Professor Morten Sodemann: Man dør ikke af at have fattige forældre som barn i Danmark – men man ender alligevel med at leve kortere

Professor Morten Sodemann: Man dør ikke af at have fattige forældre som barn i Danmark – men man ender alligevel med at leve kortere

13.10.2020




I øjeblikket retter vi vores sundhedskampagner mod voksne, selvom vi kan se, at det er børns sociale opvækstvilkår og skoleuddannelse, der er afgørende for, hvor stor uligheden i sundhed er: dvs. om folk bliver syge, hvor syge de bliver, hvor god behandling de modtager, og hvor længe de lever. Vi spilder velfærdsmidler, når vi pisker de voksne, i stedet for at bruge dem på at skabe en tryg barndom for vores børn.

Kommentar af Professor Morten Sodemann

ULIGHED I BEHANDLING af sygdomme er et besynderligt fænomen, der ikke burde eksistere. Men evidensen er klar: Jo kortere skolegang, des mere er man syg, og jo flere sygdomme man har, des længere tid går der, før man får en diagnose. Man tilbydes færre behandlingsmuligheder, involveres mindre i beslutninger og henvises sjældnere til genoptræning. Således overlever man ganske enkelt ikke lige så længe med en given sygdom, hvis man er kortuddannet, som hvis man er højtuddannet.

Spastikerforeningen har i den forbindelse stillet det helt rigtig spørgsmål: Bliver man automatisk fattig, bare fordi man har et handicap, så bliver vi nødt til at spørge os selv, hvorfor der er så mange selvfølgelige uligheder i sygdom og sundhed?

 

Én stor og betydningsfuld årsag til, at vi oplever ulighed i sundhed i Danmark, skal findes i vores barndom og opvækst
_______

 

ÉN STOR OG BETYDNINGSFULD årsag til, at vi oplever ulighed i sundhed i Danmark, skal findes i vores barndom og opvækst. To nye studier af ulighed i sundhed tyder nemlig på, at vi rammer helt ved siden af i vores bekæmpelse af den.

Et studie af over 1 million danske børn født siden 1980, publiceret i verdens førende lægevidenskabelige tidsskrift, The Lancet, viser, at psykosocial stress i barndommen er helbredsskadeligt og forkorter deres liv pga. kræft, kroniske sygdomme, ulykker og selvmord. Både kort- og langvarig fattigdom påvirker børnenes helbred som voksne, ligesom tab af nære pårørende i en tidlig alder også er afgørende. Desværre var den generelle effekt: Jo flere stressoplevelser, des større dødelighed.

Et andet studie, der sammenligner det danske og det newzealandske samfund, viser derudover, at de mest socialt udsatte børn i samfundet meget tidligt skubbes ud af velfærdssamfundet som voksne: De får en kort uddannelse, der leder til arbejdsløshed og forringet psykisk helbred. Studiet peger dermed i retning af, at social ulighed skal bekæmpes i barndommen gennem beskyttelse mod fattigdom og psykosocialt stress samt støtte til uddannelse. Den ubekvemme sandhed er, at voksne bliver syge, mens de stadig er børn.

 

Det er selvmodsigende, at vi retter vores sundhedskampagner mod voksne, samtidig med at vi kan se, at det er børns sociale opvækstvilkår og skoleuddannelse, der er afgørende for, om folk bliver syge
_______

 

Det er selvmodsigende, at vi retter vores sundhedskampagner mod voksne, samtidig med at vi kan se, at det er børns sociale opvækstvilkår og skoleuddannelse, der er afgørende for, om folk bliver syge, hvor syge de bliver, hvor god behandling de modtager, og hvor længe de lever. Vi spilder velfærdsmidler, når vi pisker de voksne, mens vi ville få mere for pengene ved at bruge dem på at skabe en tryg barndom gennem bekæmpelse af fattigdom og ekstra støtte til en ordentlig skolegang.

I 2008 PÅVISTE EN gruppe forskere, at livsglæde spredte sig langt mere ud i sociale netværk: Hvis jeg har en høj livskvalitet, så har mine venner og deres venner det med al sandsynlighed også. På samme måde har man påvist, at alt lige fra livskvalitet til rygning til funktionel analfabetisme, motion, overvægt og søvnløshed har en afsmittende effekt på ens omgangskreds.

Den gode nyhed i undersøgelserne er, at det ser ud til, at der er »superspredere« af både god og dårlig sundhedsviden, og at vi formentlig kan ændre på mønstrene ved at målrette sundhedskampagner mod de sociale superspredere i stedet for at spilde krudtet på kampagner, der rammer ved siden af målgruppen.

I øjeblikket er uhensigtsmæssige sundhedsopfattelser nemlig ulige fordelt: De velstillede får en masse gratis social kapital med sig i form af stærke, støttende netværk og formidable forhandlingskompetencer, der er fordelagtige i samtalen med læge og sundhedsvæsen, som de mindre velstillede ikke har. Sundhedsvæsenet kvitterer ved at yde høj behandlingskvalitet til dem med flest penge, længst uddannelse og størst tiltro til egne kræfter – mens alle andre må slås for at opnå basispakken.

 

Sundhedsvæsenet kvitterer ved at yde høj behandlingskvalitet til dem med flest penge, længst uddannelse og størst tiltro til egne kræfter – mens alle andre må slås for at opnå basispakken
_______

 

Uligheden kommer til udtryk på mange måder.

Man lærer at være syg allerede som halvandetårig – man lærer, hvad det vil sige at have ondt i maven, få kvalme og at skære sig, så det bløder. Forældrenes reaktion påvirker barnets senere måde at håndtere sygdom på. Man tilpasser hele tiden sin sygdomslæring gennem erfaring: Patienter, der er vant til modgang, eller som har lavet fysisk arbejde siden 15-årsalderen, har en anden risikovurdering end akademikere, der startede arbejdslivet som 30-årige med at sætte sig på en kontorstol foran en skærm. Patienter, der er vant til, at sygdom er noget, man selv klarer, har et andet beslutningsmønster, end patienter, der mener, at deres sygdom er familiens og samfundets ansvar.

Hvis vi vil knække koden til ulighed i sundhed, skal vi lære at forstå ulighedens mange ansigter. For kun gennem viden og indsigt kan vi reducere ulighedens virkning i den kliniske hverdag.

Vi skal som fagfolk holde politikerne fast, når deres moral vakler, for forskningens svar er tydelige: Det er børnenes opvækstvilkår, der skal ændres. Det er for sent, når de er blevet voksne og sender den sociale arv videre til deres egne børn. Man dør ikke af at have fattige forældre. Man dør af de konsekvenser, der udspiller sig i sundhedsvæsnet som følge af de fattige forældre. Derfor skal ansatte i sundhedssystemet lære ulighedens mekanismer at kende, så de ikke fremover kommer til at forstærke den ulighed, samfundet har skabt. ■

 

Man dør ikke af at have fattige forældre. Man dør af de konsekvenser, der udspiller sig i sundhedsvæsnet som følge af de fattige forældre
_______

 



Morten Sodemann (f. 1959) er professor i global sundhed og indvandrermedicin på Syddansk Universitet. Han er derudover overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital og næstformand i Selskab for Indvandrersundhed. Han har lavet forskning i flere afrikanske lande og er forfatter til bogen: ”Sårbar? – det kan du selv være”. ILLUSTRATION: Morten Sodemann [Foto: Lars Skaaning]