Professor Peter Nedergaard: Et EU med massearbejdsløshed må ikke materialisere sig. Vejen frem er mere europæisk frihandel

Professor Peter Nedergaard: Et EU med massearbejdsløshed må ikke materialisere sig. Vejen frem er mere europæisk frihandel

14.04.2020


Det er ofte i krisetider, at det europæiske samarbejde tager et skridt fremad. Coronakrisen bør give anledning til, at man i EU får styrket en af samarbejdets største succeser: det indre marked. Målet bør være et reelt europæisk hjemmemarked for varer og tjenesteydelser.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Af Peter Nedergaard, professor på Institut for Statskundskab, KU

EU’S KERNEOPGAVER består af sikringen af fred, økonomisk vækst og sikkerhed. Sikringen af demokratiet er derimod noget, som først og fremmest er forankret nationalt. Freden er ikke umiddelbart truet i Europa, men væksten er i den grad, og sikkerheden kan blive det.

EU-landene har kritiseret hinanden for usolidarisk adfærd under første fase af coronakrisen, hvor villigheden til at hjælpe andre medlemslande med udstyr og værnemidler ofte var mere end begrænset. I EU-regi har man imidlertid kun kunnet gøre lidt, da bekæmpelsen af udbredelsen af coronavirussen ikke er en del af EU-samarbejdet. I denne fase var alle beslutningstagerne i medlemslandene sandsynligvis samtidig så optagede af de nationale foranstaltninger, at de ikke havde opmærksomheden rettet andre steder hen.

EU har imidlertid her i anden fase af coronakrisen vedtaget at give store hjælpepakker i form af lån og kreditter til især de sydeuropæiske medlemslande, som er hårdt ramt af coronakrisen. Det er et vigtigt udtryk for europæisk solidaritet inden for EU. De sydeuropæiske medlemslande har imidlertid ikke fået alt, hvad de ønskede sig, nemlig de såkaldte euro- eller corona-obligationer, som alle euro-lande ville skulle stille sikkerhed for. Det bliver ikke til noget, da det ville stride imod den fundamentale tyske holdning om, at de stater, som har stiftet gælden, også har ansvaret for dens afvikling eller med andre ord: Tyskland ønsker ikke, at de selv og andre nordeuropæiske medlemslande skal hæfte for Sydeuropas gæld. Ellers kan økonomisk pressede medlemslande blot køre ansvarsmæssigt frihjul. På trods heraf er hjælpepakkerne stadig betydelige og vil hjælpe til, at ingen medlemslande forbløder økonomisk. Der vil endda kunne blive tale om endnu større økonomiske hjælpepakker, hvis og når behovet opstår i den kommende tid.

 

Efter symptombehandlingen af coronakrisen med de økonomiske hjælpepakker venter der imidlertid en stor opgave med at genoprette den økonomiske vækst, styrke virksomhedernes konkurrenceevne og nedbringe arbejdsløsheden
_______

 

Efter symptombehandlingen af coronakrisen med de økonomiske hjælpepakker venter der imidlertid en stor opgave med at genoprette den økonomiske vækst, styrke virksomhedernes konkurrenceevne og nedbringe arbejdsløsheden. Meget tyder på, at oversøisk eksport får sværere kår fremover. Oven i de vedvarende handelskonflikter vil der melde sig en tendens til, at flere lande kloden rundt vil søge at hjemtage strategisk vigtig produktion, fx af værnemidler, medicin, vacciner, hospitalsudstyr og lignende. Derfor er det så meget desto mere afgørende, at det europæiske hjemmemarked gøres mere solidt. Skræmmeeksemplet på det modsatte er 1930’ernes nationale protektionisme, hvor man opbyggede handelsrestriktioner mellem de europæiske lande og dermed satte mulighederne for at komme ud af krisen i en skruetvinge.

DET INDRE MARKED i EU dækker først og fremmest over friheden til at sælge varer og tjenesteydelser på lige vilkår over alt i regionen. Vareeksporten er i princippet fri, men fordelen herved opretholdes kun, hvis den politiske opmærksomhed konstant er til stede. Nye områder som fx e-handel over grænserne opstår, og gamle varetyper ændrer karakter. Det indre marked for varer er i konstant fare for at sande til via diverse nationale fiksfakserier, hvor man søger at give hjemlandets virksomheder indirekte fordele – fx via offentlige indkøb. Det gavner det enkelte land på kort sigt, men det skader helheden og på sigt også ophavslandet.

Danmark burde sammen med ligesindede EU-lande advokere for, at det indre marked udbygges i kølvandet på coronakrisens økonomiske genvordigheder. Et udbygget europæisk hjemmemarked for varer med endnu friere handel end i dag vil både kunne hjælpe EU-landene ud af den økonomiske nedtur og være et offensivt svar på, at den globale samhandel sandsynligvis ikke vokser som hidtil.

Det indre marked for tjenesteydelser – det vil sige alt det, som ikke kan transporteres i en godsvogn – er mere problematisk end det indre marked for varer. I sin tid fremsatte EU-Kommissionen et forslag til etableringen af et frit marked for tjenesteydelser á la det indre marked for varer. Desværre blev forslaget voldsomt udvandet i processen frem mod forslagets vedtagelse på grund af en ihærdig lobbyisme fra interessegrupper, som ville blive udsat for lidt større konkurrence, hvis forslaget var blevet gennemført. Den ansvarlige kommissær for forslaget hed Frits Bolkenstein, og nogle interessegrupper døbte derfor forslaget om en liberalisering af samhandelen med tjenesteydelser for Frankenstein-forslaget. Den manglende gennemførelse af Bolkensteins forlag har siden kostet dyrt med hensyn til den økonomiske vækst og genereringen af nye jobs.

 

Coronakrisen burde kunne sætte etableringen af et reelt frit marked for tjenesteydelser tilbage på den politiske dagsorden i EU. Det er endnu mere vigtigt end tidligere
_______

 

CORONAKRISEN burde kunne sætte etableringen af et reelt frit marked for tjenesteydelser tilbage på den politiske dagsorden i EU. Det er endnu mere vigtigt end tidligere, fordi produktionen af tjenesteydelser udgør en stadig større del af økonomien. I den forbindelse skal man erindre, at kriser er alle store initiativers moder i EU-regi. Et bon mot [godt ordsprog, red.] i Bruxelles lyder: ”EU går fra krise til krise – fremad”. Det var efterkrigstidens kriseøkonomi, som lagde grunden til etableringen af Den Europæiske Kul- og Stålunion. Det var sammenbruddet i forsøget på at etablere et europæisk forsvarssamarbejde, som gav stødet til Rom-traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Det var den anden oliekrise og den efterfølgende dybe økonomiske krise, som gjorde, at man foreslog gennemførelsen af Den Europæiske Fællesakt og det indre marked. EU’s revitalisering i midten af 1980’erne fødtes herfmed.

Udbygningen af det indre marked til et fuldstændigt europæisk hjemmemarked løser langt fra alle økonomiske problemer i EU. Der vil stadig være store strukturelle problemer mellem landene, som fx afspejler sig i store forskelle med hensyn til betalingsbalancernes overskud og underskud. Sagen er blot, at løsningen på dette problem er vanskelig, fordi det opfattes som et nulsumsspil, hvilket indebærer, at nogle taber, hvis andre vinder. Derimod opfattes en øget markedsintegration i EU per tradition som et plussumsspil, hvor alle vinder, selv om de ikke vinder lige meget. Etableringen af det europæiske hjemmemarked er derfor en mere farbar vej, på trods af at der vil være interessegrupper, som agerer sten på den vej.

SIKKERHEDEN I EU drejer sig både om den indre og ydre sikkerhed. Den indre sikkerhed handler for eksempel om fjendtlig misinformation fra fx Rusland og Kina, som nu behandles af EU-organer. Det ser ud til at virke. Den ydre sikkerhed består blandt andet i sikringen af EU’s ydre grænser. Sidstnævnte viste sig at være et stort problem under flygtninge- og migrantkrisen i 2015-16, hvor en mangelfuld grænsekontrol i først og fremmest Italien og Grækenland – i kombination med den frie grænsepassage efter Schengen-samarbejdet – betød, at flygtninge- og migrantstrømme kunne bevæge sig mere eller mindre frit op gennem EU-landene.

 

Meget har imidlertid allerede ændret sig på denne front. EU’s ydre grænsekontrol er blevet styrket, og EU har fået en langt mere realistisk tilgang til landene uden for EU
_______

 

Kontrollen med EU’s ydre grænser er siden blevet skærpet. EU har lavet en række aftaler med landene syd for Middelhavet, og man havde også en aftale med Tyrkiet. Sidstnævnte er opsagt fra Tyrkiets side, og den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan åbnede den tyrkiske side af grænsen efter nytår, hvilket lignede prologen til en gentagelse af flygtningekrisen i 2015-16.

De græske grænsevagter var imidlertid langt bedre forberedt end for fem år siden. Ikke mindst via hjælp fra EU’s grænseagentur, Frontex, direkte økonomisk hjælp fra EU’s kasse og bilateral hjælp fra medlemslandene er det lykkedes at opbygge den græske grænsekontrols kapacitet til et niveau, som har vist sig at kunne modstå presset efter Erdogans åbning. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, udtrykte under et besøg i Grækenland i marts i år, at det græske grænsekontrolapparat nu agerede som ”Europas skjold”. For de europæiske beslutningstagere er det, at det græske grænsepoliti har kunnet holde stand en succeshistorie, som imidlertid ikke har fået megen opmærksomhed på grund af coronakrisen.

Den ydre grænsekontrol i EU er stadig et spørgsmål, som har de europæiske politikeres bevågenhed. Det ses ikke mindst i forbindelse med uenigheden i forhandlingerne om EU’s langtidsbudget, hvor et af spørgsmålene er, hvor mange ekstra midler der skal afsættes til styrkelsen af den ydre grænsekontrol. Meget har imidlertid allerede ændret sig på denne front. EU’s ydre grænsekontrol er blevet styrket, og EU har fået en langt mere realistisk tilgang til landene uden for EU.

SUMMA SUMMARUM: Coronakrisen og den kommende økonomiske krise, som vil føre lavvækst og massearbejdsløshed med sig, bør give anledning til, at man i EU får styrket en af samarbejdets største succeser: det indre marked. Målet bør være et reelt europæisk hjemmemarked for varer og tjenesteydelser. Danmark kunne sagtens spille en selvstændig og aktiv rolle i den henseende. EU’s ydre sikkerhed er stadig et spørgsmål af stor vigtighed, men allervigtigst bliver det dog i den kommende tid at få sat gang i den økonomiske vækst og jobgenereringen i Europa. Et EU med massearbejdsløshed må ikke materialisere sig. ■

 

Coronakrisen og den kommende økonomiske krise, som vil føre lavvækst og massearbejdsløshed med sig, bør give anledning til, at man i EU får styrket en af samarbejdets største succeser: det indre marked
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Peter Nedergaard (f. 1957) er professor i statskundskab på Københavns Universitet. Han forsker i europæisk politik. Han har for nylig fået publiceret fagartiklerne ”The Ordoliberalisation of the European Union?” i Journal of European Integration og ”Borders and the EU legitimacy problem: the 2015–16 European Refugee Crisis” i tidsskriftet Policy Studies. ILLUSTRATION: Angela Merkel og Emmanuel Macron taler ved EU-topmøde i Bruxelles, Belgien, 22. marts, 2019 [foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix]