31.12.2020

”’Suverænitet’ bliver brugt ustandseligt i Storbritannien, men alle handelsaftaler udvander ens suverænitet. Storbritannien har forpligtet sig til ‘level playing field’ [lige vilkår, red.], specifikke klimakrav og en konstant gennemgang af britisk lovgivning for at sikre sig, at de ikke sænker krav og standarder. Så der er en masse tabt suverænitet i aftalen.”

Interview af Christine Roj

Juleaftensdag kunne Boris Johnson for første gang vise den 1200-siders lange frihandels- og samarbejdsaftale frem, som Storbritannien og EU langt om længe er blevet enige om, efter Storbritannien officielt forlod EU i januar i år. Og i går blev samme aftaletekst stemt igennem i det britiske underhus – 521 mod 73.

Aftalen træder i kraft allerede i morgen, så det, der står på de 1200 sider, afgør, hvilken virkelighed befolkningen, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og økonomien vågner op til om mindre end 24 timer.

RÆSON har talt med professor i EU-lovgivning ved University of London, Elaine Fahey om de vigtigste aspekter i Brexit-aftalen, og hvordan det stiller den britiske befolkning nu.

RÆSON: Hvilke dele af den nu vedtagede Brexit-handelsaftale er en sejr for Johnson?
FAHEY: Den primære sejr for Johnson er, at det er et hårdt Brexit. Den mest ekstreme udgave af den. Det er en meget bar handelsaftale. Men spørgsmålet er, om det er en sejr for Johnson eller de hårde Brexiteers. Jeg er ikke sikker på præcist hvem af dem, det er en sejr for, men det er uden tvivl et hårdt Brexit.

 

“Det er i det hele taget en meget tynd aftale, og den er ikke ambitiøs på de områder, som er afgørende for Storbritannien – fx når det gælder den finansielle sektor og erhvervslivet”
_______

 

RÆSON: Det bliver kaldt en aftale, der gør Storbritannien mindre forbundet til EU end lande som Canada eller Tyrkiet. Deler du den analyse?
FAHEY: Storbritannien har tydeligvis et mere distanceret forhold til EU nu, end Tyrkiet har. Det her er den første handelsaftale, der udsprang af et tættere samarbejde, end det samarbejdsomfang der blev arbejdet hen imod. Det er også uden tvivl en handelsaftale, hvor EU giver mindre, end de gjorde under forhandlingerne af CETA [den EU-canadiske handelsaftale, red.]. Den er meget mindre ambitiøs end CETA på mange måder.

Det er i det hele taget en meget tynd aftale, og den er ikke ambitiøs på de områder, som er afgørende for Storbritannien – fx når det gælder den finansielle sektor og erhvervslivet. Livet kommer til at være meget dyrt for virksomhederne, og Storbritannien kommer til at være klemt mellem en masse store lande og store handelsaftaler.

RÆSON: Hvilke dele af aftalen er den største sejr for EU?
FAHEY: Servicesektoren. Den er en kæmpe del af Storbritanniens økonomi, og det er der stort set ikke taget hensyn til i aftalen. Fx er midlertidig bevægelighed, der gives til udlændinge, der får job i landet, meget mere begrænset for virksomheder i Brexit-aftalen end EU’s handelsaftale med Japan. I Brexit-aftalen er der fx ikke en rettighed til at få ægtefæller og børn med, når man får et job i EU.

Det skaber store udfordringer for servicesektoren, at deres del af aftalen ikke er på plads. Fremtidig godkendelse af overensstemmelsestestning for serviceydelser [sikring af, at ydelser lever op til kvalitetskrav, red.] er fx. slet ikke med i aftalen.

Der er mange eksempler på, at EU har været en hård forhandlingspartner. Og især når det handler om level playing field [adgangen til det indre marked, red.], har EU stort set ikke været til at rokke. Det betyder, at EU har haft en stor sejr i forhandlingerne om servicesektoren.

 

“EU har haft en stor sejr i forhandlingerne om servicesektoren”
_______

 

RÆSON: Kommer handlen til at foregå på samme skala mellem EU og Storbritannien efter 1. januar, som den gør i dag?
FAHEY: Det ser ud til, at det er muligt. I forhold til finansydelser afhænger det meget af de næste par måneders forhandlinger. Der er også et vindue for registering af toldangivelser på omtrent et år, så det ikke begynder fra i morgen. Aftalen er med vilje designet sådan, at der ikke kommer et enormt chok 1. januar. Det betyder også, at det er en meget kortsigtet aftale, der ser meget kortsigtet på relationen, hvor bl.a. finanssektoren kræver en sekundær aftale.

RÆSON: Når servicesektoren udgør omkring 80 pct. af den britiske økonomi, hvorfor er det så ikke dækket i Brexit-aftalen?
FAHEY: Det mest ærlige svar her er, at det – på bekostning af Storbritannien – er i EU’s interesse at få mere tyngde i den finansielle sektor. Tag kraften ud af finanssektorens hovedsæde i City of London. Så det er en no-brainer, at EU ville være meget hårde i forhandlingen omkring det.

Modsat har Storbritannien ikke taget del i Erasmus-programmet, som er et vigtigt element i europæisk kultur og identitet. Det er virkelig en noget for noget: Den ene går til kernen af økonomien og den anden til kernen af identiteten.

 

“Det er sandsynligt, at Brexit kommer til at bryde Storbritannien op. Opløsningen af Storbritannien diskuteres vidt og bredt som en konsekvens af alt det her”
_______

 

RÆSON: Så det er EU, der har sat en stopper for, at der blev forhandlet om servicesektoren?
FAHEY: Ja. Og de har virkelig ikke været generøse. De har givet mindre end i EU-Japan-aftalen, som er EU’s store flagskibs-aftale efter CETA.

RÆSON: Har EU en ambition om at flytte finanssektoren fra City of London til Frankfurt eller et andet sted indenfor det indre marked?
FAHEY: Det ser sådan ud. Og en del forretninger er allerede rykket til Paris, Dublin, Frankfurt og Amsterdam. Der sker altså en fragmentering – det hele rykker ikke ét samlet sted hen – og her er spørgsmålet, om den primære forretning vil rykke til USA eller Kina fremfor London.

RÆSON: Bliver det enden på Londons finanssektor, som vi kender det?
FAHEY: Mange mener, det er for stort til at gå nedenom og hjem. Men de har været på meget tynd is de seneste par år, og de har forberedt sig på tab i egenkapital. EU ønsker at institutionalisere sektoren under én aftale, men det har Storbritannien modsagt sig, så der er en skræmmende tid foran dem.

RÆSON: Burde EU have været mere generøse?
FAHEY: Nej. De har indgået aftalen på venskabelig manér og lagt vægt på fortsat at have et godt forhold. Det var ikke bittert på nogen måde, selvom Storbritanniens røde linjer var så tydelige og budskabet klart, at de ikke ønskede at have noget at gøre med EU.

Jeg ved ikke, hvor meget mere generøse, de kunne have været. Det eneste, jeg synes er trist, er, at britiske statsborgere ikke får fri bevægelighed i Europa. Men igen, det var jo Storbritannien, der ønskede at gå. Og det har været en meget kompleks, juridisk opgave at få Storbritannien fri af et af verdens største markeder. Det er så godt, som det kan blive.

 

“Storbritannien kommer nok til at følge EU-lovgivningen meget tættere, end de umiddelbart ønsker”
_______

 

RÆSON: Et enkelt område, hvor EU måske har været lidt generøse er ved at sætte Storbritannien fri af EU-domstolen. Hvad betyder det helt konkret for Storbritanniens suverænitet?
FAHEY: Det er en lidt arbitrær selvstændighedsmekanisme. ’Suverænitet’ bliver brugt ustandseligt i Storbritannien, men alle handelsaftaler udvander ens suverænitet. Storbritannien har forpligtet sig til ‘level playing field’ [lige vilkår, red.], specifikke klimakrav og en konstant gennemgang af britisk lovgivning for at sikre sig, at de ikke sænker krav og standarder. Så der er en masse tabt suverænitet i aftalen.

For to år siden underskrev Storbritannien udtrædelsesaftalen med EU, som forpligter dem under EU-domstolen i otte år. Suverænitet er fiktion i en globaliseret verden. Så suverænitetsdiskussionen omkring domstole er overdreven. Storbritannien har optaget tusinder af love i sin nationale lovgivning efter udtrædelsesaftalen i 2018, men det er i fremtiden op til den nationale domstol i Storbritannien at beslutte, om de så vil følge EU-lovgivningen.

RÆSON: Har Storbritannien et valg i praksis, hvis de gerne vil handle med EU, som er deres største handelspartner?
FAHEY: Storbritannien kommer på mange måder til at være slaver af EU-lovgivning. Livet går videre, love bliver vedtaget og implementeret, og Storbritannien kommer nok til at følge EU-lovgivningen meget tættere, end de umiddelbart ønsker. Ultimativt bliver de nødt til slavisk at følge den- selv hvis de ikke ønsker det – ud fra ren logik og nødvendighed.

 

“Nu har jeg studeret internationale handelsaftaler i lang tid. EU kommer ikke ud af noget som taberen. Det er en af de største enheder i hele verden. De taber ikke”
_______

 

RÆSON: Storbritanniens udtrædelse af Erasmus bliver set som et billede på den splittelse, der er i Storbritannien. Skotalands førsteminister Nicola Sturgeon har kaldt det ”kulturel vandalisme”, og Irland har tilbudt at betale for samtlige udvekslingsophold for studerende i Nordirland. Har aftalen generelt rykket uafhængighedsønsker internt i Storbritannien nærmere?
FAHEY: Jeg er selv fra Sydirland, og da jeg var yngre var det i den grad tabu at tale om et forenet Irland. Og nu er det i stedet blevet en mainstream diskussion i Sydirland – Republikken Irland.

Det her er engelsk nationalisme, der er gået amok. Og de resterende dele af Storbritannien er vågnet op til en helt anden verden. Nordirlandske studerendes ekskludering fra den europæiske oplevelse er en del af det. Og i Skotland eksisterer der en meget stærk opposition. Så det er sandsynligt, at Brexit kommer til at bryde Storbritannien op. Opløsningen af Storbritannien diskuteres vidt og bredt som en konsekvens af alt det her.

RÆSON: Hvem har i sidste ende, ud fra aftalen, vundet forhandlingerne – EU eller Storbritannien?
FAHEY: Nu har jeg studeret internationale handelsaftaler i lang tid. EU kommer ikke ud af noget som taberen. Det er en af de største enheder i hele verden. De taber ikke. Der er selvfølgelig grader af nederlag. Der er klausuler i aftalen med Japan, som ikke er i aftalen med Sydkorea osv. Men EU’s skala er så enorm, og de har en kæmpe erfaring med at forhandle handelsaftaler, og EU forhandler med en enhed, der ikke har forhandlet ret mange handelsaftaler.

Det er et meget ligefremt svar. Hvem har mest magt i WTO? Hvem er den største regionale magt? Det er meget svært at se, at Storbritannien vinder noget i det her. For det er komplekst at løsrive sig fra en så integreret organisation, selvom Storbritannien nu har nået deres mål. Kommer Storbritannien til at være en supermagt om ti år? Nok ikke. Og det kommer aldrig til at være det samme som 400 millioner mennesker i EU. Så det er sikkert at sige, at de står dårligere og kommer ud dårligere end EU i en handelsaftale. ■

 

“Suverænitet er fiktion i en globaliseret verden”
_______

Apropos denne artikel:

Niels Thygesen om Trumps økonomiske politik: Han lytter til ældre, tågede og undertiden vilde idéer fra for længst afdøde økonomer

Martin Lidegaard om 2025: Europa skal blive selvforsynende på alle punkter, hvis vi skal bibeholde vores indflydelse i verdenssamfundet

Simon Skov Fougt: Hvordan debatten om læsekrisen blev en fortælling om vås, vat, voksne og bøger

Lars Bangert Struwe: I 1756 ændredes Europas alliancer. Mange havde ikke troet det muligt. Er Trump ved at gøre det samme?

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden