Rune Møller Stahl: Arne-reformen er sympatisk, men den kommer ikke til at stoppe kampen om pensionsalderen

Rune Møller Stahl: Arne-reformen er sympatisk, men den kommer ikke til at stoppe kampen om pensionsalderen

13.10.2020




Den nye pensionsreform er en håndsrækning til nedslidte arbejdere, men den løser ikke den grundlæggende problematik omkring en stigende pensionsalder. Med det niveau af politisk kapital og strategisk snilde, Socialdemokratiet har mobiliseret bag sagen, kan det undre, at man ikke har søgt en mere ambitiøs og dækkende løsning.

Kommentar af Rune Møller Stahl

Natten til lørdag blev regeringen enig med Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti om den såkaldte Arne-reform, der giver ret til en tidligere tilbagetrækning for de, der som 61-årige har haft mellem 42 og 44 år på arbejdsmarkedet.

På det indholdsmæssige plan er der tale om en sympatisk aftale, fordi den er målrettet nogle af de hårdest ramte på arbejdsmarkedet. Det er en ordning, som ret præcist rammer en målgruppe af faglærte og ufaglærte, der har svært ved at klare sig under den stigende pensionsalder i de kommende år. At den rammer den gruppe så præcist, er særligt et resultat af nogle af de ændringer som støttepartierne har fået med, sådan at praktikforløb, perioder med arbejdsløshed eller deltid tæller med som tid på arbejdsmarkedet.

Finansieringen er hentet fra finanssektoren og fra nedskæringer på den stærkt kritiserede aktiveringsindsats, og aftalen er dermed med til at cementere den økonomiske vending mod arbejderklassen og klassiske socialdemokratiske dyder, som regeringen gerne vil markere.

Men hvis vi ser på den bredere udvikling af pensionsalderen, er det mest markante ved aftalen dog stadig det beskedne omfang. Hvis man sammenligner med den dækning som tidligere lå i efterlønsordningen, er den nye Arne-pension både mindre attraktiv og omfatter en langt mindre del af arbejdsmarkedet.

 

Hvis vi ser på den bredere udvikling af pensionsalderen, er det mest markante ved aftalen dog stadig det beskedne omfang
_______

 

De årlige udgifter på 3,5 milliarder er ikke ubetydelige, men i forhold til de milliardbeløb, der i foråret blev brugt på corona-hjælpepakker, er Arne-reformen også i den henseende ret beskeden i omfang. I forhold til arbejdsudbuddet er effekterne også til at overse: Kun 6.000 forventes at gå fra beskæftigelse til den nye pension.

Ingen tror seriøst på, at landets økonomi tager varigt skade af at en gruppe nedslidte lagerarbejdere kan gå fra arbejdsmarkedet et par år tidligere. Derfor virker den kampagne, som dele af den borgerlige presse har ført om store konsekvenser fra stigende bankpriser til særskatter ret overdrevet. Og det er svært at se for sig, at modstanden fra de borgerlige partier vil holde helt frem mod det næste valg.

Imponerende politisk udførelse
Strategisk har Socialdemokratiet dog gjort det fortrinligt. Forslaget blev fremlagt som det store slagnummer før valget, og, efter de obligatoriske politiske sværdslag, som blot har virket til yderligere at dramatisere forløbet, blev det nu vedtaget. Forløbet er tilrettelagt for at rense det stigma for løftebrud, som har hængt ved Socialdemokratiet siden Thorning-regeringen.

Og på det symbolske plan trækker emnet, den nedslidte arbejders ret til pension, tråde tilbage i historien. Nyrups famøse efterlønsløfte fra 1998, blev for mange symbolet på et svigt af de traditionelle arbejdervælgere og begyndelsen på to årtiers stille blødning af vælgere til DF og højrefløjen. Derfor er der en særlig ironisk sejr i, at regeringen har manøvreret DF ind i en position, hvor de ikke har haft andet valg end at deltage i den aftale.

 

Hvis du er en 40-årig murer, så bliver den hjælp, som Arne-reformen udgør, hurtigt ædt af de løbende stigninger i pensionsalderen
_______

 

Symbolikken i forslaget er velvalgt, og følelsen af en konkret forbedring vil sikkert få mange klassiske arbejdervælgere – hvilket ikke er en gruppe, der har været vant til den slags håndsrækninger i de sidste årtier – til igen at vende sig mod Socialdemokratiet.

Men i det store billede ændrer dette ikke på det overordnede billede af den stigende pensionsalder.

Hvis du har taget bare lidt uddannelse i begyndelsen af dit voksenliv, eller du har haft en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet i en periode, er der for det første ingen hjælp at hente i Arne-pensionen. Men endnu vigtigere er, at hvis du er en 40-årig murer, så bliver den hjælp, som Arne-reformen udgør, hurtigt ædt af de løbende stigninger i pensionsalderen. På den måde svarer reformen mere til at sparke bolden ned af vejen, end en egentligt løsning på den lange bane.

Logikken fra velfærdsforliget i 2006 er ubønhørlig. Når levealderen stiger, følger pensionsalderen med. Det ser godt ud i de økonomiske fremskrivninger, men ude i skurvogne og frokoststuer ser det lidt mere tvivlsomt ud. For levealderen blandt faglærte og ufaglærte halter i stigende grad efter udviklingen i toppen af samfundet.

Velfærdsforliget betyder, at vi har indrettet den fremtidige finansiering af velfærdsstaten på, at murere, pædagoger og lagerarbejdere skal arbejde til langt over de 70 år. Men hvis ikke vi ser en mirakuløs formindskelse i uligheden i sundhed eller en ligeså mirakuløs forbedring af arbejdsforholdene for de professioner med fysisk hårdt arbejde, virker dette ikke realistisk.

Det næste slag i dette større slag om pensionsalder kommer allerede senere i år, når der skal stemmes om implementeringen af stigningen til 69 år fra 2035. Store dele af regeringens faglige bagland, inklusive tunge organisationer som 3F og HK, ligger pres på for, at man stopper her. Arne-reformen skal nok give Socialdemokratiet rygdækning til at stemme for forhøjelsen denne gang. Men logikken fra velfærdsforliget tikker videre, og næste gang er det ikke sikkert at fagbevægelsen vil slå sig til tåls.

 

Det kan meget vel tænkes, at partistrategerne nu tænker, at Arne-reformen giver dem et rygstød, der vil hjælpe dem med at vinde næste valg, mens de kan se frem til at vinde endnu et pensionsvalg, når vi nærmer os 2030’erne
_______

 

Derfor virker det også mærkværdigt, at Socialdemokratiet ikke har gået efter en mere dækkende og grundig løsning på pensionsspørgsmålet. Med det niveau af politisk kapital, de har mobiliseret under coronakrisen, og med den velforberedte og dygtige proces kunne de have gået efter en langt mere ambitiøs model. Det virker spøjst, at det altdominerende signaturforslag for denne valgperiode er så begrænset i omfang.

Der virker til at være to mulige forklaringer. Enten tror partitoppen i Socialdemokratiet stadig på logikken i velfærdsforliget og afskaffelsen af efterlønnen og tænker, at Arne-pensionen er en måde at skabe langsigtet opbakning bag kursen om den stigende pensionsalder – dvs. en måde at skabe legitimitet ved at bløde kanterne i de hårde stigninger i pensionsalderen.

Alternativt ved Socialdemokratiet godt, at deres løsning ikke er tilstrækkelig, men ser det som en strategisk fordel, hvis pensionsspørgsmålet bliver ved at være et markant politisk stridspunkt. Det kan meget vel tænkes, at partistrategerne nu tænker, at Arne-reformen giver dem et rygstød, der vil hjælpe dem med at vinde næste valg, mens de kan se frem til at vinde endnu et pensionsvalg, når vi nærmer os 2030’erne.

Uanset hvad, så er Arne-reformen en sympatisk håndsrækning. Men det er langt fra nok til at lægge pensionsspørgsmålet dødt i dansk politik. Derfor kan vi forvente, at det er en diskussion, der vil poppe op igen gennem de næste årtier. ■

 

Arne-reformen skal nok give Socialdemokratiet rygdækning til at stemme for den planlagte forhøjelse af pensionsalderen denne gang. Men logikken fra velfærdsforliget tikker videre, og næste gang er det ikke sikkert at fagbevægelsen vil slå sig til tåls
_______

 



Rune Møller Stahl (f. 1982) er postdoc på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, hvor han forsker i politisk økonomi. ILLUSTRATION: Regeringen præsenterer sit nye udspil: ‘Ny ret til tidlig pension’. D. 18. august 2020 [Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix]