Rasmus Grand Berthelsen: Kina og USA’s stormagtskonflikt accelererer den internationale retsordens kollaps. Hvem skal forsvare den?

Rasmus Grand Berthelsen: Kina og USA’s stormagtskonflikt accelererer den internationale retsordens kollaps. Hvem skal forsvare den?

26.05.2020


Kinas håndtering af COVID-19 har fragmenteret det globale samarbejde yderligere. Nu forsøger demokratiske mellemmagter som EU, Japan og Australien at forsvare den regelbaserede internationale orden ved at udfylde det tomrum, der er efterladt af stormagtskonflikten mellem Trumps USA og Kommunistpartiets Kina.

Af Rasmus Grand Berthelsen

Kinas Kommunistparti skjulte oplysninger om COVID-19 for resten af verden, da den først blev identificeret i Wuhan. Det har udstillet farerne ved Kinas autoritære system – ikke kun for landets egne indbyggere, men også for resten af verdens befolkning. I stedet for at anerkende sine fejl har Kommunistpartiet febrilsk forsøgt at vende situationen ved at sprede alternative teorier om virussens oprindelse, sende værnemidler til trængte lande i Europa, insistere på, at Kinas bekæmpelse af virussen bør hædres og ved at forulempe alle, der antyder noget andet.

Spredningen af coronavirus fra Kina til resten af verden har også fremprovokeret en desinformationskrig i den eskalerende stormagtskonflikt. Trumps udenrigsminister Mike Pompeo udtalte for nyligt, at USA har ”enorme beviser” for, at virusudbruddet stammer fra et laboratorium i Wuhan – uden at fremlægge omtalte beviser. Hertil svarede en talsmand for Kinas udenrigsministerium ved at underbygge en konspirationsteori om, at det amerikanske militær muligvis har bragt coronavirus til Wuhan. I kampen for at vinde det globale narrativ har Kina forsøgt at sætte landets ’effektive’ håndtering af pandemien i kontrast til vestlige demokratiers ’ineffektive’ inddæmningsstrategier.

Kinas brug af splittende metoder er langt fra ny. I Europa er Kinas “17+1”-møder med central- og østeuropæiske medlemslande, hvor man forsøger at så splid i EU-samarbejdet ved at udnytte blokkens økonomisk svage medlemslande, et velkendt eksempel. Her har Kinas bestræbelser på at presse landene til at blokere fælles EU-erklæringer om det Sydkinesiske Øhav eller menneskerettighedsspørgsmål båret frugt. I Australien har Kommunistpartiet finansieret politiske partier og kandidaters kampagner for at opnå øget indflydelse.

Frustrationerne over Kinas ageren på den internationale scene relaterer sig ikke kun til coronavirussen, men har hobet sig op i årevis. Under præsident Xi Jinping er Kinas økonomiske og politiske magtudøvelse eskaleret, og Beijing kræver efterhånden lydighed over hele kloden – hvilket giver hverken udenlandske virksomheder eller lande plads til at stille spørgsmålstegn ved Kommunistpartiets politik.

Men nu er Kinas taktik begyndt at give tilbageslag. Australien presser på for en global undersøgelse af pandemiens oprindelse. EU sluttede sig for nyligt til dette initiativ og tog idéen op i WHO i sidste måned. Selv Storbritanniens udenrigsminister Dominic Raab har krævet en hårdere tilgang til Kina i fremtiden og har truet med at afslutte “business-as-usual” med Beijing. Men Kinas ledere har gjort det klart, at de anser enhver kritik af deres oprindelige reaktion på coronavirussen som en trussel mod Kommunistpartiets styre. Dermed er ideen om en grundig undersøgelse i WHO-regi allerede dødsejlet. Men også Kinas ambassadør i Australien har åbent truet med, at landets krav om en undersøgelse kan få økonomiske konsekvenser. Europa er heller ikke gået fri fra kinesisk pres. Da Holland ændrede navnet på sit repræsentationskontor i Taiwan, truede Beijing med at suspendere eksporten af medicinske forsyninger til landet.

 

Opfattelsen af Kina som en revisionistisk magt har længe dannet grundlaget for EU’s Kina-politik, men indenfor de sidste par år er europæiske beslutningstagere blevet mere skeptiske overfor Kina
_______

 

Europa er blevet mere skeptisk overfor Kina
I de senere år har Europa generelt skærpet sin tilgang til Kina – af mange af de samme grunde som USA: den mere autoritære linje under Præsident Xi, manglende markedsøkonomiske reformer, og udbredelsen af problematiske politiske og økonomiske praksisser gennem Kinas Belt and Road Initiative (BRI), hvor kinesiske statsvirksomheder gjort indtog på de gamle silkeveje ved hjælp af subsidierede opkøb af infrastruktur. Dertil kommer ​​landets teknologisk-nationalistiske dagsorden, der er formuleret i ”Made in China 2025”-strategien og ”China Standards 2035”-planerne, og har til formål at mobilisere statslige midler for at opkøbe vestlige tech-virksomheders intellektuelle ejendom og derigennem opnå teknologisk dominans og sætte globale standarder for nye teknologier.

Opfattelsen af Kina som en revisionistisk magt har længe dannet grundlaget for EU’s Kina-politik, men indenfor de sidste par år er europæiske beslutningstagere blevet mere skeptiske overfor Kina. Tyskland, Italien, Spanien og senest Sverige har indført strengere sikkerhedskrav for fremmede investeringer i strategisk vigtige sektorer pga. mistanke om, at statsstøttede kinesiske virksomheder vil opkøbe kritisk europæisk infrastruktur. Sidste år opdaterede EU-kommissionen sin officielle Kina-politik, der nu anser Kina for ”en økonomisk konkurrent, der stræber efter teknologisk lederskab, og en systemisk rival, der fremmer alternative styreformer.”

Kinas charmeoffensiv i Europa, hvor Kommunistpartiet har doneret masker og ekspertise til bl.a. Italien for at genvinde sit tabte omdømme, er begyndt at give tilbageslag. For nyligt anklagede EU Kina for at censurere et brev, der krævede større samarbejde mellem Bruxelles og Beijing, underskrevet af EU’s 27 ambassadører og offentliggjort på det kinesiske statsmedie China Daily. Eftersom den kinesiske version af brevet ikke henviste til virusudbruddets oprindelse, og dermed negligerede Kinas fejlagtige håndtering af virussen, offentliggjorde Frankrig, Tyskland og Italiens Beijing-ambassadører det ikke-censurerede brev og udtrykte deres misbilligelse mod Kina.

Herhjemme har Kinas ambassadør forlangt en offentlig undskyldning fra Jyllands-Posten for avisens satiretegning af Kinas flag, hvor tegneren har skiftet Kinas fem gule stjerner ud med illustrationer af coronavirussen. Samme ambassadør sagde sidste år, at hvis ikke Færøerne køber kinesisk teleudstyr i form af 5G-teknologi fra Huawei, vil det få det konsekvenser for handelsrelationerne. Dengang sagde udenrigsminister Jeppe Kofod, at affæren ikke handlede om sikkerhed, men udelukkende om handel. Den position har regeringen ændret, og har nu i sinde at påbegynde et større lovinitiativ, der skal beskytte kritiske sektorer – herunder teleinfrastruktur – mod udenlandsk ejerskab. Uden at nævne Kina ved navn er der ingen tvivl om, at det kan opfattes som et forsøg på at sende Kina og Huawei ud i kulden.

 

Men den eskalerende handelskrig mellem Kina og USA samt den globale pandemi har fremskyndet udformningen af dette tomrum: Kinas brug af ufine og splittende metoder på verdensscenen er taget til, og USA går enegang i et desperat forsøg på at genvinde landets svækkede position
_______

 

Stormagtskonflikten har skabt et internationalt tomrum
I sådanne situationer vil mindre lande, der chikaneres af kineserne, normalt henvende sig til USA. Siden 2. verdenskrigs afslutning har USA forsvaret de multilaterale organisationer og den regelbaserede orden. Men at stole på Washington som garant for den regelbaserede orden synes naivt i disse dage, hvor verdenssamfundet ser med skuffelse og fortvivlelse på et Amerika, der trækker sig tilbage fra verdensscenen og kigger indad. Den tendens er blevet intensiveret, siden pandemien for alvor tog fat i USA, der i skrivende stund har det højeste corona-dødstal i verden.

Præsident Trump har vist ringe interesse for at samarbejde med noget andet land i bekæmpelsen af COVID-19. I forlængelse af den voksende handelskonflikt med Kina foretager Trump-administrationen sin egen undersøgelse af Kommunistpartiet, der i høj grad opfattes som et forsøg på at skyde skylden væk fra administrationens egen fejlagtige håndtering af pandemien.

Trump insisterer på at tage kampen mod Kina alene. Han stoler ikke på sine europæiske allierede, som i flere landes tilfælde har accepteret leverance af 5G-infrastruktur fra det statsejede kinesiske teleselskab, Huawei, på trods af strenge advarsler fra USA. Og han stoler bestemt heller ikke på de internationale organisationer, der ifølge ham er i lommen på Kina. Derfor har Trump midlertidigt standset finansieringen til verdenssundhedsorganisationen WHO og truede for nyligt i et åbent brev på Twitter med at standse finansieringen permanent, hvis ikke WHO ” forpligter sig til at foretage væsentlige forbedringer inden for de næste 30 dage.”

Som Lars Bangerts Struwe for nyligt gav udtryk for i RÆSON, efterlader det resten af den vestlige verden i et dilemma: På den ene side stoler vi ikke på, at Trumps USA vil stille Kina til regnskab på en måde, der er til fordel for den frie og regelbaserede verdensorden – tværtimod tegner der sig et billede af en intensiveret stormagtskonflikt – og på den anden side ved vi ikke, hvordan vi bør forholde os til Kinas Kommunistparti, der i stigende grad bryder de internationale spilleregler og gennemtrumfer sin egen vilje. Det efterlader et stort tomrum for resten af den vestlige verden.

Dette tomrum var allerede begyndt at tage form før pandemien. I 2018, efter USA trak sig ud af forhandlingerne om den store handelsaftale Trans-Pacific Partnership, underskrev 11 lande – herunder Australien, Canada, Japan, New Zealand, Mexico og Vietnam – deres egen handelspagt som en forsikring mod Kinas øgede handelsmagt. Men den eskalerende handelskrig mellem Kina og USA samt den globale pandemi har fremskyndet udformningen af dette tomrum: Kinas brug af ufine og splittende metoder på verdensscenen er taget til, og USA går enegang i et desperat forsøg på at genvinde landets svækkede position.

 

De nye alliancer risikerer dog kun at holde så længe, som pandemien varer. Men hvis dynamikken fortsætter, kan en alliance mellem Europa og Asiens demokratier levere et globalt alternativ i det tomrum, der bliver efterladt i rivaliseringen mellem verdens to stormagter
_______

 

Nye, demokratiske alliancer
Da COVID-19 lukkede store dele af Kina, blev det klart, at resten af verden er blevet enormt afhængige af den kinesiske økonomi – ikke blot hvad angår værnemidler, men også andre essentielle varer som f.eks. medicin. Omfanget af afhængigheden bunder i, at store dele af verdens forsyningskæder hører hjemme i Kina. Under SARS-epidemien i 2002 udgjorde Kinas BNP 4,3 procent af verdens BNP. I dag er det tal steget til 16 procent.

Realiseringen af denne afhængighed har fået regeringen i Tokyo til at afsætte 2,2 milliarder dollars i en corona-stimuluspakke, der skal hjælpe japanske virksomheder med at omlægge produktionen fra Kina. I Seoul vil den sydkoreanske regering også diversificere ved at give skattefritagelser og industristøtte til virksomheder, der flytter deres produktion tilbage til hjemlandet fra Kina. Og i Australien, hvor man længe har anset afhængighed af Kina som et strategisk problem, vil den tidligere ressourceminister, Matt Canavan, samarbejde med andre lande for at diversificere verdens produktion af kritiske råmaterialer.

Også i Europa har realiseringen af denne afhængighed fået bl.a. Frankrigs finansminister, Bruno Le Marie, og Hollands handelsminister, Sigrid Kaag, til at kræve større uafhængighed fra Kina. EU’s handelskommissær, Phil Hogan, erklærede sig i sidste måned enig i, at EU bør reducere sin afhængighed af Kina, men tilføjede, at det ikke betyder, at al produktion skal bringes tilbage til Europa.

På den måde knytter demokratiske lande i Europa og Asien tættere bånd i denne tid – både som en reaktion mod Kinas tiltagende aggressive opførsel, men også i spørgsmål om frihandel og folkesundhed. Vi har lært meget af Sydkorea teststrategi og landets beredskab efter SARS-epidemien. Ligeledes har vi meget at lære af Taiwan, hvorfor flere stemmer nu kræver, at landet får en plads i WHO (en plads, som Kina i mere end 40 år har blokeret, fordi man ikke anerkender landets uafhængighed).

Disse styrkede alliancer bygger på én af pandemiens vigtigste lektioner: risikoen ved at stole på de kinesiske myndigheder kan ikke længere benægtes, og vi kan ikke længere forvente, at USA opretholder den regelbaserede internationale orden. Europa har længe forsøgt at udfylde USA’s rolle som garant for internationalt samarbejde, specielt da USA trak sig ud af Paris-aftalen og atomaftalen med Iran. Men EU har haft svært ved at tale med én udenrigspolitisk stemme og har været præget af intern splittelse. Tættere samarbejde med resten af verdens demokratier kan vise sig at puste nyt liv i det globale magtspil.

De nye alliancer risikerer dog kun at holde så længe, som pandemien varer. Men hvis dynamikken fortsætter, kan en alliance mellem Europa og Asiens demokratier levere et globalt alternativ i det tomrum, der bliver efterladt i rivaliseringen mellem verdens to stormagter.

 

Hvis Trump genvinder magten, vil resten af verdens demokratier have svært ved at modstå Kinas pres i de multilaterale organisationer og må derfor tænke i alternative baner
_______

 

Multilaterale eller plurilaterale organisationer?
I sidste ende er det uklart, hvor meget en gruppe af mellemmagter uden fast ledelse kan opnå. Før eller siden bliver EU, Australien, Storbritannien, Japan, Sydkorea og andre ligesindede nationer nødt til at beslutte, om de skal fokusere på at reformere de gamle institutioner eller forsøge at opbygge noget nyt.

Siden etableringen af den nuværende internationale orden efter anden verdenskrig har USA stået vagt om FN-systemet og de multilaterale organisationer. Men nu, hvor USA er på globalt tilbagetog, vil resten af den demokratiske verden blive konfronteret med større kinesisk indflydelse i globale spørgsmål om menneskerettigheder, frihandel, beskyttelse af intellektuel ejendom, klima og miljø, og ikke mindst folkesundhed.

Skepsis omkring Kinas indflydelse i WHO er allerede blevet pointeret af især USA og Japan. Desuden er Kinas udnyttelse af – og insisteren på at fastholde – sin status som udviklingsland i verdenshandelsorganisationen WTO blevet kritiseret med jævne mellemrum. I FN’s menneskerettighedsråd (som USA forlod i 2018 grundet utilfredshed med rådets politisering og ineffektivitet) har Kina udnyttet sin plads til at fremme en ny fortælling om menneskerettigheder, der gør det lettere for Kina selv at bryde dem.

Uanset om man mener kritikken er berettiget eller ej, har tilliden til multilaterale organisationers integritet og uafhængighed utvivlsomt taget et slag. Dermed er den nye alliance af demokratiske mellemmagter tvunget til at forholde sig til, at mange multilaterale organisationer er så udhulede af Kinas indflydelse, at de på lang sigt ikke kan tjene opretholdelsen af den frie og regelbaserede internationale orden. Derfor er man efterhånden nødsaget til ikke blot at forsvare de multilaterale organisationer, men samtidigt at opbygge nye, plurilaterale alternativer, der – i modsætning til multilaterale organisationer som FN og WTO – består af en mindre forsamling af ligesindede nationer.

EU har allerede erfaring med denne paralleldynamik på handelsområdet, hvor man – på trods af urokkelig støtte til WTO – har erkendt, at Doha-rundens kollaps har lammet organisationen. EU og USA ville ikke give større indsigelser på egne landbrugssubsidier; Kina, Indien og Brasilien nægtede at anerkende deres øgede økonomiske magt og dermed ansvar for verdensøkonomien. I mangel på en multilateral forhandlingsramme har EU derfor parallelt forhandlet ambitiøse bilaterale frihandelsaftaler med andre demokratiske og ligesindede lande, herunder senest med Canada og Japan, samt igangværende forhandlinger med Australien og New Zealand.

Hvorvidt pandemien vil fungere som en katalysator for en mere omfattende nytænkning af de internationale institutioner, eller om verdens demokratier kan opretholde den regelbaserede internationale orden, afhænger i høj grad af det amerikanske præsidentvælg i efteråret. Hvis Trump genvinder magten, vil resten af verdens demokratier have svært ved at modstå Kinas pres i de multilaterale organisationer og må derfor tænke i alternative baner. Omvendt vil en Biden-sejr varsle amerikansk genkomst på den internationale scene og et styrket forsvar for det multilaterale system.

Uanset udfaldet af det amerikanske præsidentvalg har coronapandemien kastet lys over en mere grundlæggende udfordring i det internationale system: USA og Kinas tiltagende stormagtskonflikt har paralyseret de multilaterale organisationer, der længe har trængt til reformer. I det tomrum for internationalt samarbejde, som Kina og USA har efterladt, er der et stigende pres på de resterende demokratier for at opbygge pålidelige alternativer til den dag, hvor de nuværende multilaterale organisationer ikke længere fungerer som tilsigtet. ■

 

Uanset udfaldet af det amerikanske præsidentvalg har coronapandemien kastet lys over en mere grundlæggende udfordring i det internationale system: USA og Kinas tiltagende stormagtskonflikt har paralyseret de multilaterale organisationer, der længe har trængt til reformer
_______

 



Rasmus Grand Berthelsen (f. 1993) er politisk rådgiver hos Rasmussen Global med base i København og Bruxelles. Han har en kandidat i International Business and Politics fra Copenhagen Business School og den paneuropæiske CEMS Master in International Management fra Wirtschaftsuniversität Wien. ILLUSTRATION: Præsident Trump og præsident Xi mødes under et bilateralt møde under G20-topmødet i Osaka, Japan, 29. juni [Foto: Kevin Lamarque / Reuters / Ritzau Scanpix]