronakrisen: Danskernes sikkerhed er vores førsteprioritet, og derfor må vi for en tid lukke os mere om os selv

13.03.2020


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

I visse lande har myndighederne ikke taget lige så drastiske skridt som Danmark for at inddæmme smitten – bl.a. i Sverige – og derfor bliver vi nødt til at have streng kontrol med, hvem der kommer ind i Danmark. I en krisesituation som denne bliver vi nødt til at tænke på os selv.

Kommentar af Pia Kjærsgaard (DF)

DANMARK ER I UNDTAGELSESTILSTAND. Skoler og uddannelsesinstitutioner lukker, offentlige arrangementer udskydes, arbejdspladser drosler ned, mens sundhedsvæsenet opruster. Coronavirus har for alvor ramt Danmark, og antallet af smittede danskere stiger dag for dag.

Det er en alvorlig situation, og derfor hastebehandlede Folketinget torsdag et lovforslag, der med en række initiativer skal dæmme op for spredningen af coronavirus. Bl.a. ved at pålægge personer, der mistænkes for coronavirus, sundhedsundersøgelse og efterfølgende isolation. Loven giver også mulighed for at forbyde forsamlinger og ikke mindst forhindre besøg på offentlige og private plejehjem.

Verdenssundhedsorganisationen WHO klassificerer udbruddet som en pandemi – en verdensomspændende epidemi, der rammer alle og har vidtrækkende menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser. Det ser vi allerede nu. Verdensøkonomien er presset, og i flere lande kæmper man bravt for at få situationen under kontrol – heriblandt Italien, der i øjeblikket er det hårdest ramte land i Europa.

Ifølge sundhedsmyndighederne er det uundgåeligt, at smitten spreder sig, men ved at iværksætte en række nødvendige foranstaltninger kan man forhåbentlig forhindre, at alle danskere bliver syge på samme tid og dermed sætter sundhedsvæsenet under ekstremt pres. Samtidig har vi brug for at holde hjulene i gang. Vi har brug for personale på vores sygehuse og i vores ældrepleje. Folk, der kan tage sig af dem, der er allermest udsatte og vil blive allerhårdest ramt af coronavirus. Derfor gør vi, som vi gør.

 

I dag foreslår vi desuden, at Danmark afviser alle asylansøgere ved grænsen, så de danske myndigheder ikke skal bruge tid og ressourcer på at indkvartere og isolere folk, der kommer udefra
_______

 

I DANSK FOLKEPARTI har vi siden slutningen af januar forsøgt at få regeringen til at iværksætte en række initiativer for at begrænse smittespredningen i Danmark. Sundhedsstyrelsen var dog usikker på, om coronavirus overhovedet ville komme til Danmark, og derfor tøvede regeringen med at handle. Dansk Folkeparti opfordrede allerede dengang regeringen til at styrke grænsekontrollen, skærpe indrejsereglerne i landets lufthavne og øge muligheden for at tvinge folk, der udgør en særlig smitterisiko, i karantæne.

I dag foreslår vi desuden, at Danmark afviser alle asylansøgere ved grænsen, så de danske myndigheder ikke skal bruge tid og ressourcer på at indkvartere og isolere folk, der kommer udefra. Mennesker, der har rejst gennem flere lande i og uden for Europa for at nå til Danmark. Mennesker, som har levet tæt, og dermed potentielt medbringer coronavirus eller andre sygdomme, som kan udfordre vores sundhedsvæsen.

Danmark må tage alle forholdsregler, og vi er på nuværende tidspunkt derfor også nødt til at afvise udlændinge, der kommer til Danmark fra verdenskortets røde zoner.

I visse lande har myndighederne ikke taget lige så drastiske skridt som Danmark for at inddæmme smitten – bl.a. i Sverige – og derfor bliver vi nødt til at have streng kontrol med, hvem der kommer ind i Danmark – også fra vores nabolande.

I en krisesituation som denne bliver vi nødt til at tænke på os selv. Og det betyder, at vi den kommende tid må lukke os mere om os selv. Alle lande har behov for at sikre sin egen befolkning. Vi skal undgå smittekæder, og derfor må myndighederne i de enkelte lande hver især gøre deres for at forhindre spredning af smitte nationalt – og dermed også internationalt.

 

Dansk Folkeparti foreslår, at hjemløse og særligt udsatte grupper som misbrugere får adgang til hotelværelser, hvor de kan tilbydes den nødvendige sikkerhed og eventuel behandling
_______

 

DET BETYDER, at vi danskere skal passe ekstra på hinanden – især på de grupper, der er mest udsatte: ældre, kronisk syge, hjemløse. Det betyder også, at vi skal passe på dem, der passer på os: de mange ansatte på landets sygehuse og plejehjem. Og så skal vi selvfølgelig tage hensyn til alle de mennesker, vi omgås i det daglige: kolleger, venner, familie.

De hjemløse er ekstra udsatte i øjeblikket. Herbergerne må tage sikkerhedsforanstaltninger ligesom alle andre, og derfor er der ikke sengeplads til alle. Dansk Folkeparti foreslår, at hjemløse og særligt udsatte grupper som misbrugere får adgang til hotelværelser, hvor de kan tilbydes den nødvendige sikkerhed og eventuel behandling. Det ville ikke mindst gavne en hårdt presset hotelbranche. Det er nu, vi skal tage ekstra hånd om de svage.

For mig og for Dansk Folkeparti er danskernes tryghed og sikkerhed det allervigtigste. Derfor følger vi regeringens og myndighedernes anbefalinger nøje, og vi opfordrer til, at alle scenarier og muligheder indtænkes i de tiltag, som implementeres over den kommende tid, så færrest muligt smittes, og presset på vores sundhedsvæsen minimeres.

Vi ved ikke, hvordan det endelige udfald af coronaepidemien bliver. Sundhedsstyrelsen arbejder med flere mulige scenarier. Sommeren vil med stor sandsynlighed give virusset trange kår, men vi ved også, at coronavirusset med stor sandsynlighed vil ramme igen til efteråret. Om det bliver i samme form eller en muteret udgave, kan vi ikke forudsige på nuværende tidspunkt, og derfor følger vi nøje sundhedsmyndighedernes vurderinger og anbefalinger.

Indtil da må vi tage så mange hensyn til hinanden som muligt. I en krisesituation som denne bliver det tydeligt, at danskerne står sammen. I Helsingør besluttede en dagligvarekæde i denne uge at holde særåbent for pensionister og folk med lungelidelser. Det viser sindelag og omtanke, og det ser vi mange steder i det danske samfund. På Christiansborg er vi også rykket tættere sammen: Her bliver vigtige beslutninger truffet uden skelen til partifarve. Det er positivt og understreger, at vi som danskere altid er stærkest sammen. ■

 

På Christiansborg er vi også rykket tættere sammen: Her bliver vigtige beslutninger truffet uden skelen til partifarve. Det er positivt og understreger, at vi som danskere altid er stærkest sammen
_______

 



Pia Kjærsgaard (f. 1947) er MF og tidligere formand for Dansk Folkeparti. Desuden tidligere formand for Folketinget. [foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix]