Sebastian H. Mernild: Klimaet kræver den samme krisebevidsthed som COVID-19

Sebastian H. Mernild: Klimaet kræver den samme krisebevidsthed som COVID-19

05.05.2020


Med COVID-19-krisen ses det tydeligt, at politikerne har viljen til at omstille sig og træffe hurtige beslutninger, hvis de vil. Lad os få samme indstilling til klimakrisen, som til coronakrisen – at finde de nødvendige økonomiske midler, så vi er i stand til at omstille samfundet mod mere klimavenlige forhold og indfri den politiske klimamålsætning.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Af Sebastian H. Mernild, professor i klimaforandringer og glaciologi

Hvis man i den seneste tid har set mod himlen, eller haft øje for forandringerne i vejret, vil det være tydeligt, at de sidste adskillige uger har budt på usædvanligt få skyer, mange solskinstimer og lidt nedbør – hvis man altså ser bort fra den sidste uge. Men vi skal ikke længere tilbage end til slutningen af 2019 eller begyndelsen af 2020, før situationen i landet var en ganske anden. Efteråret 2019 var det vådeste efterår i Danmark siden 1874, mens året 2019 som helhed tangerede nedbørsrekorden fra 1999. Marts 2019 og februar 2020 var de vådeste af slagsen siden 1874. Med de seneste voldsomme regnmængder først på året, primært i Jylland og på Fyn, opstod ét problem: oversvømmelser. Nu synes ét andet problem imidlertid at være på vej: tørke i vækstsæsonen.

Det er, som om vi generelt – ikke bare i det skitserede eksempel – bevæger os fra en yderlighed til en anden over forholdsvis kort tid og med ekstreme konsekvenser til følge for samfundet. Noget tilsvarende kan siges om årerne 2017 og 2018, hvor efteråret 2017 var relativt vådt; det blev målt som den 9. vådeste efterårsperiode siden 1874. Til sammenligning var år 2018 varmt og tørt fra slut forår og juli ud, hvilket samlet set gjorde maj, juni og juli til de mest regnfattige af den tilsvarende tremåneders periode siden 1874. Disse nedbørsfattige måneder var forårsaget af længerevarende, stabile højtryksområder over Nord- og Vesteuropa, som formåede at holde lavtryk og nedbør på afstand af Danmark.

 

Det er, som om vi generelt – ikke bare i det skitserede eksempel – bevæger os fra en yderlighed til en anden over forholdsvis kort tid og med ekstreme konsekvenser til følge for samfundet
_______

 

Der er betragtelige variationer i nedbør måned for måned og år for år tilbage til 1874, hvor DMI etablerede sit observationsnetværk. Vi ser, at variationerne fra år til år nu er større end tidligere, hvilket også gælder fra egn til egn. Samtidig ser vi, at antallet af tørvejrsdage er faldet, og at antallet af dage med nedbørsekstremer er steget. Nedbørsstatistikkerne peger på, at der kan konstateres robuste ændringer i middelnedbøren og i forekomsten af mere ekstreme nedbørshændelser, hvilket ligger i tråd med, hvad FN’s klimapanel (IPCC) peger på som de vejrtyper, Danmark skal forvente at se mere til i takt med, at CO2-koncentrationen og den globale opvarmning øges. Samtidig med, at Danmark gennemsnitligt er blevet vådere over tid, forekommer der nu også perioder med lidt eller ingen regn. Alt sammen i en tid, hvor den danske middeltemperatur er steget 1,4 grader Celsius, og globalt med 1,1 grader siden 1880. Samtidig er der siden 1970’erne påvist ændringer i hyppighed i nogle klima- og vejrekstremer fx. varmeekstremer som en konsekvens af forøgede energimængde i det globale klimasystem. Hvert af de seneste fire årtier har været varmere end noget foregående årti siden 1850, og 2010–2019 var således det varmeste årti, der er målt til dato. På den nordlige halvkugle var perioden 1990–2019 med stor sandsynlighed den varmeste 30-årige periode i de sidste 1400 år.

En varmere klode er lig forandringer
De observerede ændringer i klimasystemet fra 1950 og frem er af en uset karakter set i forhold til forudgående århundreder og i nogle tilfælde flere årtusinder. Lige nu opvarmes klimasystemet, hvilket bedst ses ved, at energien i oceanerne årligt øges. Havopvarmning dominerer energiforøgelse, der lagres i klimasystemet, og tegner sig for lidt over 90 pct. af energien akkumuleret i perioden fra 1971 og 2020.

At der sker en opvarmning af klimasystemet, er fuldkommen utvetydigt, da den samlede strålingspåvirkning fra den ændrede atmosfæriske sammensætning af kuldioxid, metan og lattergas er positiv og har medført et øget energioptag i klimasystemet – en sammensætning, der er sket på grund af historiske og igangværende udledninger af drivhusgasser til atmosfæren. Det største bidrag til ændringerne i strålingsbalancen skyldes en stigning i den atmosfæriske koncentration af CO2 siden 1750.


Det har store konsekvenser til følge; over de sidste mange årtier har vi gennemsnitligt set, at indlandsisen og det antarktiske isskjold har mistet masse, at gletsjere kloden over er skrumpet ind eller helt forsvundet, og at den arktiske havis formindskes i omfang.

Tendenserne og forholdene er tydelige for såvel det antarktiske isskjold som for indlandsisen, hvor det gennemsnitlige årlige istab henholdsvis lå på omkring 219 ± 43 gigatons (2013–2017) og 220 ± 30 gigatons (2012–2017), hvilket er et betydeligt bidrag til de igangværende havstigninger verden over, der siden 2013 har ligget på 4,8 mm pr. år. Hastigheden i de globale havniveauændringer siden midten af det 19. århundrede har været større end gennemsnitshastigheden i de foregående to årtusinder. Alene i perioden fra 1902 til 2015 steg det gennemsnitlige globale havniveau med omkring 16 cm – naturligvis med regionale variationer til følge.

 

Vi er i dag der, hvor det samfundsmæssigt bliver for dyrt at sidde videnskabens advarsler overhørig, mens vi samtidig på ingen måde er på vej imod at indfri kravene i Paris-aftalen fra 2015
_______

 

Det bliver for dyrt at sidde videnskabens advarsler overhørig
I forhold til 1880 (det førindustrielle niveau) vil den globale gennemsnitstemperatur forventeligt tidligst passere 1,5 grader Celsius i 2030 og mere end 3 grader i 2100, hvis udledningen af drivhusgasser fortsætter uændret.

Vi er i dag der, hvor det samfundsmæssigt bliver for dyrt at sidde videnskabens advarsler overhørig, mens vi samtidig på ingen måde er på vej imod at indfri kravene i Paris-aftalen fra 2015. År 2019 var året, hvor der blev udledt mest CO2 til atmosfæren på globalt plan og samtidig det år, hvor vi så det største gab mellem det, vi udledte, og det, vi burde udlede, for at imødegå Paris-aftalen. Man kan roligt sige, at den politiske klimahandlingsplan snegler sig af sted med det, vi har set af politiske tiltag i fx COP-regi (Conference of the Parties i UNFCCC, FN’s klimakonvention).

Bekymrende er det, at videnskabens advarsler i adskillige årtier ikke har ført til politiske handlingsplaner med efterfølgende reduktioner af de globale CO2-udledninger. Vi forventer, at klimarisici vil være endnu højere ved en global gennemsnitstemperatur på 2 grader Celsius end ved 1,5 grader; vi vil se nedbørsmangel og decideret tørke, og tilsvarende vil gøre sig gældende for de kraftige nedbørshændelser, som vil blive endnu værre. Det er på tide, at vi ikke sidder videnskabens advarsler overhørig.

Vi er der, hvor en klimahandlingsplan skal søsættes, og hvor den grønne omstilling skal op i gear – hvor omstillingen kræver en betydeligt større indsats, end det vi har set til dato. Det gælder både i Danmark og internationalt. Nationalt kan vi håbe på, at anbefalingerne fra de 13 klimapartnerskaber, der blev færdigstillet i marts, kan være med til at sætte endnu mere gang i den hjemlige grønne omstilling, også til gavn for verdenen omkring os. En ting er anbefalingerne fra klimapartnerskaberne, noget andet er den politiske vilje til at indfri disse anbefalinger.
Med Covid-19-krisen på nethinden ses det tydeligt, at politikerne har viljen til at omstille sig, træffe hurtige beslutninger samt levere hurtige lovgivninger, hvis de vil. Lad os få samme indstilling til klimakrisen, som til coronakrisen – nemlig, at finde de nødvendige økonomiske midler i de ”dybe lommer”, så vi er i stand til at omstille samfundet mod mere klimavenlige forhold og indfri den politiske klimamålsætning. Der synes ikke længere at være nogen undskyldning for ikke at gøre noget politisk – vi har viden, teknologi og de økonomiske midler til at reducere og fjerne CO2 fra atmosfæren. Lad os også få det politiske arrangement op i gear, så vi kan få en anvendelig klimahandlingsplan. For jo længere vi venter, jo højere bliver risiciene for klimaekstremer i fremtiden. ■

 

Lad os også få det politiske arrangement op i gear, så vi kan få en anvendelig klimahandlingsplan. For jo længere vi venter, jo højere bliver risiciene for klimaekstremer i fremtiden
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Sebastian H. Mernild (f. 1972), ph.d. og dr.scient., er professor i klimaforandringer og glaciologi ved universiteterne i henholdsvis Bergen og Sogndal og adm. direktør for Nansen Centeret, Bergen. SHM er hovedforfatter på FN’s klimapanels (IPCC) kommende hovedrapport, der udkommer i 2021. ILLUSTRATION: Mand cykler forbi ødelæggelser i Mash Harbour, Bahamas, forårsaget af Orkanen Dorian, d. 10. september, 2019 [foto: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix].