Sara Vergo udfordrer Dennis Nørmark: Hvad er meningsløst arbejde egentlig?

Sara Vergo udfordrer Dennis Nørmark: Hvad er meningsløst arbejde egentlig?

13.08.2020




Borgere, frontlinjepersonale og administrative medarbejdere fortjener, at vi bevæger os væk fra den lidt populistiske – men meget populære – retorik, som Nørmark er eksponent for. I stedet bør vi tage en seriøs debat om, hvorvidt vi kan ændre indholdet i arbejdslivet, hvis der opleves for mange benspænd for fagligheden.

Kommentar af Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig og næstformand i Djøfs bestyrelse

I RÆSON43 stiller antropolog og forfatter Dennis Nørmark spørgsmålet: ”Fik pandemien udryddet det meningsløse arbejde?”. Han fabulerer over, hvorvidt coronakrisen har udstillet visse erhvervsgruppers ”påståede vigtighed”. Særligt den offentlige administration – defineret som dem, der ikke er i ”frontlinjen” – står for skud.

Det er efterhånden en gammel traver fra Nørmarks side – at det, der opleves meningsløst, ikke giver værdi. Dén påstand vil jeg gerne udfordre. For det første, fordi begrebet ”mening” jo defineres af blandt andet politikere og ledere og dermed ikke (nødvendigvis) af den enkelte medarbejder. Og for det andet, fordi medarbejderne ”bag fronten” kan løse lige så meningsfulde opgaver (også samfundsmæssigt set) som de mere synlige i ”frontlinjen”.

Derfor skal vi bevæge os væk fra den poppede retorik og i stedet tage den vigtige debat om, hvorvidt – og hvordan – vi kan ændre indholdet i arbejdslivet, hvis der opleves for mange benspænd for fagligheden.

 

Ingen organisation kan fungere uden et ”back office”, der holder snor i økonomien, balancerer juraen og sikrer, at organisationen udvikler sig
_______

 

Men er der egentlig overflødigt og meningsløst arbejde derude? Måske. Nogle vil helt klart råbe et højt og klingende ”JA!”, mens andre vil argumentere for, at fx juristernes arbejde for at sikre borgernes retssikkerhed og gennemsigtighed i afgørelser bør stå over irritationen over bureaukrati. Når man læser Dennis Nørmarks indlæg, står man imidlertid tilbage med det indtryk, at vi stort set kan – og bør –skrotte de administrative medarbejdere.

Sådan forholder det sig naturligvis ikke. En velfungerende administration er nemlig en forudsætning for, at de borgernære opgaver føres ud i livet. Ingen organisation kan fungere uden et ”back office”, der holder snor i økonomien, balancerer juraen og sikrer, at organisationen udvikler sig. Kunsten er at finde balancen mellem tillid til den enkelte medarbejder og en administration, der har de nødvendige muskler til at sikre, at alle borgere behandles lige, at frontmedarbejdernes arbejde understøttes, og at de politiske mål og ambitioner føres ud i livet.

Jeg ved godt, at Nørmark har en række eksempler på udtalelser fra folk, der beretter om komplet overflødige tiltag og krav. At ingen vil savne proceskonsulenter og evalueringseksperter. At mange hævder, at der er for meget pseudoarbejde. Men jeg vil mene, at vi skal tillade os at være nysgerrige: Hvordan definerer folk pseudoarbejde? Og hvem skal egentlig bestemme, hvilke opgaver, der er vigtige? Vil vi ikke gerne have en offentlig sektor, hvor man lærer af sine fejl og succeser (læs: evaluerer arbejdet hen ad vejen)? En offentlig sektor, hvor politikerne også ved, om de penge de afsætter, faktisk rækker til de besluttede mål?

Der er ingen nemme svar eller løsninger her – men en start må være, at man interesserer sig for og udfordrer de beslutninger, der træffes, i stedet for at latterliggøre andres arbejde og udpege syndebukke.

 

Fagpersonalet i sundhedsvæsenet, plejesektoren og andre steder har ydet en forbilledlig indsats under coronakrisen. Men det er misforstået at tro, at administrative medarbejdere er overflødige, fordi de har været hjemsendt. De har jo arbejdet hjemmefra
_______

 

Vi skal være konstruktive og lære af coronakrisen
Fagpersonalet i sundhedsvæsenet, plejesektoren og andre steder har ydet en forbilledlig indsats under coronakrisen. Men det er misforstået at tro, at administrative medarbejdere er overflødige, fordi de har været hjemsendt. De har jo arbejdet hjemmefra.

I Djøf har vi spurgt medlemmerne om deres arbejdsopgaver under hjemsendelsen. De fortæller om endog meget travle dage: Det er fx djøfere, der har formuleret hastelovgivning, indkøbt værnemidler til sygehusene, organiseret, at der var det nødvendige udstyr på de nye corona-afdelinger og oversat retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen til den konkrete virkelighed for de ansatte.

Nu vender hverdagen tilbage. Og jeg er helt enig med Nørmark i, at coronakrisen er som en slags fremkaldervæske, der bringer overflødige regler op til overfladen.

Et eksempel på det er, at kommunernes jobcentre skal afholde 500.000 samtaler for ledige for efterfølgende at dokumentere det til Beskæftigelsesministeriet. Under coronakrisen havde jobcentrene ellers gode erfaringer med virtuelle møder. Hvis medarbejderne i jobcentrene fortæller, at de har talt med de ledige, og det har fungeret, så undrer det mig, at man bare fortsætter ”business as usual”. Vi skal da lære af de gode erfaringer og dermed lytte og vise tillid til medarbejdere, der jo immervæk ved mest om, hvordan opgaven er blevet løst.

Betyder det, at vi skal skille os helt af med dokumentationskrav og administration? Nej. For vi lever i et demokrati og et velfærdssamfund, hvor vi har rettigheder og minimumsgarantier. Politikerne kan med god ret kræve dokumentation for, at de besluttede mål og krav efterleves. Men vi bør blive bedre til at tale om, hvorvidt vi fokuserer for meget på proces frem for effekt. Vi skal også blive ved med at diskutere, hvordan vi kan lette de administrative byrder for fagpersonalet og sikre mere tid til borgerne.

 

Vi foreslår, at Folketinget opstiller et mål om at sikre, at frontmedarbejderne – social- og sundhedsassistenter, pædagoger, læger, politibetjente, socialrådgivere og andre – i 2025 får 10 timer mere ansigt til ansigt med borgerne om måneden, sammenlignet med i dag
_______

 

Mere tid til borgeren
”Mon ikke noget af det, der står tilbage efter det her, er, at en gang imellem er det meget godt, at man ikke skal spørge ti led, før man træffer beslutninger, fordi I kan faktisk ganske, ganske meget, når det er den sunde fornuft, der får lov at råde”. Sådan sagde statsministeren på sit pressemøde den 14. april.

Jeg tror, at hun har ret. Vores offentlige sektor er fyldt med kompetente medarbejdere, der kan deres kram. I Djøf har vi faktisk formuleret et konkret indspark til regeringens varslede Nærhedsreform, som netop adresserer statsministerens pointe: Vi foreslår, at Folketinget opstiller et mål om at sikre, at frontmedarbejderne – social- og sundhedsassistenter, pædagoger, læger, politibetjente, socialrådgivere og andre – i 2025 får 10 timer mere ansigt til ansigt med borgerne om måneden, sammenlignet med i dag. De skal have større faglig frihed til at tilrettelægge arbejdet, og de skal involveres mere i beslutningerne.

Hvis det skal lykkes, må vi være modige og tålmodige. Der findes ingen nemme løsninger. Lad os tage statsministeren på ordet. I stedet for at pege fingre og grave grøfter, bør vi have den konstruktive dialog. I sidste ende vil vi alle det samme: Skabe det bedst mulige velfærdssamfund – til gavn for os som borgere. ■

 

Vi bør blive bedre til at tale om, hvorvidt vi fokuserer for meget på proces frem for effekt. Vi skal også blive ved med at diskutere, hvordan vi kan lette de administrative byrder for fagpersonalet og sikre mere tid til borgerne
_______

 





Sara Vergo (f. 1971) er formand for Djøf Offentlig og næstformand i Djøfs bestyrelse. Medlem af bestyrelsen for P+, Pensionskassen for akademikere, og næstformand i bestyrelsen for Akademikernes A-kasse. Uddannet cand.techn.soc. (Roskilde Universitet, 2001). ILLUSTRATION: Hillerød Hospital [Foto: Thomas Vilhelm/Scanpix]