Professor Morten Sodemann i ny kommentar: Mette Frederiksen spiller på frygten for det fremmede og ikke videnskabelig evidens, når hun omtaler smittespredningen i Århus – alt sammen til skade for indsatsen mod COVID-19

Professor Morten Sodemann i ny kommentar: Mette Frederiksen spiller på frygten for det fremmede og ikke videnskabelig evidens, når hun omtaler smittespredningen i Århus – alt sammen til skade for indsatsen mod COVID-19

17.08.2020




Evidensen er tydelig i alle sygdomskategorier: Stigmatisering ændrer adfærd. Hvis man først føler sig stigmatiseret som minoritet, lader man sig ikke teste, man isolerer sig og man deler ikke sin sygdom eller mistanke om sygdom med andre. Resultatet er, at visse grupper holder sig væk og sygdommen kan sprede sig ubemærket. Når statsministeren indirekte spiller på frygten for det fremmede i den somaliske sag i Århus, gør hun dermed også indsatsen mod COVID-19-smitte i minoritetsgrupper til en temmelig svær opgave.

Kommentar af Morten Sodemann

Mette Frederiksen prøvede i sin tale til corona-pressemødet i fredags at balancere med stylter gennem det minefyldte smitte-skyldsspørgsmål, der er opstået i kølvandet på sagen om smittede somaliere i Århus . Det gik ikke ret godt. Først fik Frederiksen bagatelliseret al videnskab om folkesundhed og ulighed i sundhed. Hun bemærkede først, at ”…i visse dele af pressen” er det blevet nævnt, at det høje smittetryk i bestemte minoritetsmiljøer har at gøre med arbejds- og boligforhold, men hun fortsatte efterfølgende med et åbent spørgsmål: ”…men ér det nu hele forklaringen?”.

Statsministeren får dermed først kommunikeret, at hun ikke selv rigtig abonnerer på forklaringen om sociale og erhvervsmæssige forholds betydning for øget smitterisiko, og derefter etablerer hun usikkerhed om den reelle forklaring med et pænt sagt meget åbent spørgsmål.

Frederiksen lykkes derved med at skabe tvivl om grundviden om ulighed i sundhed – selvom evidensen er tonstung. Jeg ved ikke, hvad statsministeren selv mener, men jeg ved, hvad andre let kommer til at mene: ‘Den omtalte etniske gruppe er ligeglade med corona-smitten, og de sætter ”danskernes” helbred i fare med deres fremmedartede adfærd og uvidenhed’. Frederiksen eksotiserer i stedet for at normalisere udfordringen.

 

Jeg ved ikke, hvad statsministeren selv mener, men jeg ved, hvad andre let kommer til at mene: ‘Den omtalte etniske gruppe er ligeglade med corona-smitten, og de sætter ”danskernes” helbred i fare med deres fremmedartede adfærd og uvidenhed’
_______

 

Når man først har introduceret skyld og skam, så skaber man en ukontrollabel situation, der kan give bagslag, fordi stigmatisering af minoriteter, mens de står i kø til testning, kan skabe frygt for overhovedet at blive testet i første omgang. Dét har man smertelige erfaringer med i forbindelse med HIV/AIDS epidemien. Siden dens start for snart 30 år siden er det stadig ikke lykkedes at gøre op med stigma og udskamning på området. Konsekvensen har været, at udsatte personer først henvender sig til testning, når man er så syg, at det er for sent.

Men har erfaringer fra en 30 år gammel epidemi nogen relevans for testning af indvandrere i dagens Danmark? Det var spørgsmålet, jeg blev mødt med af en journalisten fra RADIO4 i et interview tidligt i morges. Det er der ikke nogen tvivl om: Evidensen er tydelig i alle sygdomskategorier. Stigmatisering ændrer adfærd. Man lader sig som stigmatiseret minoritetsindivid ikke teste, man isolerer sig og man deler ikke sin sygdom eller mistanke om sygdom med andre. Resultatet er, at visse grupper holder sig væk og sygdommen kan sprede sig ubemærket. Stigma giver altid bagslag med det stik modsatte resultat af det ønskede.

Men hvad er egentlig målet med statsministerens tale til befolkningen? Hvis målet er at stoppe spredningen af COVID-19 baseret på så meget information som muligt, så skulle hun måske først og fremmest skaffe sig selv og forskerne alle de informationer, der findes, for lige nu reagerer presse og politikere på en løsrevet procentsats fra en forstad i Aarhus blandt en lille etnisk minoritet. Hvis man vil stoppe smittekæderne i sårbare og udsatte miljøer, så skal man ikke gøre det fra pressemøder og gennem avisoverskrifter. Det skal foregå gennem de lokale miljøer og tilhørende tillidspersoner, og det skal varetages af kompetente myndigheder med tværkulturelle erfaringer.

Videnskaben bag
Coronakrisen har mange konsekvenser men også mange a-ha-oplevelser. En af mine er, at den komplekse sammenhæng mellem social ulighed, ulighed i sundhed og minoriteter, køn, uddannelse og sprog, rent evidensmæssigt, er et jomfrueligt land for journalister og politikere. På det sundhedsvidenskabelige område er man først indenfor de senere år blevet klar over, at sociale forhold spiller meget komplekst sammen og let kommer til at forstærke hinanden.

 

Når man først har introduceret skyld og skam, så skaber man en ukontrollabel situation, der kan give bagslag, fordi stigmatisering af minoriteter, mens de står i kø til testning, kan skabe frygt for overhovedet at blive testet i første omgang
_______

 

Man er begyndt at arbejde med mere komplekse modeller og metoder for at forklare ulighed i sundhed, og det har i mange undersøgelser vist sig, at forskelle i sundhedstilstanden mellem minoriteter og majoritetsbefolkningen hovedsageligt forklares af forskelle i uddannelse og indkomst, mens meget lidt forklares af etnicitet. Sammenhængende er svære at forstå og endnu sværere at formidle – det er ikke politiske bolcher og egner sig ikke til billige symbolpolitiske point. Det er et område hvor der ikke er fri kommunikativ leg. Det man som politiker eller journalist siger, har voldsomme konsekvenser, fordi det ofte bliver en fordomsfuld og helt ukorrekt udlægning af, hvad den videnskabelige analyse konkluderer.

Derfor gentager jeg videnskaben her: Dem der har kort uddannelse har sværest ved at omsætte myndighedernes budskaber til handling i deres egen hverdag. Det er simpelthen noget, man lærer efter mange år i skolen. Men dem der har kort uddannelse har også de mest lavt betalte jobs. I lavindkomstjobs har man ingen indflydelse på sine arbejdsforhold og har ikke råd til at holde sig hjemme, og man bor typisk også i boliger, hvis kvalitet man – af økonomiske årsager – ikke har indflydelse over. Man ved, at dem uden indflydelse på arbejdsmiljø, som samtidig ikke har indflydelse på bolig, er dem, der smittes langt lettere under epidemier, bliver oftere syge, indlægges hyppigere og oftere dør af sygdom.

Overvægt er fx en risikofaktor for at blive svært syg af COVID-19, fordi det hænger sammen med forhøjet blodtryk, sukkersyge og hjertekarsygdom, der alle er hyppigere sygdomme blandt de kort-uddannede og økonomisk mindre velstillede personer. De erhverv, der har den højeste risiko for smitte, er dem med frontlinie personale: Bus- og taxachauffører, pizzeria-ansatte, ansatte i plejesektoren og hjemmeplejen, tolke i den offentlige sektor, etc. Alle er lavtlønserhverv, der meget længere end mange andre, var ubeskyttede fra corona-smitte. I resten af landet sad vi – lige kommet fra ski- og krydstogtsferier – på vores hjemmearbejdspladser, hvor vi havde adgang til isolation i gæsteværelser og sommerhuse. Imens blev ansatte i lavtlønsjobs ved med at gå på arbejde, og dermed havde de en øget smitterisiko. Nu høster de så frugten af en lav løn og en dårlig arbejdssituation ved at blive beskyldt for at være årsagen til, at der fortsat er smittespredning.

Dét burde Statsministeren have pointeret, selvom pressen og seerne sikkert ville finde den videnskabelige forklaring hamrende kedelig. Mette Frederiksen ville sikkert opfatte den som en ubekvem tale, men det havde været den helt rigtige tale. Jeg vil gerne tale om etniske minoriteter og COVID-19, men vil politikerne egentlig have sandheden, når det kommer til stykket? Og gider journalister egentlig lave deres lektier?

 

Bus- og taxachauffører, pizzeria ansatte, ansatte i plejesektoren og hjemmeplejen, tolke i den offentlige sektor etc. Alle er lavtlønserhverv, der meget længere end mange andre, var ubeskyttede fra corona-smitte. I resten af landet sad vi – lige kommet fra ski- og krydstogtferier – på vores hjemmearbejdspladser, hvor vi havde adgang til isolation i gæsteværelser og sommerhuse
_______

 

Journalisternes og politikernes rolle
Lige nu ser vi, at en lang række af de begreber vi lærte i skolen, er kommet til debat: biologi, matematik, procentregning, smitte, viden, historie, årsag-virkning, kildekritik (!) etc. Vi går en svær tid i møde, hvis journalister og politikere har den opfattelse at det er god underholdning og folkeoplysning at sætte procentregning og årsag-virknings forståelse til debat i enhver sammenhæng. Er vi uenige om, hvornår viden er viden, så må vi tilbage på skolebænken. Og her tænker jeg primært på pressen og politikerne. Man har ikke ret til sine egne fakta, og man har dybest set også kun ret til den mening, man kan argumentere for.

Men i medierne er præmissen, at alt er til forhandling – både evidens og erfaring. Det er det indtryk, man fx får, når RADIO4-journalisten i morges betvivlede, hvorvidt man kunne bruge erfaringer fra HIV/AIDS-epidemien ift. COVID-19 og historien om somaliere i Århus.

Jeg har tidligere flere gange kommenteret, at journalister skaber misinformation og uinteressante interviews, når de er uforberedte. Samtalen starter det forkerte sted og bliver aldrig interessant. Men det værste er, at når man ikke har viden, så har man kun sine fordomme at læne sig op ad. Det giver anledning til nogle besynderlige spring i argumentationsniveau mellem journalist og interviewoffer.

Spørgsmålet er jo ikke, om vi skal diskutere risikogrupper, som er uforholdsmæssigt udsat for smitte. Det skal vi selvsagt. Men den vigtigste opgave består i at finde ud af, hvordan vi tager den diskussion, og hvilken information vi lægger til grund for den. Misinformation er også manglende (eller tilbageholdt) information, og man kan ikke reagere fornuftigt på bevidst mangelfuld information. Statsministeren ville til pressemødet i fredags have os til at reagere på en bestemt måde og baserer det, uden at sige det direkte, på frygten for det fremmede. Hun får dermedskabt et ukontrollabelt rum, der risikerer at gøre indsatsen mod COVID-19 smitte i minoritetsgrupper til en temmelig svær opgave. ■

 

Det har i mange undersøgelser vist sig, at forskelle i sundhedstilstanden mellem minoriteter og majoritetsbefolkningen hovedsageligt forklares af forskelle i uddannelse og indkomst, mens meget lidt forklares af etnicitet. Sammenhængende er svære at forstå og endnu sværere at formidle – det er ikke politiske bolcher og egner sig ikke til billige symbolpolitiske point
_______

 





Morten Sodemann (f. 1959) er professor i global sundhed og indvandrermedicin på Syddansk Universitet. Overlæge, Indvandrermedicinsk klinik, Odense Universitetshospital. Næstformand i Selskab for Indvandrersundhed. Forskning og forskeruddannelse i flere afrikansk lande. Forfatter til bogen: ”Sårbar? – det kan du selv være”. ILLUSTRATION: Morten Sodemann [Foto: Lars Skaaning]